Hvad er en principmeddelelse og en principafgørelse?
Bindende retskilder for kommunerne
En principiel afgørelse er en bindende retskilde, som kommunerne og andre myndigheder skal bruge, når de afgør tilsvarende sager.
De principielle afgørelser bliver offentliggjort i principmeddelelser. En principmeddelelse kan indeholde flere principafgørelser, der handler om samme problemstilling.
Ankestyrelsens principielle afgørelser er altså en rettesnor for senere afgørelser i kommuner og øvrige førsteinstanser.
Vi afgør, om en sag kan blive en principmeddelelse
Det er Ankestyrelsen, som vurderer, om en afgørelse er så principiel eller generel, at den skal blive til en principmeddelelse. Det sker for eksempel, hvis sagen rejser spørgsmål, om en lovregel er rigtigt anvendt. Det kan også være, hvis vi vurderer, at en afgørelse får betydning for praksis på området.
Vi kan også behandle et spørgsmål principielt, hvis Folketingets Ombudsmand kritiserer vores praksis, eller domstolene ændrer vores praksis.
Om en sag er principiel eller generel er ikke entydig. Overordnet skal den være så generel, at den kan bruges som vejledning for senere afgørelser.
De involverede parter i sagen bliver ikke informeret om, at deres sag bliver offentliggjort som en principmeddelelse. Den bliver offentliggjort i anonymiseret form.
Principmeddelelser er tilgængelige for alle
Alle principmeddelelserne er offentlige og kan ses i vores principdatabase. Meddelelser henvender sig primært til myndigheder som kommuner, nævn og styrelser samt andre med en særlig faglig interesse.
Lovgrundlaget
Udvælgelsen af sager til principiel behandling bygger på lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.