Nyhedsbrev fra Ligebehandlingsnævnet juni 2022
Møde den 2. juni 2022
Manglende oplysninger til brug af Plustur var forskelsbehandling
En blind mand skulle benytte sig af offentlig trafik, og fik via Rejseplanen oplyst, at han på sin rute skulle benytte sig af Plustur. Plustur er flextrafik og en samkørselsordning. Manden har oplyst, at han ikke kunne få at vide, hvor Plustur-bilen præcist ville afhente ham. Det indklagede trafikselskab har oplyst, at kunden fik en adresse oplyst, hvor afhentningen ville foregå f.eks. på en station, og at chaufføren ville kontakte kunden, såfremt man ikke kunne finde denne.
Som sagen var oplyst for nævnet lagde nævnet til grund, at manden ikke telefonisk, via rejseplanen eller hjemmesiden fik oplysning om, at chaufføren ville ringe ham op, såfremt han ikke kunne finde bilen.
Nævnet vurderede herefter, at selskabet ikke havde løftet bevisbyrden for, at den indirekte forskelsbehandling af manden var objektivt begrundet i et sagligt formål, der var nødvendigt for at opnå formålet, og at der var et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen var for manden, der blev stillet ringere.
Manden fik herefter medhold i klagen, og blev tilkendt en godtgørelse på 10.000 kr.
Manglende oplysninger til brug af Plustur var forskelsbehandling (j.nr. 20-37685)
Løbende vurdering af det rette skoletilbud var ikke forskelsbehandling på grund af handicap
En mor klagede på vegne af sin mindreårige søn over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med den indklagede kommunes visitering af klager til specialskole samt kommunens sagsbehandling.
Klager led af infantil autisme og havde hidtil været indskrevet på den lokale distriktsskole i et BUF-flex-skoletilbud for børn med vidtgående indlæringsvanskeligheder. Da kommunen vurderede, at hans trivsel og udvikling ikke blev understøttet i dette skoletilbud, blev han visiteret til specialskole, hvilket forældrene ikke ønskede.
Nævnet vurderede, at den del af klagen, der vedrørte indklagedes visitering af klager til specialskole, herunder anvendelsen af en udarbejdet DPU-test som led i denne beslutning, alene drejede sig om indklagedes anvendelse og fortolkning af reglerne i anden lovgivning. Nævnet kunne derfor ikke behandle denne del af klagen.
Nævnet kunne derimod godt tage stilling til den del af klagen, som vedrørte kommunens løbende vurdering af, om skoletilbuddet i distriktsskolen med en BUF-flex-ordning var det rette skoletilbud for klager.
Reglerne om løbende vurdering af skoletilbuddet til børn, der modtager specialpædagogisk bistand, følger af en bekendtgørelse. Nævnet er ikke afskåret fra at behandle en klage over forskelsbehandling på grund af handicap ved anvendelse af regler på bekendtgørelsesniveau.
Klager havde dog ikke påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at klager ved de løbende vurderinger var blevet udsat for ringere behandling. Nævnet lagde vægt på, at den årlige undersøgelse og vurdering netop blev foretaget for at sikre, at det eksisterende skoletilbud fortsat var det rette for klager ud fra hans aktuelle funktionsniveau.
Klager fik derfor ikke medhold.
Nævnet kunne ikke behandle klage over tilgængelighed
En mand, der er ordblind, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han ved en telefonisk henvendelse til det indklagede ministerium blev bedt om at rette skriftlig henvendelse.
Manden oplyste, at medarbejderen hos ministeriet havde sagt, at manden da måtte have en ven, der kunne hjælpe ham med at skrive ind.
Nævnet anførte, at klagen efter det oplyste angik muligheden for telefonisk kontakt til det indklagede ministerium.
Efter oplysningerne i sagen fandt nævnet, at klagen vedrørte tilgængelighed. Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.
Nævnet kunne ikke behandle klage over tilgængelighed (j.nr. 21-26383)
Klage over manglende hjælp til at indgive skriftlig klage
En mand, der er ordblind, klagede til Ligebehandlingsnævnet over en offentlig myndighed. Han mente, at myndigheden havde udsat ham for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han ved telefonisk henvendelse til myndigheden ikke fik hjælp til at indgive en klage via myndighedens hjemmeside.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klagen vedrørte et spørgsmål om tilgængelighed. Da handicapdiskriminationsloven ikke indebærer en pligt til tilgængelighed, kunne nævnet ikke behandle klagen.
Klage over manglende hjælp til at indgive skriftlig klage (j.nr. 20-42630)
Håndtering af ordblind persons telefoniske henvendelse
En mand, der er ordblind, klagede til Ligebehandlingsnævnet over en offentlig myndighed. Han mente, at myndigheden havde udsat ham for forskelsbehandling på grund af handicap under en telefonsamtale. Manden oplyste, at han under samtalen havde fået at vide, at han skulle skrive, hvis han ønsklede kontakt til myndigheden, selvom han havde oplyst, at han var ordblind. Myndigheden oplyste, at ingen medarbejdere huskede at have haft den samtale, som manden henviste til.
Nævnet vurderede, at mundtlige parts- og vidneforklaringer måtte være nødvendige for en afklaring af sagens faktiske omstændigheder. Da en sådan bevisførelse ikke kan foretages af nævnet, afviste nævnet at behandle klagen.
Håndtering af ordblind persons telefoniske henvendelse (j.nr. 20-40953)
Klage over opsætning af it-løsning
En mand, der er ordblind, klagede til Ligebehandlingsnævnet over en offentlig myndighed. Han mente, at myndigheden havde udsat ham for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at vejledningen til opsætning af myndighedens it-løsning var på skrift.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klagen vedrørte et spørgsmål om tilgængelighed. Da handicapdiskriminationsloven ikke indebærer en pligt til tilgængelighed kunne nævnet ikke behandle klagen.
Klage over opsætning af it-løsning (j.nr. 21-36938)
Chauffør med hørehandicap tilkendt godtgørelse for afslag på ledig stilling
En mand, der er født døv, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han fik afslag på en stilling som lastbilchauffør.
Klager var blevet indkaldt til en jobsamtale til en af fire ledige stillinger som chauffør. Indklagede aflyste dog samtalen med henvisning til, at de efterfølgende var blevet opmærksom på, at klager kun kommunikerede gennem tegnsprog og skrift, og at al kommunikation med indklagedes kunder og salgspersonale foregik i tale. Efterfølgende blev klager dog på ny indkaldt til samtale, men fik senere afslag på stillingen.
Da jobsamtalen indledningsvist var blevet aflyst med henvisning til klagers hørehandicap, havde klager påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han har blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han efterfølgende blev fravalgt til stillingen.
Indklagede havde for nævnet redegjort for deres kriterier for udvælgelsen af kandidater til de ledige stillinger. Nævnet vurderede dog, at indklagede ikke havde løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Nævnet lagde vægt på baggrunden for den indledningsvise aflysning af samtalen, og at indklagede ikke forud for det ikke nærmere begrundede afslag på stillingen undersøgte mulighederne for, at klager med rimelige tilpasninger ville kunne varetage stillingen.
Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr.
Chauffør med hørehandicap tilkendt godtgørelse for afslag på ledig stilling (j.nr. 20-43544)
Afskedigelse af beskæftigelseskonsulent
En beskæftigelseskonsulent blev afskediget fra sin stilling hos den indklagede kommune. Afskedigelsen var begrundet i, at det ikke havde været muligt at sikre et match mellem klager og den øvrige medarbejdergruppe. Det fremgik af klagers lægelige oplysninger, at han på grund af ADHD og Aspergers Syndrom havde svært ved at etablere og fastholde sociale relationer. Klager havde derfor påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Det påhvilede herefter den indklagede kommune at bevise, at forpligtelsen til at foretage rimelig tilpasning var opfyldt.
Efter det oplyste havde klager og den indklagede kommune været i dialog om en omplacering af klager til en anden afdeling hos den indklagede kommune. Der var for nævnet tvivl om, hvorvidt den indklagede kommune havde tilbudt klager en stilling i den anden afdeling, og hvorvidt klager havde været disponibel i forhold til en ansættelse i afdelingen. Nævnet vurderede derfor, at det var nødvendigt for sagens afgørelse, at der blev ført bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Dette kunne ikke ske for nævnet, men måtte ske for domstolene.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afskedigelse af beskæftigelseskonsulent (j.nr. 20-43625)
Kvinde blev på grund af handicap ansat på tidsbegrænsede kontrakter
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af handicap. Kvinden var ansat i fleksjob som uddannelseskonsulent hos den indklagede virksomhed. Kvinden led af en kronisk hjertelidelse og havde blandt andet skånehensyn i form af nedsat arbejdstid. I perioden fra 1. juni 2015 til 1. juni 2019 blev kvinden i alt ansat fire gange med tidsbegrænsede ansættelseskontrakter af den indklagede virksomhed.
Ved en jobtilfredshedssamtale oplyste den indklagede virksomhed til kvinden, at de tidsbegrænsede ansættelser skyldtes kvindens helbred. Kvinden havde herefter påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Det påhvilede herefter indklagede at løfte bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. ¬¬Indklagede havde for nævnet oplyst, at de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter var begrundet i indklagedes økonomi. Nævnet vurderede imidlertid, at indklagede ikke havde løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket, da det ikke var nærmere dokumenteret, at de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter var begrundet i indklagedes økonomi.
Kvinden fik derfor medhold i sin klage.
Kvinde blev på grund af handicap ansat på tidsbegrænsede kontrakter (j.nr. 20-40871)
Elev afskediget efter at have fremsat krav om ligebehandling
En kvindelig farmakonomelev havde under sin prøvetid følt sig udsat for sexchikane af en mandlig kollega. Eleven havde under et møde den 31. januar 2020 oplyst indklagede om de uønskede tilnærmelser fra kollegaen. Eleven blev afskediget senere samme dag. Indklagede havde oplyst, at afskedigelsen var begrundet i, at elevens opførsel og hendes forhold til kollegaen var uacceptabelt.
Nævnet vurderede, at en afgørelse af, om eleven var blevet udsat for sexchikane, forudsatte, at der blev ført bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.
Nævnet afviste derfor at behandle denne del af klagen.
I forhold til afskedigelsen af eleven, efter at hun havde fremsat krav om ligebehandling, vurderede nævnet, at der var en sådan tæt tidsmæssig sammenhæng mellem elevens orientering om den påståede sexchikane og afskedigelsen af hende, at hun havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at der var udøvet forskelsbehandling.
Nævnet vurderede, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.
Eleven fik derfor medhold i denne del af klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 75.000 kr.
Elev afskediget efter at have fremsat krav om ligebehandling (j.nr. 20-41338)
Møde den 13. juni 2022
Taxachauffør afskediget da han fyldte 70 år
En mand klagede over forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at han blev afskediget fra sin stilling som fastansat taxachauffør.
Afskedigelsen var begrundet i, at klager var fyldt 70 år, og den indklagede virksomhed erkendte, at klager var blevet afskediget på grund af alder.
Klager fik derfor medhold i, at afskedigelsen var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder og blev tilkendt en godtgørelse på 180.000 kr., svarende til 6 måneders løn.
Nævnet vurderede, at det ikke kunne føre til en anden vurdering af godtgørelsens størrelse, at klager efter den skete forskelsbehandling blev tilbudt og accepterede genansættelse i stillingen.
Taxachauffør afskediget da han fyldte 70 år (j.nr. 20-55807)
Afklaring af chikane og afskedigelse forudsatte mundtlige parts- og vidneforklaringer
En kvinde har oplyst, at siden hun blev tilkendt fleksjob havde hun været udsat for chikane, psykisk vold, pres og mobning fra forskellige ledere ved den indklagede kommune. Kvinden har videre oplyst, at hun blev afskediget som følge af denne personlige chikane.
Kommunen har oplyst, at man ikke kan genkende kvindens beskrivelser af hændelsesforløbet, og at kvinden blev afskediget som følge af vurdering af alle medarbejdere baseret på kriterierne; faglig fleksibilitet, faglighed og kvalitet i opgaveløsningen.
Efter sagens oplysninger vurderede nævnet, at der var tvivl om forløbet af kvindens ansættelsesforhold samt reelle baggrund for afskedigelsen. En afklaring heraf forudsatte mundtlige parts- og vidneforklaringer, der ikke kunne ske ved nævnet, men måtte ske ved domstolene.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Studievejleder på barselsorlov afskediget
En kvindelig studievejleder blev afskediget under sin barselsorlov. Hun klagede derfor over forskelsbehandling på grund af køn.
Afskedigelsen fandt sted som led i en sparerunde på den indklagede uddannelsesinstitution, hvor der i studievejledningen skulle afskediges to ud af ti studievejledere. Kort forud for, at behovet for besparelser stod klart for indklagede, var der blevet ansat en ny studievejleder, som dog ikke blev afskediget. Da den nye studievejleder selv opsagde sin stilling, blev klagers opsagte kollega tilbudt genansættelse.
Indklagede begrundede afskedigelsen af klager med, at hun var den mindst erfarne studievejleder blandt sine kollegaer. Indklagede havde ikke for nævnet fremlagt et indstillingsskema vedrørende klager, som indklagede oplyste at have udarbejdet forud for afskedigelsen. Indklagede havde for nævnet alene fremlagt et udateret sammenligningsskema vedrørende klager og hendes kollegaer. Klager havde anført, at skemaet indeholdt oplysninger, som ikke var gældende på afskedigelsestidspunktet, hvilket indklagede ikke havde bestridt.
Nævnet vurderede, at indklagede ikke havde løftet bevisbyrden for, at klagers fravær efter barselsloven ikke helt eller delvist indgik i beslutningen om at afskedige hende.
Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse svarende til 9 måneders løn.
Studievejleder på barselsorlov afskediget (j.nr. 20-39288)
Kvindes tilknytning som frivillig museumsvært afbrudt med henvisning til, at museet ønskede en anden sammensætning af køn og alder
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af køn og alder i forbindelse med, at hendes tilknytning som frivillig museumsvært hos et museum blev bragt til ophør.
Museet havde i en mail til kvinden skrevet, at der var truffet beslutning om at etablere et frivilligkorps sammensat på en anden måde, og at museet ønskede en blanding af aldre og køn.
Nævnet vurderede, at klagers ulønnede tilknytning som frivillig museumsvært efter sin karakter ikke var omfattet af forskelsbehandlingsloven.
Nævnet kunne derfor ikke behandle den del af klagen, der vedrørte forskelsbehandling på grund af alder.
I forhold til klagen over forskelsbehandling på grund af køn, vurderede nævnet indledende, at klagers ulønnede tilknytning som frivillig museumsvært ikke var omfattet af ligebehandlingsloven. Nævnet behandlede derfor klagen efter ligestillingsloven.
Nævnet vurderede, at museet ved beslutningen om at bringe kvindens tilknytning som frivillig museumsvært til ophør med henvisning til, at museet ønskede en anden sammensætning af køn, udsatte kvinden for direkte forskelsbehandling på grund af køn.
Museet, som havde oplyst, at ophøret af tilknytningen som frivillig museumsvært var en beklagelig fejl, havde ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.
Kvinden fik derfor medhold i denne del af klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr.
Kvindelige indsatte blev ikke tilbudt forældregruppesamtaler
En kvinde klagede over påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun under sin afsoning ikke blev tilbudt forældregruppeforløb på lige vilkår med de mandlige indsatte i fængslet. Nævnet vurderede, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for direkte forskelsbehandling på grund af køn. Det påhvilede herefter Kriminalforsorgen at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Nævnet bemærkede, at Kriminalforsorgen ikke havde dokumenteret, at man havde tilbudt de kvindelige indsatte mulighed for at deltage i aktiviteter af en karakter, der kunne sammenlignes med tilbuddet om forældregrupper til de mandlige indsatte. Kriminalforsorgen havde derfor ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Kvinden fik derfor medhold i denne del af klagen.
Kvinden klagede videre over påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med mandlige og kvindelige indsattes beskæftigelsesmuligheder. Kvinden oplyste, at de tilbudte beskæftigelsesmuligheder fastholdt kvindelige indsatte i kønsdiskriminerende mønstre. Kriminalforsorgen oplyste, at alle indsatte i fængslet, uanset køn, havde samme muligheder for beskæftigelse. Nævnet vurderede efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Kvinden fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Kvindelige indsatte blev ikke tilbudt forældregruppesamtaler (j.nr. 20-46070)
Klager havde udvist retsfortabende passivitet
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun blev afskediget fra sin stilling som farmakonom.
Klagen om forskelsbehandling blev først indbragt til nævnet mere end 2,5 år efter afskedigelsen. I den mellemliggende periode havde klager forfulgt et krav om brud på overenskomsten i forbindelse med afskedigelsen uden at gøre et selvstændigt krav om godtgørelse som følge af ulovlig forskelsbehandling gældende eller tage forbehold herom.
Nævnet vurderede, at klager havde udvist retsfortabende passivitet, og at hun derfor havde fortabt retten til at gøre et eventuelt krav gældende som følge af påstået ulovlig forskelsbehandling.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Klager havde udvist retsfortabende passivitet (j.nr. 20-40977)
Klager havde ikke dokumenteret, at han havde et handicap
En lærer klagede over forskelsbehandling pga. handicap i forbindelse med, at han var blevet afskediget fra sin stilling. Manden havde været sygemeldt i længere tid efter en arbejdsulykke, som havde medført smerter i ryggen.
Nævnet vurderede, at manden ud fra oplysningerne i sagen, særligt de manglende lægelige oplysninger, ikke havde dokumenteret, at han har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Manden fik derfor ikke medhold i sin klage.
Klager havde ikke dokumenteret, at han havde et handicap (j.nr. 20-43690)
Afvist pga. manglende brug af mundbind
En kvinde klagede til Ligebehandlingsnævnet over, at hun var blevet afvist fra en café, fordi hun ikke bar mundbind. Kvinden oplyste, at hun af helbredsmæssige årsager ikke kunne bære mundbind.
Kvinden blev afvist på et tidspunkt, hvor der var indført krav om brug af mundbind. Kravet om brug af mundbind blev indført som en midlertidige restriktion på grund af covid-19 pandemien.
Nævnet vurderede at barriereren i form af kravet om brug af mundbind ikke havde en tilstrækkelig lang varighed til at være omfattet af beskyttelsen i handicapdiskriminationsloven.
Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen.
Afvist pga. manglende brug af mundbind (j.nr. 20-55377)
Nævnet kunne ikke behandle klage over tilgængelighed
En mand, der er ordblind, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han ved en telefonisk henvendelse til den indklagede myndighed blev henvist til at skrive en e-mail.
Manden havde kontaktet myndigheden med henblik på at få hjælp til myndighedens hjemmeside.
Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at der ikke med loven bliver stillet yderligere krav til tilgængelighed, end hvad der til enhver tid gælder efter anden lovgivning.
Nævnet vurderede, at klagen vedrørte tilgængelighed. Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.
Nævnet kunne ikke behandle klage over tilgængelighed (j.nr. 20-28236)
Kommunes tilsynsbesøg faldt uden for lovens anvendelsesområde
En mand klagede over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med et tilsynsbesøg fra den indklagede kommune på mandens arbejdsplads.
Manden gjorde blandt andet gældende, at han i forbindelse med tilsynsbesøget blev gjort opmærksom på, at han ikke var etnisk dansk, og at han ikke havde dansk, som sit primære sprog. Den indklagede kommune afviste at dele mandens oplevelse af tilsynsbesøget.
Nævnet vurderede, at kommunens tilsynsbesøg, der blev aflagt efter reglerne i dagtilbudsloven, ikke var omfattet af anvendelsesområdet for lov om etnisk ligebehandling. Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.
Kommunes tilsynsbesøg faldt uden for lovens anvendelsesområde (j.nr. 20-40985)
En kvinde med tørklæde blev ikke tilbudt vagter i et bageri
En kvinde havde klaget over, at hun ikke fik tilbudt vagter på sin arbejdsplads, et bageri, efter hun havde oplyst, at hun var begyndt at bære tørklæde.
Da kvinden henvendte sig til ejeren af det indklagede bageri, blev hun spurgt ind til, om hun kunne undgå at bære tørklæde, da ejeren vidste, at det gjorde nogle kunder utrygge.
Nævnet vurderede, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for direkte forskelsbehandling på grund af sin religion.
Indklagede havde ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.
Kvinden fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 12.000 kr.
En kvinde med tørklæde blev ikke tilbudt vagter i et bageri (j.nr. 20-51195)
Møde den 22. juni 2022
Afvejninger før sagen kunne realitetsbehandles faldt ikke naturligt under Ligebehandlingsnævnet, nævnet afviste at behandle klagen
Den indklagede ambassade søgte efter en chauffør, der skulle være mellem 25 og 35 år gammel. Klager, der ønskede at søge stillingen, fik afslag, da han var over 35 år gammel.
Nævnet vurderede, at de afvejninger, der skulle foretages, før sagen eventuelt kunne realitetsbehandlet omfattede både folkeretlige regler og kompetencemæssige vurderinger. Disse afvejninger henhørte ikke naturligt under Ligebehandlingsnævnets område, men måtte ske under domstolene.
Klagen var derfor ikke egnet til afgørelse i Ligebehandlingsnævnet, hvorfor nævnet afviste at behandle klagen.
Pligtmæssig fratrædelsesalder i tjenestemandslovens § 34, stk. 2, var ikke i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder
Klagen angik forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en tjenestemandsansat retsassessor blev afskediget til udgangen af den måned, hvor han fyldte 70 år. Afskedigelsen skete med henvisning til tjenestemandslovens § 34, stk. 2.
Nævnet fastslog, at den pligtmæssige fratrædelsesalder i tjenestemandslovens § 34, stk. 2, ikke er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder.
Nævnet vurderede således, at den pligtmæssige fratrædelsesalder er objektivt begrundet i et legitimt formål om blandt andet at sikre domstolenes uafhængighed, kvaliteten i domstolenes afgørelser og tilliden til domstolene. Den pligtmæssige fratrædelsesalder er desuden hensigtsmæssig og nødvendig for at opnå disse formål.
Ved vurderingen af nødvendigheden lagde nævnet vægt på, at det som følge af de særlige regler om afskedigelse af dommere og tjenestemandsansatte jurister er vanskeligt at afskedige en medarbejder, der som følge af alderssvækkelse ikke længere kan varetage stillingen med den fornødne kvalitet. Nævnet lagde også vægt på, at den valgte alder for pligtmæssig fratræden på 70 år overstiger den aktuelle folkepensionsalder, og at fratrådte dommere og tjenestemandsansatte jurister ved domstolene dermed er sikret et forsørgelsesgrundlag i form af folkepension.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Afvist da sagens afgørelse afhang af parts- og vidneforklaringer, da der var uklarheder om sygdom og tilpasninger
En socialpædagog led som følge af en trafikulykke af en ryglidelse. Socialpædagogen led tillige af PTSD kausalt relateret til trafikulykken. Socialpædagogen blev afskediget under henvisning til sit sygefravær og manglende udsigt til bedring.
Det var for nævnet uklart, hvornår socialpædagogens psykiske lidelse konkret medførte funktionsbegrænsninger for hende, herunder om dette var tilfældet allerede forud for sygefraværssamtalen af 14. juni 2019, hvor hendes psykiske udfordringer blev omtalt. Endelig var det for nævnet uklart, hvilke konkrete tilpasninger den indklagede kommune foreslog socialpædagogen forud for afskedigelsen, herunder hvorvidt de allerede tilbudte og iværksatte tilpasninger blev overholdt i hverdagen.
Da disse spørgsmål, som er af afgørende betydning for sagens afgørelse, alene kunne afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer, afvises sagen, da en sådan bevisførelse ikke kunne ske for Ligebehandlingsnævnet, men måtte ske for domstolene.
Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle sagen.
Ikke prognose for lang varighed af funktionsbegrænsninger efter skulderskade
En mand klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelse.
Manden var pædagog/lærer på et bosted for personer med autisme, hvor han ved to forskellige episoder med en udadreagerende borger fik en skade på den samme skulder.
Nævnet lagde til grund, at klager ikke havde konkrete funktionsbegrænsninger efter den første skulderskade. Nævnet vurderede, at funktionsbegrænsningerne efter den anden skulderskade ikke havde haft en lang varighed på afskedigelsestidspunktet, hvor der var forløbet omkring 5 måneder efter den seneste skade. Der forelå ikke på afskedigelsestidspunktet oplysninger, der nærmere fastslog den forventede varighed af klagers begrænsninger efter den seneste skade. Klager havde derfor ikke godtgjort, at han på afskedigelsestidspunktet havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Da vurderingen af prognosen for varigheden skal foretages på afskedigelsestidspunktet, kunne det ikke føre til en anden vurdering, at klager ifølge senere udarbejdede helbredsmæssige oplysninger havde gener fra skulderen i en længere periode efter afskedigelsen.
Klager fik derfor ikke medhold.
Ikke prognose for lang varighed af funktionsbegrænsninger efter skulderskade (j.nr. 20-46995)
Lærer fik medhold i klage over afskedigelse på grund af handicap
En lærer fik i 2019 konstateret sygdommen Systemisk Lupus Erythematosus (SLE). Læreren blev den 2. oktober 2019 sygemeldt, hvorefter hun den 31. marts 2020 blev afskediget. Afskedigelsen var blandt andet begrundet i lærerens sygefravær. ¬¬Nævnet vurderede, at læreren havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Det påhvilede herefter den indklagede kommune at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket, herunder at kommunen havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse.
Den indklagede kommune gjorde gældende, at læreren var kompetent og egnet, men ikke disponibel til at varetage de væsentligste funktioner i stillingen. Kommunen havde dog ikke konkret inden afskedigelsen undersøgt eller afprøvet, om læreren fortsat kunne varetage sine arbejdsfunktioner som lærer med relevante tilpasningsforpligtelser. Nævnet vurderede på den baggrund, at kommunen ikke havde løftet bevisbyrden for, at det ikke var muligt at beholde kvinden i stillingen som lærer ved en rimelig tilpasning af hendes arbejdsforhold.
Læreren fik derfor medhold i sin klage.
Lærer fik medhold i klage over afskedigelse på grund af handicap (j.nr. 20-43799)
Mand mente følger af ressourceforløbsydelse var forskelsbehandling på grund af handicap
En mand, der var blevet tilkendt ressourceforløbsydelse af sin kommune, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap.
Manden gjorde gældende, at en række af følgerne af at modtage ressourceforløbsydelse, fx at manden ikke kunne få tidsubegrænset opholdstilladelse og dansk statsborgerskab var udtryk for forskelsbehandling på grund af handicap.
Nævnet vurderede, at klagen i sin helhed vedrørte anvendelse og fortolkning af det materielle indhold i love vedtaget af Folketinget.
Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.
Mand mente følger af ressourceforløbsydelse var forskelsbehandling på grund af handicap (j.nr. 20-42167)
Kvinde blev afvist, da hun ikke kunne fremvise coronapas
En kvinde klagede til Ligebehandlingsnævnet over, at hun var blevet afvist i at deltage i en dyreudstilling, fordi hun ikke kunne fremvise coronapas. Kvinden oplyste, at hun af helbredsmæssige årsager var fritaget for coronapas.
Kvinden blev afvist på et tidspunkt, hvor der var indført krav om fremvisning af coronapas. Kravet om fremvisning af coronapas blev indført som en midlertidige restriktion på grund af COVID-19 pandemien.
Nævnet vurderede at barriereren i form af kravet om fremvisning af coronapas ikke havde en tilstrækkelig lang varighed til at være omfattet af beskyttelsen i handicapdiskriminationsloven.
Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen.
Kvinde blev afvist, da hun ikke kunne fremvise coronapas (j.nr. 21-38693)
Afvist på grund af manglende brug af mundbind
En kvinde klagede til Ligebehandlingsnævnet over, at hun var blevet afvist fra en butik, fordi hun ikke bar mundbind. Kvinden oplyste, at hun af helbredsmæssige årsager ikke kunne bære mundbind.
Kvinden blev afvist på et tidspunkt, hvor der var indført krav om brug af mundbind. Kravet om brug af mundbind blev indført som en midlertidige restriktion på grund af covid-19 pandemien.
Nævnet vurderede at barriereren i form af kravet om brug af mundbind ikke havde en tilstrækkelig lang varighed til at være omfattet af beskyttelsen i handicapdiskriminationsloven.
Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen.
Afvist på grund af manglende brug af mundbind (j.nr. 21-184)
Nævnet kunne ikke behandle klage vedrørende anvendelse og fortolkning af anden lovgivning
En mand klagede over forskelsbehandling på grund af handicap og national oprindelse i forbindelse med en kommunes sagsbehandling.
Forskelsbehandlingsloven forpligter ikke kun arbejdsgivere, men ligeledes enhver der anviser beskæftigelse.
Nævnet vurderede, at klagen angik kommunens sagsbehandling i forbindelse med mandens ansøgning om revalidering, og at kommunen ikke i denne sammenhæng anviste beskæftigelse. Nævnet vurderede derfor, at forskelsbehandlingsloven ikke fandt anvendelse i sagen.
Klagen over forskelsbehandling på grund af handicap måtte derfor behandles efter handicapdiskriminationsloven.
Nævnet er ikke tillagt kompetence til at behandle klager over forskelsbehandling på grund af national oprindelse uden for arbejdsmarkedet. Nævnet kunne derfor ikke behandle denne del af klagen.
Handicapdiskriminationsloven finder efter forarbejderne til loven ikke anvendelse på det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.
På baggrund af sagens oplysninger vurderede nævnet, at klagen vedrørte anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning. Nævnet kunne derfor heller ikke behandle denne del af klagen.
Afskediget kvinde var ikke omfattet af beskyttelsen i forskelsbehandlingsloven
En kvinde havde arbejdet som servicemedarbejder med rengøring og haft vagter morgen og formiddag. Arbejdstiderne passede til kvindens familieliv, da hun tog sig af sin søn, som har infantil autisme. Efter en ferie ændrede arbejdsgiveren kvindens arbejdstid, så hun i stedet skulle arbejde om aftenen. Kvinden blev herefter sygemeldt og efterfølgende afskediget.
Kvinden havde desuden klaget over, at hun under sin ansættelse var blevet udsat for indirekte trusler og psykisk chikane.
Der var ikke fremlagt oplysninger, som beskrev sønnens eventuelle funktionsbegrænsninger på grund af sygdommen eller varigheden heraf. Det var heller ikke fremlagt oplysninger om, at kvinden ydede hovedparten af den pleje, som sønnen havde brug for.
Nævnet vurderede på den baggrund, at kvinden ikke havde godtgjort, at sønnens sygdom på afskedigelsestidspunktet udgjorde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, eller at kvinden forud for afskedigelsen i det daglige forestod den primære pleje af sønnen.
Kvinden var derfor ikke omfattet af beskyttelsen i forskelsbehandlingsloven og fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Nævnet vurderede desuden, at der hverken i klagen eller sagens oplysninger i øvrigt var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at kvinden arbejdsgiver havde udsat hende for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af en af de øvrige diskriminationsgrunde, som nævnet kan tage stilling til.
Klager fik derfor heller ikke medhold i denne del af klagen.
Afskediget kvinde var ikke omfattet af beskyttelsen i forskelsbehandlingsloven (j.nr. 20-46190)
Klage over national oprindelse ifm. Lønvilkår, nævnet afviste klagen, da det var uvist om sagen var forligt
En mand, der kom fra Polen, klagede til Ligebehandlingsnævnet, fordi han mente, at han havde været udsat for forskelsbehandling pga. national oprindelse i forbindelse med lønvilkårene i en stilling som ufaglært gartner i Danmark.
Det var for nævnet uklart, om parterne forud for indbringelsen af sagen for nævnet havde indgået forlig om fuld og endelig afgørelse af sagen. Derudover var der mellem parterne uenighed om en række væsentlige oplysninger.
Nævnet vurderede derfor, at sagen, såfremt den ikke var forligt, mest hensigtsmæssigt kunne afgøres ved domstolene, hvor der kan ske bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer.
Ligebehandlingsnævnet afviste på den baggrund at behandle klagen.
Formandsafgørelser juni 2022
Krav om eventuel godtgørelse var forældet
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun ikke kunne blive meddebitor på sin samlevers lån.
Da klagen blev indbragt for nævnet, var der forløbet mere end tre år efter den påståede forskelsbehandling. Der forelå ikke oplysninger om, at kvinden i den mellemliggende periode havde indledt retslige skridt, som havde afbrudt forældelsen.
Nævnet vurderede, at et eventuelt krav om godtgørelse for forskelsbehandling var forældet, og nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.
Sagen blev afgjort af et medlem af nævnets formandskab.
Krav om eventuel godtgørelse var forældet (j.nr. 21-32894)
Afslag på lån til kvinde var ikke forskelsbehandling på grund af køn
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at den indklagede bank gav hende afslag på at optage lån til køb af fast ejendom.
Kvinden anførte blandt andet, at hendes eksmand, som tjente mindre end hende, godt havde kunnet optage lån hos indklagede til at overtage deres tidligere fælles hjem, der var dyrere end det hus, som klager ønskede at optage lån til køb af.
Indklagede anførte, at afslaget på klagers låneansøgning var begrundet i størrelsen af hendes månedlige rådighedsbeløb.
Nævnet vurderede, at der hverken i klagen eller sagen i øvrigt var oplysninger, der gav anledning til at formode, at klager var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.
På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at klager ikke kunne få medhold.
Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Afslag på lån til kvinde var ikke forskelsbehandling på grund af køn (j.nr. 21-49580)
Et eventuelt krav på godtgørelse var forældet
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at det indklagede forsikringsselskab gav hende afslag på dækning af en skade opstået i forbindelse med graviditet.
Kvinden oplyste, at forsikringsselskabet senest et år efter skaden opstået den 11. januar 2016 havde givet hende mundtligt afslag på dækning. Klagen var indbragt for nævnet mere end tre år efter den påståede forskelsbehandling. Nævnet vurderede, at forholdet var forældet, hvorfor nævnet ikke kunne behandle denne del af klagen.
Kvinden anmeldte den 26. oktober 2021 skaden til forsikringsselskabet, som dog afslog at dække skaden. Nævnet lagde til grund, at afslaget alene var begrundet i, at et eventuelt krav i henhold til forsikringsaftalen på tidspunktet for anmeldelsen var forældet. Der var herefter ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at afslaget var helt eller delvist begrundet i klagers køn, og nævnet afviste derfor at behandle denne del af klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Et eventuelt krav på godtgørelse var forældet (j.nr. 21-37496)
Gravid kvinde fik afslag på stilling
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun fik afslag på en stilling som social- og sundhedsassistent i den indklagede kommune.
Kvinden havde under ansættelsessamtalen oplyst, at hun var gravid. Kommunen erkendte, at hendes graviditet var en medvirkende årsag til, at hun ikke blev tilbudt ansættelse.
Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Gravid kvinde fik afslag på stilling (j.nr. 22-3032)
Funktionsbegrænsninger som følge af ryglidelse var ikke langvarige
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun blev afskediget som følge af en sygemelding på grund af hendes kroniske ryglidelse.
På tidspunktet for afskedigelsen i februar 2021 havde kvindens funktionsbegrænsninger som følge af ryglidelsen varet i tre måneder og havde dermed ikke haft en varighed, der kunne betegnes som lang. Vurderingen af, om lidelsen på dette tidspunkt medførte en begrænsning af lang varighed, måtte derfor bero på en prognose.
Det fremgik af en lægeerklæring, at klager forventedes at være sygemeldt indtil udgangen af marts 2021. Der forelå ikke øvrige oplysninger om den forventede varighed af hendes funktionsbegrænsninger på afskedigelsestidspunktet.
Nævnet vurderede herefter, at klager ikke havde godtgjort, at hun på afskedigelsestidspunktet havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Klager fik derfor ikke medhold.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Funktionsbegrænsninger som følge af ryglidelse var ikke langvarige (j.nr. 21-26040)
Servicehundebruger nægtet adgang til restaurant
En servicehundebruger ønskede at besøge den indklagede restaurant, men blev afvist som følge af, at restauranten ikke tillod hunde indenfor. Restauranten henviste til behovet for fødevarehygiejne.
Nævnet vurderede, at behovet for at sikre fødevarehygiejnen var et sagligt formål, der kunne begrunde forskelsbehandlingen, men at der ikke var et rimeligt forhold mellem det ønskede mål om fødevarehygiejne og det forhold, at alle hunde, inklusiv servicehunde, blev afvist ved restauranten uden nærmere konkret vurdering og begrundelse.
Servicehundebrugeren blev derfor tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr. Afgørelsen blev truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Servicehundebruger nægtet adgang til restaurant (j.nr. 21-36765)
Afvist på bar
En mand har oplyst, at han og hans selskab blev afvist af dørmændene på den indklagede bar, da ”det ikke blev i aften”. Manden har videre oplyst, at der efterfølgende blev lukket personer af etnisk dansk herkomst ind på baren.
Den indklagede bar har oplyst, at beskrivelsen ikke er korrekt, og at selskabet har spist og drukket i baren den pågældende aften. Den senere afvisning af manden var begrundet i selskabets adfærd.
Der var for nævnet tvivl om den nærmere baggrund for, hvornår og på hvilken baggrund manden og selskabet blev afvist. En afklaring heraf krævede bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke foregå ved nævnet, men må ske ved domstolene.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen. Afgørelsen blev truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Afvist på bar (j.nr. 21-23254)
Virksomhed skulle bruge kvindelige rengøringsassistenter
En mand rettede henvendelse til den indklagede virksomhed vedrørende et jobopslag som rengøringsassistent for at spørge ind til lønnen, før han sendte en egentlig ansøgning. Han fik som svar på sin henvendelse at vide, at virksomhedens kunder efterspurgte en kvindelig rengøringsassistent.
Nævnet vurderede derfor, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med ansættelse. Indklagede havde ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket, da de som begrundelse for, at klager ikke kunne komme i betragtning til stillingen, udtrykkeligt henviste til, at de søgte en kvinde.
Klager fik derfor medhold.
Da han undlod at søge stillingen, var der ikke grundlag for at fastslå, at han som ansøger til en ledig stilling skulle tildeles en godtgørelse.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Virksomhed skulle bruge kvindelige rengøringsassistenter (j.nr. 21-39175)
66-årig mand fik afslag på stilling
En 66-årig mand klagede over forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at han fik afslag på ansættelse i en stilling som elektronikingeniør.
I en uddybende begrundelse for afslaget henviste indklagede blandt andet til, at da de gerne ville ansætte en person, som kunne fortsætte udvikling og produktion i mange år, havde de valgt en kandidat, der var 10 år yngre.
Nævnet vurderede herefter, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Indklagede havde ikke løftet bevisbyrden for, at klagers alder hverken helt eller delvist indgik ved beslutningen om at meddele ham afslag, da de som en del af begrundelsen for afslaget udtrykkeligt havde henvist til klagers alder sammenholdt med alderen på den valgte kandidat.
Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr.
66-årig mand fik afslag på stilling (j.nr. 22-5358)
Opsigelse af telefonabonnement var ikke forskelsbehandling på grund af handicap
En mand, der er født blind, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at det indklagede teleselskab opsagde hans abonnement og afviste at tegne et nyt abonnement.
Nævnet lagde til grund, at både opsigelsen af abonnementet og afslaget på oprettelse af et nyt abonnement var begrundet i, at der fra klagers telefonnummer var foretaget utallige telefonopkald til udenlandske numre, herunder udenlandske alarmcentraler. Klager oplyste, at han ikke selv havde foretaget opkaldene, som skyldtes en fejl på hans telefon.
Allerede fordi der ikke var godtgjort en sammenhæng mellem klagers synshandicap og de utallige udlandsopkald, vurderede nævnet, at der ikke var påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at klager var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Der var heller ikke i øvrigt oplysninger, der tydede på, at dette var tilfældet.
Da det herefter var åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i sin klage, afviste nævnet at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Opsigelse af telefonabonnement var ikke forskelsbehandling på grund af handicap (j.nr. 21-49756)
Ej forskelsbehandling at kvindes opholdsret var ophørt
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hendes ret til ophold i Danmark var ophørt.
Nævnet vurderede, at der ikke i klagen eller i kvindens øvrige bemærkninger var oplysninger, der gav anledning til at formode, at kvinden i forbindelse med det beskrevne forløb havde været udsat for forskelsbehandling i strid med ligestillingsloven.
På baggrund af nævnets faste praksis var det derefter åbenbart, at kvinden ikke kunne få medhold i klagen.
Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen. Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Ej forskelsbehandling at kvindes opholdsret var ophørt (j.nr. 20-33152)
Nævnet kunne ikke behandle klage over tilgængelighed
En mand, der er ordblind, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med muligheden for mundtlig kontakt til en statslig administrativ enhed.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til tilgængelighed.
Nævnet vurderede, at klagen angik muligheden for mundtlig kontakt til den statslige administrative enhed. Nævnet fandt på den baggrund, at klagen vedrørte tilgængelighed.
Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen. Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Nævnet kunne ikke behandle klage over tilgængelighed (j.nr. 20-41311)
Mand kunne ikke indgive en mundtlig anmeldelse
En mand, der er ordblind, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han fik afslag på at indgive en mundtlig anmeldelse til en statslig administrativ enhed.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til tilgængelighed.
Nævnet vurderede, at klagen angik muligheden for telefonisk kontakt til den statslige administrative enhed. Nævnet fandt på den baggrund, at klagen vedrørte tilgængelighed.
Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen. Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Mand kunne ikke indgive en mundtlig anmeldelse (j.nr. 20-45040)
Mand kunne ikke indgive en mundtlig anmeldelse
En mand, der er ordblind, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han fik afslag på at indgive en mundtlig anmeldelse til en statslig administrativ enhed.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til tilgængelighed.
Nævnet vurderede, at klagen angik muligheden for telefonisk kontakt til den statslige administrative enhed. Nævnet fandt på den baggrund, at klagen vedrørte tilgængelighed.
Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen. Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Mand kunne ikke indgive en mundtlig anmeldelse (j.nr. 21-28365)
Mand bedt om at rette skriftlig henvendelse til kommune
En mand, der er ordblind, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at en kommune henviste ham til at rette skriftlig henvendelse.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til tilgængelighed.
Nævnet vurderede, at klagen angik muligheden for telefonisk kontakt til den indklagede kommune. Nævnet fandt på den baggrund, at klagen vedrørte tilgængelighed.
Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen. Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Mand bedt om at rette skriftlig henvendelse til kommune (j.nr. 21-28370)
Kvinde fik afslag på behandling med henvisning til graviditet
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hendes forsikringsselskab havde meddelt hende afslag på dækning af behandlingsudgifter med henvisning til, at behandlingsbehovet havde relation til graviditet.
På det tidspunkt, hvor kvinden fik afslag på dækning, var det forsikringsselskabets praksis at afvise at dække behandlinger, hvor behandlingsbehovet havde relation til graviditet.
Nævnet vurderede, at forsikringsselskabets praksis var udtryk for direkte forskelsbehandling på grund af køn, og at kvinden ved afslaget var blevet udsat for ringere behandling på grund af sit køn.
Kvinden fik derfor medhold i klagen. Nævnet fandt ikke grundlag for at fastsætte en godtgørelse til kvinden, da forsikringsselskabet allerede havde udbetalt kvinden en godtgørelse på 5.000 kr. Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Kvinde fik afslag på behandling med henvisning til graviditet (j.nr. 21-32877)
Ikke grundlag for at genoptage sag om forskelsbehandling på grund af alder, køn og handicap
En kvinde anmodede om genoptagelse af en sag om forskelsbehandling på grund af handicap, alder og køn. Ligebehandlingsnævnet havde truffet afgørelse den 10. juni 2020 under sagsnr. 18-64972. Ved afgørelsen havde nævnet vurderet, at den indklagede arbejdsgiver ikke havde handlet i strid med forskelsbehandlingsloven eller ligelønsloven.
Nævnet genoptog ikke sagen. Nævnet vurderede, at der ikke var fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Da der heller ikke i øvrigt forelå særlige grunde, der talte for, at sagen skulle genoptages, var der efter nævnets faste praksis ikke grundlag for at genoptage sagen.
Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.
Klage over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med hændelsesforløb på apotek
En kvinde påstod sig udsat for forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med et hændelsesforløb på et apotek.
Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger fandt nævnet, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun i forbindelse med betjeningen på apoteket var blevet udsat for forskelsbehandling.
På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i sin klage.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Klage over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i dansk lufthavn
En mand påstod sig udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med et hændelsesforløb i en dansk lufthavn.
Der var ikke oplysninger i klagen eller i mandens efterfølgende bemærkninger, der gav anledning til at formode, at han i forbindelse med ankomsten til den danske lufthavn var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.
På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i klagen.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Klage over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i dansk lufthavn (j.nr. 21-12707)