Gå til indhold

Nyhedsbrev for november 2024

I nyhedsbrevet for november kan du læse 15 udtalelser/breve fra tilsynet.

Aktindsigt


En kommunes praksis for behandling af en borgers anmodninger om aktindsigt og længden af de udmeldte frister for at besvare anmodningerne

Ankestyrelsen modtog en række sager om Ærø Kommunes sagsbehandlingstid af en borgers anmodninger om aktindsigt. Kommunen havde i sagerne udsat fristen for at svare på borgerens anmodninger om aktindsigt med op til 6 måneder.

Kommunen havde i øvrigt anlagt en særlig praksis for behandlingen af dennes henvendelser og anmodninger om aktindsigt.

Ankestyrelsen vurderede, at kommunens anlagte praksis for behandling af borgerens anmodninger om aktindsigt og længden af de udmeldte frister for svar på anmodningerne ikke var i overensstemmelse med reglerne om aktindsigt.

Læs udtalelsen her

Forvaltningsret


En kommunes praksis om at undlade at foretage partshøring med henvisning til nødretsprincipper

Favrskov Kommune havde med henvisning til nødretsprincipper undladt at foretage partshøring forud for, at kommunen traf afgørelse, selvom betingelserne for partshøring efter forvaltningslovens § 19 var opfyldt.

Ankestyrelsen vurderede, at Favrskov Kommune ikke kunne undlade at partshøre, når betingelserne for partshøring efter forvaltningslovens § 19 var opfyldt, og når undtagelsesbestemmelserne i § 19, stk. 2, ikke fandt anvendelse.

Læs udtalelsen her

Kommunalret


Udleje af stadion

Et advokatfirma havde bedt Ankestyrelsen om at udtale sig om en kommunes påtænkte indgåelse af lejeaftale med en fodboldklub.

Ankestyrelsen vurderede ud fra de foreliggende oplysninger, at det ikke var muligt at konstatere, om den årlige stadionleje var fastsat svarende til markedslejen, og at lejeaftalen dermed var indgået på markedsvilkår.

Ankestyrelsen havde derfor ikke tilstrækkeligt grundlag til at kunne vurdere, om lejeaftalen var i overensstemmelse med kommunalfuldmagtsreglerne.

Læs udtalelsen her

Sektorlovgivning

Nordfyns Kommunes offentliggørelse af sagsbehandlingsfrister

Ankestyrelsen vurderede på baggrund af Nordfyns Kommunes udtalelse og oplysningerne på kommunens hjemmeside, at der ikke var anledning til at foretage yderligere overfor Nordfyns Kommune i forhold til offentliggørelse af sagsbehandlingsfrister efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 2.

Læs brevet her

Aarhus Kommunes visitering af børn og unge til ikke godkendt botilbud

Ankestyrelsen blev på baggrund af medieomtale opmærksom på, at Aarhus Kommune havde visiteret en ung til et botilbud, der ikke var godkendt af Socialtilsynet.

På baggrund af Aarhus Kommunes udtalelse fandt Ankestyrelsen ikke anledning til at foretage yderligere.

Ankestyrelsen lagde blandt andet vægt på, at Aarhus Kommune havde oplyst, at det var fast praksis i kommunen, at der indhentes dokumentation for godkendelse, inden der træffes afgørelse om anbringelse, men at der var sket en fejl i kontrollen i den konkrete sag. Ankestyrelsen lagde således til grund, at processen i den konkrete sag afveg fra kommunens almindelige praksis.

Læs brevet her

Slagelse Kommunes visitering af børn og unge til ikke godkendt botilbud

Ankestyrelsen blev på baggrund af medieomtale opmærksom på, at Slagelse Kommune havde visiteret en ung til et botilbud, der ikke var godkendt af Socialtilsynet.

På baggrund af Slagelse Kommunes udtalelse fandt Ankestyrelsen ikke anledning til at foretage yderligere.

Ankestyrelsen lagde blandt andet vægt på, at Slagelse Kommune havde oplyst, at kommunen altid undersøgte oplysninger på tilbudsportalen, når der er truffet afgørelse om anbringelse af et barn/ung på institution eller opholdssted. Slagelse Kommune havde i den forbindelse oplyst, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde undersøgt kommunens oplysninger om godkendelsesprocessen. Ankestyrelsen lagde således til grund, at processen i den konkrete sag afveg fra kommunens almindelige praksis.

Læs brevet her

Jammerbugt Kommunes kvalitetsstandard for tabt arbejdsfortjeneste

Ankestyrelsen var blevet opmærksom på, at Jammerbugt Kommunes kvalitetsstandard for tabt arbejdsfortjeneste efter barnets lov § 87 ikke var i overensstemmelse med regler og praksis på området.

Ankestyrelsen vurderede, at kommunen handlede i strid med regler og praksis ved at lade det fremgå af kvalitetsstandarden, at der bevilges tabt arbejdsfortjeneste i en tidsbegrænset periode, når perioden på forhånd er kendt.

Læs udtalelsen her

Nordfyns Kommunes sagsbehandling på børne- og ungeområdet

Ankestyrelsen var på baggrund af en henvendelse fra Dansk Socialrådgiverforening og på baggrund af medieomtale blevet opmærksom på en bekymring for Nordfyns Kommunes praksis på børne- og ungeområdet.

På baggrund af Nordfyns Kommunes udtalelser fandt Ankestyrelsen ikke anledning til at foretage yderligere.

Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på Nordfyns Kommunes redegørelse for en række tiltag, som kommunen har igangsat for at rette op på de omfattende fejl, der bl.a. er blevet afdækket gennem to nylige eksterne undersøgelser.

Læs brevet her

Vejle Kommunes praksis for flytning af et antal beboere i forbindelse med nedlæggelse af et antal plejeboligpladser

Ankestyrelsen var på baggrund af en henvendelse fra Ældresagen blevet opmærksom på en bekymring for Vejle Kommunes praksis for flytning af et antal beboere i forbindelse med nedlæggelse af et antal plejeboligpladser.

På baggrund af Vejle Kommunes udtalelse fandt Ankestyrelsen ikke anledning til at foretage yderligere.

Ankestyrelsen lagde blandt andet vægt på, at det fremgik af byrådets udtalelse, at kommunen er bekendt med reglerne om flytning uden samtykke, og at kommunen gennem hele processen har været opmærksomme på, at der ikke kunne ske flytning af beboere uden samtykke. Desuden fremgik det, at der blev lavet en faglig vurdering af alle beboere på de respektive plejecentre, med henblik på at vurdere om den enkelte beboer var i stand til at samtykke til en flytning.

Læs brevet her

Høje-Taastrup Kommunes offentliggørelse af sagsbehandlingsfrister

Ankestyrelsen vurderede, at Høje-Taastrup Kommune ikke levede op til reglerne i retssikkerhedslovens § 3, stk. 2.

Høje-Taastrup Kommune havde ikke offentliggjort sagsbehandlingsfrister på alle de relevante sagsområder, som følger af § 1, stk. 1, i retssikkerhedsbekendtgørelsen, fx VISO-forløb efter både serviceloven og barnets lov.

Ankestyrelsen vurderede også, at Høje-Taastrup Kommunes beregning af sagsbehandlingsfrister for flere bestemmelser på beskæftigelsesområdet ikke var i overensstemmelse med lovgivningen. Kommunen beregnede først sagsbehandlingstiden fra det tidspunkt, når al relevant dokumentation var indleveret af ansøger eller relevante dokumentation, som fx lægelig dokumentation, forelå.

Læs udtalelsen her

Horsens Kommunes kvalitetsstandard for tabt arbejdsfortjeneste

Ankestyrelsen var blevet opmærksom på, at Horsens Kommunes kvalitetsstandard for tabt arbejdsfortjeneste efter barnets lov § 87 ikke var i overensstemmelse med regler og praksis på området. Af kvalitetsstandarden fremgik blandt andet, at der kunne gives tabt arbejdsfortjeneste i op til 37 timer om ugen, og at der ikke kunne gives tabt arbejdsfortjeneste ved manglende undervisnings- eller pasningstilbud.

På baggrund af Horsens Kommunes udtalelse fandt Ankestyrelsen ikke anledning til at foretage yderligere.

Ankestyrelsen lagde blandt andet vægt på, at Horsens Kommune havde oplyst, at kommunen var enig i, at indholdet ikke var dækkende og derfor havde fjernet kvalitetsstandarden fra kommunens hjemmeside.

Læs brevet her

En kommunes praksis for at kræve tilbagebetaling af tilskud efter dagtilbudsloven

Fredensborg Kommune krævede tilskud ydet efter dagtilbudsloven tilbagebetalt fra en privatinstitution.

Ankestyrelsen vurderede, at Fredensborg Kommunes praksis ikke var i overensstemmelse med reglerne, da krav om tilbagebetaling skal rettes mod forældrene og ikke mod de dag-, fritids- og klubtilbud mv., som er omfattet af dagtilbudsloven.

Læs udtalelsen her

En kommunes brug af private aktører til at træffe afgørelse

Ankestyrelsen var blevet opmærksom på, at Ringsted Kommune i strid med reglerne havde brugt private aktører til at træffe afgørelse om borgeres ret til sygedagpenge.

Ringsted Kommune udtalte til Ankestyrelsen, at kommunen havde gennemgået alle relevante sager om sygedagpenge, og at kommunen ville opdatere sin praksis, så den var i overensstemmelse med reglerne.

Ankestyrelsen fandt derfor ikke anledning til at foretage yderligere.

Læs brevet her

Gentofte Kommunes kvalitetsstandard for kørsel til beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud

Ankestyrelsen var blevet opmærksom på, at Gentofte Kommunes kvalitetsstandard for kørsel efter servicelovens § 105 muligvis ikke var i overensstemmelse med reglerne.

Gentofte Kommune udtalte til Ankestyrelsen, at kommunen ville opdatere sine kvalitetsstandarder og interne arbejdsgange, så de var i overensstemmelse med den relevante bekendtgørelse.

På baggrund af kommunens udtalelse fandt Ankestyrelsen ikke anledning til at foretage yderligere.

Læs brevet her

Holstebro Kommunes praksis for flytning af et antal beboere i forbindelse med nedlæggelse af et antal plejeboligpladser

Ankestyrelsen var på baggrund af en henvendelse fra Ældresagen blevet opmærksom på en bekymring for Holstebro Kommunes praksis for flytning af et antal beboere i forbindelse med nedlæggelse af et antal plejeboligpladser.

Ankestyrelsen vurderede, at Holstebro Kommune handlede i strid med lovgivningen ved at have en praksis, hvor borgere, som ikke kunne give informeret samtykke og ikke havde en værge eller en fremtidsfuldmægtig, blev flyttet på baggrund af pårørendes samtykke til flytningen.

Læs udtalelsen her

Sidst opdateret 07.11.2024

Ring: 33 41 12 00 man-tirs og tors-fre kl. 9-15. Onsdag lukket

Adresse: Ankestyrelsen, 7998 Statsservice

Mail: ast@ast.dk

Sikker mail: sikkermail@ast.dk

Tilgængelighedserklæring