Arbejdsmiljøklagenævnet
Arbejdsmiljøklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet af Arbejdstilsynet i henhold til arbejdsmiljølovgivningen, lov om røgfri miljøer, lov om elektroniske cigaretter m.v., lov om udstationering af lønmodtagere m.v. og visse beføjelser efter lov om miljøbeskyttelse.
Vi har fundet
123
resultater med emnet
Arbejdsmiljøklagenævnet.
Viser 31 - 40
Fastholdelse af afgørelse om at en rundsav ikke blev anvendt sikkerhedsmæssigt forsvarligt
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt afgørelse om, at en virksomhed havde overtrådt arbejdsmiljølovgivningen ved at virksomhedens rundsav ikke blev anvendt sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet et træstykke blev fremført med hænderne/fingrene tæt forbi savklingen, hvilket medførte risiko for at få hånd/fingre ind i klingen under fremføringen.
Påbud om straks at opstille cirkustelt forsvarligt
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud, således at en virksomhed straks skulle sikre, at et cirkustelt opstilles sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, herunder at underlag, fastgørelse og stabilitet er forsvarlig under hensyn til cirkusteltets vægt, form og anvendelse, samt cirkusteltets placering og opstillingsmåde i forhold til de omgivende forhold som fx vind- og jordbundsforhold.
OBS ! : SE nyhedsbrev nr. 5 / 2016, sag nr. 7 om genoptagelse og ophævelse af denne afgørelse.
Fastholdelse af påbud om at forebygge risikoen for røveri
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om, at en virksomhed skal forebygge risikoen for røveri, idet der ved et kontrolbesøg fortsat var umiddelbar adgang til et større kontantbeløb, trods beskrivelsen i virksomhedens handlingsplan om, at pengeskabet vil blive udstyret med tidslås, og at der var foretaget en revidering af skiltning i forhold til relevante og særlige piktogrammer.
Afgørelse truffet af Fondens for Forebyggelse og Fastholdelse om at ansøgning skal ske via fondens hjemmeside sendt retur
Arbejdsmiljøklagenævnet har kompetence til at behandle klager over afgørelse truffet af Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse om formkravene til ansøgning om fleksjobbonus – En afgørelse om, at en ansøgning ikke opfyldte betingelserne blev derfor sendt til ny behandling
Påbud om brug af høreværn sendt til ny behandling i Arbejdstilsynet
Arbejdsmiljøklagenævnet sendte påbud om, at en virksomhed straks skulle sikre, at der blev anvendt effektive høreværn under arbejde ved en mønttæller til fornyet behandling i Arbejdstilsynet, idet der ikke var taget stilling til, om støjbelastningen var på 85dB(A) eller derover, ligesom det ikke fremgik, hvor længe den ansatte er beskæftiget med arbejdet.
Fastholdelse af påbud om at løft af 26 kilo tunge palleruller skal planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om, at en virksomhed skulle sikre, at løft af palleruller (gl. model) planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, samt påbud om at virksomheden skal bruge en autoriseret rådgivningsvirksomhed, idet nævnet fandt at håndteringen indebærer en risiko for personskade.
Fastholdelse af påbud om at sikre ansatte mod unødig påvirkning af træstøv
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om, at en virksomhed skulle sikre de ansatte mod unødig påvirkninger fra træstøv, idet der lå flere centimeter træstøv og savsmuld omkring maskiner, på gulvet og på bygningens vandrette flader, og at træstøvet, der lå på gulvet og maskinerne flere steder var tørt og ’pulsede’ op, f.eks., hvis en fod blev skrabet i det.
Ophævelse af afgørelse uden påbud om at arbejdsmiljøloven var overtrådt i forbindelse med en arbejdsulykke sket ved løft af store glasplader
Arbejdsmiljøklagenævnet ophævede afgørelse om, at en virksomhed havde overtrådt arbejdsmiljølovens regler, idet det ikke var tilstrækkeligt oplyst, om det var manglende instruktion eller den måde, hvorpå arbejdet blev udført på, som var grundlaget for vurderingen af, at virksomheden har overtrådt arbejdsmiljølovens regler.
Fastholdelse af påbud om tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt Arbejdstilsynets afgørelse, således at en virksomhed straks skulle sikre, at ansatte, som modtager tankvogne med salpetersyre, får en tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring i at udføre arbejdet på en farefri måde, idet virksomheden på tilsynstidspunktet havde en instruktion i arbejdet med modtagelse af tankvogne med salpetersyre, men at der kunne være tvivl om, hvorvidt den ansatte havde opgaver knyttet til betjeningen af tankvognen.
Påbud om ikke at komme i berøring med farlige maskindele sendt til ny behandling i Arbejdstilsynet
Arbejdsmiljøklagenævnet hjemviste Arbejdstilsynets afgørelse om, at en virksomhed skulle sikre, at ansatte ikke kan komme i berøring med farlige bevægelige dele ved nittemaskiner, da sagen ikke var tilstrækkelig oplyst om, hvordan der under anvendelsen af nittemaskinerne konkret var en risiko for personskade i forbindelse med arbejdet med at fremstille nitter.