Anden lovbestemmelse spiller ind
Her kan der også være tvivl om, hvilken afgørelseskode vi skal bruge.
En anden lovbestemmelse kan her have direkte betydning for afgørelsen – og det betyder, at vi ikke kan tage stilling til klagen, før vi ved, om den anden lovbestemmelse kan bruges.
Det kan også være, at de to lovbestemmelser ikke er afhængige af hinanden; altså at underinstansens afgørelse er korrekt, men at borgeren muligvis kan få hjælp efter en anden lovbestemmelse.
Der er altså to muligheder, og den lovbestemmelse, som underinstansen ikke har brugt, kan enten:
- have direkte virkning på underinstansens afgørelse eller
- være et supplement/en anden mulighed.
I det første tilfælde har kommunen afgjort sagen efter én lovbestemmelse. Men vi vurderer, at kommunen skal undersøge, om den kan give hjælpen efter en anden lovbestemmelse. Hvis den ikke kan give hjælpen efter den anden bestemmelse, vil den første lovbestemmelse muligvis kunne bruges. Men vi kan ikke tage stilling til spørgsmålet, før underinstansen har undersøgt muligheden for hjælp efter den anden lovbestemmelse.
Her koderegistrerer vi som hjemvisning.
Eksempel:
Kommunen har givet afslag på hjælp til rengøring efter reglerne om hjemmehjælp. Begrundelsen for afslaget er, at borgeren - som en del af en genoptræning - skal trænes i at kunne støvsuge og vaske gulv. Ankestyrelsen vurderer, at der mangler oplysninger, om funktionerne faktisk er en del af borgerens genoptræning. Hvis det ikke er en del af genoptræningen efter servicelovens § 86 at gøre borgeren i stand til at støvsuge og vaske gulv, vil borgeren kunne få hjælp efter servicelovens § 83 om hjemmehjælp.
Vi hjemviser derfor sagen til kommunen og koderegistrerer sagen som en hjemvisning.
Hvis underinstansen derimod – isoleret set – har afgjort sagen korrekt efter én lovbestemmelse, koderegistrerer vi som en stadfæstelse. Også selvom der er mulighed for hjælp efter andre lovbestemmelser.
I de tilfælde fortæller vi underinstansen og borgeren, at der kan være mulighed for hjælp efter andre bestemmelser, men at det ikke er noget, der ændrer på rigtigheden af den afgørelse, som borgeren har klaget over.
Eksempel:
Kommunen har givet afslag på at betale en udgift til fodpleje efter reglerne om dækning af merudgifter til voksne. Ankestyrelsen er enig med kommunen i, at hjælp til fodpleje ikke kan gives efter reglerne om dækning af merudgifter. Vi gør dog samtidigt borgeren og kommunen opmærksom på, at hjælp til fodpleje muligvis kan gives efter reglerne om hjemmehjælp.
Kommunens afgørelse er her isoleret set rigtig, fordi hjælp til fodpleje ikke kan gives efter reglerne om merudgifter – hjælpen kan derimod muligvis gives efter reglerne om hjemmehjælp. Det har ikke direkte betydning for kommunens afslag efter reglerne om merudgifter, om borgeren opfylder betingelserne for at få hjælp efter reglerne om hjemmehjælp. Udgiften til fodpleje vil nemlig uanset hvad ikke kunne dækkes efter reglerne om merudgifter – heller ikke, hvis borgeren ikke opfylder betingelserne for hjælp til fodpleje efter reglerne om hjemmehjælp.
Vi stadfæster derfor kommunens afgørelse, og sagen bliver registreret som en stadfæstelse.