Nyhedsbrev 1/2025
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om straks at sikre, at der blev anvendt arbejdsmetoder og tekniske hjælpemidler, der begrænsede udviklingen af asbeststøv mest muligt ved arbejde med demontage af tagplader.
Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at virksomheden ikke havde planlagt, tilrettelagt og udført arbejdet med asbestholdige tagplader på arbejdsstedet, så det var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Nævnet vurderede, at den anvendte arbejdsmetode ikke sikrede en begrænsning af støvudviklingen mest muligt.
Afgørelsen blev truffet af et flertal på ni ud af nævnets 11 stemmeberettigede medlemmer.
Afgørelsen kan læses i sin helhed her
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om straks at sikre, at der ved de ansattes arbejde og færdsel på taget var anbragt stillads, skærm, net e. l. kollektive sikkerhedsforanstaltninger, der med sikkerhed kunne standse fald af personer ved tagfod.
Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at arbejdsmiljøreglerne ikke blev overholdt, da en af virksomhedens ansatte arbejdede i over fem meters højde uden nogen form for sikkerhedsforanstaltninger mod at falde ned.
Nævnet lagde vægt på, at den tilsynsførende observerede en af virksomhedens ansatte arbejde ved rygningen af taget.
Nævnet lagde dertil vægt på, at den ansatte, der arbejdede på taget, ikke var sikret mod at falde ned. Der var hverken kollektive sikkerhedsforanstaltninger eller individuelt faldsikringsudstyr, der kunne standse et fald fra taget.
Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.
Afgørelsen kan læses i sin helhed her
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om at sikre, at virksomhedens elevatorer, er fuldstændig afgrænset fra omgivelserne.
Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at elevatorerne på arbejdsstederne ikke var indrettet således, at det var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt at anvende dem.
Nævnet vurderede, at elevatorerne ikke opfyldte lovgivningens krav om at være fuldstændig afgrænset fra omgivelserne.
Nævnet lagde vægt på, at inddækningen til elevatorerne var et stålnet med en maskestørrelse på ca. 20 mm. Nogle steder var der kun 80-90 mm ind til elevatorens bevægelige maskindele gennem stålnettet.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at elevatorerne ved seneste periodiske eftersyn ikke var blevet godkendt af det akkrediterede inspektionsorgan. Det fremgik af inspektionsbladet, at ”Skakt skal inddækkes, jf. 1448 § 14”.
Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.
Afgørelsen kan læses i sin helhed her