Nyhedsbrev fra Ligebehandlingsnævnet februar 2022
Møde den 3. februar 2022
Far til et barn med handicap blev forskelsbehandlet ved afskedigelse
En sprogkonsulent, der arbejdede hos et sprogcenter, blev afskediget fra sin stilling. Sprogkonsulenten var fraværende fra sit arbejde, fordi han havde tjenestefrihed til pasning af sin alvorligt syge søn.
Nævnet vurderede indledningsvist, at sprogkonsulentens søn havde et handicap, og at sprogkonsulenten forestod den primære pleje af sønnen. På den baggrund var sprogkonsulenten omfattet af beskyttelsen i forskelsbehandlingsloven.
Det var nødvendigt for sprogcenteret at foretage besparelser, og i den forbindelse blev sprogkonsulenten afskediget. I forbindelse med afskedigelsen talte sprogkonsulenten med den centeransvarlige leder, som blandt andet udtalte, at de øvrige medarbejdere havde ”knoklet med det som sådan nogle bæster” og at ”det er jo heller ikke fair”, hvorved den centeransvarlige leder henviste til de øvrige medarbejderes indsats ved valget af den, der skulle afskediges.
Nævnet vurderede, at indklagede var eller burde være bekendt med, at sprogkonsulentens søn havde sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at han havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Nævnet vurderede videre, at sprogkonsulenten blandt andet på baggrund af indholdet af telefonsamtalen mellem ham og den centeransvarlige leder havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Det var herefter op til indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Nævnet vurderede, at indklagede ikke havde løftet denne bevisbyrde.
Sprogkonsulenten fik derfor medhold i klagen, og blev tilkendt en godtgørelse på 370.000 kr. svarende til omkring 9 måneders løn.
Far til et barn med handicap blev forskelsbehandlet ved afskedigelse (j.nr. 19-61937)
En regions afslag på behandling med lægemidlet Spinraza faldt uden for nævnets kompetence efter handicapdiskriminationsloven
Klager, der er født i 2007 og er diagnosticeret med muskelsvindsygdommen SMA type 2, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at en overlæge i den indklagede region gav klager afslag på behandling med lægemidlet Spinraza.
Overlægens afslag var begrundet i Medicinrådets og Det Regionale Lægemiddelråds anbefalinger. Overlægen ville ikke benytte sig af Folketingets 7. princip for prioritering af sygehuslægemidler, hvorefter det ud fra en konkret lægefaglig vurdering er muligt at behandle med lægemidler, som er afvist til standardbehandling.
Handicapdiskriminationsloven finder efter forarbejderne til loven ikke anvendelse på det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder. For så vidt angår klager over sagsbehandling foretaget af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.
Nævnet vurderede, at klagen vedrørte indholdet i overlægens sundhedsfaglige skøn, hvori indgik beslutningen om ikke at anvende Folketingets 7. princip for prioritering af sygehuslægemidler.
Nævnet fandt, at der var tale om en beslutning af så væsentlig betydning for klager, at beslutningen måtte anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand.
Da en sådan afgørelse truffet af en offentlig myndighed falder uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven, kunne nævnet ikke behandle klagen.
En regions afslag på behandling med lægemidlet Spinraza faldt uden for nævnets kompetence efter handicapdiskriminationsloven
Klager, der er født i 2009 og er diagnosticeret med muskelsvindsygdommen SMA type 2, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at en overlæge i den indklagede region gav klager afslag på behandling med lægemidlet Spinraza.
Overlægens afslag var begrundet i Medicinrådets og Det Regionale Lægemiddelråds anbefalinger. Overlægen ville ikke benytte sig af Folketingets 7. princip for prioritering af sygehuslægemidler, hvorefter det ud fra en konkret lægefaglig vurdering er muligt at behandle med lægemidler, som er afvist til standardbehandling.
Handicapdiskriminationsloven finder efter forarbejderne til loven ikke anvendelse på det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder. For så vidt angår klager over sagsbehandling foretaget af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.
Nævnet vurderede, at klagen vedrørte indholdet i overlægens sundhedsfaglige skøn, hvori indgik beslutningen om ikke at anvende Folketingets 7. princip for prioritering af sygehuslægemidler.
Nævnet fandt, at der var tale om en beslutning af så væsentlig betydning for klager, at beslutningen måtte anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand.
Da en sådan afgørelse truffet af en offentlig myndighed falder uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven, kunne nævnet ikke behandle klagen.
Kvinde tilkendt godtgørelse på 20.000 kr. som følge af forsikringsselskabs afslag på at dække skade pådraget under fødsel
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at det indklagede forsikringsselskab meddelte hende afslag på dækning af en skade pådraget under fødsel.
Kvinden var omfattet af en ulykkesforsikring hos det indklagede forsikringsselskab.
I forbindelse med en fødsel brækkede kvinden sit haleben. Kvinden fik efterfølgende fjernet sit haleben ved en operation. Kvinden anmeldte forholdet til sit forsikringsselskab.
I februar 2019 afviste forsikringsselskabet at dække skaden med henvisning til, at det af forsikringsbetingelserne fremgik, at forsikringen ikke dækkede skader sket i forbindelse med fødsler.
Kvinden bad i november 2020 forsikringsselskabet om at få genoptaget sin sag. Forsikringsselskabet var på dette tidspunkt blevet opmærksom på, at det ikke var i overensstemmelse med gældende lovgivning generelt at undtage skader sket i forbindelse med fødsler. Forsikringsselskabet besluttede derfor at genoptage sagen.
Forsikringsselskabet meddelte igen kvinden afslag på at få dækket skaden. I afslaget anførte forsikringsselskabet, at det var selskabets vurdering, at der ikke var tale om et ulykkestilfælde omfattet af forsikringen. Ved vurderingen blev der lagt vægt på, at skaden var opstået under en normal fødsel. Selskabet anførte i afslaget, at skader ved en fødsel ikke er et ulykkestilfælde. Selskabet anførte videre, at der skulle være sket en hændelse, som for eksempel fald fra stolen eller hvis man var blevet tabt.
Forsikringsselskabet oplyste for nævnet, at selskabet i forbindelse med skader opstået under fødsler, foretager en vurdering af, hvad der kan indeholdes i en sædvanlig fødsel, og hvad der må betragtes som en egentlig skade sket i forbindelse med en fødsel. Såfremt forsikringsselskabet kommer frem til, at en skade er en del af en sædvanlig fødsel, er skaden ikke beskyttet.
Nævnet vurderede, at forsikringsselskabets praksis, hvorefter kun skader opstået i forbindelse med, hvad der af forsikringsselskabet vurderes at være en usædvanlig fødsel, er omfattet af ulykkesforsikringen, var udtryk for direkte forskelsbehandling på grund af køn.
Kvinden fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 20.000 kr. Sagen blev behandlet principielt.
Nævnet kunne ikke behandle klage over webtilgængeligheden af en privat virksomheds hjemmeside
En mand, der er ordblind, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med tilgængeligheden af en hjemmeside tilhørende en privat virksomhed. Manden oplyste blandt andet for nævnet, at hjemmesidens funktioner ikke er ordblindevenlige.
Nævnet vurderede, at mandens ordblindhed udgør et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.
Handicapdiskriminationsloven indeholder et forbud mod diskrimination på grund af handicap, men indebærer ikke en pligt til tilgængelighed.
Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at der ikke med loven bliver stillet yderligere krav til tilgængelighed, end hvad der til enhver tid gælder efter anden lovgivning.
Det fremgår endvidere af forarbejderne, at det forhold, at en privat eller offentlig virksomhed ikke lever op til reglerne om tilgængelighed m.v., skal behandles i den pågældende sektors regelsæt.
Det fremgår derudover af forarbejderne, at en klage over manglende overholdelse af reglerne om tilgængelighed m.v. må rettes til de klageinstanser, der måtte være i den pågældende sektor.
Nævnet vurderede på den baggrund, at nævnet ikke kunne behandle klagen. Sagen blev behandlet principielt.
Møde den 7. februar 2022
Klage over lokalaftale for vikarer krævede mundtlige parts- og vidneforklaringer
En litauisk vikar klagede over forskelsbehandling på grund af etnisk og national oprindelse i forbindelse med lønvilkårene i en lokalaftale for vikarer hos den indklagede virksomhed.
Lokalaftalen med tillæg indebar blandt andet, at vikarerne fik en timeløn på 125 kr., og at de fik samme timeløn uanset timetal. Eventuelt overskydende antal timer skulle afspadseres ved vikarernes ”hjemmeperioder”.
Klager havde for nævnet oplyst, at samtlige vikarer hos indklagede fra 2014 til 2017 var litauiske vikarer. I kraft af lokalaftalen modtog vikarerne en dårligere timeløn end de fastansatte medarbejdere, ligesom vikarerne i modsætning til de fastansatte medarbejdere ikke havde ret til overarbejdsbetaling.
Der var for nævnet blandt andet tvivl om, hvordan medarbejdersammensætningen var hos henholdsvis indklagede og de medarbejdere, som indklagede hyrede gennem vikarbureauet.
Der var også tvivl om, hvorvidt hovedspørgsmålet i sagen vedrørte diskrimination omfattet af nævnets kompetence eller anden lovgivning vedrørende vikarers rettigheder.
Nævnet vurderede herefter, at sagen mest hensigtsmæssigt kunne afgøres ved domstolene, hvor der kan ske bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer.
Nævnet afviste herefter at behandle klagen.
Klage over lokalaftale for vikarer krævede mundtlige parts- og vidneforklaringer (j.nr. 20-2022)
Klage over lokalaftale for vikarer krævede mundtlige parts- og vidneforklaringer
En litauisk vikar klagede over forskelsbehandling på grund af etnisk og national oprindelse i forbindelse med lønvilkårene i en lokalaftale for vikarer hos den indklagede virksomhed.
Lokalaftalen med tillæg indebar blandt andet, at vikarerne fik en timeløn på 125 kr., og at de fik samme timeløn uanset timetal. Eventuelt overskydende antal timer skulle afspadseres ved vikarernes ”hjemmeperioder”.
Klager havde for nævnet oplyst, at samtlige vikarer hos indklagede fra 2014 til 2017 var litauiske vikarer. I kraft af lokalaftalen modtog vikarerne en dårligere timeløn end de fastansatte medarbejdere, ligesom vikarerne i modsætning til de fastansatte medarbejdere ikke havde ret til overarbejdsbetaling.
Der var for nævnet blandt andet tvivl om, hvordan medarbejdersammensætningen var hos henholdsvis indklagede og de medarbejdere, som indklagede hyrede gennem vikarbureauet.
Der var også tvivl om, hvorvidt hovedspørgsmålet i sagen vedrørte diskrimination omfattet af nævnets kompetence eller anden lovgivning vedrørende vikarers rettigheder.
Nævnet vurderede herefter, at sagen mest hensigtsmæssigt kunne afgøres ved domstolene, hvor der kan ske bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer.
Nævnet afviste herefter at behandle klagen.
Klage over lokalaftale for vikarer krævede mundtlige parts- og vidneforklaringer (j.nr. 20-2031)
Ryglidelse var ikke et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand
En kvindelig pædagog klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med sin afskedigelse fra en daginstitution.
Klager havde hidtil været tilknyttet daginstitutionens børnehavedel. Da hun af ledelsen blev varslet om, at hun fremover skulle være tilknyttet institutionens vuggestuedel, blev hun sygemeldt, fordi arbejdet i vuggestuedelen var mere rygbelastende.
Det fremgik af en udtalelse fra klagers praktiserende læge, at hun siden 2000 havde lidt af ryggener. Hun havde således facetledssyndrom med tilbagevendende lændehold og rygsmerter ved pludselige vrid og løft.
Klager, der havde været ansat siden den 1. maj 1984, havde efter det oplyste været sygemeldt med rygsmerter i 2010 og 2013, ligesom hun i en ca. 3 ugers periode i maj 2019 var sygemeldt som følge af rygsmerter.
Nævnet vurderede, at klager ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger havde godtgjort, at hun havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Hun fik derfor ikke medhold i klagen.
Ryglidelse var ikke et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand (j.nr. 20-20563)
Studiefonds uddeling af legater til mandlige studerende faldt uden for nævnets kompetence
En kvindelig studerende på et naturvidenskabeligt fag klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at den indklagede studiefond alene uddeler legater til mandlige studerende inden for en række naturvidenskabelige fag.
Da studiefonden ikke drev vejlednings- og uddannelsesvirksomhed, vurderede nævnet, at forholdet ikke var omfattet af ligebehandlingsloven.
Nævnet vurderede, at forholdet heller ikke var omfattet af ligestillingsloven. Der var således ikke tale om almen virksomhed eller om varer og tjenesteydelser, der normalt udføres mod betaling.
Da forholdet herefter faldt uden for nævnets kompetence, kunne nævnet ikke behandle klagen.
Nævnet kunne ikke tage stilling til klage over børnelovens regler om medmoderskab
En mand klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med børnelovens regler om registrering af medmoderskab.
Klager anførte, at børneloven stiller homoseksuelle mænd ringere end homoseksuelle kvinder i forbindelse med registreringen af en medforælder til et barn.
Der forelå ikke en konkret administrativ afgørelse, hvor Ligebehandlingsnævnet skulle vurdere, om klager havde været udsat for diskrimination på grund af sit køn. Det lå uden for nævnets kompetence på et mere generelt plan at tage stilling til lovgivningsmagtens vedtagelse af love.
Ligebehandlingsnævnet kunne derfor ikke behandle klagen.
Nævnet kunne ikke tage stilling til klage over børnelovens regler om medmoderskab (j.nr. 21-49013)
Forsikringsselskab afviste at dække behandlingsudgifter relateret til graviditet
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hendes forsikringsselskab havde meddelt hende afslag på dækning af behandlingsudgifter med henvisning til, at behandlingsbehovet havde relation til graviditet.
På det tidspunkt, hvor kvinden fik afslag på dækning, var det forsikringsselskabets praksis at afvise at dække behandlinger, hvor behandlingsbehovet havde relation til graviditet.
Nævnet vurderede, at forsikringsselskabets praksis var udtryk for direkte forskelsbehandling på grund af køn, og at kvinden ved afslaget var blevet udsat for ringere behandling på grund af sit køn.
Kvinden fik derfor medhold i klagen.
Forsikringsselskabet havde pr. kulance udbetalt 5.000 kr. i godtgørelse til kvinden.
Nævnet vurderede, at der ikke var grundlag for at tilkende kvinden en yderligere godtgørelse.
Forsikringsselskab afviste at dække behandlingsudgifter relateret til graviditet (j.nr. 21-8818)
Et administrationsselskab havde givet afslag på hold af servicehund i et lejemål
En pige, som var diagnosticeret med atypisk autisme og andre angsttilstande, og hendes forældre havde fået afslag på hold af servicehund af det administrationsselskab, som administrerede familiens lejemål.
Pigen havde for nævnet fremlagt oplysninger om, at familierådgivningen i hendes bopælskommune havde udtalt, at en servicehund ville være et vigtigt forsøg på at få hende i bedre trivsel. Også speciallæger fra en børne- og ungepsykiatrisk afdeling havde udtalt, at en servicehund var et forsøg værd for at få pigen i bedre trivsel.
Administrationsselskabet gav indledningsvis afslag på hold af servicehund med henvisning til, at selskabet ikke tillod hund i ejendommen. Administrationsselskabet gav efterfølgende afslag med henvisning til, at der ikke forelå en afgørelse fra en kommune om bevilling af en servicehund til klager.
Nævnet vurderede, at det var godtgjort, at klager havde et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.
Nævnet vurderede desuden, at pigen havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun ved afslaget på at holde servicehund i lejemålet var blevet udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.
Administrationsselskabet var ikke fremkommet med oplysninger, der kunne løfte deres bevisbyrde for, at forskelsbehandling ikke var i strid med forbuddet. Der kunne heller ikke stilles krav om, at der fra kommunen forelå en bevilling af servicehund.
Klager fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr.
Et administrationsselskab havde givet afslag på hold af servicehund i et lejemål (j.nr. 21-47258)
Afskedigelse af støttepædagog med lænderyggener var ikke udtryk for forskelsbehandling
En støttepædagog med lænderyggener blev afskediget fra sin stilling hos den indklagede kommune. Støttepædagogen gjorde for nævnet gældende, at afskedigelsen af hende var begrundet i hendes handicap.
Nævnet vurderede, at støttepædagogen havde godtgjort, at hun som følge af sine lænderyggener havde sådanne langvarige begrænsninger i sin mulighed for at deltage i arbejdslivet på lige fod md andre arbejdstagere, at hun som følge heraf havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Den indklagede kommune oplyste, at der skulle gennemføres besparelser inden for skoleområdet, hvor støttepædagogen arbejdede, og at der i den forbindelse blev afskediget 48 medarbejdere, heraf 29 lærere, tre støttepædagoger og fire med delvis støttepædagogfunktion. Støttepædagogen blev også afskediget som følge af de vedtagne driftsbesparelser.
Nævnet vurderede på den baggrund, at støttepædagogen ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Støttepædagogen fik derfor ikke medhold i klagen.
Møde den 23. februar 2022
Myndigheds håndtering af henvendelse fra ordblind mand var ikke ulovlig forskelsbehandling
Klager, der er ordblind, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med den indklagede myndigheds håndtering af mandens telefoniske henvendelse.
Manden kontaktede myndigheden telefonisk med henblik på at få et brev læst højt.
Manden oplyste blandt andet, at myndigheden opfordrede ham til at sende en e-mail på trods af, at han havde oplyst myndigheden om sin ordblindhed.
Indklagede bestred at have opfordret manden til at sende en e-mail. Indklagede oplyste, at de medarbejdere, som manden var i kontakt med ved den telefoniske henvendelse, ikke var i besiddelse af det brev, manden ønskede at få læst højt, hvorfor de oplyste manden, at de ville sende forespørgslen videre til det relevante fagkontor. Brevet blev læst højt for manden på et senere tidspunkt.
Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, vurderede nævnet, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for ringere behandling på grund af sit handicap.
Manden fik derfor ikke medhold i klagen.
Ej ulovlig forskelsbehandling at myndighed sender breve som B-post
En mand, der er ordblind, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han modtager alle breve sendt fra den indklagede myndighed som almindelig B-post. Manden var fritaget fra at modtage Digital Post og ønskede posten sendt som A-post.
¬Breve fra myndigheden kan indeholde en frist. Manden oplyste for nævnet, at afsendelse af breve med almindelig B-post medfører, at den angivne frist enten er meget tæt på eller sprunget, når han modtager et brev fra myndigheden.
Myndigheden oplyste for nævnet, at det ikke har betydning for en klagefrist, hvorledes et brev er sendt med A- eller B-post, da klagefristen regnes fra det tidspunkt, hvor borgeren har modtaget brevet.
Myndigheden oplyste videre, at manden ved behov har mulighed for at få forlænget en fastsat frist.
Nævnet vurderede på den baggrund, at der ikke var oplysninger i sagen, der gav anledning til at formode, at manden blev udsat for ringere behandling på grund af sit handicap.
Manden fik derfor ikke medhold i klagen.
Ej ulovlig forskelsbehandling at myndighed sender breve som B-post (j.nr. 20-27359)
Nævnet kunne ikke behandle klage over, at ansøgning om SU ikke kunne ske mundtligt
En mand, der er ordblind, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han havde modtaget afslag på at ansøge om SU telefonisk.
Manden oplyste, at han havde rettet henvendelse til Uddannelses- og Forskningsministeriet med henblik på at ansøge om SU telefonisk, men at myndigheden afviste at tage imod en telefonisk ansøgning om SU.
Det følger af SU-lovens § 38, at ansøgning om SU skal foregå digitalt via et designeret selvbetjeningssystem (minSU).
Det følger af SU-bekendtgørelsens § 49, at Uddannelses- og Forskningsstyrelsen kan bestemme, at en ansøgning i visse tilfælde kan modtages på papir.
Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at loven ikke vedrører det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.
Klagen faldt derfor uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.
Ligebehandlingsnævnet kunne på den baggrund ikke behandle klagen.
Nævnet kunne ikke behandle klage over, at ansøgning om SU ikke kunne ske mundtligt (j.nr. 20-27326)
Mand havde ikke retlig interesse i klage over forskelsbehandling af kvinder
En mand klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at han fik afslag på en ansøgning om fondsmidler. Midlerne skulle bruges til udviklingen og lanceringen af en app, som skulle forebygge seksuelle overgreb mod kvinder. Ud over klager stod to kvinder bag den virksomhed, som ville udvikle app’en.
Klager gjorde gældende, at bevillingsmyndighedens afslag var begrundet i, at hovedparten af medstifterne i virksomheden bag app’en bestod af kvinder, og at app’en var målrettet mod kvinder.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klager ikke havde retlig interesse i klagen over forskelsbehandling på grund af køn. Uanset sin status som medejer af virksomheden og ansøger af midler til app’en, havde klager således ikke ifølge klagen været udsat for forskelsbehandling som følge af sit eget køn, hvilket efter ligestillingsloven er en forudsætning for, at der kan være tale om direkte forskelsbehandling på grund af køn.
Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.
Mand havde ikke retlig interesse i klage over forskelsbehandling af kvinder (j.nr. 21-52159)
Gymnasieelev fik ikke medhold i klage over forskelsbehandling på grund af handicap
En gymnasieelev klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med forløbet op til hans udmelding af gymnasiet.
Eleven var diagnosticeret med infantil autisme og var bevilget specialpædagogisk støtte i form af 40 studiestøttetimer pr. halvår. Han havde derfor et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Nævnet vurderede, at der ikke var påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at eleven ved gymnasiets tilrettelæggelse af studiestøttetimerne var blevet behandlet ringere end andre ville blive behandlet i en tilsvarende situation som følge af sit handicap. Gymnasiet havde således tilbudt eleven studiestøttetimer i overensstemmelse med bevillingen og under anvendelse af en ekstern leverandør, som bevillingsmyndigheden havde henvist til.
Nævnet vurderede også, at eleven ikke var blevet udsat for ringere behandling og dermed direkte forskelsbehandling i forskelsbehandlingslovens forstand i forbindelse med, at gymnasiet havde indsamlet oplysninger om hans skolegang og løbende drøftet med klager og hans forældre, om det indklagede gymnasium var det rette skolevalg for klager.
Nævnet vurderede endvidere, at der ikke var påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at eleven var blevet udsat for chikane i forbindelse med beskrivelsen af ham i studievejledningens journal. Journalen indeholdt gymnasiets gengivelser af forløbet omkring klagers skolegang, og beskrivelsen af gymnasiets bekymringer vedrørende eleven havde ikke efter sit indhold en krænkende eller nedværdigende karakter.
Klager fik derfor ikke medhold i disse dele af klagen.
Der var uenighed mellem parterne om både formålet med og forløbet af de møder, der løbende havde været afholdt med eleven og hans forældre om hans skolegang, hvorfor nævnet afviste at behandle et klagepunkt over chikane i den forbindelse. En afklaring heraf ville således kræve mundtlige parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for nævnet.
Endelig kunne nævnet ikke tage stilling til den del af klagen, som vedrørte gymnasiets tildeling af en skriftlig advarsel til klager, da han ikke havde udnyttet den administrative klageadgang over advarslen.
Denne del af klagen blev derfor også afvist.
Gymnasieelev fik ikke medhold i klage over forskelsbehandling på grund af handicap (j.nr. 20-20567)
Det var ikke forskelsbehandling på grund af handicap, at elev blev erklæret ”ikke-uddannelsesparat”
En elev gjorde for nævnet gældende, at det var udtryk for forskelsbehandling på grund af handicap, at han af sin efterskole var blevet erklæret ”ikke-uddannelsesparat”.
Nævnet vurderede, at indklagede som efterskole ikke drev uddannelsesvirksomhed, der falder inden for forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde, da der ikke var tale om uddannelse med henblik på lønnet beskæftigelse. Nævnt vurderede på den baggrund, at sagen skulle behandles efter handicapdiskriminationsloven.
Nævnet lagde ved sagens afgørelse til grund, at eleven havde et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.
Indklagede anvendte tilsyneladende neutrale betingelser, der er fastsat ved lov, om klagers faglige, personlige og sociale forudsætninger til at foretage en vurdering af, om klager var uddannelsesparat. Nævnet vurderede, at de opstillede neutrale betingelser stillede eleven ringere end andre personer på grund af hans handicap, da elevens handicap var medvirkende til, at han efter navnlig de personlige og sociale forudsætninger blev vurderet ikke-uddannelsesparat.
Nævnet vurderede herefter, at eleven havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var sket indirekte forskelsbehandling på grund af handicap. Det påhvilede herefter indklagede at løfte bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.
Nævnet vurderede, at kravet om, at elever skulle have tilstrækkelige faglige, personlige og sociale forudsætninger for at blive erklæret uddannelsesparat, var objektivt begrundet i det legitime formål at vurdere elevernes uddannelsesparathed.
Nævnet vurderede også, at det var hensigtsmæssigt, at foretage en vurdering af elevernes uddannelsesparathed ud fra deres faglige, personlige og sociale forudsætninger med henblik på at sikre, at eleverne efter disse parametre ville være i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse.
Nævnet vurderede endvidere, at vurderingskriterierne ikke gik videre end nødvendigt. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at vurderingen var et øjebliksbillede og skulle følges op af en yderligere vurdering inden skoleårets afslutning, at eleven kunne have valgt ikke at vedlægge vurderingen til sin ansøgning om optagelse på et gymnasium, og at eleven kunne have valgt at gå til optagelsesprøve eller samtale på det gymnasium, han ønskede at søge optagelse på, uanset indholdet af uddannelsesparathedsvurderingen.
Indklagede havde herefter løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.
Eleven fik derfor ikke medhold i klagen.
Det var ikke forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse, religion og tro at en kommunal arbejdsgiver stillede krav om gyldigt coronapas
En mand gjorde for nævnet gældende, at det var forskelsbehandling på grund af religion og tro og politisk anskuelse, at hans arbejdsgiver stillede krav om, at medarbejderne skulle fremvise et gyldigt coronapas.
Nævnet vurderede, at manden ikke havde påvist, at der var en sådan nær sammenhæng mellem mandens religiøse overbevisning og hans tilsvarende ønske mod ikke at blive vaccineret mod COVID-19, at forholdet var beskyttet af forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro. Der var ikke oplysninger i sagen, der gav anledning til at formode, at manden var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af religion eller tro.
Manden fik derfor ikke medhold i denne del af klager.
Nævnet vurderede videre, at manden holdning til massetestning og vaccination måtte karakteriseres som en holdning til konkrete enkelte spørgsmål, og at en sådan holdning til enkelte spørgsmål ikke faldt inden for forskelsbehandlingslovens beskyttelsesområde vedrørende politiske anskuelser. Nævnet fandt derfor, at mandens holdning til coronapas, herunder vaccination mod COVID-19 og test for COVID-19, ikke var udtryk for en politisk anskuelse i forskelsbehandlingslovens forstand.
Manden fik derfor heller ikke medhold i denne del af klagen.
Arbejdsgiver kunne dokumentere at afskedigelse ikke var begrundet i medarbejderens fertilitetsbehandling
En kvinde klagede over forskelsbehandling pga. køn i forbindelse med, at hun var blevet afskediget fra sin stilling, mens hun var i et forløb med fertilitetsbehandling.
Nævnet fandt, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, der gav en formodning for, at kvinden var blevet forskelsbehandlet pga. køn. Det påhvilede herefter arbejdsgiveren at bevise, at afskedigelsen ikke var begrundet i kvindens fertilitetsbehandling.
Arbejdsgiveren havde under sagens behandling ved Ligebehandlingsnævnet bl.a. fremlagt mails, der dokumenterede, at arbejdsgiveren forud for oplysningerne om, at kvinden var i fertilitetsbehandling havde undersøgt muligheden for at afskedige kvinden. Arbejdsgiveren havde derfor løftet sin bevisbyrde for, at de ikke havde handlet i strid med ligebehandlingsloven.
Kvinde fik på baggrund heraf ikke medhold i klagen.
Lærer fik medhold i klage over afskedigelse på grund af handicap
En lærer fik i 2018 konstateret sygdommen Charcot-Marie-Tooth. Læreren blev den 4. juli 2019 sygemeldt, hvorefter hun den 29. januar 2020 blev afskediget.
Nævnet vurderede ud fra de lægelige oplysninger i sagen, at lærerens sygemelding til dels skyldtes Charcot-Marie-Tooth og til delt skyldtes stress. Læreren havde derfor påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Nævnet vurderede videre, at den indklagede institution ikke havde undersøgt eller afprøvet konkret, hvilke tilpasningsforanstaltninger, der i lærerens tilfælde, kunne være relevante og hensigtsmæssige. Institutionen havde ikke løftet bevisbyrden for, at det ikke var muligt at beholde læreren i sin stilling ved en rimelig tilpasning af hendes arbejdsvilkår, eller at dette ville udføre en uforholdsmæssig byrde. Institutionen havde heller ikke løftet bevisbyrden for, at læreren uanset tilpasninger ikke var kompetent, egnet og disponibel.
Læreren fik derfor medhold i sin klage.
Lærer fik medhold i klage over afskedigelse på grund af handicap (j.nr. 20-21042)
Formandsafgørelser februar 2022
Klager havde udvist retsfortabende passivitet
Klager indbragte den 3. oktober 2021 en klage over forskelsbehandling på grund af kønsudtryk i forbindelse med et praktikforløb i den indklagede region, som var planlagt i foråret 2018.
I december 2017 og januar 2018 indgik klager i drøftelser med regionen om brugen af klagers navn og pronomen samt en eventuel hormonbehandling under det planlagte praktikophold. På baggrund af regionens tilkendegivelser under drøftelserne valgte klager at afbryde samarbejdet om praktikken inden dennes opstart. Klager henvendte sig efterfølgende til regionen om forløbet. Regionen besvarede hans henvendelse den 7. august 2018.
Nævnet vurderede, at klager havde udvist retsfortabende passivitet ved først at indbringe klagen for nævnet mere end 3 år efter, at regionen havde svaret på hans efterfølgende henvendelse om hændelsesforløbet, som fandt sted ved årsskiftet 2017/2018.
Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at klager for nævnet havde oplyst, at hans helbredsmæssige forhold og hensynet til hans jobmuligheder var årsagen til, at klagen først blev indbragt for nævnet på dette tidspunkt.
Klager havde derfor fortabt retten til at gøre et eventuelt krav gældende som følge af påstået ulovlig forskelsbehandling på grund af kønsudtryk.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandsskab.
Klager havde udvist retsfortabende passivitet (j.nr. 21-43960)
Nævnet afviste at behandle klage over forskelsbehandling på grund af køn
En mand klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at Familieretshuset vejledte klager om, at han som part i en sag om samvær og bopæl kunne søge rådgivning for skilsmissefamilier hos blandt andet Mødrehjælpen.
Klager henviste til, at Mødrehjælpen ikke er den organisation, som fædre primært vælger at tage kontakt til, da navnet peger på, at organisationen hjælper mødre.
Klager oplyste dog for nævnet, at Mødrehjælpen også hjælper fædre, som henvender sig til organisationen. Ud over Mødrehjælpen henviste Familieretshuset også klager til organisationen Børns Vilkår.
Nævnet vurderede, at klager ikke havde fremlagt oplysninger, der gav anledning til at formode, at han ved Familieretshusets vejledning var blevet udsat for ringere behandling som følge af sit køn.
På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i sin klage. Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Nævnet afviste at behandle klage over forskelsbehandling på grund af køn (j.nr. 21-54881)
Nævnet afviste at behandle klage over forskelsbehandling på grund af handicap
En mand med autisme havde ansøgt om en ældre-/handicapvenlig bolig, men havde fået afslag fra kommunen. Manden indbragte en klage til Ligebehandlingsnævnet, da han mente, at det var et udtryk for forskelsbehandling, at han ikke kunne få en handicapbolig i den pågældende kommune, når hans søster med samme diagnose havde fået bevilliget en handicapbolig af kommunen.
Efter det, der var anført af manden, vedrørte en del af klagen anvendelse og fortolkning af reglerne i en anden lovgivning. Denne del af klagen faldt derfor uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.
Nævnet afviste derfor at behandle denne del af klagen.
Der var heller ikke oplysninger, der gav anledning til at formode, at manden under kommunens behandling af hans sag havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Nævnet afviste herefter at behandle denne del af klagen med henvisning til, at det på baggrund af nævnets faste praksis var åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandsskab.
Nævnet afviste at behandle klage over forskelsbehandling på grund af handicap (j.nr. 21-23500)
Nævnet afviste at behandle klage over forskelsbehandling på grund af handicap
En mand, der er ordblind, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en telefonisk henvendelse til det indklagede ministerium.
Manden havde rettet henvendelse til ministeriet med henblik på at blive gjort bekendt med indholdet af en bekendtgørelse. Manden oplyste for nævnet, at ministeriet ikke vidste, hvad de skulle gøre i forbindelse med hans henvendelse. Ministeriet oplyste derfor manden, at han ville blive kontaktet inden 14 dage.
Manden gjorde gældende, at ministeriets håndtering af den telefoniske henvendelse var udtryk for forskelsbehandling på grund af handicap.
Nævnet vurderede, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han i forbindelse med den beskrevne henvendelse til det indklagede ministerium havde været udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap.
På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.
Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandsskab.
Nævnet afviste at behandle klage over forskelsbehandling på grund af handicap (j.nr. 20-27759)
Mand fik ikke medhold som følge af retsfortabende passivitet
En mand påstod sig udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at han blev nægtet sine rettigheder til revalidering i perioden fra 2008 til 2019. Klagen blev først indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 23. marts 2021.
Under disse omstændigheder vurderede nævnet, at manden havde udvist retsfortabende passivitet, og at han dermed havde fortabt retten til at gøre eventuelle godtgørelseskrav gældende som følge af forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.
Manden fik derfor ikke medhold i klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandsskab.
Mand fik ikke medhold som følge af retsfortabende passivitet (j.nr. 21-13881)
Nævnet afviste at behandle klager over forskelsbehandling på grund af handicap
En mand, der er ordblind, klagede over, at han ikke havde mulighed for at indgive en mundtlig klage til den indklagede myndighed.
Manden oplyste, at han ringede til myndigheden for at indgive en mundtlig klage, men blev henvist til at skrive en e-mail på trods af, at manden oplyste, at han var ordblind. Den indklagede myndighed oplyste, at det var utænkeligt, at klager havde fået den besked, idet omstillingsfunktionen alene foretog omstilling og ikke sagsbehandling.
Nævnet vurderede, at denne usikkerhed om sagens faktum var af afgørende betydning for sagens afgørelse. Usikkerheden kunne alene afklares med mundtlige parts- og vidneforklaringer, der ikke kunne foregå for Ligebehandlingsnævnet.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af medlem af nævnets formandsskab.
Nævnet afviste at behandle klager over forskelsbehandling på grund af handicap (j.nr. 20-27153)
Jobsamtale blev aflyst på grund af ansøgerens graviditet
En kvinde fik aflyst en planlagt ansættelsessamtale hos den indklagede virksomhed samme dag, som hun oplyste indklagede, at hun var gravid. Hun klagede derfor over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun ikke kom i betragtning til stillingen.
Indklagede oplyste, at ansættelsesaftalen blev aflyst, da klager var gravid, og da det ikke ville være praktisk at ansætte en medarbejder, der skulle på barselsorlov meget hurtigt efter ansættelse i stillingen.
Nævnet vurderede, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var sket forskelsbehandling på grund af køn.
Indklagede havde ikke løftet bevisbyrden for, at klagers graviditet ikke havde haft betydning for, at hun ikke kom i betragtning til stillingen, da aflysningen af jobsamtalen ifølge indklagedes egne oplysninger var begrundet i klagers graviditet.
Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandsskab.
Jobsamtale blev aflyst på grund af ansøgerens graviditet (j.nr. 21-42803)
Tvivl om samtale om stillingsopslag førte til afvisning af klage over forskelsbehandling på grund af køn
En mand klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med hans henvendelse til lederen i det indklagede supermarked om et stillingsopslag vedrørende en kassemedarbejder.
Klager oplyste, at indklagede i stillingsopslaget søgte piger til kasselinjen, og at lederen ved forespørgsel bekræftede, at det kun var piger, der kunne blive ansat.
Klager havde trods anmodning ikke fremlagt stillingsopslaget for nævnet. Indklagede havde fremlagt et stillingsopslag fra den relevante periode, hvor det ikke fremgik, at indklagede søgte eller foretrak ansøgere af et bestemt køn.
Der var derfor ikke grundlag for at fastslå, at indklagede havde handlet i strid med annonceringsbestemmelsen i ligebehandlingsloven. Da det efter nævnets faste praksis herefter var åbenbart, at der ikke kunne gives medhold, afviste nævnet denne del af klagen.
Der var mellem parterne uenighed om, hvorvidt klagers samtale med lederen havde fundet sted, og hvordan en eventuel samtale skulle være forløbet. Dette spørgsmål var efter nævnets faste praksis af afgørende betydning for vurderingen af, om klager blev udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Da spørgsmålet alene kunne afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for nævnet, afviste nævnet også denne del af klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af formandsskabet.
Nævnet kunne ikke behandle klage, da et eventuelt krav var forældet
En mand, der er ordblind, gjorde gældende, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han ikke blev konstateret ordblind i folkeskolen.
Det fremgik ikke af klagen eller af sagens oplysninger i øvrigt, at manden siden han afsluttede sin skolegang havde indledt retslige skridt, som havde afbrudt en forældelse såsom anlæggelse af en rets- eller voldgiftssag eller indbringelse af kravet for en administrativ myndighed eller et privat klagenævn, ankenævn eller lignende.
Ligebehandlingsnævnet vurderede derfor, at klagers eventuelle krav mod indklagede var forældet.
Ligebehandlingsnævnet kunne derfor ikke behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandsskab.
Nævnet kunne ikke behandle klage, da et eventuelt krav var forældet (j.nr. 20-37275)
Nævnet afviste at behandle klage over forskelsbehandling på grund af etnisk og/eller national oprindelse
En mand, som stammede fra Rumænien, havde klaget til Ligebehandlingsnævnet, da han mente, han var blevet forskelsbehandlet på sin tidligere arbejdsplads på grund af sin etniske og/eller nationale oprindelse.
Manden havde for nævnet oplyst om flere episoder, hvor han havde følt sig forskelsbehandlet, fordi han stammede fra Rumænien. Manden mente desuden, at han var blevet afskediget fra sin stilling, fordi han havde påtalt forskelsbehandlingen.
Nævnet fandt, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at behandling af ham var begrundet i hans etniske og/eller nationale oprindelse.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandsskab.
Herpes udgjorde ikke et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand
En dagplejer, som med års mellemrum fik voldsomme udbrud af HSV (herpes) blev afskediget fra sin stilling som dagplejer.
Dagplejeren gjorde for nævnet gældende, at afskedigelsen af hende var begrundet i hendes sygdom. Dagplejeren gjorde også gældende, at sygdommen ikke havde betydning for hendes arbejdsdygtighed.
Dagplejeren havde ikke fremlagt lægelige oplysninger, der beskrev eventuelle begrænsninger i hendes mulighed for at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere som følge af hendes lidelse.
Nævnet vurderede på den baggrund, at dagplejeren ikke havde godtgjort, at hun på afskedigelsestidspunktet havde sådanne langvarige begrænsninger i sin mulighed for at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, at hun som følge af sin lidelse havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Dagplejeren fik derfor ikke medhold i klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandsskab.
Herpes udgjorde ikke et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand (j.nr. 20-16039)
Nævnet kunne ikke behandle klage, der vedrørte tilgængelighed
En mand, der er ordblind, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap.
Manden oplyste for nævnet, at han ikke kunne benytte den indklagede kommunes computere til at få læst breve op.
Handicapdiskriminationsloven indeholder et forbud mod diskrimination på grund af handicap, men indebærer ikke en pligt til tilgængelighed.
Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at der ikke med loven bliver stillet yderligere krav til tilgængelighed, end hvad der til enhver tid gælder efter anden lovgivning. Det fremgår endvidere af forarbejderne, at det forhold, at en privat eller offentlig virksomhed ikke lever op til reglerne om tilgængelighed m.v., skal behandles i den pågældende sektors regelsæt. Det fremgår endelig af forarbejderne, at en klage over manglende overholdelse af reglerne om tilgængelighed m.v. må rettes til de klageinstanser, der måtte være i den pågældende sektor.
Nævnet vurderede på den baggrund, at nævnet ikke kunne behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandsskab.
Nævnet kunne ikke behandle klage, der vedrørte tilgængelighed (j.nr. 20-37853)