Retningslinjer af 21. oktober 2016, vedrørende Adoptionsnævnets henstilling om indhold af de danske pædiatererklæringer

Til samtlige adoptionssamråd, samrådssekretariater, formidlende organisationer, Adoption og Samfund samt Familiestyrelsen, den 10. november 2006.

Hent retningslinjerne i PDF-format (link) (pdf)

På baggrund af en række sager vedrørende matchning af børn med danske adoptionsansøgere har nævnet fundet anledning til at henstille over for de formidlende organisationer, at det i de danske pædiatererklæringer opregnes, hvilke oplysninger, der har dannet grundlag for erklæringen og dermed vurderingen af barnet.

Nævnet har ved gennemgang af en række sager erfaret, at det kan være vanskeligt at vurdere, om alle de helbredsoplysninger om barnet, der ligger på sagen, er indgået i pædiaterens vurderinger. Det gælder naturligvis navnlig, når en lægeerklæring efterfølgende suppleres måske endda flere gange, men kan også forekomme, når f.eks. børnehjemmet efterfølgende sender nogle oplysninger om barnet. Endvidere kan det være vanskeligt for såvel myndighederne som adoptionsansøgerne at vurdere, hvor de oplysninger, der danner grundlag for pædiaternes vurdering af barnet, stammer fra, herunder om de stammer fra et hospital, det pågældende børnehjem eller andet.

Af hensyn til ansøgere skal erklæringerne naturligvis være så fyldestgørende som muligt og formuleres således, at personer uden lægefaglig indsigt har mulighed for at vurdere de problemer, der eventuelt kan komme på tale vedrørende barnet. Det gælder naturligvis ikke mindst de tilfælde, hvor barnet vurderes uden for en almen godkendelse, og hvor ansøgerne på grundlag af navnlig pædiatererklæringen skal vurdere, om de har de fornødne ressourcer til at adoptere barnet. Nævnet skal derfor henstille til organisationerne, at al baggrundsmateriale oplistes i erklæringerne. Generelt giver fotos af et barn ikke grundlag for at udtale sig om dets trivsel. Nævnet skal derfor anmode om, at fotos af børnene ikke inddrages i vurderingen heraf.

Sidst opdateret 16.11.2016