Gå til indhold

Kommunale sagsbehandlere fik stort udbytte af Ankestyrelsens faglige temadage om handicapområdet

Ankestyrelsen har for første gang samlet knap 1000 sagsbehandlere og ledere fra alle landets kommuner til temadage om handicapområdet. Dagenes indhold havde fokus på at videreformidle nye juridiske og socialfaglige perspektiver på det daglige myndighedsarbejde. En evaluering viser, at initiativet var en succes.

Ankestyrelsen har for første gang afholdt to temadage om handicapområdet, hvor sagsbehandlere og ledere fra alle landets kommuner deltog for både at udveksle erfaring og modtage ny viden om området. Dagene blev afholdt i begyndelsen af efteråret 2024 på Hotel Nyborg Strand.

De to dages faglige indhold var nøje tilrettelagt med afsæt i viden om kommunernes udfordringer, som vi har fået fra vores daglige klagesagsbehandling og fra vores retssikkerhedsundersøgelse. 

Deltagerne kunne skræddersy indholdet på dagene ved frit at sammensætte en dag ud fra 26 moduler om handicapområdet.
Evaluering fra dagene viser nu, at 88 % af deltagerne på tværs af dagene har svaret, at temadagene levede op til deres forventninger, mens 78 % fik et større kendskab til de generelle sagsbehandlingsregler. Samtidig har deltagerne taget så godt imod konceptet, at 83 % ønsker at deltage i et lignende arrangement igen. I alt valgte 660 af deltagerne at respondere på evalueringen.

Vicedirektør Jacob Hess:
” Det er en hel central opgave for Ankestyrelsen at bidrage til en styrket sagsbehandling i kommunerne, hvilket også var formålet med temadagene. Jeg har derfor været meget spændt på, hvordan deltagerne oplevede dagene. Jeg deltog selv og oplevede engagerede og dedikerede sagsbehandlere, og derfor er det også godt at læse, at de har kunnet bruge vores viden og har lyst til at deltage i et lignende arrangement. Det har været vigtigt for mig, at temadagene understøttede kommunernes arbejde med at træffe de rigtige afgørelser og dermed styrke borgernes retssikkerhed."

Læs mere om evalueringen af temadagene


Om temadagene

  • Temadagene var inddelt i én dag om voksenhandicapområdet og én dag om børneområdet
  • 96 af landets kommuner deltog i temadagene
  • De mest populære faglige moduler på temadagene handlede om tabt arbejdsfortjeneste, når barnet har højt skolefravær med 253 deltagere og om tilstrækkelig hjælp til borgeren i eget hjem med 212 deltagere.
  • Temadagene blev afholdt den 30. september og 1. oktober 2024.

Læs mere om temadagene her

Sidst opdateret 23.12.2024

Ring: 33 41 12 00 man-tirs og tors-fre kl. 9-15. Onsdag lukket

Adresse: Ankestyrelsen, 7998 Statsservice

Mail: ast@ast.dk

Sikker mail: sikkermail@ast.dk

Tilgængelighedserklæring