Gå til indhold

Juli 2024

I "Nyt om Social" fra juli 2025 kan du læse de seneste principmeddelelser på området. Du kan også læse om Ankestyrelsens nye guide, som skal styrke behandlingen af sager om flytning uden samtykke.

Ankestyrelsens principmeddelelse 5-25 om forhøjet boligstøtte - stærkt bevægelseshæmmet - fysisk, psykisk eller kognitiv funktionsnedsættelse - behov for pladskrævende hjælpemidler - servicehund - kan have behov for større bolig

Principmeddelelsen fastslår, at en borger efter boligstøttelovens regler kan få beregnet forhøjet boligstøtte, hvis borgeren er stærkt bevægelseshæmmet, og borgerens bolig er egnet herfor. Der skal foretages en samlet vurdering af oplysningerne om borgerens helbredsforhold og funktionsniveau samt brug af hjælpemidler. Det vil altid være en konkret og individuel vurdering.

Læs principmeddelelsen

Ankestyrelsens principmeddelelse 8-25 om inddragelse - garantiforskrift - barnets lov

Principmeddelelsen handler om hovedreglen om inddragelse gennem direkte kontakt i barnets lov § 5, stk. 3. Den skal læses i sammenhæng med principmeddelelse nr. 9-25, som handler om undtagelsen til kravet om inddragelse gennem direkte kontakt i barnets lov § 5, stk. 4. 

Barnets eller den unges holdning og synspunkter skal tilvejebringes og inddrages løbende ved samtaler og anden direkte kontakt, inden der træffes beslutninger eller afgørelser efter loven om barnets eller den unges forhold. Dette følger af barnets lov § 5, stk. 3.

Principmeddelelsen fastslår, at kravet om inddragelse efter barnets lov har karakter af en garantiforskrift. Manglende overholdelse af kravet indebærer i almindelighed, at afgørelsen bliver ugyldig, medmindre manglen i det konkrete tilfælde har været uden betydning. Der er tale om en grundlæggende rettighed for barnet eller den unge. Inddragelse af barnet eller den unge skal sikre, at barnet eller den unge har indflydelse på de forhold, der vedrører dem.

Læs principmeddelelsen

Ankestyrelsens principmeddelelse 9-25 om inddragelse - barnets lov - undtagelse til kravet om direkte kontakt

Principmeddelelsen handler om undtagelsen til kravet om inddragelse gennem direkte kontakt i barnets lov § 5, stk. 4. Den skal læses i sammenhæng med principmeddelelse 8-25, som handler om hovedreglen om kravet om inddragelse gennem direkte kontakt i barnets lov § 5, stk. 3.

Barnets eller den unges holdning og synspunkter skal tilvejebringes og inddrages løbende ved samtaler og anden direkte kontakt, inden der træffes beslutninger eller afgørelser efter loven om barnets eller den unges forhold. Dette følger af barnets lov § 5, stk. 3.

Af barnets lov § 5, stk. 4, følger det imidlertid, at kravet om inddragelse gennem samtale og anden direkte kontakt kan fraviges helt eller delvist i helt særlige tilfælde, hvis barnets eller den unges alder eller andre forhold i afgørende grad taler imod det. Bestemmelsen giver ikke hjemmel til helt at undlade at inddrage barnet eller den unge. Bestemmelsen giver alene mulighed for, at inddragelse sker på anden vis end ved samtale eller anden direkte kontakt. Barnets eller den unges holdning og synspunkter skal i disse tilfælde i stedet tilvejebringes på anden vis. 

Læs principmeddelelsen

Ankestyrelsens principmeddelelse 12-25 om transportudgifter - støttende indsatser - familiebehandling - økonomisk støtte - merudgifter - subsidiær

Principmeddelelsen fastslår, at forældres udgifter, som for eksempel udgifter til transport, der opstår som følge af en bevilling af støttende indsatser efter barnets lov § 32, stk. 1, kan dækkes efter reglerne om økonomisk støtte i barnets lov § 35, stk. 4, nr. 1, eller efter barnets lov § 86 om dækning af merudgifter, hvis betingelserne er opfyldt.

Læs principmeddelelsen

Ankestyrelsens principmeddelelse 11-25 om merudgifter - respirationshjælpere - fælles hjælperordning - ophold uden for hjemmet - ferie i Danmark

Principmeddelelsen fastslår, at udgifter, der er forbundet med, at respirationshjælpere, bevilget som led i en fælles hjælperordning, skal med barnet eller den unge på ophold uden for hjemmet herunder ferie i Danmark, kan dækkes efter merudgiftsreglen i § 86 i barnets lov.

Læs principmeddelelsen

Undersøgelse af kommunernes anvendelse af servicelovens § 102

Ankestyrelsen har via en spørgeskemaundersøgelse i alle landets kommuner kortlagt, hvordan servicelovens § 102 anvendes i praksis. Bestemmelsen giver kommunerne mulighed for at give tilbud af behandlingsmæssig karakter til borgere, som har betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, eller som har særlige sociale problemer.

Læs undersøgelsen

Psykolognævnet bliver nedlagt

Psykolognævnet nedlægges, og autorisation af og tilsyn med psykologer skal fremover reguleres i autorisationsloven, som dækker autorisation af sundhedspersoner og sundhedsfaglig virksomhed. Det besluttede folketinget den 27.maj 2025. Beslutningen medfører nogle ændringer for autoriserede psykologer.

Læs nyheden

Ankestyrelsen har lavet en guide, der skal styrke behandlingen af sager om flytning uden samtykke

Ankestyrelsen har lavet en guide til behandling af sager om optagelse i særlige botilbud uden samtykke (flytning uden samtykke). Guiden er en del af retssikkerhedsinitiativerne på handicapområdet, og den gennemgår reglerne om magtanvendelse med fokus på konkrete bestemmelser i serviceloven.

Læs nyheden

Kurser og læring


Styrket sagsbehandling i sager om flytning uden samtykke

Dette materiale er målrettet kommunale sagsbehandlere, der arbejder med sager om optagelse i længerevarende botilbud efter bl.a. servicelovens § 108 samt botilbud efter almenboliglovens § 105.

Materialet har til formål at styrke sagsbehandlingen i sager om flytning uden samtykke ved at præsentere lovregler på området og introducere gode råd og relevante overvejelser i forbindelse med at indstille til flytning uden samtykke.

Find e-læringsmaterialet

Sidst opdateret 01.07.2025

Ring: 33 41 12 00 man-tirs og tors-fre kl. 9-15. Onsdag lukket

Adresse: Ankestyrelsen, 7998 Statsservice

Mail: ast@ast.dk

Sikker mail: sikkermail@ast.dk

Tilgængelighedserklæring