Gå til indhold

Oktober 2024

I "Nyt om Beskæftigelse" fra oktober 2024 kan du læse de seneste principmeddelelser på området. Du kan blandt andet læse om ledighedsydelse under ferie, når en borger er ansat i fleksjob.

Ankestyrelsens principmeddelelse 14-24 om udbetaling af sygedagpenge i de første 14 dages sygefravær – samspillet mellem arbejdsløshedsforsikring og sygedagpengelov - første ledighedsdag - første fraværsdag

Principmeddelelsen fastslår, at når en borger sygemelder sig på første ledighedsdag, skal kommunen lægge arbejdsløshedskassens afgørelse om retten til arbejdsløshedsdagpenge til grund ved vurdering af retten til sygedagpenge under de første 14 dages sygdom.

Kommunen skal vurdere, om borgeren har ret til udbetaling af sygedagpenge, herunder om de almindelige betingelser for retten til udbetaling af sygedagpenge er opfyldt.

I den konkrete sag vurderede Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at kommunen skulle lægge arbejdsløshedskassens vurdering til grund og hjemviste kommunens afgørelse.

Læs hele principmeddelelsen

Ankestyrelsens principmeddelelse 15-24 om ledighedsydelse under ferie – ferieår – samtidighedsferie - ferieafholdelsesår - ferieoptjeningsår – supplerende ledighedsydelse

Principmeddelelsen fastslår, at en borger, der er ansat i fleksjob, under visse nærmere betingelser har ret til ledighedsydelse under ferie.

Som udgangspunkt får en borger, der er ansat i fleksjob og modtager løn, feriegodtgørelse eller ferieydelse under ferie, suppleret lønnen eller feriegodtgørelsen under ferien med fleksløntilskud. Borgeren kan for samme periode (samme ferieår) have optjent ret til ferie med ledighedsydelse.

Det betyder, at en borger, der er ansat i fleksjob, og som ikke har optjent ret til ferie med løn, feriegodtgørelse eller ferieydelse for hele eller dele af ferien, kan modtage ledighedsydelse under ferien for de dage, hvor der ikke er optjent ret til løn, feriegodtgørelse eller ferieydelse under ferien.

Læs hele principmeddelelsen

Ankestyrelsens principmeddelelse 16-24 om fleksløntilskud, feriegodtgørelse, udbetaling, beregning, skæve lønperioder

Principmeddelelsen fastslår, at ferie med feriegodtgørelse indgår i beregningen af fleksløntilskuddet, når ferien afholdes.

Når en fleksjobansat, som har lønperioder, der ikke følger kalendermånederne (skæve lønperioder), holder ferie med feriegodtgørelse, skal feriegodtgørelsen indgå i beregningen af den fleksjobansattes fleksløntilskud i den periode, som ferie med feriegodtgørelse erstatter. Det betyder, at feriegodtgørelsen skal fradrages i fleksløntilskuddet sammen med den løn, der udbetales i den lønperiode, hvor ferien afholdes.

Læs hele principmeddelelsen

Ankestyrelsens principmeddelelse 17-24 om ophør af hjælp - skærpet rådighedssanktion – manglende vilje til at stå til rådighed

Principmeddelelsen fastslår, at med reglerne om skærpet rådighedssanktion efter lov om aktiv socialpolitik (aktivloven) kan kommunerne træffe afgørelse om ophør af en borgers hjælp, hvis borgeren udviser manglende vilje til at stå til rådighed.

Denne principmeddelelse skal vejlede kommunerne om, hvordan regelsættet om skærpet rådighedssanktion skal forstås og anvendes i praksis, særligt i forhold til borgere, der er vurderet aktivitetsparate.

Læs hele principmeddelelsen

Ankestyrelsens principmeddelelse 19-24 om sygedagpenge - bortfald - manglende medvirken - rimelig grund - afbud

En sygemeldt har under sygefraværet pligt til at medvirke ved kommunens opfølgningsindsats. Den sygemeldte skal derfor medvirke ved de lovfastsatte opfølgningssamtaler, som kommunen indkalder den sygemeldte til.

Principmeddelelsen fastslår, at det beror på en konkret og individuel vurdering af det samlede hændelsesforløb, om den sygemeldte har haft en rimelig grund til ikke at medvirke. Kommunen kan derfor ikke alene lægge vægt på, at den sygemeldte eksempelvis ikke har meldt afbud.  

Kommunen skal derfor undersøge og forholde sig til den sygemeldtes oplysninger om årsagen til den manglende medvirken, og herefter foretage en konkret vurdering af, hvorvidt den sygemeldte uden rimelig grund har undladt at medvirke.

Læs hele principmeddelelsen

Sidst opdateret 11.10.2024

Ring: 33 41 12 00 man-tirs og tors-fre kl. 9-15. Onsdag lukket

Adresse: Ankestyrelsen, 7998 Statsservice

Mail: ast@ast.dk

Sikker mail: sikkermail@ast.dk

Tilgængelighedserklæring