Gå til indhold

Anmeldelse af midlertidig og lejlighedsvis udøvelse af psykologerhvervet

Personer, som er statsborgere i et EU/EØS-land eller et land som EU har indgået aftale med om adgang til udøvelse af et lovreguleret erhverv, og som er etableret i et af disse lande, og som er fuldt kvalificeret til at udøve erhverv som psykolog i disse lande, og som midlertidigt og lejlighedsvist ønsker at udøve erhverv som psykolog i Danmark, skal sende en skriftlig anmeldelse til Psykolognævnet.

En skriftlig anmeldelse skal være modtaget i Psykolognævnet, inden psykologen første gang udøver erhvervet som psykolog i Danmark.

Anmeldelsen sendes som et brev eller e-mail til Psykolognævnet og der skal vedlægges følgende dokumenter:

  • Dokumentation for psykologens navn, fødselsdato og statsborgerskab (f.eks. relevante sider i pas)
  • Kontaktoplysninger
  • Evt. navneforandringsattest eller vielsesattest, hvis navnet er ændret i forhold til det, der står i dokumenterne
  • Dokumentation for, at psykologen er lovligt etableret i et EU/EØS-land eller i et land, som EU har indgået aftale med om adgang til udøvelse af et lovreguleret erhverv, for dér at udøve erhverv som psykolog, og ikke har modtaget forbud mod at udøve erhverv som psykolog, heller ikke midlertidigt
  • Bevis for anerkendelse af et uddannelsesbevis udstedt i et tredjeland, i et EU/EØS-land eller i et land, som EU har indgået aftale med om adgang til udøvelse af et lovreguleret erhverv.

Anmeldelsen er gyldig i 12 måneder efter registreringen i Psykolognævnet.

De midlertidige og lejlighedsvise tjenesteydelser, som psykologen udfører i Danmark, foretages under anvendelse af den faglige titel fra det land, hvor psykologen er etableret.

Psykolognævnet modtager som udgangspunkt kun bilag i kopi og ikke originaldokumenter.


En psykolog, som udfører sine midlertidige og lejlighedsvise tjenesteydelser i Danmark, skal på begæring give tjenestemodtageren oplysninger om sin faglige titel eller, hvis en sådan titel ikke findes, oplysninger om uddannelsesbeviset og den medlemsstat, i hvilken det er tildelt.

Anmeldelse af midlertidig og lejlighedsvis udøvelse af psykologerhvervet i Danmark sendes sammen med den ovennævnte dokumentation til Psykolognævnet.

Du finder Psykolognævnets kontaktinformation her.

Sidst opdateret 17.11.2020

Ring: 33 41 12 00 mandag til fredag klokken 9-15

Adresse: Ankestyrelsen, 7998 Statsservice

Mail: ast@ast.dk

Sikker mail: sikkermail@ast.dk

Tilgængelighedserklæring