Nyhedsbrev fra Ligebehandlingsnævnet maj 2024
Møde den 15. maj 2024
Det krævede mundtlige parts- og vidneforklaringer af fastslå, om et medlem af Jehovas Vidner ikke fik forlænget sin ansættelse på grund af sin tro, men det var forskelsbehandling, at der blev stillet et krav om udklædning til fastelavn
En kvinde (klager), som er Jehovas Vidne, klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af religion og tro, da hendes arbejdsgiver (indklagede) havde stillet et krav om udklædning til fastelavn, og da klagers ansættelse efterfølgende ikke blev forlænget.
Nævnet vurderede, at der var en sådan nær sammenhæng mellem kvindens religiøse overbevisning og hendes afvisning af at klæde sig ud, at forholdet var beskyttet af forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro.
Kvinden gjorde gældende, at hendes ansættelse ophørte på grund af hendes religion, da hun inden fastelavnsfesten blev lovet fastansættelse, og at hun var den eneste ud af syv vikarer, som ikke blev tilbudt fastansættelse. Arbejdsgiver gjorde gældende, at de havde tilbudt klager fastansættelse i vinteren 2021, men at kvinden havde takket nej til denne stilling. Der var derfor uenighed mellem parterne om afgørende spørgsmål, som alene kunne afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer. Da der ikke kan foretages mundtlige parts- og vidneforklaringer ved nævnet, blev denne del af klagen afvist.
Parterne var enige om, at det var et krav, at klager skulle klæde sig ud til fastelavnsfesten. Nævnet vurderede, at kravet om udklædning var et tilsyneladende neutralt krav, der stillede personer med kvindens religiøse overbevisning ringere end andre. Det var herefter arbejdsgiveren, der skulle bevise, at kravet var hensigtsmæssigt og nødvendigt.
Nævnet vurderede at kravet var hensigtsmæssigt, men ikke nødvendigt. Nævnet lagde vægt blandt andet vægt på, at arbejdsgiveren blot afviste kvindens forslag om alternative arbejdsopgaver under fastelavnsfesten.
Klager fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 10.000 kr.
Det krævede mundtlige parts- og vidneforklaringer at fastslå, om en kvinde var blevet forskelsbehandlet på grund af køn i forbindelse med, at kvinden fik afslag på forsikringsdækning af en graviditetsrelateret skade
En kvinde (klager) klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af køn, da et forsikringsselskab (indklagede) havde givet afslag på forsikringsdækning i forbindelse med en operation på grund af graviditet.
Kvinden oplyste, at hun fik to telefoniske afslag på forsikringsdækning med den begrundelse, at graviditet ikke var en sygdom. Forsikringsselskabet oplyste, at de ikke havde registreret telefonopkaldene i deres system, og at de derfor ikke havde oplysninger om telefonsamtalernes indhold.
Indholdet af samtalerne var af afgørende betydning for sagens resultat, og hvad indholdet af samtalerne havde været, kunne alene blive afklaret ved mundtlige parts- og vidneforklaringer. Mundtlige parts- og vidneforklaringer kan ikke foretages for nævnet, og en sådan bevisførelse må i givet fald ske ved domstolene.
Klagen blev derfor afvist.
Det var ikke forskelsbehandling, at et forsikringsselskab ved en fejl gav afslag på forsikringsdækning af graviditetsbetinget skade
En kvinde (klager) anmodede om genoptagelse af sin klage over forskelsbehandling på grund af køn, da et forsikringsselskab (indklagede) gav afslag på dækning af en skade opstået i forbindelse med graviditet.
Ved den tidligere afgørelse fastslog Ligebehandlingsnævnet, at et eventuelt krav på godtgørelse for påstået forskelsbehandling i forbindelse med afslag på dækning af skaden den 21. maj 2015 var forældet.
Nævnet har siden ændret sin praksis ved den principielle afgørelse i sagsnr. 22-48184, hvor nævnet fastslog, at der ikke gælder en klagefrist for at indbringe klager til Ligebehandlingsnævnet. Nævnet vurderede herefter, at særlige grunde talte for at genoptage sagen med henblik på at realitetsbehandle klagen over forskelsbehandling på grund af køn.
Forsikringsselskabets afslag af 21. maj 2015 var begrundet i, at manglende knibekraft i bækkenet ikke blev anset som en del af bevægeapparatet, og at klager derfor i henhold til forsikringsbetingelserne ikke fik dækning for sin skade. Forsikringsselskabet anerkendte den 2. november 2020, at det var en fejl, at klager fik afslag på dækning, og tilbød klager refusion af hendes udgifter. Det fremgik desuden af forsikringsselskabets forsikringsbetingelser i 2015, at behandling af følgeskader efter graviditet var dækket.
Nævnet vurderede derfor, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun var blevet forskelsbehandlet på grund af køn.
Klager fik derfor ikke medhold.
En arbejdsgiver havde ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven i forbindelse med lønfastsættelse i et fleksjob
En kvinde (klager) anmodede om genoptagelse af sin klage over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med lønfastsættelsen i kvindens fleksjob hos sin arbejdsgiver (indklagede).
Ved den tidligere afgørelse fastslog Ligebehandlingsnævnet, at et eventuelt krav på godtgørelse for påstået forskelsbehandling i forbindelse med lønfastsættelsen i kvindens fleksjob, var fortabt på grund af retsfortabende passivitet.
Nævnet har siden ændret sin praksis ved den principielle afgørelse i sagsnr. 22-48184, hvor nævnet fastslog, at der ikke gælder en klagefrist for at indbringe klager til Ligebehandlingsnævnet. Nævnet vurderede herefter, at særlige grunde talte for at genoptage sagen med henblik på at realitetsbehandle klagen over forskelsbehandling på grund af handicap.
Nævnet vurderede, at der på baggrund af oplysningerne om lønfastsættelse ved kvindens overgang til fleksjob ikke var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at lønfastsættelsen og en eventuel ændring af denne var helt eller delvist begrundet i kvindens handicap.
Kvinden fik derfor ikke medhold i sin klage.
Kommune var ikke rette indklagede i klage om forskelsbehandling på grund af afvisning af servicehund på en fredet strækning af en sti
En kvinde (klager), der havde en servicehund på grund af PTSD, klagede til Ligebehandlingsnævnet over en myndighed (indklagede). Kvinden mente, at myndigheden havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi indklagede havde afvist klagers servicehund på en fredet strækning af en sti.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at indklagede ikke var rette indklagede, da indklagede alene var tilsynsmyndighed i forhold til fredningen på den pågældende strækning af stien.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Klager var ikke blevet udsat for forskelsbehandling, da klager ikke havde mulighed for at stille spørgsmål til kommunalbestyrelsen ved deltagelse i et fysisk møde, og da det blev afvist, at klager kunne deltage i mødet virtuelt
En kvinde (klager), der har PTSD, klagede til Ligebehandlingsnævnet over en myndighed (indklagede). Kvinden mente, at myndigheden havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi klager ikke kunne få svar på sine spørgsmål til byrådet, hvis hun ikke fysisk var til stede under byrådsmødet. Derudover mente kvinden, at myndigheden havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi klager ikke kunne deltage virtuelt i byrådsmøderne.
Nævnet vurderede, at kvinden ikke var blevet udsat for hverken direkte eller indirekte forskelsbehandling, da hun var blevet tilbudt at få skriftligt svar på sine spørgsmål.
Klager fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Nævnet vurderede herefter, at klagen om manglende mulighed for at deltage virtuelt under byrådsmødet reelt angik et spørgsmål om tilgængelighed.
Klager fik derfor heller ikke medhold i denne del af klagen.
En boligforening havde handlet i strid med handicapdiskriminationsloven i forbindelse med, at boligforeningen gav klager afslag på at holde servicehund i sin lejebolig
En kvinde (klager), der har PTSD, klagede til Ligebehandlingsnævnet over en boligforening (indklagede). Kvinden mente, at boligforeningen havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi boligforeningen gav klager afslag på at holde servicehund i klagers lejebolig.
Det fremgik af sagens oplysninger, at indklagede gav afslag på at holde servicehund med henvisning til, at det efter husordenen og lejekontrakten ikke er tilladt at holde hund i lejeboligen.
På den baggrund vurderede Ligebehandlingsnævnet, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at klager ved afslaget på at holde servicehund i lejemålet blev udsat indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.
Det påhvilede herefter boligforeningen at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at det faktum, at det efter husordenen og lejekontrakten ikke var tilladt at holde hund i klagers lejebolig ikke i sig selv udgjorde et sagligt formål i forhold til at have en servicehund.
Kvinden fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt 5.000 kr. i godtgørelse.
En arbejdsgiver var ansvarlig for en arbejdsleders seksuelle chikane af en handicaphjælper
En kvinde (klager) klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af køn. Kvinden gjorde gældende, at hun var blevet udsat for seksuel chikane af sin arbejdsleder, og at hun blev afskediget og udsat for repressalier af sin arbejdsgiver (indklagede), som følge af den seksuelle chikane.
Kvinden var ansat som handicaphjælper af arbejdsgiveren og havde tjenestested hos arbejdslederen, hvor hun udførte sit arbejde som handicaphjælper. Kort tid efter, at kvinden fik tjenestested hos arbejdslederen, begyndte arbejdslederen at sende seksualiserede beskeder til kvinden i samme tråd, hvor de aftalte vagtplaner og andre praktiske forhold. Kvinden oplyste desuden, at arbejdslederen fremsatte kommentarer om kvindens udseende.
Nævnet vurderede, at indholdet af de beskeder, som arbejdslederen sendte til klager var udtryk for seksuel chikane. Det er arbejdsgiverens pligt at stille et chikanefrit miljø til rådighed, og arbejdsgiveren er forpligtet til i rimeligt omfang at sikre sine ansatte mod chikane. Arbejdsgiveren oplyste, at de ikke havde kendskab til arbejdslederens seksuelle chikane af kvinden, og at arbejdsgiveren ikke var arbejdsgiver for kvinden. Nævnet vurderede, at arbejdsgiveren var arbejdsgiver for kvinden. Det skulle derfor vurderes, om arbejdsgiveren var ansvarlig for den seksuelle chikane, som arbejdslederen havde udøvet over for kvinden.
Arbejdsgiveren havde oplyst, at de løbende havde arbejdsledere, som på grund af deres fysiske og psykiske handicap, havde udsat handicaphjælperne for seksualiserende adfærd. Nævnet vurderede derfor, at chikanen var påregnelig for arbejdsgiveren, og at arbejdsgiveren ikke havde levet op til ansvaret om at stille et chikanefrit miljø til rådighed for kvinden.
Kvinden fik derfor medhold i denne del af klagen og fik tildelt en godtgørelse på 50.000 kr.
Kvinden havde også klaget over, at hun blev afskediget og udsat for repressalier som følge af den seksuelle chikane. Det kunne ikke fastlægges, om arbejdsgiveren havde instrueret en anden arbejdsleder til ikke at ansætte kvinden, eller om arbejdsgiveren havde kundskab om grunden til kvindens sygemelding. Disse klagepunkter blev derfor afvist til mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Møde den 24. maj 2024
Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at en organisation gav flere barselsrefusionsdage til kvinder end mænd
En mand (klager) klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en organisation (indklagede) gav flere barselsrefusionsdage til kvinder end mænd.
Det fremgår af Ligebehandlingsloven, at dens bestemmelser ikke er til hinder for indførelse eller opretholdelse af gunstigere bestemmelser om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at det forhold, at der gjaldt forskellige regler for, hvornår en kvinde og en mand kunne modtage refusion for fravær, relaterede sig til spørgsmålet om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab.
Manden fik derfor ikke medhold i klagen.
Det var ikke forskelsbehandling på grund af køn, da en læge indgav en underretning om klagers ægtefælle
En mand (klager) klagede til Ligebehandlingsnævnet over en praktiserende læge (indklagede). Manden mente, at en uddannelseslæge havde forskelsbehandlet ham og udsat ham for chikane på grund på køn, fordi lægen havde indgivet en underretning om mandens ægtefælle i tilknytning til 5-ugers undersøgelsen af parrets barn, hvor manden af- og påklædte parrets barn.
Nævnet vurderede, at manden ikke ved det oplyste havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han i forbindelse med underretningen havde været udsat for forskelsbehandling eller chikane på grund af køn.
Nævnet lagde blandt andet vægt på indholdet af underretningen, hvor lægen udtrykte sin bekymring om mor/barn-relationen, hvoraf fremgik, at lægen havde lagt vægt på flere forhold end det, at det var manden, der af- og påklædte parrets datter.
Manden fik derfor ikke medhold i klagen.
Det var ikke forskelsbehandling på grund af køn, da en læge indgav en underretning om klager
En kvinde (klager) klagede til Ligebehandlingsnævnet over en praktiserende læge (indklagede). Kvinden mente, at en uddannelseslæge havde forskelsbehandlet hende og udsat hende for chikane på grund på køn, fordi lægen havde indgivet en underretning om kvinden i tilknytning til 5-ugers undersøgelsen af kvindens barn, hvor kvindens ægtefælle, der er mand, af- og påklædte parrets barn.
Nævnet vurderede, at kvinden ikke ved det oplyste havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun i forbindelse med underretningen havde været udsat for forskelsbehandling eller chikane på grund af køn.
Nævnet lagde blandt andet vægt på indholdet af underretningen, hvor lægen udtrykte sin bekymring om mor/barn-relationen, hvoraf fremgik, at lægen havde lagt vægt på flere forhold, end at det var kvindens ægtefælle, der af- og påklædte parrets barn.
Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen.
Nævnet afviste at behandle en klage over tilgængelighed for kørestolsbruger ved indlevering af pantflasker
En kvinde (klager), der er kørestolsbruger, klagede til Ligebehandlingsnævnet over en virksomhed (indklagede). Kvinden mente, at virksomheden havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi hun ikke kunne komme ind til flaskeområdet hos virksomheden og indlevere sine pantflasker.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klagen angik indretningen af flaskeområdet ved virksomheden, idet kvinden ikke kunne komme ind til flaskeområdet, fordi hun var kørestolsbruger. Klagen angik således et spørgsmål om tilgængelighed, som nævnet ikke har kompetence til at behandle.
Nævnet kunne på den baggrund ikke behandle klagen.
Det var ikke forskelsbehandling på grund af alder, at virksomhed spurgte ind til klagers alder til en ansættelsessamtale
En 31-årig mand (klager) klagede til Ligebehandlingsnævnet over en virksomhed (indklagede). Manden mente, at indklagede havde forskelsbehandlet ham på grund af alder, fordi han blev spurgt ind til sin alder under en ansættelsessamtale hos virksomheden.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at Ligebehandlingslovens § 4 ikke forbyder at spørge ind til en lønmodtagers alder i forbindelse med ansættelsen. Nævnet vurderede desuden, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til, at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Formandsafgørelser maj 2024
Kvinde med PTSD havde ikke påvist faktiske omstændigheder, der kunne være forskelsbehandling
En kvinde (klager), der har PTSD, klagede til Ligebehandlingsnævnet over en kommune (indklagede 1) og en erhvervsdrivende fond (indklagede 2). Kvinden mente, at kommunen og fonden havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, religion, tro, race og etnisk oprindelse i forbindelse med sagsbehandlingen af hendes sag.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, religion, tro, race eller etnisk oprindelse.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Mand blev ikke forskelsbehandlet i forbindelse med afvisning fra færge
En mand (klager) klagede over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med, at han blev afvist fra at rejse med en af et rederis (indklagede) færger. Manden blev afvist fra færgen, fordi han ikke kunne fremvise gyldigt ID. Mandens pas var udløbet, men han havde fået det forlænget. Manden fremviste også sin opholdstilladelse. Rederiet anså hverken det forlængelse pas eller opholdstilladelsen for gyldigt ID.
Ligebehandlingsnævnet havde ved afgørelse af 25. september 2019, afvist at behandle klagen, fordi manden havde udvist retsfortabende passivitet og dermed havde fortabt retten til at gøre et eventuelt krav gældende som følge af påstået forskelsbehandling.
Ligebehandlingsnævnet ændrede ved den principielle afgørelse i sagsnr. 22-48184 praksis angående retsfortabende passivitet. Nævnet fastslog ved afgørelsen, at reglerne om retsfortabende passivitet ikke afskærer en klager fra at få behandlet sin klage ved nævnet.
Ligebehandlingsnævnet vurderede på den baggrund, at særlige grunde talte for at genoptage klagen over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse. Nævnet genoptog derfor sagen.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at det faktum, at rederiet ikke anså mandens opholdstilladelse for gyldigt ID, relaterede sig til hans nationale oprindelse, da opholdstilladelsen er udstedt på baggrund af hans nationale oprindelse, som ikke alene udgør en etnisk oprindelse.
På den baggrund vurderede nævnet, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var sket direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse i forbindelse med, at han blev afvist fra rederiets færge.
På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sagen.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Mand blev ikke forskelsbehandlet i forbindelse med afvisning fra færge (j.nr. 23-36922)
Mand havde ikke påvist faktiske omstændigheder for forskelsbehandling i forbindelse med afslag på ansættelse
En mand (klager) klagede til Ligebehandlingsnævnet over et ministerium (indklagede). Manden mente, at ministeriet havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap, race og etnisk oprindelse, fordi ministeriet ikke havde tilbudt ham ansættelse.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at der ikke i klagen eller i sagen i øvrigt var oplysninger, der gav anledning til at formode, at manden i forbindelse med afslaget på ansættelse havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, race og etnisk oprindelse.
Ligebehandlingsnævnet afviste herefter at behandle sagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
En kommune havde ikke handlet i strid med ligestillingsloven i forbindelse med deres sagsbehandling
En mand (klager) klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med en kommunes (indklagede) sagsbehandling. Manden blev indkaldt til en partshøring om en børnefaglig undersøgelse. Manden oplyste, at dette møde blev ændret til et møde om to underretninger.
Nævnet vurderede, at manden med det oplyste ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn. På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at manden ikke kunne få medhold.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
En mand blev ikke udsat for forskelsbehandling på grund at national oprindelse i forbindelse med en erhvervsuddannelse
En mand (klager) klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af national oprindelse i forbindelse med, at en anden deltager på en erhvervsuddannelse gennemførte uddannelsen på engelsk.
Nævnet vurderede, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af national oprindelse. Nævnet lagde vægt på, at manden ikke havde et ønske om at gennemføre uddannelsen på engelsk, eller fik afslag på at gennemføre uddannelsen på engelsk. Manden blev derfor ikke stillet ringere end de øvrige deltagere, som gennemførte uddannelsen på dansk.
På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i klagen.
Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.