Psykolognævnet bliver nedlagt
Psykolognævnet nedlægges, og autorisation af og tilsyn med psykologer skal fremover reguleres i autorisationsloven, som dækker autorisation af sundhedspersoner og sundhedsfaglig virksomhed. Det besluttede folketinget den 27.maj 2025.
Beslutningen medfører nogle ændringer for autoriserede psykologer.
Fremover vil det være et krav, at en psykolog skal have autorisation for at kunne benytte titlen psykolog. Dog kan personer, der ved udgangen af 2025 har ret til at betegne sig som psykolog, fortsat bruge titlen psykolog til og med 31. december 2028 uden autorisation.
Fra den 1. januar 2026 bliver det Styrelsen for Patientsikkerhed, der overtager tilsynet med psykologer. I samme forbindelse ophæves psykologloven, og Psykolognævnet nedlægges.
Visse overgangsregler vil dog allerede træde i kraft fra den 1. juli 2025. Det gælder for eksempel reglerne om overdragelse af visse sager.
Hvis du er medlem af Dansk Psykolog Forening kan du få mere information om, hvad ophævelsen betyder på foreningens hjemmeside eller via foreningens medlemsarrangementer.
Hvad betyder folketingets beslutning:
Styrelsen for Patientsikkerhed og Styrelsen for Patientklager overtager fra 1. januar 2026 Psykolognævnets sager om autorisation af psykologer, anerkendelse af erhvervsmæssig kvalifikationer og tilsyn med autoriserede psykologer.
Psykolognævnet vil i vid udstrækning komme til at overdrage sager til Styrelsen for Patientsikkerhed og Styrelsen for Patientklager.
Overdragelsen kommer til at ske fra den 1. juli 2025, og indtil Psykolognævnet nedlægges.
Indtil Styrelsen for Patientsikkerhed overtager opgaverne, vil det stadig være Psykolognævnet, der skal kontaktes på telefon 33 41 12 00 eller ved anvendelse af nævnets kontaktformular, som findes her.
Den nye lov og forarbejderne til denne kan læses på Folketingets hjemmeside.