Nyhedsbrev fra Ligebehandlingsnævnet september 2023
Møde den 20. september 2023
Arbejdsgivers udtalelse om, hvorvidt der var flere, der var gravide var chikane
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun var blevet afskediget under sin graviditet.
Nævnet vurderede, at arbejdsgiveren ikke havde løftet bevisbyrden for, at kvindens graviditet ikke indgik i beslutningen om at afskedige hende. Nævnet lagde vægt på den tidsmæssige sammenhæng mellem afskedigelsen og kvindens oplysninger om sin graviditet, samt at kvinden under ansættelsen ikke havde modtaget skriftlige advarsler eller påtaler for de påståede samarbejdsvanskeligheder og kundeklager.
Kvinden fik derfor medhold i denne del af klagen.
Kvinden klagede også over chikane i forbindelse med, at arbejdsgiveren havde udtalt, at han håbede, at der ikke var flere, der var gravide.
To nævnsmedlemmer fandt, at udtalelsen var egnet til at skabe et truende og ubehageligt klima for kvinden, der var gravid på tidspunktet for udtalelsen. Det var uden betydning, at bemærkningen var sagt i spøg, og at arbejdsgiveren på tidspunktet for udtalelsen ikke vidste, at kvinden var gravid.
Kvinden fik derfor efter stemmeflertal medhold i denne del af klagen.
Kvinden klagede desuden over repressalier, fordi arbejdsgiveren – efter, at kvinden havde indbragt sagen for Ligebehandlingsnævnet - ændrede en række retningslinjer for kvinden.
To af nævnsmedlemmerne vurderede, at ændringerne var udtryk for repressalier.
Kvinden fik derfor efter stemmeflertal også medhold i denne del af klagen.
Arbejdsgivers udtalelse om, hvorvidt der var flere, der var gravide var chikane (J.nr. 22-8400)
Ligebehandlingsnævnet havde ikke kompetence til at tage stilling til, om der var sket forskelsbehandling i en privat korrespondance
En mand klagede over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med en korrespondance om salg af en bil på Facebook.
Nævnet vurderede, at forholdet var af rent privat karakter, og derfor ikke var omfattet af lov om etnisk ligebehandling. Ligebehandlingsnævnet kunne derved ikke behandle klagen.
Klagen blev derfor afvist.
Klage afvist, da der var behov for parts- og vidneforklaringer
En 43-årig kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at hun fik afslag på ansættelse hos et museum.
Kvinden søgte et job som deltidscafémedarbejder hos museet og blev kaldt til ansættelsessamtale. Museet søgte samtidig en floormanager. Kvinden gjorde gældende, at en teamleder hos museet udtalte til ansættelsessamtalen, at kvinden passede aldersmæssigt bedre til stillingen som floormanager end stillingen som deltidscafémedarbejder, hvilket indklagede bestred. Kvinden blev ikke tilbudt en stilling hos museet.
Der var for nævnet tvivl om, hvad der var blevet udtalt til ansættelsessamtalen. Dette spørgsmål, som var af afgørende betydning for sagens resultat, kunne alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Klage afvist, da der var behov for parts- og vidneforklaringer (J.nr. 22-10179)
En virksomhed overtrådte annonceringsforbuddet, men forskelsbehandlede ikke 41-årig mand
En mand født i 1980 klagede over forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en virksomhed i et stillingsopslag søgte efter unge mennesker i alderen 18 til ca. 25 år. Manden oplyste for nævnet, at han havde set stillingsopslaget og var interesseret, men ikke søgte stillingen, da han var 41 år på daværende tidspunkt.
Nævnet fandt, at virksomheden havde handlet i strid med forbuddet mod annoncering efter personer med en bestemt alder. Manden fik derfor medhold i denne del af klagen.
Overtrædelse af annonceringsforbuddet straffes med bøde, men Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at udstede bøder. Der er ikke mulighed for at tilkende godtgørelse for overtrædelse af annonceringsforbuddet.
Manden fik derfor ikke en godtgørelse.
Nævnet fandt også, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han som mulig ansøger til stillingen havde været udsat for forskelsbehandling på grund af alder, da manden hverken søgte stillingen eller kontaktede virksomheden angående stillingen.
Manden fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Et krav om at kunne engelsk, kunne ikke anses for at udgøre indirekte forskelsbehandling af personer af en bestemt etnisk oprindelse
En mand anmodede om genoptagelse af sin klage over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse ved henvisning til manglende dansk- og engelskkundskaber i forbindelse med en afvisning ved indgangen til en natklub. Ligebehandlingsnævnet havde tidligere truffet afgørelse i sagen den 28. februar 2019.
Ved den tidligere afgørelse fastslog nævnet, at klager havde udvist retsfortabende passivitet og dermed havde fortabt retten til at gøre et eventuelt krav gældende som følge af påstået ulovlig forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.
Nævnet har siden ændret sin tidligere praksis ved den principielle afgørelse i sagsnr. 22-48184, hvor nævnet fastslog, at der ikke gælder en klagefrist for at indbringe klager til Ligebehandlingsnævnet. Nævnet vurderede herefter, at særlige grunde talte for at genoptage sagen med henblik på at realitetsbehandle klagen over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.
Et krav om bestemte sprogkundskaber kan være udtryk for indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, såfremt det stiller personer af bestemt etnisk oprindelse særligt ufordelagtigt i forhold til andre personer.
Nævnet vurderede, at der ikke var påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at der var sket indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, da et krav om at kunne engelsk - der er et verdenssprog - ikke kunne anses for at udgøre indirekte forskelsbehandling af personer af en bestemt etnisk oprindelse.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Møde den 29. september 2023
Kvinde var ikke længere kompetent, egnet og disponibel
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun blev afskediget fra sin stilling som hjemmevejleder hos en kommune.
Kvinden led af psoriasis associeret slidgigt og dårlig ryg, hvorfor der i 2015 blev indgået en aftale efter sygedagpengelovens § 56. I september 2020 blev kvinden sygemeldt på grund af en diskusprolaps. Kvinden blev afskediget den 20. april 2021 til fratrædelse den 31. oktober 2021. Begrundelsen for afskedigelse var kvindens længerevarende sygefravær, som gav driftsmæssige problemer for kommunen.
Nævnet vurderede, at kvinden psoriasis associerede slidgigt udgjorde en sådan langvarig funktionsbegrænsning, der forhindrede hende i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at hun havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand på afskedigelsestidspunktet.
Nævnet vurderede også, at der var påvist faktiske omstændigheder, da det ikke fremgik af afskedigelsesbrevet, om afskedigelsen var begrundet i sygefravær relateret til kvindens psoriasis associerede slidgigt eller alene i andet sygefravær.
Der blev i forbindelse med kvindens tilbagevenden til arbejdet lavet en plan, hvor der blev iværksat skånehensyn, herunder gradvis optrapning af den ugentlige arbejdstid, ændring af arbejdsopgaver og hjælpemidler. Planen blev løbende tilpasset. Nævnet vurderede herefter, at kommunen havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse.
Det fremgik af sagens oplysninger, at kvinden på trods af skånehensyn ikke længere kunne varetage de væsentlige funktioner som led i sin stilling. Nævnet vurderede herefter, at kvinden ikke længere var kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i sin stilling.
Kvinden fik herefter ikke medhold i klagen.
Kvinde var ikke længere kompetent, egnet og disponibel (J.nr. 22-13829)
Ikke forskelsbehandling, at virksomhed afskedigede kvinde, som ikke fremviste coronapas
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun blev afskediget fra sin stilling som køkkenmedhjælper hos en virksomhed. Kvinden var ansat i et fleksjob, fordi hun havde fået et slagtilfælde i hjernen i 2005.
Afskedigelsen var begrundet i, at virksomheden havde udstedt et pålæg til alle medarbejdere, hvorefter de skulle fremvise coronapas på arbejdspladsen, hvilket kvinden ikke efterkom. Kvinden oplyste virksomheden om, at hun var fritaget for test og coronapas, da hun oplevede angst og panikanfald i forbindelse med test.
Nævnet fandt, at kvindens slagtilfælde i hjernen medførte, at hun havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Nævnet vurderede dog, at det ikke var godtgjort, at kvinden på tidspunktet for afskedigelsen havde angst i et omfang, der udgjorde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, ligesom det ikke fandtes godtgjort, at angsten udsprang af klagers oprindelige handicap.
Nævnet vurderede herefter, at kvinden ikke havde påvist, at hendes psykiske gener i form af angst og panikanfald ved foretagelsen af test var en del af de funktionsbegrænsninger, som hun havde som følge af slagtilfældet i hjernen. På den baggrund fandt nævnet, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Kvinden fik herefter ikke medhold i klagen.
Der var ikke tale om forskelsbehandling, da klager fik afslag på at medbringe sin servicehund til meditation
En kvinde anmodede om genoptagelse af sin klage over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun fik afslag på at medbringe sin servicehund hos det indklagede meditationscenter. Ligebehandlingsnævnets sekretariat havde ved afgørelse af 28. september 2022 afvist at behandle sagen, fordi klagers eventuelle krav på godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, ifølge daværende praksis, var forældet. Den 28. september 2022 rettede klager telefonisk henvendelse til Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet og oplyste, at hun ønskede at klage over sekretariatets afgørelse. Klager havde efterfølgende fremlagt en række nye mails mellem klager og indklagede.
Nævnet vurderede herefter, at særlige grunde talte for at genoptage sagen med henblik på at realitetsbehandle klagen over forskelsbehandling på grund af handicap.
Nævnet vurderede derefter, at indklagede havde løftet bevisbyrden for, at indklagedes praksis om ikke at tillade servicehunde i meditationscenteret under meditationen var nødvendig for at opnå formålet om at sikre den nødvendige ro under den specifikke type meditation. Nævnet lagde desuden vægt på, at klager havde mulighed for at medbringe sin servicehund til udendørs meditation hos indklagede og til andre arrangementer uden for meditationscenteret samt at deltage i transmitteret meditation fra indklagede hver aften.
Nævnet vurderede på den baggrund, at der var et rimeligt forhold mellem indklagedes praksis om ikke at tillade servicehunde til meditationen i centeret og formålet med den særlige mentale praksis under meditationen.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Spørgsmål om, hvorvidt en kvinde blev forskelsbehandlet ved afslag på ansættelse krævede parts- og vidneforklaringer
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun fik afslag på sin ansøgning om en stilling som studentermedarbejder.
Kvinden gjorde gældende, at arbejdsgiver under et telefonisk afslag givet udtryk for, at de ønskede mænd til stillingen. Arbejdsgiver har bestridt dette.
Dette spørgsmål, som var af afgørende betydning for afgørelsen kunne kun afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Klagen blev derfor afvist.
Formandsafgørelser september 2023
Nævnet tiltrådte sekretariatets afvisning af en klage over krav om mundbind i en forlystelsespark
En kvinde klagede til Ligebehandlingsnævnet over, at hun blev afvist fra at prøve en forlystelse hos den indklagede forlystelsespark, fordi hun ikke bar mundbind. Kvinden oplyste, at hun af helbredsmæssige årsager var undtaget fra kravet om at bære mundbind.
Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet traf den 2. december 2022 afgørelse om afvisning af klagen. Kvinden klagede herefter til nævnet over sekretariatets afgørelse.
Med henvisning til nævnets principielle afgørelser i j.nr. 21-20367 og j.nr. 21-20435, tiltrådte nævnet sekretariatets afvisning af sagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Ligebehandlingsnævnet afviste sag om stillingsopslag, hvor der blev søgt ”gårdmand M/K"
En mand klagede til Ligebehandlingsnævnet over, at der var et stillingsopslag, hvor der blev søgt en ”Gårdmand M/K”. Manden gjorde gældende, at denne formulering var udtryk for diskrimination over for kvinder og mænd, samt at man ikke må skrive M/K.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at uanset klager ikke havde fremført oplysninger om retlig interesse, var der ikke oplysninger i sagen, der gav anledning til at formode, at manden blev udsat for forskelsbehandling på grund af køn.
Klagen blev derfor afvist.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Nævnet afviste at behandle en klage, som kunne indbringes for Beboerklagenævnet
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med et ejendomsadministrationsselskabs behandling af hende.
Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle en klage, der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, før denne forvaltningsmyndighed har truffet afgørelse i sagen. Kvinden havde mulighed for at klage til Beboerklagenævnet. Sekretariatet bad derfor kvinden oplyse, om hun havde klaget til Beboerklagenævnet, hvilket kvinden ikke svarede på.
Nævnet vurderede herefter, at kvinden ikke havde godtgjort, at hun havde klaget til Beboerklagenævnet.
Nævnet afviste herefter sagen, da nævnet ikke kan behandle en klage, der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, før denne har truffet afgørelse i sagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Nævnet afviste at behandle en klage, som kunne indbringes for Beboerklagenævnet (J.nr. 23-39973)
Ligebehandlingsnævnet afviste sag om afslag på fri proces
En mand klagede til Ligebehandlingsnævnet over, at han havde fået afslag på fri proces både af Civilstyrelsen og Procesbevillingsnævnet. Manden gjorde gældende, at afslagene var begrundet i hans køn, da hans tidligere hustru havde fået fri proces i de samme retssager, hvor manden fik afslag.
Nævnet vurderede, at manden ud fra oplysningerne i sagen ikke havde skabt en formodning for, at afslagene var begrundet i mandens køn. Det var herefter åbenbart, at manden ikke ville få medhold i klagen.
Klagen blev derfor afvist.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Ligebehandlingsnævnet afviste sag om afslag på fri proces (23-8597)