Nyhedsbrev fra Ligebehandlingsnævnet november 2023
Møde den 1. november 2023
Afskedigelse af mand, som ikke kunne varetage natarbejde, var forskelsbehandling
En mand (klager), der var ansat som lods, klagede til Ligebehandlingsnævnet over sin arbejdsgiver (indklagede). Manden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap, fordi han var blevet afskediget.
Manden har et handicap i form af hovedpine, spændinger i kroppen, koncentrationsbesvær og synsforstyrrelser, når han havde natarbejde.
På grund af mandens handicap, havde han et behov for at blive fritaget for natarbejde. Arbejdsgiveren afskedigede manden med begrundelsen, at dette var for byrdefuldt for arbejdsgiverens drift, da de øvrige lodser skulle have mere natarbejde.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at afskedigelsen af manden var i strid med forskelsbehandlingsloven. Nævnet lagde vægt på, at arbejdsgiveren ikke havde godtgjort, at det var urimeligt byrdefuldt, at mandens skånebehov i form af fritagelse for natarbejde skulle imødekommes. Nævnet lagde desuden vægt på at, som sagen var oplyst for nævnet, der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at antage at det ikke var muligt at få dækket de nattevagter, som manden ikke kunne varetage.
Manden fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 1.020.000 kr. svarende til 12 måneders løn.
Afskedigelse af mand, som ikke kunne varetage natarbejde, var forskelsbehandling (J.nr. 22-8415)
Kvinde med angst blev ikke udsat for forskelsbehandling af uddannelsesinstitution
En kvinde, som er diagnosticeret med ADD og generaliseret angst, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en uddannelsesinstitutions behandling af hendes sag om merit og administrative håndtering af hendes studieforløb, samt at hun blev tildelt en praktikplads i uddannelsesinstitutionens praktikområde.
Nævnet vurderede, at kvindens diagnoser udgjorde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Angående uddannelsesinstitutionens behandling af kvindens sag om merit vurderede nævnet, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Nævnet lagde vægt på, at det fulgte af reglerne om obligatorisk merit, at uddannelsesinstitutionen skulle tildele kvinden merit for beståede uddannelseselementer hos kvindens tidligere uddannelsesinstitution.
Kvinden fik herefter ikke medhold i denne del af klagen.
Angående den administrative håndtering af kvindens studieforløb vurderede nævnet, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Nævnet lagde vægt på, at kvinden ikke havde påvist, at de skete fejl under sagsbehandlingen skyldtes hendes handicap.
Kvinden fik herefter heller ikke medhold i denne del af klagen.
Angående praktikfordelingen vurderede nævnet, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Nævnet lagde vægt på, at kvinden trods flere anmodninger fra uddannelsesinstitutionen, ikke fremkom med ønsker til en praktikplads, hvorefter hun blev tildelt en praktikplads i overensstemmelse med uddannelsesinstitutionens almindelige praksis og procedure.
Kvinden fik herefter ikke medhold i denne del af klagen.
Kvinde med angst blev ikke udsat for forskelsbehandling af uddannelsesinstitution (J.nr. 22-34975)
Møde den 13. november 2023
Afklaring af indholdet af telefonsamtale krævede parts- og vidneforklaringer
En kvinde, som har et udenlandskklingende navn, klagede over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med en telefonsamtale mellem hende og en televirksomhed.
Kvinden gjorde gældende, at en mandlig medarbejder hos televirksomheden latterliggjorde hendes navn efter, at hun var blevet viderestillet af televirksomhedens kundeservice. Kvinden fremlagde en lydoptagelse af den sidste del af samtalen for nævnet. Kvinden fremlagde også en lydoptagelse af en samtale, som hun havde senere samme dag med en anden medarbejder hos televirksomheden. Det fremgik ikke af lydoptagelserne, hvad den mandlige medarbejder præcist havde sagt.
Televirksomheden gjorde gældende, at de ikke havde udsat kvinden for forskelsbehandling. Klagen var blevet forelagt for medarbejderen, som ikke kunne huske den konkrete samtale. Televirksomheden kunne derfor hverken be- eller afkræfte den hændelse, som kvinden havde beskrevet.
Der var for nævnet tvivl om de nærmere omstændigheder i forbindelse med samtalen, herunder hvad der mere præcist blev sagt. Dette spørgsmål, som var af afgørende betydning for afgørelsen kunne kun afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Klagen blev derfor afvist.
Afklaring af indholdet af telefonsamtale krævede parts- og vidneforklaringer (J.nr. 22-7164)
Afslag på ansættelse som beskæftigelseskonsulent var ikke forskelsbehandling eller udtryk for chikane og repressalier
En mand (klager), der har Aspergers syndrom og ADHD klagede til Ligebehandlingsnævnet over en kommune (indklagede). Manden mente, at kommunen havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap, fordi manden fik afslag på ansættelse som beskæftigelseskonsulent hos kommunen. Manden mente desuden, at en række afslag på ansættelser hos kommunen var udtryk for chikane og repressalier.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet forskelsbehandlet på grund af sit handicap.
Nævnet lagde vægt på, at manden havde været ansat hos kommunen i 3 øvrige stillinger, som han blev afskediget fra. Kommunen kunne på den baggrund vurdere, at manden ikke var egnet til stillingen.
Nævnet vurderede også, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for chikane på grund af sit handicap, samt at han ikke havde godtgjort, at afslagene var udtryk for repressalier.
Manden fik derfor ikke medhold i klagen.
Afklaring af omfang af en fratrædelsesaftale krævede parts- og vidneforklaringer, men afslag på 36 ansøgninger var forskelsbehandling på grund af handicap
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun blev afskediget fra sin stilling som social- og sundhedshjælper. Kvinden klagede desuden over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at en kommune afslog at ansætte hende til en række stillinger.
Kvinden var ordblind, og havde derfor behov for assistance fra en kollega i starten og i slutningen af sin vagt. Kvinden var ansat i flere på hinanden forlængede tidsbegrænsede aftaler, indtil hun fik en tidsubegrænset stilling den 1. juli 2019. Den 25. oktober 2019 indgik kvinden og kommunen dog en aftale om, at klager igen skulle have tidsbegrænsede ansættelser. Den 31. august 2020 havde kvinden og hendes daglige leder en telefonsamtale. Under denne samtale sagde den daglige leder, at kvindens handicap gjorde det ufleksibelt at planlægge driften, og at kvindens tidsbegrænsede ansættelse derfor ikke blev forlænget.
Den 1. oktober 2020 indgik kvinden og kommunen en fratrædelsesaftale, hvor det blandt andet fremgik, at alle krav efter forskelsbehandlingsloven ansås som endeligt afgjort. Parterne forpligtede sig også til at finde en ny stilling til kvinden inden for 10 måneder.
Kvinden søgte 36 stillinger hos indklagede, men fik afslag på samtlige stillinger.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at der var tvivl om, hvorfor kvindens fastansættelse den 1. juli 2019 blev lavet om til en tidsbegrænset ansættelse. Nævnet fandt desuden, at uanset fratrædelsesaftalens ordlyd, var der stadig tvivl om omstændighederne i forbindelse med indgåelsen af aftalen.
Klagen om afskedigelsen på grund af handicap blev derfor afvist til parts- og vidneforklaringer, som kun kan finde sted ved domstolene.
Ligebehandlingsnævnet vurderede dog, at afslagene på ansættelse var forskelsbehandling på grund af køn.
Kvinden fik derfor medhold i den del af klagen og blev tildelt en godtgørelse på 50.000 kr.
Afklaring af, hvorvidt en kvinde var blevet afskediget i forbindelse med tilbagevenden fra barsel krævede parts- og vidneforklaringer
En kvinde (klager), klagede til Ligebehandlingsnævnet over sin arbejdsgiver (indklagede). Kvinden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet hende på grund af køn, fordi kvinden var blevet afskediget, efter hun vendte tilbage fra orlov. Arbejdsgiveren bestred, at kvinden var blevet afskediget.
Under kvindens ferie havde kvinden og arbejdsgiveren en telefonsamtale, hvor alternative stillinger blev drøftet. Da kvinden vendte tilbage til arbejdet efter sin barsel, havde kvinden og arbejdsgiveren et møde, hvor hun fik forelagt en fratrædelsesaftale. Kvinden underskrev ikke denne aftale. Kvinden gjorde gældende, at hun fik en mundtlig afskedigelse under dette møde.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at der var tvivl om indholdet af parternes møde og den eventuelle sammenhæng mellem kvindens fravær efter barselsloven og hendes senere fratræden.
Disse spørgsmål var af afgørende betydning for sagens resultat, og kunne alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer. Da en sådan bevisførelse alene kan ske ved domstolene, afviste Ligebehandlingsnævnet sagen.
Afskedigelse af kvinde under barsel var i strid med ligebehandlingsloven
En kvinde (klager) klagede til Ligebehandlingsnævnet over sin arbejdsgiver (indklagede). Kvinden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet hende på grund af køn, fordi kvinden var blevet afskediget under sin barsel. Det var derfor arbejdsgiveren der skulle bevise, at kvindens fravær efter barselsloven ikke indgik i beslutningen om at afskedige hende.
Arbejdsgiveren gjorde gældende, at der var sket en omstrukturering under kvindens barsel, og at hendes arbejdsopgaver derfor ikke længere i det store og hele fandtes.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at arbejdsgiveren ikke havde løftet denne bevisbyrde. Nævnet lagde vægt på, at arbejdsgiveren under kvindens barsel havde foretaget to nyansættelser, der efter stillingsannoncerne skulle varetage de samme opgaver, som indgik i kvindens arbejdsbeskrivelse.
Kvinden fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 335.000 kr. svarende til 9 måneders løn.
Afskedigelse af kvinde under barsel var i strid med ligebehandlingsloven (J.nr. 22-16192)
Møde den 22. november 2023
En mand var ikke blevet forskelsbehandlet på grund af køn, selvom han ikke blev kaldt til en ansættelsessamtale i en afdeling, hvor der var 22 kvinder og 0 mænd
En mand (klager) klagede til Ligebehandlingsnævnet over en kommune (indklagede). Manden mente, at kommunen havde forskelsbehandlet ham på grund af køn, fordi han to gange ikke blev kaldt til ansættelsessamtale til et barselsvikariat.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at på trods af, at afdelingen, manden søgte stillingen i havde 21 kvinder og 0 mænd ansat, havde manden ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet forskelsbehandlet på grund af køn.
Manden fik derfor ikke medhold i klagen.
En kvinde blev udsat for forskelsbehandling, da hun ikke fik tilbudt ledsagerbilletter til udbudte arrangementer
En kvinde (klager) klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun fik afslag på at få ledsagerbilletter til tre arrangementer, som en billetudbyder (indklagede) solgte billetter til. Kvinden er diagnosticeret med en forstyrret personlighedsstruktur, generaliseret angst og periodisk depression af anden type og har som følge heraf et ledsagerkort.
Kvinden kontaktede billetudbyderen med ønske om at bestille en billet til sig selv og en ledsagerbillet til en koncert, en musical og et stand-up-show. Kvinden havde oplyst, at billetudbyderen i den forbindelse fortalte hende, at ledsagerbilletter kun blev udstedt til kørestolsbrugere.
Nævnet vurderede på den baggrund, at der var påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at kvinden ved afslaget på at bestille ledsagerbilletter til arrangementerne blev udsat for direkte forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.
Det påhvilede herefter billetudbyderen at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling. Billetudbyderen, der ikke havde besvaret nævnets henvendelser, havde ikke løftet denne bevisbyrde.
Kvinden fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr.
Vilkårene i DSB’s handicapservice var ikke udtryk for forskelsbehandling
En mand (klager), der er blind, klagede til Ligebehandlingsnævnet over DSB (indklagede).
Manden mente, at DSB havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med vilkårene i DSB’s handicapservice. For at modtage DSB’s handicapservice til togskifte stillede DSB som krav, at der skulle gå minimum 15 minutter mellem ankomst og afgang fra stationen, hvor passageren skifter tog.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at det forhold, at kravet om, at der skulle være 15 minutter mellem det ankomne og afgående tog, i den konkrete situation ikke var opfyldt, skyldtes de dagældende køreplaner og således ikke havde sammenhæng med klagers handicap.
Manden fik derfor ikke medhold i klagen.
Vilkårene i DSB’s handicapservice var ikke udtryk for forskelsbehandling (J.nr. 21-20358 )
Det krævede mundtlige parts- og vidneforklaringer at afklare, om en mand blev afskediget under sin prøvetid på grund af handicap
En mand (klager), der er ordblind, klagede til Ligebehandlingsnævnet over sin arbejdsgiver (indklagede). Manden mente, at arbejdsgiver havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap, fordi manden var blevet afskediget fra sin stilling under prøvetidsperioden.
Manden gjorde gældende, at han havde oplyst om sit handicap under ansættelsessamtalen, og at det var muligt at få hjælpemidler, der gjorde ham kompetent til at varetage sin stilling. Arbejdsgiveren gjorde gældende, at manden blot havde oplyst, at han havde læsevanskeligheder samt at manden ikke ville kunne varetage stillingen med hjælpemidler
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at disse spørgsmål var af afgørende betydning for afgørelsen, og at dette kun kunne afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kunne ikke foretages for nævnet, men måtte i givet fald ske ved domstolene.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Et universitet og en rådgivningsvirksomhed havde ikke handlet i strid med loven i forbindelse med et hjælpeydelsesforløb
En mand (klager), der har PTSD klagede til Ligebehandlingsnævnet over et universitet (indklagede 1) og en rådgivningsvirksomhed (indklagede 2). Manden mente, at universitet og rådgivningsvirksomheden havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap, fordi mandens hjælpeydelser til universitetsuddannelsen ikke blev leveret til starten af semesteret.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet forskelsbehandlet på grund af handicap.
I forhold til universitetet lagde nævnet vægt på, at manden havde fået dispensation fra mange af kravene fra studiet, at han havde fået lov til at begynde forfra, når han anmodede om det, samt at der blev holdt et møde med manden, hvor han blev vejledt om sine videre muligheder på studiet.
I forhold til rådgivningsvirksomheden lagde nævnet vægt på, at rådgivningsvirksomheden havde fundet flere mentorer til manden, at de havde forsøgt at rekruttere andre mentorer, samt at manden havde benyttet sig af de øvrige støtteformer, som blev stillet til rådighed.
Manden fik derfor ikke medhold i klagen.
En kvinde blev forskelsbehandlet på grund af handicap, da hun blev afskediget uden at arbejdsgiver havde accepteret tilbud om hjælp fra en fastholdelseskonsulent
En kvinde (klager), der har rygsøjlegigt og kronisk smertesyndrom klagede til Ligebehandlingsnævnet over sin arbejdsgiver (indklagede). Kvinden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet hende på grund af køn, fordi kvinden var blevet afskediget på grund af sin langvarige sygemelding, som var forårsaget af hendes handicap.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven.
Nævnet lagde vægt på, at arbejdsgiveren ikke i tilstrækkeligt omfang havde undersøgt eller afprøvet mulige hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger, da kommunens fastholdelseskonsulent ikke var blevet inddraget, på trods af henvendelse fra konsulenten. På grund af den manglende tilpasning kunne arbejdsgiveren heller ikke vurdere, at kvinden ikke var kompetent, egnet og disponibel til at varetage de væsentlige funktioner i sin stilling.
Kvinden fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 275.000 kr. svarende til 9 måneders løn.
Møde den 30. november 2023
Afklaring af, hvorvidt en kvinde var blevet afskediget på grund af oplysninger om seksuel chikane, krævede afklaring i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer
En kvinde (klager) klagede til Ligebehandlingsnævnet over sin arbejdsgiver (indklagede). Kvinden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet hende på grund af køn, fordi hun blev afskediget. Kvinden oplyste nævnet, at hun fortalte sin arbejdsgiver, at hun var blevet udsat for sexchikane til et firmaarrangement, og at hun tre dage herefter blev afskediget. Arbejdsgiveren oplyste nævnet, at de alene havde modtaget oplysninger om, at kvinden formodede, at hun var blevet forgiftet, samt at hun blev afskediget på grund af dårlig performance.
Der var således ikke enighed om, hvorvidt kvinden havde oplyst sin arbejdsgiver om, at hun var blevet udsat for seksuel chikane, eller om hun havde oplyst om, at hun formodede at være blevet forgiftet.
Dette spørgsmål, som kunne være af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at en mand med autisme og ADHD ikke blev optaget på uddannelsen som transportbetjent
En mand (klager), der er diagnosticeret med autisme og ADHD klagede til Ligebehandlingsnævnet over en myndighed (indklagede). Manden mente, at myndigheden havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap, fordi myndigheden havde afvist mandens ansøgning til uddannelsen som transportbetjent.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at myndigheden havde godtgjort, at manden ikke var egnet til at varetage de væsentlige funktioner, som indgik i uddannelsen og en efterfølgende stilling som transportbetjent. Nævnet lagde vægt på indklagedes oplysning om, at det var nødvendigt for ansøgerne til uddannelsen, at de havde et godt fysisk og psykisk helbred. Nævnet lagde desuden vægt på, at afslaget også inddrog mandens baggrund, uddannelse, erhvervserfaring og personlige kompetencer.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
En kvinde, der kaldte en af sine arbejdsgiveres samarbejdspartnere for ”dum i arbejde”, blev ikke afskediget på grund af handicap
En kvinde (klager), der har kroniske smerter på grund af en fejloperation, klagede til Ligebehandlingsnævnet over sin arbejdsgiver (indklagede). Kvinden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi hun var blevet afskediget under sygemelding på grund af stress.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at kvinden var blevet afskediget på grund af sit handicap. Nævnet lagde vægt på, at kvinden i en mail havde kaldt en af arbejdsgivernes samarbejdspartnere for ”dum i arbejde” samt at arbejdsgiveren havde overtaget alle kvindens klienter.
Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen.
Mand med servicehund blev forskelsbehandlet, da han blev afvist fra kaffebar
En mand (klager), som på baggrund af sin nedsatte funktionsevne har en servicehund, besøgte en kaffebar (indklagede) med servicehunden. I kaffebaren blev manden mødt af to medarbejdere, som oplyste ham, at han ikke kunne have sin servicehund med indenfor på kaffebaren, og manden blev i stedet henvist til at gå uden for med hunden.
Baggrunden for kaffebarens afslag til manden om, at han ikke måtte medbringe sin servicehund inden for på kaffebaren, var, at medarbejderen ikke havde kenskab til kaffebarens praksis vedrørende servicehunde, og at medarbejderen i øvrigt havde allergi over for hunde.
Kaffebaren havde som arbejdsgiver et ansvar for at sørge for tilstrækkelig instruktion af sit personale, herunder i relation til håndhævelse af kaffebarens praksis om, at servicehunde, der hjælper personer med handicap, kunne tillades inden for i kaffebaren.
Kaffebaren havde herefter ikke godtgjort, at den forskelsbehandling, som manden var udsat for i forbindelse med afslaget på at medbringe sin servicehund på kaffebaren, ikke var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap.
Manden fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt 5.000 kr. i godtgørelse.
Mand med servicehund blev forskelsbehandlet, da han blev afvist fra kaffebar (J.nr. 22-17314)
Formandsafgørelser
november 2023
Nævnet afviste at behandle klage indgivet i tidsmæssig sammenhæng med kvittering for modtaget ansøgning
En mand klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han søgte en stilling hos en kommune. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 1. januar 2023, klokken 23.03. Vedlagt klagen var et kvitteringsbrev fra kommunen, hvor de kvitterede for modtagelsen af mandens ansøgning. Kvitteringsbrevet var dateret til den 1. januar 2023, klokken 23.02.
Nævnet vurderede, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling. Nævnet lagde vægt på, at der var en sådan tidsmæssig sammenhæng mellem tidspunktet for regionens kvitteringsbrev og tidspunktet for klagens modtagelse i nævnet, at det var åbenbart, at manden ikke på tidspunktet for klagens modtagelse i nævnet havde fået afslag på ansættelse.
Nævnte afviste herefter at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Nævnet afviste at behandle klage indgivet i tidsmæssig sammenhæng med kvittering for modtaget ansøgning
En mand klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han søgte en stilling hos en kommune. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 9. januar 2023, klokken 02.51. Vedlagt klagen var et kvitteringsbrev fra kommunen, hvor de kvitterede for modtagelsen af mandens ansøgning. Kvitteringsbrevet var dateret til den 8. januar 2023, klokken 17.41.
Nævnet vurderede, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling. Nævnet lagde vægt på, at der var en sådan tidsmæssig sammenhæng mellem tidspunktet for regionens kvitteringsbrev og tidspunktet for klagens modtagelse i nævnet, at det var åbenbart, at manden ikke på tidspunktet for klagens modtagelse i nævnet havde fået afslag på ansættelse.
Nævnte afviste herefter at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Nævnet tiltrådte sekretariatets afvisning af klage over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afslag på ansættelse
En mand (klager) klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han ikke var kommet i betragtning til en stilling hos en kommune (indklagede).
Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet traf den 9. januar 2023 afgørelse om at afvise sagen. Manden klagede herefter til nævnet over sekretariatets afgørelse.
Nævnet vurderede, at der ikke i klagen eller i sagen i øvrigt var oplysninger, der gav anledning til at formode, at manden i forbindelse med ansættelsesprocessen havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.
Ligebehandlingsnævnet tiltrådte derfor sekretariatets afgørelse om at afvise at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Nævnet tiltrådte sekretariatets afvisning af klage over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afslag på ansættelse
En mand (klager) klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han ikke var kommet i betragtning til en stilling hos en kommune (indklagede).
Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet traf den 9. januar 2023 afgørelse om at afvise sagen. Manden klagede herefter til nævnet over sekretariatets afgørelse.
Nævnet vurderede, at der ikke i klagen eller i sagen i øvrigt var oplysninger, der gav anledning til at formode, at manden i forbindelse med ansættelsesprocessen havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.
Ligebehandlingsnævnet tiltrådte derfor sekretariatets afgørelse om at afvise at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Nævnet tiltrådte sekretariatets afvisning af klage over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afslag på ansættelse
En mand (klager) klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han ikke var kommet i betragtning til en stilling.
Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet traf den 9. januar 2023 afgørelse om at afvise sagen. Manden klagede herefter til nævnet over sekretariatets afgørelse.
Nævnet vurderede, at der ikke i klagen eller i sagen i øvrigt var oplysninger, der gav anledning til at formode, at manden i forbindelse med ansættelsesprocessen havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.
Ligebehandlingsnævnet tiltrådte derfor sekretariatets afgørelse om at afvise at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Nævnet havde ikke kompetence til at behandle klage over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med udbetaling af inflationshjælp
En far (klager), der boede sammen med sin kæreste og deres fælles to børn, klagede til Ligebehandlingsnævnet over sin kommune. Faren mente, at kommunen havde forskelsbehandlet ham på grund af køn, fordi kommunen alene udbetalte inflationshjælp til økonomisk udsatte børnefamilier til moderen.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at inflationshjælpen havde karakter af en social sikringsydelse. Udbetalingen af inflationshjælp var således ikke en ”vare” eller ”tjenesteydelse” omfattet af direktivet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser.
Nævnet vurderede herefter, at klagen faldt uden for ligestillingslovens anvendelsesområde, hvorfor nævnet ikke havde kompetence til at behandle klagen.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.