Nyhedsbrev fra Ligebehandlingsnævnet maj 2022
Møde den 5. maj 2022
Styrelse havde ikke handlet i strid med handicapdiskriminationsloven
En mand, der er ordblind, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en telefonisk henvendelse til den indklagede styrelse samt i forbindelse med, at manden ikke kunne indgive en mundtlig klage til styrelsen.
Manden havde rettet telefonisk henvendelse til styrelsen med henblik på at indgive en klage.
Manden oplyste for nævnet, at han ved henvendelsen fik oplyst, at han skulle vente på, at en medarbejder havde tid til at tage imod hans mundtlige klage den efterfølgende uge.
Indklagede bestred at have oplyst manden om, at han kunne indgive en mundtlig klage.
Nævnet vurderede, at manden ikke med det oplyste havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han havde været udsat for ringere behandling i handicapdiskriminationslovens forstand.
Manden fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Nævnet vurderede, at den del af klagen, der vedrørte indgivelse af en mundtlig klage til styrelsen, alene angik det materielle indhold af lovgivning på området, hvoraf det blandt andet fremgår, at klager til styrelsen skal indsendes via en digital klageformular.
Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at loven ikke vedrører det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.
Nævnet kunne derfor ikke behandle denne del af klagen.
Styrelse havde ikke handlet i strid med handicapdiskriminationsloven (j.nr. 20-33347)
Styrelse havde ikke handlet i strid med handicapdiskriminationsloven
En mand, der er ordblind, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en telefonisk henvendelse til den indklagede styrelse samt i forbindelse med, at manden ikke kunne indgive en mundtlig klage til styrelsen.
Manden havde rettet telefonisk henvendelse til styrelsen med henblik på at indgive en klage.
Manden oplyste for nævnet, at han ved henvendelsen fik oplyst, at han skulle vente på, at en medarbejder havde tid til at tage imod hans mundtlige klage den efterfølgende uge.
Indklagede bestred at have oplyst manden om, at han kunne indgive en mundtlig klage.
Nævnet vurderede, at manden ikke med det oplyste havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han havde været udsat for ringere behandling i handicapdiskriminationslovens forstand.
Manden fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Nævnet vurderede, at den del af klagen, der vedrørte indgivelse af en mundtlig klage til styrelsen, alene angik det materielle indhold af lovgivning på området, hvoraf det blandt andet fremgår, at klager til styrelsen skal indsendes via en digital klageformular.
Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at loven ikke vedrører det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.
Nævnet kunne derfor ikke behandle denne del af klagen.
Styrelse havde ikke handlet i strid med handicapdiskriminationsloven (j.nr. 20-35624)
Anmodning om genoptagelse af spørgsmål om tilkendelse af procesrente
En arbejdsgiver anmodede om genoptagelse af spørgsmålet om betaling af procesrente. Arbejdsgiveren var ved nævnets afgørelse af 3. februar 2022 blevet pålagt at betale en godtgørelse på 370.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 16. december 2019, hvor klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Til støtte for anmodningen om genoptagelse gjorde arbejdsgiveren indledningsvist gældende, at Ligebehandlingsnævnet ikke har kompetence til at tilkende procesrente. Arbejdsgiveren gjorde desuden gældende, at procesrenten skulle nedsætte efter rentelovens § 5, stk. 3 med henvisning til nævnets sagsbehandlingstid.
Nævnet vurderede, at sagsbehandlingstiden ikke udgjorde et sådant særligt forhold, der kunne begrunde nedsættelse af procesrenten.
Ligebehandlingsnævnet genoptog derfor ikke sagen.
Anmodning om genoptagelse af spørgsmål om tilkendelse af procesrente (j.nr. 22-12129)
Mand udelukket fra pensionsordning, fordi han modtager tjenestemandspension fra en tidligere ansættelse
En mand klagede over forskelsbehandling på grund af alder og køn i forbindelse med, at han under sin ansættelse som chauffør, var udelukket fra at deltage i en pensionsordning, fordi han modtog tjenestemandspension fra en tidligere ansættelse i Forsvaret.
Af den gældende overenskomst fulgte, at bestemmelserne om pension ikke gælder for pensionerede tjenestemænd fra staten, amter/regioner, kommuner og statsfinansierede eller koncessionerede virksomheder og andre, der får egenpension eller understøttelse fra en pensionsordning, det offentlige har ydet bidrag til.
Højesteret tog i den dom, der er trykt i U. 2021.4240, stilling til, om en bibliotekar, der var udelukket fra at deltage i en pensionsordning, da hun modtog tjenestemandspension, blev forskelsbehandlet på grund af alder.
Af dommens præmisser fremgår blandt andet, at såfremt bibliotekaren havde krav på fortsat at få indbetalt pensionsbidrag samtidig med, at hun fik udbetalt tjenestemandspension, ville hun opnå en retsstilling, som ingen af hendes yngre kolleger under 60 år havde.
Højesteret fandt, at bibliotekaren ikke kunne anses for på grund af sin alder at være blevet stillet ringere end sine yngre kolleger.
Nævnet vurderede, at forholdene i mandens sag ikke på afgørende punkter adskilte sig fra forholdene i den sag, som Højesteret tog stilling til, hvorfor nævnet vurderede, at manden ikke var blevet udsat for ringere behandling i forskelsbehandlingslovens forstand.
Manden fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Nævnet vurderede desuden, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.
Manden fik derfor heller ikke medhold i denne del af klagen.
Mand udelukket fra pensionsordning, fordi han modtager tjenestemandspension fra en tidligere ansættelse
En mand klagede over forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at han var udelukket fra at deltage i en pensionsordning under sin ansættelse som teknisk servicemedarbejder, fordi han modtog tjenestemandspension fra en tidligere ansættelse.
Højesteret tog i den dom, der er trykt i U. 2021.4240, stilling til, om en bibliotekar, der var udelukket fra at deltage i en pensionsordning, da hun modtog tjenestemandspension, blev forskelsbehandlet på grund af alder.
Af dommens præmisser fremgår blandt andet, at såfremt bibliotekaren havde krav på fortsat at få indbetalt pensionsbidrag samtidig med, at hun fik udbetalt tjenestemandspension, ville hun opnå en retsstilling, som ingen af hendes yngre kolleger under 60 år havde.
Højesteret fandt, at bibliotekaren ikke kunne anses for på grund af sin alder at være blevet stillet ringere end sine yngre kolleger.
Nævnet vurderede, at forholdene i mandens sag ikke på afgørende punkter adskilte sig fra forholdene i den sag, som Højesteret tog stilling til, hvorfor nævnet vurderede, at manden ikke var blevet udsat for ringere behandling i forskelsbehandlingslovens forstand.
Manden fik derfor ikke medhold i klagen.
Kommende far kunne ikke få forsikringstilskud til et fødselsforberedelseskursus
En mand klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at det indklagede forsikringsselskab havde afvist at yde ham tilskud til et fødselsforberedelseskursus, som han havde deltaget i.
Det fremgik af forsikringsbetingelserne, at tilskud til fødselsforberedelseskurser var knyttet til den person, der skulle føde eller havde født.
Nævnt henviste til, at lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser ikke var til hinder for bestemmelser om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet, barsel og fødsel.
Det forhold, at forsikringsselskabet kun ydede tilskud til fødselsforberedelseskurser til den person, der skulle føde eller havde født, relaterede sig til spørgsmålet om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet, barsel og fødsel.
Klager fik derfor ikke medhold.
Kommende far kunne ikke få forsikringstilskud til et fødselsforberedelseskursus (j.nr. 20-31190)
Møde den 9. maj 2022
Kvinde blev ikke tildelt særlige eksamensvilkår
Som følge af at en kvinde som barn havde fået amputeret sin ene hånd, søgte hun om særlige eksamensvilkår til eksaminer på det indklagede universitet. Kvinden blev tildelt 25 % forlænget tid, og kunne ikke blive tildelt yderligere, da dette ville forringe eksamens faglige niveau.
Nævnet skulle vurdere, om universitetet havde godtgjort, at tilrettelæggelsen af kvindens eksamen var objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå dette formål var hensigtsmæssige og nødvendige, herunder om universitetet som offentlig institution konkret havde udfoldet rimelige bestræbelser på at sikre ligebehandling af kvinden.
Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte universitetets skøn om, at en forlængelse på mere end 25 % ville forringe eksamens niveau, hvorefter der ikke var grundlag for at tildele kvinden yderligere eksamenstid. Nævnet fandt således, at universitetet havde udfoldet rimelige bestræbelser på at sikre kvinden ligebehandling henset til hendes handicap.
Kvinden fik ikke medhold i sin klage.
Kvinde blev ikke tildelt særlige eksamensvilkår
Stillingsopslag var i strid med annonceringsforbuddet
En studerende født i 1971 havde klaget til Ligebehandlingsnævnet over et stillingsopslag, hvoraf det blandt andet fremgik, at man ville blive en del af et team ”med andre unge studerende”. Den studerende havde også klaget over, at hun ikke kom i betragtning til stillingen.
Nævnet vurderede, at det forhold, at der i stillingsopslaget blev henvist til ”andre” unge studerende indikerede, at den indklagede virksomhed foretrak yngre ansøgere til stillingen. Den studerende fik derfor medhold i, at virksomheden havde overtrådt annonceringsforbuddet.
Nævnet vurderede derudover, at der ikke var oplysninger i sagen, der tyder på, at den studerendes alder var årsag til, at hun ikke kom i betragtning til stillingen hos indklagede, og hun fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Stillingsopslag var i strid med annonceringsforbuddet (j.nr. 20-43404)
Nævnet kunne ikke behandle en klage, der verserede for Advokatnævnet
En mand havde klaget til Ligebehandlingsnævnet over en advokat, som han i forbindelse med en skiftesag havde fået udpeget som bobestyrer af skifteretten.
Manden havde for nævnet oplyst, at advokaten havde udført sexistisk sagsbehandling.
Det fremgik af sagens oplysninger, at manden også havde indbragt en klage over advokaten til Advokatnævnet, og at klagen omhandlede bobestyrerens forskelsbehandling på grund af køn.
Da der verserede en klagesag for Advokatnævnet, kunne nævnet ikke behandle klagen.
Nævnet kunne ikke behandle en klage, der verserede for Advokatnævnet (j.nr. 21-12823)
Begrænsning i svar til klager var ikke udtryk for forskelsbehandling på grund af handicap
En mand, der er ordblind, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at Folketingets Ombudsmand havde besluttet ikke at udarbejde et svar på alle klagers henvendelser.
Folketingets Ombudsmand meddelte den 11. marts 2021 klager, at han de kommende to år ikke kunne forvente at få svar fra ombudsmanden, medmindre hans henvendelser gav anledning til at iværksætte en ombudsmandsundersøgelse.
Folketingets Ombudsmand oplyste for nævnet, at beslutningen blev truffet på baggrund af en afvejning af en række hensyn og omstændigheder, herunder antallet af klagers henvendelser og i hvilket omfang ombudsmanden kunne hjælpe klager. Det indgik desuden ved beslutningen, at det er ombudsmandens ansvar, at den arbejdskraft, der er til rådighed i ombudsmandsinstitutionen bliver brugt mest hensigtsmæssigt.
Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger vurderede nævnet, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han i forbindelse med ombudsmandens beslutning om at begrænse kontakten, eller processen omkring beslutningen, var blevet udsat for ringere behandling på grund af sit handicap.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Klage over indhold og forvaltning af lov
En mand, der er ordblind, klagede til Ligebehandlingsnævnet over en offentlig styrelse. Han mente, at styrelsen havde udsat ham for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med styrelsens forvaltning af en lov, og på grund af indholdet af loven.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klagen alene vedrørte anvendelsen og fortolkningen af regler i anden lov. Ligebehandlingsnævnet kunne derfor ikke behandle klagen.
Klage over indhold og forvaltning af lov (j.nr. 21-6057)
Klage over skiltning på tog og håndtering af klage
En mand, der er ordblind, klagede til Ligebehandlingsnævnet over en Metroselskabet. Han mente, at selskabet havde udsat ham for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med manglende skiltning af togene og i forbindelse med håndteringen af hans henvendelse.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at der ikke var en formodning for, at manden var blevet udsat for forskelsbehandling pga. handicap i forbindelse med håndteringen af hans henvendelse. Manden fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Nævnet vurderede derudover, at den del af klagen, som vedrørte skiltning af tog, angik tilgængelighed. Nævnet kunne derfor ikke behandle denne del af klagen.
Klage over skiltning på tog og håndtering af klage (j.nr. 21-14178)
Tilpasningsforpligtelsen var opfyldt ved tilbud om deltid
En kvindelig bibliotekar, der havde et handicap efter en blodprop i hjernen, blev afskediget under henvisning til omfanget af sit sygefravær efter blodproppen samt usikkerheden om, hvorvidt det var realistisk, at hun kunne vende tilbage på 35 timer om ugen.
Efter blodproppen var klagers arbejdstid over en lang periode blevet trappet gradvist op til 16-18 timer om ugen. Forud for afskedigelsen havde den indklagede kommune tilbudt klager at gå ned i tid til 20 timer om ugen, hvilket hun havde afslået.
Nævnet vurderede, at indklagede, der i en lang periode løbende havde iværksat en række forskelligartede skånehensyn, ved tilbuddet om at ændre klagers arbejdstid til 20 timer om ugen havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse. Klagers helbredsmæssige forhold gjorde det ikke muligt for hende at arbejde 35 timer om ugen, og hun var derfor ikke disponibel i forhold til den arbejdstid, som hun ønskede at fastholde.
Klager fik derfor ikke medhold.
Tilpasningsforpligtelsen var opfyldt ved tilbud om deltid (j.nr. 20-40894)
Opsagde aftale om fuldtidsansættelse efter oplysning om graviditet
En kvinde var ansat som afløser på en restaurant uden fast timetal. Da hun henvendte sig til indklagede om muligheden for at arbejde flere timer, tilbød distriktschefen hende en fuldtidsstilling, hvilket hun takkede ja til. Hun oplyste herefter indklagede, at hun var gravid.
Omkring en måned senere modtog kvinden en ny kontrakt fra indklagede. Kontrakten vedrørte en stilling som afløser med et timetal på minimum 20 timer om måneden, og ansættelsen som afløser, der hidtil havde været tidsubegrænset, var nu tidsbegrænset. Kvinden klagede derfor over forskelsbehandling på grund af køn.
Nævnet lagde til grund, at der var indgået en aftale om fuldtidsansættelse. Nævnet vurderede, at fremsendelsen af en tidsbegrænset kontrakt med et væsentligt lavere timetal end aftalt måtte betragtes som en opsigelse af aftalen om fuldtidsansættelse og dermed en afskedigelse i ligebehandlingslovens forstand.
Indklagede havde ikke løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen ikke var helt eller delvist begrundet i klagers graviditet.
Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse svarende til 6 måneders løn på fuld tid.
Opsagde aftale om fuldtidsansættelse efter oplysning om graviditet (j.nr. 20-39369)
Kommune havde ikke opfyldt sin tilpasningsforpligtelse
En kvinde tiltrådte den 1. november 2018 en stilling som omsorgsmedhjælper i fleksjob i en kommune. Hendes skånehensyn var blandt andet nedsat tid, undgå løft og stationære arbejdsrutiner, samt behov for restitutionsdage.
Kvinden blev den 8. september 2020 afskediget. Begrundelsen herfor var særligt, at man under kvindens ansættelsesperiode forgæves havde forsøgt en række afprøvninger og justeringer for at imødekomme hendes skånebehov med arbejdet. Kvinden var blandt andet blevet fritaget fra at deltage på medarbejdermøder. Hun fik derfor omlagt sin arbejdstid til, at hun fremover skulle arbejde lørdage og søndage hver 6. weekend.
Kommunen lagde på afskedigelsestidspunktet vægt på, at kvinden ikke deltog i medarbejdermøderne. Kommunen havde dog ikke godtgjort, hvorfor kvindens deltagelse i medarbejdermøderne på afskedigelsestidspunktet var af afgørende betydning for kommunen. Omlægningen af kvindens arbejdstid var heller ikke forenelig med kvindens skånehensyn, herunder hendes behov for restitutionsdage. Nævnet vurderede herudover, at kommunen ikke havde dokumenteret, at det ikke var muligt for kvinden at gå yderligere ned i sin ugentlige arbejdstid.
Det var herefter nævnets samlede vurdering, at kommunen ikke havde løftet bevisbyrden for, at kommunen havde levet op til sin tilpasningsforpligtelse.
Kvinden fik derfor medhold i sin klage.
Kommune havde ikke opfyldt sin tilpasningsforpligtelse (j.nr. 20-47683)
Møde den 18. maj 2022
Civil køreprøvesagkyndig fik afslag på at overgå fra fuld tid til deltid
Klager, som er mand, var ansat på fuld tid som civil køreprøvesagkyndig. Klager ansøgte i perioden 2018-2020 i alt tre gange om at overgå fra fuld tid til deltid. Klager fik afslag fra sin arbejdsgiver på alle tre ansøgninger med en begrundelse om ressourcemæssige udfordringer i klagers sektion.
Arbejdsgiveren havde oplyst, at en mandlig kollega til klager fik bevilget deltid i februar 2018, da personalesituationen på ansøgningstidspunktet i november 2017 var anderledes. Arbejdsgiveren havde også oplyst, at en kvindelig kollega til klager fik bevilget deltid i marts 2020, da en nytiltrådt leder på dette tidspunkt ikke var bekendt med de ressourcemæssige udfordringer i klagers sektion.
Nævnet vurderede herefter, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Civil køreprøvesagkyndig fik afslag på at overgå fra fuld tid til deltid (j.nr. 20-45152)
Godtgørelse for repressalier som følge af klage over forskelsbehandling
En mand klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han fik afslag på en stilling som chauffør. Manden var født døv, og afslaget var begrundet med, at den indklagede virksomhed havde behov for, at chaufføren kunne ringe til kunder og afsendere.
Forud for afslaget havde indklagede indgået i en dialog med klager om, hvorvidt der fandtes et system, som medførte, at han ville kunne modtage en telefonsamtale. Indklagede havde også overvejet, om klager med alternative kommunikationsformer ville kunne varetage stillingen som chauffør. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes vurdering af, at de relevante tilpasningsforanstaltninger ville sænke effektiviteten væsentligt og dermed være uforholdsmæssigt byrdefulde for indklagede. Klager fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Nævnet fandt det dog godtgjort, at ejeren af den indklagede virksomhed som reaktion på klagen til nævnet var medvirkende til, at klager blev ekskluderet og blokeret fra en jobsøgningsgruppe for chauffører på Facebook.
Klager fik derfor tilkendt en godtgørelse på 15.000 kr. for repressalier.
Godtgørelse for repressalier som følge af klage over forskelsbehandling (j.nr. 21-856)
Chauffør med hørehandicap fravalgt til stilling som chauffør
En mand klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han fik afslag på en ansøgning til en stilling som chauffør.
Manden var født døv, og afslaget var begrundet i, at arbejdet var meget afhængigt af telefonsamtaler.
Den indklagede virksomhed havde for nævnet redegjort for behovet for telefonisk kommunikation som chauffør hos indklagede. Indklagede havde imidlertid ikke forud for afslaget undersøgt, om klager med rimelige tilpasninger, som eksempelvis hjælpemidler eller ændring af arbejdsmønstre, ville kunne varetage stillingen. Indklagede var heller ikke forud for afslaget indgået i en dialog med klager om, hvorvidt han med de i ansøgningen nævnte hjælpemidler ville kunne varetage stillingen.
Klager fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 15.000 kr.
Ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse indgik det, at der ikke forelå oplysninger om timetallet i stillingen.
Chauffør med hørehandicap fravalgt til stilling som chauffør (j.nr. 20-43498)
Proceduren for foretræde var ikke i strid med handicapdiskriminationsloven
En mand, der er ordblind, klagede til Ligebehandlingsnævnet. Han mente, at han var blevet udsat for forskelsbehandling pga. sit handicap, fordi han ikke kunne skrive spørgsmål ned i forbindelse med foretræde, og fordi han havde svært ved at huske spørgsmålene. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at der ikke var oplysninger i sagen, der tydede på, at manden var blevet behandlet ringere på grund af sit handicap. Manden fik derfor ikke medhold i klagen.
Proceduren for foretræde var ikke i strid med handicapdiskriminationsloven (j.nr. 21-32023)
Ligebehandlingsnævnet kunne ikke behandle spørgsmål om opkrævning af vederlag fra ordblind
En mand, der er ordblind, klagede til Ligebehandlingsnævnet. Han mente, at han var blevet udsat for forskelsbehandling pga. sit handicap ifm. udformningen af Rigsarkivets hjemmeside, og fordi Rigsarkivet tog vederlag for sin bistand.
Nævnet lagde vægt på, at muligheden for opkrævning af vederlag var reguleret ved lov, og at udformningen af hjemmesiden angik webtilgængelighed. Nævnet vurderede derfor, at klagerne ikke kunne behandles af nævnet.
Ligebehandlingsnævnet kunne ikke behandle spørgsmål om handicaptillæg
En mand, der er ordblind, klagede til Ligebehandlingsnævnet. Han mente, at han var blevet udsat for forskelsbehandling pga. sit handicap, fordi han ikke kunne få handicaptillæg. Han mente også, at han var blevet udsat for forskelsbehandling pga. sit handicap, fordi ikke blev stillet igennem til ledelsen, da han henvendte sig til myndigheden.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klagen over handicaptillæg vedrørte anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning. Nævnet kunne derfor ikke behandle denne del af klagen.
Nævnet vurderede desuden, at klagen over myndighedens håndtering af mandens henvendelse vedrørte tilgængelighed. Nævnet kunne derfor heller ikke behandle denne del af klagen.
Ligebehandlingsnævnet kunne ikke behandle spørgsmål om handicaptillæg (j.nr. 21-29022)
Formandsafgørelser maj 2022
Afslag på ansættelse som følge af afholdelse af orlov
En jurist søgte en stilling ved det indklagede ministerium. Ved ansættelsessamtalen oplyste juristen, at han var på orlov til den 23. juni 2021, og derfor ikke kunne starte før. Efterfølgende modtog han skriftlig afslag på ansøgningen, hvori det var nævnt, at indklagede havde behov for en person, der kunne starte hurtigst muligt. Det var ikke nævnt, at juristen ikke var den bedst egnede til stillingen.
Nævnet vurderede, at juristen havde været udsat for direkte forskelsbehandling på grund af køn, da han var blevet afvist som følge af sin orlov. Juristen blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr. Afgørelsen er truffet af et medlem af ligebehandlingsnævnets formandskab.
Afslag på ansættelse som følge af afholdelse af orlov (j.nr. 21-19116)
Ej tilbudt stilling
En mand søgte en stilling ved den indklagede virksomhed, men blev ikke tilbudt ansættelse. Manden gjorde gældende, at han var ungarsk kristen, og at det var derfor, at han ikke blev tilbudt ansættelse.
Nævnet vurderede, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af religion eller tro. Nævnet lagde særlig vægt på, at han ikke havde dokumenteret, at hans religion havde betydning for virksomhedens beslutning om ikke at tilbyde ham ansættelse.
Manden fik ikke medhold. Afgørelsen blev truffet af et medlem af ligebehandlingsnævnets formandskab.
Ej tilbudt stilling (j.nr. 21-17500)
Overenskomstmæssige aftaler om orlov ikke forskelsbehandling
En mand gjorde gældende, at det var forskelsbehandling på grund af køn, at han ikke kunne få samme mængde orlov med løn som en nybagt mor efter ”Aftale om fravær af familiemæssige årsager” som indgået mellem de centrale overenskomstparter på det regionale område.
Det fremgår af Ligebehandlingsloven, at dens bestemmelser ikke er til hinder for indførelse eller opretholdelse af gunstigere bestemmelser om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at det forhold, at der gælder forskellige regler for, hvornår en mor og en far kan modtage løn under fravær efter aftalen relaterede sig til spørgsmålet om beskyttelse af kvinder i forbindelse med graviditet og moderskab.
Manden fik på denne baggrund ikke medhold.
Overenskomstmæssige aftaler om orlov ikke forskelsbehandling (j.nr. 21-19108)
Nævnet kunne ikke behandle en klage over afslag på dækning af merudgifter til servicehund
En kvinde, som var bevilget en servicehund som hjælpemiddel efter lov om social service klagede over, at hun havde fået afslag på dækning af merudgifter til blandt andet forsikringer, dyrlægeregninger, foder, kurv, bur, snor, sele, halsbånd og hundetegn.
Ankestyrelsen var indklaget i sagen, og Ligebehandlingsnævnets sekretariat var derfor myndighedsinhabilt. I stedet stod Kammeradvokaten for den indledende sagsbehandling.
Nævnet vurderede, at klagen vedrørte anvendelse og fortolkning af reglerne i anden lovgivning, og at klager derfor faldt uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.
Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen. Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.
Nævnet kunne ikke behandle en klage over afslag på dækning af merudgifter til servicehund
En kvinde, som var bevilget en servicehund som hjælpemiddel efter lov om social service klagede over, at hun havde fået afslag på dækning af merudgifter til blandt andet forsikringer, dyrlægeregninger, foder, kurv, bur, snor, sele, halsbånd og hundetegn.
Ankestyrelsen var indklaget i sagen, og Ligebehandlingsnævnets sekretariat var derfor myndighedsinhabilt. I stedet stod Kammeradvokaten for den indledende sagsbehandling.
Nævnet vurderede, at klagen vedrørte anvendelse og fortolkning af reglerne i anden lovgivning, og at klager derfor faldt uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.
Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen. Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.
Ikke forskelsbehandling at blive registreret som ”ikke-vestlig indvandrer”
En mand klagede over, at han i kommunens jobcenter blev registreret som ”ikke-vestlig indvandrer” i forbindelse med udfyldelsen af et forberedelsesskema.
Ligebehandlingsnævnet har tidligere i sag 20-25601 vurderet, at det ikke var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse at anvende borgerens herkomst i skemaet. Nævnet vurderede derfor i denne sag, at manden ikke havde været udsat for forskelsbehandling.
Manden fik ikke medhold i sin klage. Afgørelsen blev truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Ikke forskelsbehandling at blive registreret som ”ikke-vestlig indvandrer” (j.nr. 21-3728)
Klager havde ikke retlig interesse
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af handicap. Hun gjorde gældende, at hun som følge af indholdet af fødevarehygiejnebekendtgørelsen og Fødevarestyrelsens hjemmeside samt styrelsens øvrige vejledning til fødevarevirksomheder oplevede at blive afvist fra restauranter og butikker med sin servicehund.
Uanset at klager havde en servicehund som hjælpemiddel, vurderede nævnet, at klager ikke i forbindelse med hverken indholdet af fødevarehygiejnebekendtgørelsen eller Fødevarestyrelsens vejledning til virksomheder, herunder på styrelsens hjemmeside, havde været direkte berørt af den påståede forskelsbehandling på en sådan måde, at hun havde en individuel og aktuel interesse i sagen.
Det indgik ved nævnets vurdering, at et eventuelt krav om godtgørelse for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en konkret afvisning af klager, fordi hun havde medbragt sin servicehund, ville skulle rettes mod den pågældende virksomhed.
Som følge af manglende retlig interesse kunne nævnet derfor ikke behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Klager havde ikke retlig interesse (j.nr. 21-26830)
Virksomhed ønskede ikke at ansætte voksenelever
En mand klagede over forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at han fik afslag på en ansøgning som speditørelev hos den indklagede virksomhed.
Manden var på ansøgningstidspunktet 33 år. Afslaget var begrundet med, at virksomheden ikke ønskede at ansætte voksenelever.
Nævnet vurderede på den baggrund, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at afslaget var begrundet i klagers alder. Indklagede havde ikke løftet bevisbyrden for, at klagers alder ikke indgik ved beslutningen om at meddele netop klager afslag på stillingen som elev.
Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Virksomhed ønskede ikke at ansætte voksenelever (j.nr. 21-20867)
Placering i nyt team i samme afdeling var ikke ringere behandling for så vidt angår arbejdsvilkår
En mand klagede over forskelsbehandling på grund af køn og etnisk oprindelse i forbindelse med, at han blev placeret i et nyt team efter sin tilbagevenden til arbejdet efter endt uddannelsesorlov.
Nævnet vurderede, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han ved placeringen i et andet team i samme afdeling havde været udsat for ringere behandling for så vidt angår arbejdsvilkår.
Klageren havde i øvrigt ikke påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at hans køn eller etniske oprindelse indgik ved indklagedes beslutning om, hvor han skulle placeres efter endt orlov.
På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i sin klage, og nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Virksomhed søgte medarbejdere på 16-30 år
En 43-årig kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at den indklagede virksomhed søgte medarbejdere på 16-30 år.
Nævnet vurderede, at indklagede ved stillingsopslaget havde handlet i strid med forbuddet mod annoncering efter personer af en bestemt alder.
Da klager ikke havde søgt stillingen, var der ikke grundlag for at fastslå, at hun som ansøger til en ledig stilling var blevet forskelsbehandlet på grund af alder. Hun blev derfor ikke tilkendt en godtgørelse.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Virksomhed søgte medarbejdere på 16-30 år (j.nr. 21-36736)
Kvinde afvist ved barbersalon
En kvinde med kort hår påstod, at hun den indklagede barbersalon ikke ville klippe hende, da hun var kvinde. Den indklagede barbersalon påstod, at man gerne ville klippe kvinden, men at man havde oplyst hende om, at det ikke var virksomhedens specialitet at klippe kvinder.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at en afgørelse af, om kvinden havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn, krævede bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Nævnet afviste derfor at behandle sagen. Afgørelsen blev truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.