Nyhedsbrev fra Ligebehandlingsnævnet juni 2024
Møde den 6. juni 2024
Klage over manglende assistance til kørestolsbruger i forbindelse med ind- og udstigning af bus blev betragtet som et spørgsmål om tilgængelighed, som Ligebehandlingsnævnet ikke kan behandle
En kvinde (klager) klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede trafikselskab havde generelle retningslinjer, som forhindrede buschaufføren i at hjælpe kørestolsbrugere ved ind- og udstigning.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klagen over indklagedes generelle retningslinjer var et spørgsmål om tilgængelighed. Klagen faldt derfor uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.
Nævnet afviste derfor at behandle sagen.
Afgørelse af en klage over påstået afvisning af servicehund i fitnesscenter krævede mundtlig parts- og vidneforklaring
En mand (klager), der havde en certificeret servicehund på grund af en varig nedsat funktionsevne, klagede til Ligebehandlingsnævnet over en fysioterapiklinik (indklagede). Manden mente, at indklagede havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap, fordi han blev afvist i at medbringe sin servicehund i fitnesscenteret og til holdtræning ved indklagede.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at en afgørelse af sagen krævede bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Nævnet lagde vægt på, at der var tvivl om, hvilke vilkår indklagede nærmere havde opstillet for klagers træning i den del af centeret, hvor der bl.a. var løbe- og holdtræning (den åbne del af centeret).
Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.
Det var i strid med handicapdiskriminationsloven, at indklagede restaurant afslog, at klager kunne medbringe sin servicehund inde i restauranten
En kvinde (klager), der havde emotionelt ustabil personlighedsstruktur af borderline type, klagede til Ligebehandlingsnævnet over en restaurant (indklagede). Kvinden mente, at indklagede havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi indklagede havde afvist klagers servicehund.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at kvinden havde godtgjort, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand. Herefter vurderede nævnet, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling. Det påhvilede derfor indklagede at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling. Indklagede havde trods gentagne opfordringer fra nævnet ikke fremkommet med bemærkninger til sagen.
Klager fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 5.000 kr.
Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver bad om dokumentation for statsborgerskab ved ansættelse
En kvinde (klager) klagede over sin arbejdsgiver (indklagede). Kvinden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet hende på grund af etnisk og/eller national oprindelse, fordi arbejdsgiveren bad hende dokumentere sit statsborgerskab i forbindelse med kontraktunderskrivning.
Ligebehandlingsnævnet havde ved afgørelse af den 4. november 2020, afvist at behandle klagen, fordi kvinden havde udvist retsfortabende passivitet og dermed havde fortabt retten til at gøre et eventuelt krav gældende som følge af påstået ulovlig forskelsbehandling.
Ligebehandlingsnævnet ændrede ved den principielle afgørelse i sagsnr. 22-48184 praksis angående retsfortabende passivitet. Nævnet fastslog ved afgørelsen, at reglerne om retsfortabende passivitet ikke afskærer en klager fra at få behandlet sin klage ved nævnet.
Nævnet vurderede på den baggrund, at særlige grunde talte for at genoptage klagen over forskelsbehandling på grund af etnisk og/eller national oprindelse. Nævnet genoptog derfor sagen.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun blev udsat for forskelsbehandling på grund af hverken sin nationale eller etniske oprindelse. Nævnet bemærkede, at national oprindelse ikke omfatter statsborgerskab.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Forsvaret kan forskelsbehandle ansøgere til militære uddannelser eller stillinger på grund af alder eller handicap uden, at det er i strid med lovgivningen
En mand (klager), der blev født i 1971 klagede over Forsvarsministeriets Personalestyrelse (indklagede). Manden mente, at styrelsen havde forskelsbehandlet ham på grund af alder, fordi de gav ham afslag på hans ansøgning til uddannelsen som sprogofficer, fordi han var for gammel.
Ligebehandlingsnævnet havde ved afgørelse af den 29. november 2021, afvist at behandle klagen, fordi manden havde udvist retsfortabende passivitet og dermed havde fortabt retten til at gøre et eventuelt krav gældende som følge af påstået ulovlig forskelsbehandling. Nævnet har siden ændret praksis, hvorfor reglerne om retsfortabende passivitet ikke afskærer en klager fra at få behandlet sin klage ved nævnet. Nævnet vurderede på den baggrund, at særlige grunde talte for at genoptage klagen over forskelsbehandling på grund af alder.
Nævnet genoptog derfor sagen.
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at forsvarsministeren efter høring af de berørte organisationer kan undtage væbnede styrker i aktiv tjeneste fra forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap. Efter bekendtgørelse nr. 350 af 30. marts 2012 er militært personel, der indordnes i rækkefølge af militære grader, og som er ansat eller indkaldt til tjeneste i det militære forsvar, undtaget fra forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at manden som ansøger til uddannelsen til sprogofficer var omfattet af personkredsen i bekendtgørelse nr. 350 af 30. marts 2012, da optagelse på uddannelsen medfører en toårig ansættelse hos Forsvaret, som ved endt uddannelse erstattes af en fireårig kontrakt som reserveofficer. Forholdet var herefter undtaget fra forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af alder.
Ligebehandlingsnævnet kunne derfor ikke behandle klagen.
En gravid kvinde, der blev afskediget efter tre dages ansættelse, fik en godtgørelse svarende til ca. seks måneders løn
En kvinde (klager) klagede over forskelsbehandling på grund af køn, da hun blev afskediget under graviditet af sin arbejdsgiver (indklagede) efter tre dages ansættelse.
Kvinden oplyste om sin graviditet på sin første arbejdsdag til sin arbejdsgiver. Kvinden oplyste, at hun døjede med graviditetsbetinget kvalme og svimmelhed, og at hun derfor blev nødt til at sygemelde sig på sin tredje arbejdsdag. Kvinden blev samme aftenen afskediget fra sin stilling.
Da det var ubestridt, at kvinden var gravid på afskedigelsestidspunktet, var det arbejdsgiveren, der skulle bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var brudt. Det var nævnets vurdering, at arbejdsgiveren ikke havde løftet denne bevisbyrde. Nævnet lagde vægt på den tidsmæssigt nære sammenhæng med kvindens graviditet og afskedigelsen, og at kvinden var graviditetsbetinget sygemeldt på afskedigelsestidspunktet.
Kvinden fik derfor medhold i sin klage, og en godtgørelse svarende til ca. seks måneders løn.
Hvorvidt en kvinde blev afskediget på grund af graviditet og afholdelse af forældreorlov krævede mundtlige parts- og vidneforklaringer, og Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen
En kvinde (klager) klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun blev afskediget fra sin stilling under graviditet af sin arbejdsgiver.
Kvinden var gravid og afholdt delvis forældreorlov, da hun blev afskediget. Det var derfor arbejdsgiveren, der skulle bevise, at afskedigelsen ikke helt eller delvist var begrundet i kvindens graviditet og afholdelse af forældreorlov.
Afskedigelsen var begrundet i manglende performance, og arbejdsgiveren havde derfor iværksat et forbedringsforløb. Arbejdsgiveren vurderede desuden, at kvinden havde manglende forståelse for sammenhænge mellem transaktioner og deres anvendelse, store udfordringer i forhold til kommunikation og samarbejde med interessenter samt udfordringer med stabilitet og fremmøde. Kvinden havde bestridt store dele af arbejdsgiverens oplysninger.
Der var derfor for nævnet tvivl om omfanget, karakteren og baggrunden for kvindens påståede ustabile fremmøde, kvindens reelle performance og omfanget og karakteren af de påståede samarbejdsvanskeligheder.
Der var derfor behov for mundtlige parts- og vidneforklaringer, som ikke kan foretages ved nævnet.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Ligebehandlingsnævnet kunne ikke behandle klage over et universitets begrænsede anerkendelse af en udenlandsk universitetsuddannelse
En kvinde (klager) klagede over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse og/eller national oprindelse i forbindelse med, at kvindens bacheloruddannelse fra et litauiske universitet ikke blev anerkendt korrekt af et dansk universitet (indklagede).
Nævnet vurderede, at klagen angik universitets fortolkning af regler i anden lovgivning end den, som Ligebehandlingsnævnet kan træffe afgørelser efter.
Klagen blev derfor afvist.
Møde den 26. juni 2024
En sædbanks afvisning af en hørehandicappet mand var ikke i strid med handicapdiskriminationsloven
En mand (klager), der havde ekstrem nedsat hørelse klagede over en sædbank (indklagede). Manden mente, at sædbanken havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap, fordi sædbanken afviste, at han kunne donerer sin sæd.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han ved afslaget på at donere sin sæd var blevet udsat for direkte forskelsbehandling på grund af handicap. Det påhvilede derfor sædbanken at bevise, at den direkte forskelsbehandling af klager var lovlig.
Ligebehandlingsnævnet vurderede herefter, at indklagede havde løftet bevisbyrden for, at den direkte forskelsbehandling af klager var objektivt begrundet i et sagligt formål, var nødvendig for at opnå formålet, og at der var et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen var for klager. Nævnet lagde i sin vurdering vægt på indklagedes oplysninger om, at der var risiko for, at klagers døvhed var arveligt betinget, og at hensynet til høj sikkerhed og kvalitet er mere tungtvejende end klagers ønske om at donere sæd.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Det var i strid med handicapdiskriminationsloven, at klager ikke måtte medbringe sin servicehund under besigtigelsen af sit tidligere lejemål
En kvinde (klager), der havde PTSD og fibromyalgi klagede over sin tidligere udlejer (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi indklagede havde afvist klagers servicehund i forbindelse med en besigtigelse af klagers tidligere lejemål.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at indklagedes praksis om ikke at tillade hunde i lejligheden, der tilsyneladende var neutral, stillede klager, der på grund af sit handicap havde behov for en servicehund, ringere end andre. Det påhvilede derfor indklagede at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling.
Nævnet vurderede herefter, at indklagede ikke havde bevist, at den indirekte forskelsbehandling var objektivt begrundet i et sagligt formål. Nævnet lagde vægt på, at indklagede ikke nærmere havde redegjort for, hvorfor den nuværende lejer ikke ønskede en hund i lejemålet i forbindelse med besigtigelsen.
Klager fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 5.000 kr.
Klager havde ikke påvist faktiske omstændigheder for, at hun var blevet stillet ringere end andre i forbindelse med afvisning af sin servicehund i psykiatrien
En kvinde (klager), der havde PTSD og svær depression klagede til Ligebehandlingsnævnet over en psykiatrisk afdeling (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi indklagede afviste klagers servicehund.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klager ikke havde godtgjort, at hun var blevet stillet ringere end andre patienter med et tilsvarende behov for en overnatningsplads. Nævnet lagde vægt på, at regionen og kommunen i fælleskab har besluttet, at der kun må være hund på ét bestemt værelse hos indklagede, og at dette er begrundet i en hensigtsmæssig fordeling af pladserne hos indklagede. Klager havde herefter ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav formodning for, at hun var blevet forskelsbehandlet i strid med handicapdiskriminationsloven.
Klager fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Klagen angik også det forhold, at indklagede kun havde ét værelse til brugere af service- og førerhunde.
Nævnet vurderede, at klagen over, at der kun var ét værelse hos indklagede, reelt var et spørgsmål om tilgængelighed.
Klager fik derfor heller ikke medhold i denne del af klagen.
En klage over afvisning af førerhund i en café kunne alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer, da der mellem parterne var uenighed om hændelsesforløbet
En kvinde (klager), der er blind, klagede over en café (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi indklagede havde afvist klagers førerhund.
Der var efter oplysningerne i sagen ikke enighed om det nærmere indhold af samtalen mellem klagers ægtefælle og medarbejderen hos indklagede. Derudover har parterne efter det, de hver især har anført for nævnet, forskellige opfattelser af hændelsesforløbet hos indklagede.
Ligebehandlingsnævnet vurderede på den baggrund, at disse spørgsmål, som var af afgørende betydning for sagens resultat, alene kunne afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
En klage over afvisning i at medbringe servicehund i taxa var i strid med handicapdiskriminationsloven
En mand (klager), der havde uspecificeret psykisk udviklingsforstyrrelse, klagede over et taxaselskab. Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap, fordi en taxachauffør hos indklagede havde afvist klager fra at medbringe sin servicehund i taxaen. Derudover havde en anden taxachauffør hos indklagede opkrævet et gebyr i forbindelse med, at klager havde medbragt sin servicehund i en taxa.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling, da taxachaufføren afviste klager fra at medbringe sin servicehund i taxaen. Det påhvilede herefter indklagede at bevise, at forskelsbehandlingen ikke var i strid med forbuddet.
Nævnet vurderede, at indklagede, der oplyste, at afvisningen af klagers servicehund var en fejl, ikke på det foreliggende grundlag havde godtgjort, at den forskelsbehandling, som klager blev udsat for, ikke var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap.
Klager fik derfor medhold i denne del af klagen og en godtgørelse på 2.500 kr.
Nævnet vurderede herefter, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at en taxachauffør hos indklagede fejlagtigt havde pålagt klager et gebyr på 25 kr. for at medbringe sin servicehund i taxaen.
Klager fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Tilbagekaldelse af tilbud om kollegieværelse på grund af klagers autismediagnose var i strid med handicapdiskriminationsloven
En mand (klager), der var diagnosticeret med Aspergers syndrom diagnose, klagede over et kollegie (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap, fordi indklagede trak tilbuddet om et kollegieværelse tilbage.
Efter oplysningerne i sagen blev det lagt til grund, at klager oplyste indklagedes efor om sin Aspergers syndrom diagnose under rundvisningen hos indklagede. Herefter blev tilbuddet om et kollegieværelse hos indklagede trukket tilbage, da eforen vurderede, at klager ikke var egnet til at bo på kollegiet på grund af klagers Aspergers syndrom.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for direkte forskelsbehandling. Det påhvilede derfor indklagede at bevise, at forskelsbehandlingen ikke var i strid med forbuddet.
Nævnet vurderede herefter, at indklagede ikke havde løftet bevisbyrden for, at det tilbagekaldte tilbud om et kollegieværelse var objektivt begrundet i et sagligt formål. Nævnet lagde vægt på, at den direkte forskelsbehandling af klager var delvist begrundet i indklagedes antagelser om klagers Aspergers syndrom diagnose.
Klager fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 20.000 kr.
Genoptaget sag, hvor klager ikke fik medhold i, at en afskedigelse var forskelsbehandling på grund af handicap
En mand (klager) klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han blev afskediget fra sin stilling hos sin arbejdsgiver (indklagede).
Ligebehandlingsnævnet havde i september 2015 afvist at behandle klagen, fordi manden havde udvist retsfortabende passivitet og dermed havde fortabt retten til at gøre et eventuelt krav gældende som følge af påstået ulovlig forskelsbehandling på grund af handicap.
Nævnet ændrede ved den principielle afgørelse i sagsnr. 22-48184 praksis angående retsfortabende passivitet. Nævnet fastslog ved afgørelsen, at reglerne om retsfortabende passivitet ikke afskærer en klager fra at få behandlet sin klage ved nævnet.
Nævnet vurderede på den baggrund, at særlige grunde talte for at genoptage klagen over forskelsbehandling på grund af handicap. Nævnet genoptog derfor sagen.
Nævnet vurderede, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Det var herefter mandens arbejdsgiver der skulle bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket, herunder at arbejdsgiveren havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse.
Der stilles ikke krav om fortsat ansættelse af en person, der – uanset hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger - ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i den pågældende stilling.
Ud fra en samlet vurdering af sagen oplysninger vurderede nævnet, at manden ikke på tidspunktet for afskedigelsen var kompetent, egnet og disponibel til at varetage væsentlige funktioner i sin stilling. Nævnet lagde vægt på, at arbejdsgiveren havde stillet en makkerordning til rådighed og havde undersøgt muligheden for at omplacere manden.
Nævnet lagde desuden vægt på, at da manden arbejdede deltid, arbejdede han 2-5 timer om dagen, og at der var mange dage, han ikke kom på arbejde.
Nævnet lagde også vægt på, at da manden arbejdede på fuld tid, havde han en del sygefravær, og at han havde oplyst, at han ikke kunne overskue at arbejde mere. Nævnet lagde endeligt vægt på, at manden efterfølgende kun kunne arbejde i halvanden time om dagen, og at han efterfølgende blev tilkendt førtidspension.
Manden fik derfor ikke medhold i klagen.
En klage over at en tidsbegrænset stilling ikke blev forlænget under klagers barsel, kunne alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer
En kvinde (klager) klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at kvinden på grund af sin barsel havde ringere mulighed for fastansættelse efter ophøret af sin tidsbegrænsede ansættelse som pædagog hos en kommune (indklagede).
Kvinden var ansat i en tidsbegrænset stilling med en varighed på et år hos kommunen. Kvinden havde oplyst, at hun under ansættelsessamtalen hos kommunen fik at vide, at hun virkelig skulle ”jokke i spinaten” for ikke at få sin ansættelse forlænget. Kvinden oplyste desuden, at hun, efter at hun havde oplyst om sin graviditet, blev opfordret af sin leder til at opsige sin stilling. Kommunen bestred disse oplysninger.
Kvinden blev under sin ansættelse graviditetsbetinget sygemeldt, og var på barselsorlov, da den tidsbegrænsede stilling ophørte. Under kvindens graviditetsbetingede sygemelding og senere barsel, blev der slået to stillingsopslag op om faste ansættelser hos kommunen. Kvinden oplyste, at stillingerne blev drøftet på arbejdspladsen, men det var ikke oplyst, om det var ledelsen, der drøftede stillingen med de øvrige ansatte.
Der var således uenighed mellem parterne om, hvorvidt lederen havde sagt til kvinden, at hun virkelig skulle ”jokke i spinaten” for ikke at få sin ansættelse forlænget, eller om lederen havde opfordret kvinden til at opsige sin stilling. Det fremgik desuden ikke, hvorvidt det var ledelsen, der havde drøftet stillingerne med de øvrige ansatte.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at disse spørgsmål, som var af afgørende betydning for sagen, alene kunne afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke foretages ved nævnet men må i givet fald ske ved domstolene.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Formandsafgørelser juni 2024
Nævnet kunne ikke behandle spørgsmål om sagsbehandlingsfejl i henhold til anden lovgivning
En mand (klager) klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med sin deltagelse i en børnesagkyndig undersøgelse.
Manden mente, at en kvindelig sagsbehandler i kommunen begik en fejl, og at den kvindelige psykolog hyret af en myndighed (Indklagede 2) herefter viderebragte falske oplysninger og fabrikerede løgne om manden. Manden mente derudover, at en kvindelig sammensætning af udvalget i en anden myndighed (Indklagede 1) havde ført til kønsdiskrimination.
Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at behandle spørgsmål om, hvorvidt de indklagede har begået sagsbehandlingsfejl i henhold til forvaltningsloven, offentlighedsloven, retssikkerhedsloven, databeskyttelseslovgivningen eller overtrådt principper om god forvaltningsskik. Ligebehandlingsnævnet har heller ikke kompetence til at afgøre om psykologloven er overholdt.
Der var ikke i klagen eller i mandens øvrige bemærkninger oplysninger, der gav formodning for, at manden havde været udsat for forskelsbehandling i strid med ligestillingsloven.
Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Nævnet afviste klage, fordi klager ikke havde påvist, at han blev udsat for forskelsbehandling i en kommunes sagsbehandling
En mand (klager), der i 1993 pådrog sig et brud på halshvirvelsøjlen og i 2018 pådrog sig en hjernerystelse klagede over en kommune (indklagede). Manden mente, at kommunen havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med kommunens sagsbehandling. Manden mente blandt andet, at kommunen ikke havde overholdt sin notatpligt, hvorved kommunen tilsidesatte hans retssikkerhedsmæssige garantier, da han indgav sine bemærkninger i sagsbehandlingsprocessen mundligt.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han var blevet udsat for den påståede forskelsbehandling. På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Nævnet fandt ikke grundlag for at tage stilling til, om manden havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Nævnet havde ikke kompetence til at tage stilling til klage over forskelsbehandling i form af chikane i forbindelse med vejledning efter repatrieringsloven
En mand (klager) klagede over forskelsbehandling på grund af race og/eller etnisk oprindelse i form af chikane i forbindelse med en kommunes (indklagede) vejledning efter lov om repatriering.
Det fremgår af lov om repatriering, at loven ikke gælder for personer, der er statsborgere i et andet nordisk land eller i et land, som er tilsluttet EU eller EØS. EU-Domstolen udtalte i Jyske Finans A/S-sagen, at etnisk oprindelse ikke kan afgøres alene på grundlag af ét kriterium, og at fødelandet i sig selv ikke kan danne grundlag for en generel formodning om et tilhørsforhold til en bestemt etnisk gruppe.
Nævnet vurderede, at repatrieringslovens anvendelsesområde ikke er baseret på etnisk oprindelse, men national oprindelse. Vejledning efter lov om repatriering var derfor ikke omfattet af lov om etnisk ligebehandling.
Manden havde derfor ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav formodning for, at han var blevet udsat for forskelsbehandling i form af chikane på grund af race og/eller etnisk oprindelse.
Manden havde heller ikke i øvrigt på baggrund af det oplyste, herunder en telefonsamtale med en sagsbehandler fra kommunen, påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling i form af chikane på grund af race og/eller etnisk oprindelse.
På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Kvinde havde ikke påvist faktiske omstændigheder, som gav formodning om, at hun var blevet forskelsbehandlet i en forening på grund af handicap
En kvinde (klager) klagede over en forening (indklagede). Kvinden mente, at foreningen havde forskelsbehandlet hende og udsat hende for chikane på grund af handicap, fordi ledelsen i foreningen ekskluderede hende i seks måneder.
Ligebehandlingsnævnets vurderede, at der ikke var fremlagt oplysninger, som gav anledning til at formode, at klager var blevet behandlet ringere end andre eller chikaneret på grund af handicap.
Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Forsvaret måtte godt give kvinde afslag på ansættelse som konstabel på grund af hendes ADHD
En kvinde (klager), der er diagnosticeret med ADHD, klagede over Forsvarsministeriets Personalestyrelse (indklagede). Kvinden mente, at Forsvarsministeriets Personalestyrelse havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med, at kvinden fik afslag på ansættelse som datatekniker i Forsvaret. Der var tale om en konstabelstilling.
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at forsvarsministeren efter høring af de berørte organisationer kan undtage væbnede styrker i aktiv tjeneste fra forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap. Efter bekendtgørelse nr. 350 af 30. marts 2012 er militært personel, der indordnes i rækkefølge af militære grader, og som er ansat eller indkaldt til tjeneste i det militære forsvar, undtaget fra forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap.
Ligebehandlingsnævnets vurderede, at kvinden som ansøger til en konstabelstilling var omfattet af personkredsen i bekendtgørelse nr. 350 af 30. marts 2012, da konstabler udgør militært personel. Forholdet var herefter undtaget fra forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.
Ligebehandlingsnævnet kunne derfor ikke behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Nævnet afviste en klage, fordi anvendelse og fortolkning af anden lovgivning er ikke omfattet af handicapdiskriminationsloven
En kvinde (klager), som lider af svære smerter, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en myndigheds (indklagede 2) afgørelse vedrørende dækning af behandlingsudgifter, hvilket ankeinstansen (indklagede 1) stadfæstede. Klager klagede derefter over, at indklagede 1 ikke havde taget stilling til indklagede 2’s krænkelse af klagers retssikkerhed.
Det følger af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at loven ikke vedrører det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget. Det vil sige, at Ligebehandlingsnævnet ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.
Nævnet vurderede, at klagen vedrørte anvendelse og fortolkning af reglerne i anden lovgivning. Klagen faldt derfor uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.
Nævnet afviste derfor at behandle sagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Nævnet afviste klage, fordi der ikke var påvist faktiske omstændigheder, som gav formodning for, at klager fik afslag på en stilling på grund af alder eller handicap
En kvinde (klager), der havde piskesmæld og var født i 1969 klagede til Ligebehandlingsnævnet over en uddannelsesinstitution (indklagede). Kvinden mente, at uddannelsesinstitutionen havde forskelsbehandlet hende på grund af alder og handicap, fordi hun fik afslag på en stilling som studentermedhjælper.
Nævnet vurderede, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav formodning for, at der var udøvet forskelsbehandling, og at dette i givet fald skulle være begrundet i kvindens alder eller handicap. Nævnet er desuden ikke tillagt kompetence til at påse, om en uddannelsesinstitution har overholdt reglerne om fortrinsret efter lov om kompensation til handicappede i erhverv.
På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i sin klage.
Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Nævnet genoptog ikke en sag, da klager ikke var fremkommet med nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens udfald
En kvinde (klager) anmodede om genoptagelse af en sag om forskelsbehandling på grund alder.
Ligebehandlingsnævnet havde truffet afgørelse i sagen den 20. september 2023. Sagen angik en 43-årige kvinde, som fik afslag på ansættelse hos et museum. Kvinden søgte et job som deltidscafémedarbejder hos museet og blev kaldt til ansættelsessamtale. Museet søgte samtidig en floormanager. Kvinden gjorde gældende, at en teamleder hos museet udtalte til ansættelsessamtalen, at kvinden passede aldersmæssigt bedre til stillingen som floormanager end stillingen som deltidscafémedarbejder, hvilket museet bestred. Kvinden blev ikke tilbudt en stilling hos museet. Nævnet vurderede, at der var tvivl om, hvad der var blevet udtalt til ansættelsessamtalen. Dette spørgsmål, som var af afgørende betydning for sagens resultat, kunne alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer. Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Nævnet genoptog ikke sagen.
Nævnet vurderede, at der ikke var fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Kvinden havde i anmodningen om genoptagelse ikke fremlagt oplysninger, der ændrede på, at der var tvivl om, hvad der var blevet udtalt til ansættelsessamtalen. Da der heller ikke i øvrigt forelå særlige grunde, der talte for, at sagen skulle genoptages, var der efter nævnets faste praksis ikke grundlag for at genoptage sagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
En klage blev afvist, da det ikke var påvist, at klager fik afslag på udbetaling af forsikringsydelse på grund af handicap, da hans forsikringsdækning var ophørt
En mand (klager) klagede over et pensionsselskab (indklagede). Manden mente, at pensionsselskabet havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap, fordi pensionsselskabet gav ham afslag på udbetaling af forsikringsydelser, da hans forsikringsdækning var udløbet.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at manden var blevet behandlet ringere end andre på grund af handicap.
På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i sin klage.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Nævnet genoptog en sag og ændrede den indklagede til det forsikringsselskab, der havde overtaget en sundhedsforsikring fra et andet forsikringsselskab
Den 11. december 2023 traf Ligebehandlingsnævnet afgørelse om, at forsikringsselskab 1’s (indklagede 1) praksis om, at give afslag på at dække behandlingsudgifter med den begrundelse, at behandlingsbehovet var graviditetsbetinget, var ulovlig forskelsbehandling. Klager fik derfor medhold i sin klage.
Forsikringsselskab 1 rettede henvendelse til Ligebehandlingsnævnet den 14. december 2023 og oplyste, at deres sundhedsforsikring var blevet solgt til forsikringsselskab 2 (indklagede 2). Forsikringsselskab 2 rettede henvendelse til Ligebehandlingsnævnet den 12. februar 2024, og bekræftede, at sundhedsforsikringen var solgt til dem.
På den baggrund vurderede nævnet, at der var fremkommet nye oplysninger, der var af væsentlig betydning for sagen. Nævnet genoptog derfor sagen for så vidt angik, hvem rette indklagede var.
Ligebehandlingsnævnet ændrede på den baggrund afgørelsen af 11. december 2023, således forsikringsselskab 2 var rette indklagede.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Der var ikke grundlag for at genoptage en sag om forskelsbehandling på grund af national oprindelse under erhvervsuddannelse
En mand (klager) anmodede om genoptagelse af sin klage over forskelsbehandling på grund af national oprindelse i forbindelse med, at en anden deltager på en erhvervsuddannelse (indklagede) gennemførte uddannelsen på engelsk. Nævnet havde truffet afgørelse i sagen den 31. maj 2024. Nævnet vurderede da, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af national oprindelse.
I forbindelse med anmodningen om genoptagelse vurderede nævnet, at der ikke var sket sagsbehandlingsfejl. Nævnet vurderede desuden, at der ikke var fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Da der heller ikke i øvrigt forelå særlige grunde, der talte for, at sagen skulle genoptages, var der efter nævnets faste praksis ikke grundlag for at genoptage sagen
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.