Nyhedsbrev fra Ligebehandlingsnævnet april 2024
Møde den 12. april 2024
Afslag på forsikringsdækning med henvisning til graviditetsbetinget sygdom var forskelsbehandling
En kvinde (klager) klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hendes forsikringsselskab (indklagede) havde meddelt hende afslag på dækning af en skade, som skyldtes svangerskabsforgiftning. Kvinden fødte ved kejsersnit, hvilket medførte akut tarmstop hos hende. To dage efter fødslen fik hun fødselskramper som følge af svangerskabsforgiftning. Under et krampeanfald fik hun armen i klemme i sengehesten, hvorved hun rev skulderen af led og pådrog sig flere brud på skulderen.
Kvindens forsikringsselskab afslog først at dække skaden, fordi forsikringen efter forsikringsbetingelserne ikke dækkede skader sket i forbindelse med fødsel. Forsikringsselskabet afslog senere at dække skaden, fordi forsikringen ikke dækkede ulykkestilfælde, der skyldtes sygdom. Forsikringsselskabet anførte, at der var tale om en sygdom, som kvinden udviklede som følge af graviditeten.
Nævnet vurderede, at betingelsen om, at ulykkesforsikringen ikke dækkede skader sket i forbindelse med fødsel, var udtryk for direkte forskelsbehandling på grund af køn, og at kvinden ved afslaget blev udsat for ringere behandling på grund af sit køn. Kvinden fik derfor medhold i denne del af klagen.
Nævnet vurderede, at indklagedes afvisning af at dække skaden, fordi den skyldtes sygdom, var udtryk for direkte forskelsbehandling på grund af køn. Nævnet lagde vægt på, at sygdommen var direkte relateret til klagers graviditet, og at følgerne af sygdommen blev udløst i forbindelse med fødslen, og at sygdommen derfor var direkte relateret til klagers køn.
Kvinden fik derfor også medhold i denne del af klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 20.000 kr.
Sagen blev behandlet principielt.
En mand havde ikke påvist omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet forskelsbehandlet på grund af race eller etnicitet i forbindelse med afslag på adgang til en natklub
En mand klagede over påstået forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med, at han blev nægtet adgang til en natklub (indklagede 1) af en dørmand (indklagede 2), da han ”lignede en perker”.
Manden oplyste, at det alene var mandens ven, der fik adgang til natklubben på trods af, at de begge var iklædt et sort jakkesæt.
På trods af flere opfordringer hertil, havde manden ikke redegjort yderligere for, hvorvidt han var i køen til natklubben, eller om han havde talt med dørmanden.
Nævnet vurderede derfor, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling.
Manden fik derfor ikke medhold i sin klage.
Det var i strid med ligebehandlingsloven, at en kvinde ikke fik forlænget sin ansættelse under graviditet
En kvinde (klager) klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hendes arbejdsgiver (indklagede) ikke havde forlænget hendes tidsbegrænsede stilling, mens kvinden var gravid.
Den 9. september 2021 havde kvinden og hendes arbejdsgiver en mailkorrespondance om en eventuel mulighed for at forlænge kvindens ansættelse. Den 5. oktober 2021 oplyste kvinden sin arbejdsgiver om, at hun var graviditetsbetinget sygemeldt. Klager fik herefter ikke forlænget sin ansættelse.
Nævnet vurderede, at korrespondancen den 9. september 2021 skabte en formodning for, at kvinden var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Det var herefter arbejdsgiveren der skulle bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var brudt.
Nævnet vurderede, under hensyntagen til korrespondancen mellem kvinden og arbejdsgiveren, at denne bevisbyrde ikke var løftet.
Kvinden fik derfor medhold og en godtgørelse på 25.000 kr.
Møde den 22. april 2024
En kommune havde ikke handlet i strid med handicapdiskriminationsloven i forbindelse med skoleindskrivningen af et barn
En mand klagede på vegne af sit barn (klager) over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at en kommune (indklagede) ikke stillede et inkluderende skoletilbud til rådighed for klager, og at sagsbehandlingstiden i forbindelse med skoleindskrivningen havde været for lang.
I forhold til skoletilbuddet havde kommunen oplyst, at barnet ikke trivedes i almenklassen på distriktsskolen, og at barnets tilpasningsforanstaltninger alene kunne tilgodeses i et specialtilbud. Desuden havde kommunen indskrevet barnet i distriktsskolen, imens en PPV skulle udarbejdes, og havde i vidt omfang inddraget barnets forældres ønsker i forhold til, hvilken skole barnet skulle indskrives i. På den baggrund og med henvisning til de øvrige oplysninger i sagen, vurderede nævnet, at der ikke var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at barnet var blevet behandlet ringere.
Klager fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.
I forhold til sagsbehandlingstiden vurderede nævnet også, at der ikke var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at barnet var blevet ringere behandlet end andre. Kommunen have oplyst, at barnets forældre havde tilkendegivet, at barnet ikke ville blive afleveret på distriktsskolen, før der var enighed om rammen for barnets undervisning. Efter kommunen blev opmærksomme på, at barnet ikke var blevet indskrevet på distriktsskolen, traf de afgørelse herom. Kommunen erkendte desuden, at sagsbehandlingstiden havde været for lang.
Klager fik derfor heller ikke medhold i denne del af klagen.
Klage over kontaktbegrænsning var uden for nævnets kompetence
En kvinde (klager), der havde PTSD, klagede til Ligebehandlingsnævnet over en institution (indklagede). Kvinden mente, at institutionen havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi institutionen havde truffet afgørelse om kontaktrestriktioner over for hende.
Ligebehandlingsnævnet bemærkede, at handicapdiskriminationsloven efter forarbejderne til loven ikke finder anvendelse på det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget. Det vil sige, at nævnet ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klagen vedrørte indholdet af institutionens skøn i forbindelse med afgørelsen om kontaktrestriktioner. Klagen faldt derfor uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Klage over kontaktbegrænsning var uden for nævnets kompetence (j.nr. 23-24693)
Nævnet kunne ikke behandle en klage over kontaktbegrænsning
En kvinde (klager), der havde PTSD, klagede til Ligebehandlingsnævnet over en kommune (indklagede). Kvinden mente, at kommunen havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi kommunen havde truffet afgørelse om kontaktrestriktioner over for hende.
Ligebehandlingsnævnet bemærkede, at handicapdiskriminationsloven efter forarbejderne til loven ikke finder anvendelse på det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget. Det vil sige, at nævnet ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klagen vedrørte indholdet af kommunens skøn i forbindelse med afgørelsen om kontaktrestriktioner. Klagen faldt derfor uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Nævnet kunne ikke behandle en klage over kontaktbegrænsning (j.nr. 22-54564)
Klage over, at fleksjobordning ophører ved folkepensionsalderen var uden for nævnets kompetence
En kvinde (klager), som var tilkendt fleksjob, klagede til Ligebehandlingsnævnet over den kommune (indklagede), hvor hun var ansat i fleksjob. Kvinden mente, at kommunen havde forskelsbehandlet hende på grund af alder og handicap, fordi kommunen havde oplyst, at hun ikke kan fortsætte i fleksjob, når hun når folkepensionsalderen.
Nævnet tog først stilling til, om klagen var omfattet af forskelsbehandlingsloven.
Forskelsbehandlingsloven implementerer beskæftigelsesdirektivet og skal fortolkes i overensstemmelse hermed. Beskæftigelsesdirektiver omfatter ikke udbetalinger af enhver art fra offentlige eller lignende ordninger, herunder offentlige ordninger for social sikring og social beskyttelse eller lignende ordninger.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at fleksjobordningen har karakter af en offentlig ordning med udbetalinger fra staten, hvor formålet er adgang til eller bibeholdelse af beskæftigelsen, hvorfor klagen faldt uden for beskæftigelsesdirektivets og dermed forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde.
Nævnet afviste herefter at behandle den del af klagen, der vedrørte forskelsbehandling på grund af alder.
Nævnet behandlede herefter klagen over forskelsbehandling på grund af handicap efter handicapdiskriminationsloven.
Det følger af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at loven ikke vedrører det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget. Det vil sige, at Ligebehandlingsnævnet ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.
Nævnet vurderede, at klagen omhandlede anvendelse og fortolkning af reglerne i anden lovgivning. Klagen faldt derfor uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.
Nævnet afviste derfor også at behandle den del af klagen, der vedrørte forskelsbehandling på grund af handicap.
Kvinde havde ikke påvist faktiske omstændigheder for forskelsbehandling på grund af køn og handicap
En kvinde (klager), der lider af hypermobilitet, klagede til Ligebehandlingsnævnet over Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (indklagede). Kvinden mente, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde forskelsbehandlet hende på grund af køn og handicap i forbindelse med deres behandling af og udtalelse i kvindens sag om erstatning.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun i forbindelse med sagens behandling hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn og/eller handicap.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Der var ikke påvist faktiske omstændigheder for forskelsbehandling på grund af køn og handicap i forbindelse med et forsikringsselskabs behandling af forsikringsskadesag
En kvinde (klager), der lider af hypermobilitet, klagede til Ligebehandlingsnævnet over et forsikringsselskab (indklagede). Kvinden mente, at forsikringsselskabet havde forskelsbehandlet hende på grund af køn og handicap i forbindelse med deres behandling af kvindens forsikringsskadesag.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun i forbindelse med sagens behandling hos forsikringsselskabet var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn og/eller handicap.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Nævnet genoptog ikke sag om forskelsbehandling på grund af køn og handicap i forbindelse med udbetaling af skadeserstatning, selv om sagen var afsluttet ved domstolene uden dom
En kvinde (klager) anmodede om genoptagelse af sin klage over forskelsbehandling på grund af køn og handicap i forbindelse med udbetaling af skadeserstatning fra et forsikringsselskab (indklagede). Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet havde den 7. juli 2022 afvist klagen, da det fremgik af sagens oplysninger, at der verserede en retssag ved domstolene om samme forhold, som klagen til nævnet vedrørte.
Den 15. maj 2023 havde Ligebehandlingsnævnets sekretariat afvist kvindens anmodning om genoptagelse af sagen, da der ifølge sagens oplysninger fortsat verserede en retssag. Der var således ikke fremkommet nye oplysninger af betydning for sekretariatets tidligere afgørelse.
Kvinden anmodede igen om genoptagelse af sin klage den 13. oktober 2023 med oplysning om, at retssagen ved domstolene var afsluttet, da klager havde mistet sin retshjælpsforsikring og ikke fortsatte sagen uden retshjælpsforsikring.
Det fremgår af lov om Ligebehandlingsnævnet, at nævnet ikke kan behandle sager, der verserer ved domstolene. Nævnet har heller ikke kompetence til at behandle sager, som har været indbragt for domstolene, og hvori der er afsagt dom.
Sagen var efter klagers valg anlagt direkte ved domstolene. Byretten afsluttede sagen grundet klagers manglende økonomiske mulighed for at føre sagen. Klager havde således ved at indbringe sagen for domstolene endelig og bindende valgt forum for sagens behandling med den virkning, at klager ikke efter dette tidspunkt kan rejse kravet ved Ligebehandlingsnævnet.
Ligebehandlingsnævnet kunne herefter ikke behandle sagen. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at byretten ikke ved dom havde taget stilling til sagens materielle indhold.
Nævnet vurderede derfor, at der ikke er fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Da der heller ikke i øvrigt forelå særlige grunde, der talte for, at sagen skulle genoptages, var der ikke grundlag for at genoptage sagen.
Nævnet afviste derfor at genoptage sagen.
Det var i strid med ligestillingsloven, at en kvinde skulle betale en højere entrépris end mændene til en stripklub
En kvinde (klager) klagede til Ligebehandlingsnævnet over en stripklub (indklagede). Kvinden mente, at stripklubben havde forskelsbehandlet hende på grund af køn i forbindelse med, at kvinder ifølge klager skulle betale en højere entrépris end mændene for at få adgang til klubben.
Nævnet vurderede, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun blev udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med sit besøg hos den indklagede stripklub.
Nævnet lagde ved vurderingen vægt på klagers meget præcise beskrivelse af hændelsen sammenholdt med oplysningerne på indklagedes hjemmeside om, hvem klubben primært henvendte sig til.
Nævnet vurderede, at stribklubben ikke havde bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.
Kvinden fik derfor medhold i klagen og fik tildelt en godtgørelse på 5.000 kr.
Nævnet havde ikke kompetence til at behandle spørgsmål om, hvorvidt det var forskelsbehandling, at en kommune alene sendte korrespondance om fælles børn den ene forældremyndighedsindehaver
En mand (klager) klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en kommune (indklagede) alene sendte korrespondance vedrørende fælles børn til mandens hustru.
Det følger af ligestillingslovens § 4 a, stk. 1, at offentlige myndigheder m.v., når de sender digital post, som indeholder meddelelse om et barns forhold, som efter sit indhold i henhold til den relevante sektorlovgivning er rettet mod begge forældremyndighedsindehavere, skal sende den digitale post til dem begge.
Det følger også af ligestillingslovens § 3 d, stk. 2, at manglende overholdelse af § 4 a, stk. 1, ikke kan påklages til Ligebehandlingsnævnet.
Nævnet havde derfor ikke kompetence til at behandle klagen. Klagen blev derfor afvist.
Formandsafgørelser april 2024
Klage over afslag på forhøjet boligstøtte faldt uden for Ligebehandlingsnævnet kompetenceområde
En kvinde (klager) klagede til Ligebehandlingsnævnet over en kommune (indklagede 1) og en myndighed (indklagede 2). Kvinden mente, at kommunen og myndigheden havde udsat hende for forskelsbehandling på grund af handicap og alder i forbindelse med, at kvinden havde modtaget afslag på forhøjet boligstøtte.
Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at behandle klager over forskelsbehandling på grund af alder uden for forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde. Nævnet kunne derfor ikke behandle denne del af klagen.
For så vidt angik klagen over forskelsbehandling på grund af handicap vurderede nævnet, at klagen vedrørte anvendelse og fortolkning af reglerne i anden lovgivning. Klagen faldt derfor i henhold til nævnets faste praksis uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven. Nævnet kunne derfor heller ikke behandle denne del af klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Klage over forskel på pris på ansvarsforsikring på grund af alder faldt uden for Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde
En mand (klager) klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at der var forskellige priser for forsikringsdækning på baggrund af forsikringstagerens alder. Det var nævnets vurdering, at klagen angik forskelsbehandling på grund af alder uden for arbejdsmarkedet. Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at behandle sager om forskelsbehandling på grund af alder uden for arbejdsmarkedet. Klagen blev derfor afvist.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.