Sydkorea
I undersøgelsen ”Adoptionsformidlingen fra Sydkorea til Danmark i 1970’erne og 1980’erne” vurderer Ankestyrelsen, at adoptionsformidlingen fra Sydkorea til Danmark var præget af et ureguleret formidlingssystem og en uheldig incitamentsstruktur, hvor store pengebeløb blev overført mellem de danske og sydkoreanske organisationer i forbindelse med adoptionen.
Til brug for undersøgelsen har Ankestyrelsen gennemgået materiale fra Statens Arkiver og materiale fra arkiverne hos de organisationer der formidlede adoptionerne til Danmark. Det udvalgte materiale der henvises til i undersøgelsen er samlet i nedenstående dokumentpakker:
DanAdopt – yderligere materiale tilføjes snarest
Undersøgelsens resultater
Formålet med undersøgelsen af adoptionsformidlingen fra Sydkorea i 1970’erne og 1980’erne har været at tilvejebringe viden om generelle forhold i adoptionsformidlingen fra Sydkorea i den pågældende periode og derigennem give adopterede fra Sydkorea mulighed for en bredere og dybere indsigt i den kontekst og det system, som deres adoption blev gennemført i.
Det er Ankestyrelsens overordnede vurdering, at adoptionsformidlingen fra Sydkorea til Danmark i 1970’erne og 1980’erne var præget af et ureguleret formidlingssystem og en uheldig incitamentsstruktur, hvor store pengebeløb blev overført mellem de danske og sydkoreanske organisationer i forbindelse med adoptionen.
Den mangelfulde regulering af formidlingssystemet og de sydkoreanske regler om familieregistrering skabte et råderum for de sydkoreanske organisationer til at ændre den adopteredes identitet og baggrundshistorie i de officielle sydkoreanske dokumenter og i de oplysninger, der forelå i den sag, der blev sendt til Danmark om barnet. Inden for rammerne af de dagældende regler i Sydkorea var det dermed muligt at ændre oplysninger om barnets baggrund og bortadoptere et barn uden de biologiske forældres vidende.
AC Børnehjælp og DanAdopt var vidende om denne praksis.
Disse forhold har frataget de adopterede muligheden for at få kendskab til egen identitet og historie, men betyder ikke nødvendigvis, at bortadoptionen er sket mod de biologiske forældres vilje.
De danske formidlende organisationer ydede gennem årene betydelige beløb i støtte til deres sydkoreanske samarbejdsparter. Samtidig gav de danske organisationer løbende udtryk for et ønske om at opretholde et højt antal adoptioner af børn med en specifik alders- og helbredsmæssig profil fra Sydkorea. Dette var medvirkende til at skabe en økonomisk incitamentsstruktur i samarbejdet, hvilket i et nutidigt perspektiv er risikoskabende og imod de internationale regler på området. På daværende tidspunkt blev dette dog betragtet som en del af formidlingsarbejdet af de danske organisationer og myndigheder.
Sammenlignet med andre formidlingssamarbejder fra denne tidsperiode, som Ankestyrelsen tidligere har undersøgt, afspejler det tilgængelige materiale et begrænset kendskab til de praktiske processer i Sydkorea i de danske organisationer. Om de danske organisationer reelt havde begrænset viden om interne sydkoreanske forhold, eller var i besiddelse af viden, der ikke er afspejlet i det skriftlige materiale, men blev overleveret mundtligt eller ikke dokumenteret, er vanskeligt at fastslå.