Nyhedsbrev 7/2021
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt afgørelse om, at aftale om arbejdstid indgået mellem virksomheden og medarbejderorganisationen ikke kunne godkendes (Hviletid og fridøgn - rådighedsvagter - arbejdstider - botilbud – lønmodtagerorganisation - hvem kan indgå aftaler)
Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at der med hviletidsaftalen var tale om en fravigelse fra reglerne om hvileperiode og fridøgn i et omfang, der krævede Arbejdstilsynets godkendelse.
Nævnet vurderede desuden, at aftalen ikke var indgået på et passende kollektivt niveau. Der var dermed ikke indgået en aftale mellem to ligeværdige parter.
Nævnet lagde vægt på, at medarbejderorganisationen udelukkende bestod af medlemmer, der var ansat i virksomheden, og at de enkelte medarbejdere selv kunne bestemme, om de ville være omfattet af aftalen.
Medarbejderorganisationen kunne ifølge vedtægterne kun forhandle arbejdstid med arbejdsgiver, men ikke andre ansættelsesvilkår.
Nævnet lagde også vægt på, at kontingentet til medarbejderorganisationen blev trukket af arbejdsgiver over lønnen, og at midlerne, i tilfælde af foreningens opløsning, tilfaldt arbejdsgiver til brug for fælles aktiviteter.
Nævnet henviste også til, at reglerne om hviletid og fridøgn gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden for så vidt angår bestemmelser om daglig og ugentlig hvileperiode.
Det fremgår af Arbejdstidsdirektivets art. 18, at direktivet giver medlemsstater adgang til i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis at tillade, at blandt andet art. 3 (daglig hviletid), art. 4 og art. 5 (ugentlig hviletid), fraviges ved kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter på et passende kollektivt niveau.
Nævnet fandt, at den indgåede aftale hverken opfyldte kravet til kollektiv overenskomst eller var indgået på et ” passende kollektivt niveau”. Baggrunden for hviletidsreglerne er beskyttelseshensynet til den ansatte.
Et mindretal på 4 af nævnets medlemmer fandt, at det var dokumenteret, at virksomheden levede op til kravene om kollektivitet og uafhængighed og således var at betragte som en lønmodtagerorganisation. Afgørelsen burde derfor ophæves og hjemvises med henblik på Arbejdstilsynets vurdering af selve aftalen om fravigelse af regler om hviletid og fridøgn.
Afgørelsen kan læses i sin helhed her
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt afgørelse med strakspåbud om at sikre, at unge, som er fyldt 15 år, og som ikke er omfattet af undervisningspligten, ikke arbejder efter kl. 22.00 (Unge under 18 år - begrebet arbejde - arbejdstid - opholde sig på virksomheden - klokken 22.00)
Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at tidsrummet mellem kl. 22.00 og kl. 22.15 i det konkrete tilfælde var arbejdstid for de unge. Nævnet vurderede derfor, at de unge arbejdede efter kl. 22.00.
Nævnet lagde vægt på, at de unge stod til rådighed, da de efter det oplyste var forpligtede til at følge virksomhedens anvisninger om at opholde sig på arbejdsstedet i tidsrummet mellem kl. 22.00 og 22.15 og ikke frit kunne vælge at forlade stedet. De blev også betalt for at blive på arbejdsstedet indtil kl. 22.15.
Hensynet bag bestemmelserne om, at de unge ikke må arbejde sent, er en regulering af arbejdstidens placering og ikke en regulering af, hvad de unge er beskæftiget med.
Bestemmelsen om, at unge ikke må arbejde efter kl. 22.00, skal efter nævnets opfattelse fortolkes restriktivt.
Et mindretal på 3 af nævnets medlemmer fandt, at sagen skulle hjemvises, da det ikke var tilstrækkeligt oplyst eller dokumenteret, at de unge stod til arbejdsgiverens rådighed under udførelsen af deres beskæftigelse eller deres opgaver.
Afgørelsen kan læses i sin helhed her
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt afgørelse med strakspåbud om at sikre adskillelse af kørende og gående trafik på fælles adgangsveje på byggepladsen (Byggepladser - fælles adgangsveje - adskillelse kørende gående - PSS – flagmand).
Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at arbejdsstedet ikke var indrettet sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Der var risiko for, at de ansatte kunne blive påkørt.
Nævnet vurderede, at det var muligt at holde adgangs- og transportveje for kørende og gående trafik på byggepladsen adskilt.
Nævnet lagde vægt på, at virksomheden efter Plan for Sikkerhed og Sundhed var ansvarlig for adgangsvejene, herunder for adskillelse af kørende og gående trafik på de fælles adgangsveje.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at der ikke var adskilt mellem den gående og kørende trafik på flere fælles adgangsveje.
Det kunne ikke føre til et andet resultat, at virksomheden anførte, at arbejdsstedet var indrettet sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, blandet andet ved benyttelse af flagmænd og tilsynsførelse.
Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.
Afgørelsen kan læses i sin helhed her
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt afgørelse med påbud om at forebygge fare for eksplosion ved håndtering og transport af ulovligt fyrværkeri (arbejdets udførelse)
Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at håndtering og transport af ulovligt fyrværkeri fra gerningssted til opbevaring i depot ikke var planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det skyldtes, at faren for eksplosion ikke var effektivt forebygget.
Nævnet lagde vægt på, at patruljer transporterede ulovligt fyrværkeri fra gerningssted til eget depot. Patruljerne havde ikke de kasser, der er godkendt til transport af krudt, når de bragte fyrværkeriet til depot. Patruljen anvendte i stedet eksempelvis plasticposer og lagde det løst i baggagerummet.
Nævnet lagde vægt på, at fyrværkeri kan blive ustabilt, hvis det bliver stødt, hvormed der er risiko for, at det eksploderer. Når fyrværkeriet transporteres løst i baggagerummet, kan bump, opbremsninger, acceleration eller ulykker gøre, at fyrværkeriet stødes og bliver ustabilt.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at virksomhedens aktioncard og vejledninger ikke beskrev, hvordan fyrværkeriet kunne transporteres hensigtsmæssigt. Det var heller ikke beskrevet, hvordan det konfiskerede fyrværkeri skulle pakkes i sikrede kasser.
Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.