Gå til indhold

Forældregrupper til adoptivforældre

Vi tilbyder nu forældregrupper til adoptivforældre, da vi i denne tid oplever mange af jer forældre har brug for støtte. Støtte til at kunne være der for jeres barn (uanset alder), forstå jeres barn og dermed jer selv og jeres egne følelser bedre. Hvorfor reagerer jeg, som jeg gør over for mit barn, og opnår jeg det, jeg gerne vil opnå med denne reaktion?

Hvis adoption er dit barns start på livet, er der ganske ofte mere, der skal falde på plads og som nogle gange ikke rigtigt synes at ville falde på plads og måske slet ikke af sig selv. I denne tid hvor der også bliver sat spørgsmålstegn ved selve adoptionsformidlingen, kan helt nye temaer være meget vigtige at være sammen med dit barn om på bedst mulig måde.

Derfor har vi lavet et tilbud om gruppe til dig som forældre. Her kan du, sammen med andre ligestillede forældre, arbejde med:

Hvordan kan du forstå det, dit barn (uanset alder) gør eller siger?

Hvordan kan du få åbnet op for vigtige samtaler så de giver fællesskabsfølelse og samhørighed?

Hvad er udviklende omsorg fra dig som forældre til dit barn?
Hvad er det, der er på spil for dig? For dit barn?

Hvis du kan genkende noget af dette i dig selv og i dit barn, så kan det være, at en forældregruppe er noget for dig. Vi har allerede erfaring med, at forældregrupper er et godt sted at være – et godt sted at dele – og et godt sted at lære.

Forældregrupperne er for forældre til adopterede uanset, om du er eneforsørger og uanset hvilken alder, dit barn har. Vi vil dog i gruppedannelsen have blik for, at I der får tilbuddet har barn i sammen aldersgruppe og især vil vi sikre særlige grupper for dem af jer, der har voksne børn over 18 år.

Du tilmelder dig vores venteliste ved at udfylde skemaet her. Husk endelig at skrive alderen på dit barn. Vi opretter grupperne efter alderen på dit barn og efter din bopæl. Det betyder, at vi ikke på forhånd kan sige noget om, hvornår der vil komme en gruppe i nærheden af dig.

Udfyld skemaet her

Forældregrupperne varetages af to gruppeledere, som også er PAS-rådgivere. Hvert møde vil være en blanding af oplæg fra gruppelederne og samtaler med god plads til alt det, I som deltagere er optaget af. Det forventes, at du byder ind og deltager aktivt i gruppen.

Hvem: Alle forældre uanset alder på dit barn. 

Hvor: Forskellige steder i landet men oftest i storbyerne.

Hvornår: Et gruppeforløb består af op 45 mødetimer fordelt over det meste af et år. Et enkelt møde varer typisk tre til fire timer.

Hvor mange: En gruppe har 10-12 deltagere. Nogle kommer som par og nogle komme alene. Herudover deltager to gruppeledere hver gang, der begge er PAS-konsulenter.

Individuel samtale før gruppen sammensættes: Du (eller I som par) skal deltage i en individuel samtale med gruppelederne, inden du kan optages i en gruppe. Samtalen vil vare en halv time.

Pris: Deltagelse i et gruppeforløb er gratis.

Det med småt
Dit barn må ikke deltage i gruppemøderne, uanset alder.

Du må ikke modtage rådgivning hos den PAS-rådgiver, der er gruppeleder for den gruppe, som du deltager i. Dette gælder kun i den tidsperiode, som gruppeforløbet strækker sig over.

Sidst opdateret 03.07.2025

Ring: 33 41 12 00 man-tirs og tors-fre kl. 9-15. Onsdag lukket

Adresse: Ankestyrelsen, 7998 Statsservice

Mail: ast@ast.dk

Sikker mail: sikkermail@ast.dk

Tilgængelighedserklæring