Nyhedsbrev fra Ligebehandlingsnævnet marts 2024
Møde den 15. marts 2024
Klage over, hvorvidt det var forskelsbehandling på grund af køn, at en kommune alene sendte breve til mor
En mand (klager), som har et barn med sin ekskone, klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af køn over, at en kommune (indklagede) ikke sendte alle breve om mandens barn til manden. Manden klagede desuden over, kommunens fortolkning af folkeskoleloven og forældreansvarsloven.
Manden og hans ekskone sendte samlet en klage til kommunen, men det var kun ekskonen, som modtog svar på klagen. Nævnet vurderede, at der var tale om en menneskelig fejl, og at derfor ikke var grundlag for at antage, at kommunen havde en generel praksis om ikke at sende sådanne svar til barnets far. Manden fik derfor ikke medhold i den del af klagen.
Manden klagede også over, at kommunen fortolkede folkeskoleloven for snævert, og at forældreansvarslovens § 3, stk. 1, 3. pkt. betød, at forældrene skal være enige om overordnede beslutninger, når der er fælles forældremyndighed. Nævnet vurderede, at denne del af klagen angik kommunens fortolkning af regler i anden lovgivning end den, som Ligebehandlingsnævnet kan træffe afgørelser efter. Denne del af klagen blev derfor afvist.
Manden klagede endvidere over, at han ikke fik alt post om sit barns ind- og udmeldelse af skole og daginstitution. Kommunen oplyste, at de kun sendte brevene til ekskonen, fordi hun er bopælsforælder, og det er bopælsforælderen, som kan træffe beslutning om institutionsforhold. Manden oplyste, at det kun er 10 % af fædre, der er bopælsforældre, og nævnet vurderede derfor, at der var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Nævnet vurderede desuden, at der var tale om en tilsyneladende neutral praksis, som stillede manden ringere på grund af sit køn. Kommunen skulle herefter bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling.
Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, hvis den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige. Nævnet vurderede, at der var tale om en saglig og objektiv begrundelse, da det er bopælsforælderen, der træffer afgørelse om institutionsforhold. Nævnet vurderede også, at det ikke var nødvendigt for at opnå formålet, at kommunen ikke orienterede manden. Manden fik derfor medhold i denne del af klagen, men henset til sagens karakter, fandt nævnet, at der ikke var grundlag for at tildele en godtgørelse.
Nævnet bemærkede desuden, at offentlige myndigheders pligt til at sende digital post til begge forældremyndighedsindehavere, ikke længere kan påklages til nævnet med virkning fra 21. marts 2022.
Kvinde blev ikke forskelsbehandlet på grund af handicap i forbindelse med afslag på ansættelse
En kvinde (klager), som er diagnosticeret med posttraumatisk belastningsreaktion, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun ikke kom til ansættelsessamtale hos en virksomhed. Kvinden havde en servicehund.
Kvinden havde søgt en stilling som bogholder hos indklagede og blev indkaldt til jobsamtale. Efter en korrespondance mellem kvinden og virksomheden, hvor virksomheden blandt andet spurgte om nødvendigheden af at medbringe kvindens servicehund, oplyste kvinden, at hun ikke ønskede at deltage i jobsamtalen.
Nævnet vurderede på den baggrund, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Nævnet lagde vægt på, at kvinden selv trak sin ansøgning og derved ikke på grund af sit handicap blev fravalgt til stillingen.
Kvinden fik herefter ikke medhold i klagen.
Nævnet kunne ikke behandle en klage over en dom fra Vestre Landsret
En kvinde (klager), som er diagnosticeret med aspergers syndrom, PTSD, ADD og svær angst, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en retssag ved Vestre Landsret (indklagede).
Kvinden gjorde blandt andet gældende, at dommerne ikke havde nogen viden om autisme og aspergers syndrom, ikke tog hendes handicap alvorligt og ikke troede på hendes forklaring.
Nævnet har ikke kompetence til at behandle sager, som har været indbragt for domstolene og er blevet afgjort ved dom.
Nævnet vurderede, at klagen angik indholdet af en dom, som havde været behandlet ved domstolene forud for nævnets behandling af sagen. Da sagen var afgjort ved dom, kunne klager ikke få kravet behandlet ved Ligebehandlingsnævnet.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen
Nævnet kunne ikke behandle en klage over en dom fra Vestre Landsret (j.nr. 23-33171)
Pensionskasses indstilling af kandidater til bestyrelsen var ikke omfattet af forskelsbehandlingsloven
En kvinde (klager), der er født i 1956, klagede over forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en pensionskasses (indklagede) bestyrelse fravalgte hende som kandidat til bestyrelsen i pensionskassen. Det fremgik af sagen, at bestyrelsen savnede yngre medlemmer, bredde i ansættelseserfaringer og i et vist omfang geografisk repræsentation. Det fremgik også, at disse kriterier havde særlig vægt i bestyrelsens udvælgelse af kandidater til bestyrelsen.
Ligebehandlingsnævnet skulle indledningsvist tage stilling til, om forholdet var omfattet af begrebet erhvervsmæssig beskæftigelse i forskelsbehandlingslovens og beskæftigelsesdirektivets forstand.
Et flertal på to medlemmer vurderede, at forholdet ikke var omfattet af begrebet erhvervsmæssig beskæftigelse i forskelsbehandlingslovens og beskæftigelsesdirektivets forstand. Disse nævnsmedlemmer fandt derfor, at nævnet ikke kunne behandle klagen.
Et mindretal på et medlem vurderede, at posten som bestyrelsesmedlem i pensionskassen var en erhvervsmæssig beskæftigelse i beskæftigelsesdirektivets forstand og dermed omfattet af forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde. Dette medlem fandt derfor, at nævnet kunne behandle klagen.
Dette medlem vurderede herefter klagen. Det blev vurderet, at pensionskassens fravalg af kvinden som kandidat til bestyrelsen var objektivt begrundet i et sagligt formål om en bred sammensætning af bestyrelsen. Medlemmet vurderede også, at fravalget var et nødvendigt og hensigtsmæssigt middel til at opfylde det saglige formål. Medlemmet stemte herefter for, at kvinden ikke fik medhold i klagen.
Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet.
Afklaring af, om en kvinde ikke fik forlænget sin ansættelse på grund af graviditet, krævede parts- og vindeforklaringer
En kvinde (klager) klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af køn, da hendes arbejdsgiver (indklagede) ikke forlængede hendes ansættelse, mens hun var gravid.
Kvinden oplyste, at teamlederen og sektionslederen hos arbejdsgiveren samt kvindens tillidsrepræsentant havde oplyst om, at HR hos arbejdsgiveren på forhånd havde tilkendegivet, at gravide og personer på barsel var udelukket fra at få deres ansættelse forlænget. Arbejdsgiveren bestred dette.
Dette spørgsmål, som var af afgørende betydning for sagens resultat, kunne alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.
Klagen blev derfor afvist.
Møde den 20. marts 2024
Nævnet genoptog spørgsmålet om, hvorvidt det var forskelsbehandling på grund af køn, at en kvinde fik afslag på forsikringsdækning
En kvinde (klager) anmodede om genoptagelse af sin klage over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at et forsikringsselskab (indklagede) gav afslag på dækning af en skade opstået i forbindelse med graviditet. Klagen angik både et mundtligt afslag givet forud for den 11. januar 2017 og et skriftligt afslag i 2021.
Ved den tidligere afgørelse fastslog nævnet, at et eventuelt krav på godtgørelse for påstået forskelsbehandling i forbindelse med det mulige afslag på dækning af skaden givet forud for den 11. januar 2017 var forældet.
Nævnet har siden ændret sin praksis ved den principielle afgørelse i sagsnr. 22-48184, hvor nævnet fastslog, at der ikke gælder en klagefrist for at indbringe klager til Ligebehandlingsnævnet. Nævnet vurderede herefter, at særlige grunde talte for at genoptage sagen med henblik på at realitetsbehandle klagen over forskelsbehandling på grund af køn.
Der var mellem parterne uenighed om, hvorvidt kvinden havde anmeldt sit krav mundtligt, og hvad indholdet af samtalen skulle have været, så det kunne alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer. Denne del af klagen blev derfor afvist.
Nævnet vurderede, at forsikringsselskabets skriftlige afslag i 2021 alene var begrundet i, at kravet var forældet. Kvinden havde derfor ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling. Kvinden fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Forsikringsselskabs afslag på dækning af fødselsskade var forskelsbehandling på grund af køn
En kvinde (klager) klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hendes forsikringsselskab (indklagede) afslog at dække hendes skade i forbindelse med en bristning under fødsel.
Nævnet vurderede, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Det var herefter forsikringsselskabet, der skulle bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.
Forsikringsselskabet afviste at dække skaden med henvisning til, at de ikke betragtede kvindens bristning som en ulykke, samt at bristning er en kendt risiko ved en fødsel.
Nævnet vurderede, at forsikringsselskabet ved den anvendte forsikringsretlige begrundelse ikke havde foretaget en reel vurdering af, om der var sket en ulykke i forbindelse med kvindens fødselsforløb. På den baggrund vurderede nævnet, at forsikringsselskabet ikke havde bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.
Klager fik derfor medhold i klagen.
Nævnet tilkendte klager en godtgørelse, der skønsmæssigt blev fastsat til 5.000 kr.
Det var forskelsbehandling på grund af køn, at en kvinde fik afslag på forsikringsdækning af en skade, der blev pådraget under fødsel
En kvinde (klager) klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at et forsikringsselskab (indklagede) afslog at dække en skade, som kvinden pådrog sig under en fødsel.
Kvinden pådrog sig under fødslen et brud på halebenet og havde derefter smerter, når hun sad ned, og i visse tilfælde når hun gik. Forsikringsselskabet afslog, at skaden var omfattet af kvindens ulykkesforsikring. Selskabet begrundede afslaget med, at skaden var sker under en fødsel, og at dette ikke var dækket af forsikringsbetingelserne. Selskabet begrundede også afslaget med, at en fødsel ikke var en pludselig skade.
På baggrund af forsikringsselskabets begrundelse for afslaget, vurderede nævnet, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.
Nævnet vurderede også, at forsikringsselskabet ved den anvendte forsikringsretlige begrundelse ikke havde foretaget en reel vurdering af, om der var sket en ulykke i forbindelse med kvindens fødselsforløb. På den baggrund havde forsikringsselskabet ikke bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.
Kvinden fik derfor medhold i klagen, og fik tildelt en godtgørelse på 25.000 kr.
Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at en mand blev afskediget under sin sygemelding
En mand (klager), som har en ryglidelse som følge af en arbejdsskade, klagede til Ligebehandlingsnævnet over sin arbejdsgiver (indklagede). Manden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap, fordi han blev afskediget fra sin stilling som specialarbejder.
Arbejdsgiveren havde begrundet klagers afskedigelse i, at arbejdsgiveren foretog en omstrukturering. Nævnet vurderede, at arbejdsgiveren ikke havde dokumenteret, at denne omstrukturering reelt havde fundet sted, eller at andre ansatte blev afskediget i samme periode som manden. Manden havde derfor påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet forskelsbehandlet på grund af handicap. Det var herefter arbejdsgiveren, der skulle bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket, og at tilpasningsforpligtelsen var opfyldt.
Arbejdsgiveren gjorde gældende, at manden ikke var kompetent, egnet og disponibel til at varetage de væsentlige funktioner i sin stilling. Nævnet vurderede, at arbejdsgiveren ikke havde et tilstrækkeligt grundlag for at konkludere, at klager ikke var kompetent, egnet og disponibel. Nævnet lagde vægt på, at arbejdsgiveren ikke havde redegjort for, hvad der var omfattet af stillingen som specialarbejder, og at arbejdsgiveren ikke indgik i et reelt samarbejde med kommunens fastholdelseskonsulent.
Manden fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 400.000 kr., svarende til ca. 12 måneders løn.
Ligebehandlingsnævnet kunne ikke behandle spørgsmålet om, hvorvidt det var forskelsbehandling på grund af handicap, at en kommune ikke gav dispensation til helårsbeboelse i et sommerhus
En mand (klager), som er diagnosticeret med kompleks og kronisk PTSD, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap, da en kommune (indklagede) gav afslag på dispensation til helårsbeboelse i et sommerhus. Kommunen oplyste, at kommunen ikke havde givet varig dispensation til helårsbeboelse i sommerhus til personer med psykiske lidelser.
Institut for Menneskerettigheder, som var mandens partsrepræsentant, gjorde gældende, at Ligebehandlingsnævnet skulle vurdere, om kommunens praksis generelt var udtryk for forskelsbehandling. Institut for Menneskerettigheder har en særlig kompetence til at indgive klager af principiel karakter eller af offentlig interesse for nævnet. Nævnet vurderede, at klagen var indgivet som partsrepræsentant for manden, og ikke i henhold til Institut for Menneskerettigheders særlige kompetence. Nævnet behandlede derfor klagen som en klage over kommunens konkrete afslag på helårsbeboelse i sommerhus til manden.
Klagen angik kommunens afgørelse om afslag på dispensation efter planlovens forbud mod helårsbeboelse i sommerhus. Uanset at kommunen, efter mandens opfattelse, havde udøvet forskelsbehandling, vurderede nævnet, at sagen i det væsentligste drejede sig om anvendelse og fortolkning af reglerne i anden lovgivning. Sagen faldt derfor uden for handicapdiskriminationslovens anvendelsesområde.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Regler om servicehund på bosted var ikke forskelsbehandling
En kvinde (klager), som lider af angst og har en ængstelig, sensitiv personlighedsstruktur med depressive træk, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med fastsættelse af regler for brug af servicehunde på et bosted i en kommune (indklagede).
Kommunen havde bevilget kvinden plads på bostedet. Det fremgik af bevillingen, at man ikke måtte have kæledyr på bostedet, men at kvinden gerne måtte have sin hund med, da den var under optræning som servicehund. Hunden måtte dog kun opholde sig på kvindens værelse og ikke på bostedets fællesarealer. Der blev også indgået en husdyrskontrakt mellem kvinden og kommunen.
Nævnet vurderede, at reglen om, at kæledyr ikke må være på bostedets områder, udgjorde indirekte forskelsbehandling af personer med handicap. Nævnet vurderede herefter, at den indirekte forskelsbehandling var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre hensynet til bostedets andre beboere, som også havde udfordringer. Nævnet vurderede også, at reglerne for brug af servicehund på bostedet var nødvendige og rimelige.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Regler om servicehund på bosted var ikke forskelsbehandling (j.nr. 22-33712)
Formandsafgørelser
marts 2024
Universitet havde ikke forskelsbehandlet ved at beskylde kvinde for dokumentfalsk
En kvinde (klager), som lider af dissociativ hukommelsestab og ADHD, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at et universitet (indklagede) beskyldte hende for dokumentfalsk.
Universitetet havde truffet afgørelse om at justere kvindens karaktergennemsnit fra hendes gymnasiale uddannelse fra 5,7 til 6,7. Kvinden søgte herefter om optagelse på to uddannelser ved universitetet. I den forbindelse vedlagde hun en redigeret udgave af universitetets afgørelse. I den redigerede udgave var kvindens karaktergennemsnit justeret til 10,7. Universitetets studiesekretariat indberettede herefter kvinden til rektorsekretariatet, da der var mistanke om dokumentfalsk.
Kvinden oplyste for nævnet, at hun havde ændret i dispensationsafgørelsen fra universitetet, men at det var en fejl, at hun vedlagde den ved sin ansøgning om optagelse. Kvinden gjorde også gældende, at universitetet udviste manglende forståelse for og negligerede hendes ADHD.
Nævnet vurderede, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at kvinden ikke kunne få medhold i sin klage. Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Universitet havde ikke forskelsbehandlet ved at beskylde kvinde for dokumentfalsk (j.nr. 23-85662)
Det var ikke forskelsbehandling på grund af køn, at arbejdsgiver gav flere barselsdage med fuld løn til kvinder end til mænd
En mand (klager) klagede til Ligebehandlingsnævnet over sin arbejdsgiver. Manden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet ham på grund af køn, fordi han ikke kunne få samme mængde barselsdage med fuld løn som kvinderne på arbejdspladsen.
Det fremgår af Ligebehandlingsloven, at dens bestemmelser ikke er til hinder for indførelse eller opretholdelse af gunstigere bestemmelser om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab. Det forhold, at der gælder forskellige regler for, hvornår en mor og en far kan modtage løn under barselsfravær, relaterer sig til spørgsmålet om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab.
Nævnet vurderede herefter, at arbejdsgiverens regler angående løn under barselsfravær, hvorefter moren kunne modtage fuld løn i en længere periode end faren, ikke var i strid med Ligebehandlingsloven.
Manden fik på denne baggrund ikke medhold i klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Nævnet genoptog ikke sag, da der ikke var fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse
En kvinde (klager) anmodede om genoptagelse af sin klage over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at kvinden skulle vente på en tandlægetid hos en tandlæge (indklagede) for at kunne medbringe sin servicehund.
Nævnet havde truffet afgørelse i sagen den 4. april 2022 under sagsnr. 21-13830. Nævnet vurderede i sagen, at det ikke var i strid med handicapdiskriminationsloven, at kvinden skulle vente på en tandlægetid. Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen.
I forbindelse med anmodningen om genoptagelse vurderede nævnet, at der ikke var fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Da der heller ikke i øvrigt forelå særlige grunde, der talte for, at sagen skulle genoptages, var der efter nævnets faste praksis ikke grundlag for at genoptage sagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Der var ikke påvist faktiske omstændigheder for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med kontaktmulighederne til kommune
En kvinde (klager) klagede til Ligebehandlingsnævnet over en kommune (indklagede). Kvinden mente, at kommunen havde forskelsbehandlet hende på grund af alder og handicap i forbindelse med, at kvinden havde haft svært ved at få svar på sine henvendelser til kommunen samt ved at kunne aftale et møde med kommunen.
Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at behandle klager over forskelsbehandling på grund af alder uden for forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde. Nævnet afviste derfor at behandle den del af klagen, der omhandlede forskelsbehandling på grund af alder.
I forhold til klagen over forskelsbehandling på grund af handicap vurderede nævnet, at kvinden ikke med det oplyste havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Ligebehandlingsnævnet afviste herefter at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
58-årig mand blev ikke udsat for forskelsbehandling i forbindelse med ophør af ansættelsesforhold
En mand (klager) klagede over forskelsbehandling på grund af alder og handicap i forbindelse med, at han bragte sit ansættelsesforhold som vagtassistent hos en virksomhed (indklagede) til ophør. Manden var 58 år på tidspunktet for ansættelsesforholdets ophør.
Ligebehandlingsnævnet havde ved afgørelse af den 30. juni 2015, afvist at behandle klagen, fordi manden havde udvist retsfortabende passivitet og dermed havde fortabt retten til at gøre et eventuelt krav gældende som følge af påstået ulovlig forskelsbehandling på grund af alder og handicap.
Ligebehandlingsnævnet ændrede ved den principielle afgørelse i sagsnr. 22-48184 praksis angående retsfortabende passivitet. Nævnet fastslog ved afgørelsen, at reglerne om retsfortabende passivitet ikke afskærer en klager fra at få behandlet sin klage ved nævnet.
Nævnet vurderede på den baggrund, at særlige grunde talte for at genoptage klagen over forskelsbehandling på grund af religion og tro. Nævnet genoptog derfor sagen.
Nævnet vurderede, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af alder og/eller handicap. På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Ligebehandlingsnævnet havde ikke kompetence til at behandle, hvorvidt det var forskelsbehandling, at en bank indførte gebyrer for personer, der er bosiddende uden for Danmark, Norge, Sverige og Finland
En mand (klager) klagede til ligebehandlingsnævnet over at en bank (indklagede) indførte yderligere gebyrer for kunder, der boede uden for Danmark, Sverige, Norge og Finland.
Nævnet vurderede, at der var tale om et bopælskriterium, som falder uden for lov om etnisk ligebehandlings anvendelsesområde. Forholdet faldt derfor uden for nævnets kompetence.
Klagen blev derfor afvist.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.