Nyhedsbrev fra Ligebehandlingsnævnet december 2022
Møde den 1. december 2022
Tilpasningsforpligtelsen var konkret ikke overholdt
En operatør klagede over, at han var blevet afskediget som følge af sit handicap. Den indklagede styrelse havde gjort gældende, at det var uhensigtsmæssigt med operatørens skånehensyn i relation til vagtplanlægningen.
Nævnet vurderede, at operatøren, som følge af et prognosesynspunkt, havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Nævnet vurderede også, at styrelsen ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at der ikke var tilstrækkelige oplysninger, der gav grundlag for at antage, at det ikke var muligt at få dækket de nattevagter, som operatøren ikke kunne varetage.
Operatøren fik derfor medhold i sin klage, og blev tilkendt en godtgørelse.
Tilpasningsforpligtelsen var konkret ikke overholdt (J.nr. 21-14763)
Arbejdsgiver havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse ved tilbud om omplacering og nedsat tid
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun blev afskediget fra sin stilling som pædagog.
Kvinden led af hereditær spastisk parese (HSP4), der over en årrække havde medført tiltagende funktionsbegrænsninger ved udførelsen af arbejdet.
Afskedigelsen var begrundet i klagers helbredssituation og de begrænsninger, den medførte. Der var derfor påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at klager var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Nævnet vurderede dog, at indklagede havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse ved at tilbyde klager omplacering og nedsat tid, hvilket hun ikke havde ønsket at gøre brug af.
Nævnet vurderede, at indklagede ikke var forpligtet til at afvente en afklaring af, om klager kunne tildeles personlig assistance. Uanset tildeling af en personlig assistent skulle klager således fortsat varetage det pædagogiske og relationelle arbejde med børnene på lokationen, der som følge af sin indretning medførte fysiske udfordringer for klager.
Klager fik derfor ikke medhold.
Afslag på ekstra eksamensforsøg udgjorde ikke forskelsbehandling på grund af handicap
En kvinde klagede over et universitet, fordi hun havde fået afslag på yderligere prøveforsøg til specialet, og derefter afslag på yderligere udsættelse af afleveringsfristen for femte prøveforsøg til specialet.
Kvinden blev på grund af følger efter en blodprop nemt udtrættet, og gjorde derved gældende, at universitet havde udsat hende for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afslagene.
Nævnet vurderede ud fra sagens oplysninger, at universitet havde udfoldet rimelige bestræbelser på at sikre kvinden ligebehandling henset til hendes handicap. Kvinden fik derfor ikke medhold i sin klage.
Godtgørelse på 40.000 kr. for afslag på ansættelse sent i ansættelsesprocessen
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun fik afslag på ansættelse.
Klager anførte, at afslaget skyldtes, at hun havde oplyst indklagede om sin graviditet. Indklagede gjorde heroverfor gældende, at afslaget var begrundet i uenigheder om lønnen i stillingen.
Nævnet vurderede, at der forud for klagers oplysning om graviditeten reelt var indgået en aftale om ansættelse, hvor tidspunktet for tiltræden var aftalt. Efter at klager havde oplyst om sin graviditet, blev hun dog alligevel ikke ansat i stillingen. Klager havde derfor påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn.
Indklagede havde ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Nævnet lagde vægt på, at der var nær tidsmæssig sammenhæng mellem klagers oplysning om sin graviditet og indklagede manglende reaktion i forhold til den aftalte ansættelse, og at indklagede ikke havde redegjort nærmere for betydningen af den oplyste drøftelse omkring lønnen.
Klager fik herefter medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 40.000 kr.
Godtgørelse på 40.000 kr. for afslag på ansættelse sent i ansættelsesprocessen (J.nr. 21-28360)
Ikke dokumenteret at digitaliseringsproces nødvendiggjorde afskedigelse
En kvinde blev den 30. november 2020 afskediget. På afskedigelsestidspunktet var kvinden gravid. Den indklagede virksomhed skulle derfor løfte bevisbyrden for, at kvindens graviditet ikke havde betydning for afskedigelsen af hende.
Nævnet vurderede, at virksomheden ikke havde godtgjort, at kvindens graviditet ikke havde betydning for afskedigelsen af hende. Nævnet lagde vægt på, at virksomheden ikke tilstrækkeligt dokumenterede, at beslutningen om at iværksætte digitaliseringsprocessen og afskedige kvinden blev taget inden kvindens meddelelse om sin graviditet, og at beslutningen medførte, at kvindens arbejdsopgaver i det væsentlige faldt bort.
Kvinden fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse.
Ikke dokumenteret at digitaliseringsproces nødvendiggjorde afskedigelse (J.nr. 21-17004)
Domstolenes udøvelse af den dømmende magt var ikke omfattet af ligestillingslovens anvendelsesområde
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med en civil retssag ved domstolene. Hun anførte, at dommerne i både byretten og landsretten kun lyttede til den mandlige modpart, mens forklaringerne fra klager og et kvindeligt vidne blev negligeret.
Klagen angik dermed forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med domstolenes udøvelse af den dømmende magt, som ikke er omfattet af ligestillingslovens anvendelsesområde.
Da forholdet herefter faldt uden for nævnets kompetence, kunne nævnet ikke behandle klagen.
Klage over forskelsbehandling på grund af handicap under et møde
En mand, der led af en række sygdomme og fik immunhæmmende medicin, klagede over, at en kommune havde udsat ham forskelsbehandling på grund af handicap. Kommune havde under afholdelsen af et møde ikke taget ekstra forholdsregler i forhold til manden på grund af covid-19 og havde ikke imødekommet hans anmodning om at udsætte mødet.
Nævnet vurderede, at klagen angik spørgsmål om tilpasning, og fandt at kommunen efter reglerne i handicapdiskriminationsloven ikke havde pligt til at foretage de nævnte tilpasningsforanstaltninger.
Manden fik derfor ikke medhold i sin klage.
Klage over forskelsbehandling på grund af handicap under et møde (J.nr. 21-21763)
Nævnet kunne ikke behandle klage over processen ved retssager, da klagen herover angik indhold af anden lov
En mand klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med rettens afsigelse af en udeblivelsesdom i en sag om en parkeringsafgift, og en fogedretlig sag.
Da sagerne var behandlet af domstolene, og klagen derved angik regler, der er fastsat ved lov, vurderede nævnet, at klagen faldt uden for anvendelsesområdet for lov om forskelsbehandling på grund af handicap.
Ligebehandlingsnævnet kunne derfor ikke behandle klagen.
Klage over parkeringsbøder kunne ikke behandles af nævnet, da sagen forinden havde været behandlet ved domstolene
En mand klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han var blevet pålagt en parkeringsafgift.
Det fremgik af sagens oplysninger, at sagen forud for nævnets behandling har været indbragt for retten. Da sagen var afgjort ved dom, kunne klager ikke få kravet behandlet ved Ligebehandlingsnævnet.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Klagerne havde ikke retlig interesse i sagens afgørelse
Klagerne angik påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med en vagtinstruks for vagtlægekørsel.
Nævnet vurderede, at klagerne ikke havde været direkte berørte af den påståede forskelsbehandling på grund af deres alder, således at de havde en individuel og aktuel interesse i sagen. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at klagerne var praksisejere og dermed havde adgang til dispensation efter vagtinstruksen.
Nævnet kunne herefter ikke behandle de to klager.
Klagerne havde ikke retlig interesse i sagens afgørelse (J.nr. 21-30911 + 22-8167)
Møde den 7. december 2022
Ikke påvist faktiske omstændigheder for forskelsbehandling ved kommunen
En mand gjorde gældende, at han blev udsat for forskelsbehandling på grund af race, national og etnisk oprindelse i forbindelse med kommunens behandling af ham i beskæftigelsesmæssig sammenhæng.
Nævnet vurderede, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på direkte forskelsbehandling.
Nævnet vurderede også, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på indirekte forskelsbehandling på grund af en bestemt race, national eller etnisk oprindelse.
Manden fik derfor ikke medhold.
Ikke påvist faktiske omstændigheder for forskelsbehandling ved kommunen (J.nr. 21-26058)
Kvinde blev udsat for chikane af kommune
En kvinde klagede over, at hun blev udsat for forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse i forbindelse med en kommunens afgørelse og sagsbehandling af en sag om sygedagpenge.
Den indklagede kommune havde for nævnet oplyst, at sagens forløb havde direkte sammenhæng med de opgaver, som kommunen var pålagt efter beskæftigelseslovgivningen.
Nævnet vurderede, at det ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven, at kommunen havde inddraget socio-kulturelle forhold i vurderingen af kvindens uarbejdsdygtighed. Nævnet vurderede dog også, at kvinden havde været udsat for chikane ved et møde med en kulturkonsulent, der havde fokuseret på kvindens etniske oprindelse.
Kvinden fik derfor delvist medhold i sin klage og blev tilkendt en godtgørelse.
Kvinde blev udsat for chikane af kommune (J.nr. 21-30929)
En hørenedsættelse udgjorde ikke et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand
En mand med en hørenedsættelse mente, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i form af chikane under sin ansættelse hos indklagede samt forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med et manglende tilbud om en ledig stilling hos indklagede og afskedigelsen af klager.
Klageren havde for nævnet oplyst, at han har en stærk hørenedsættelse, men at han fungerer udmærket med høreapparater og kan følge med i en tremandssamtale. Klager havde desuden oplyst, at han på grund af venteliste ikke fik udskiftet sine høreapparater i september 2020, hvert 4. år som sædvanligt, hvilket betød han blev dårligere hørende.
Indklagede havde for nævnet oplyst, at klagers handicap hverken påvirkede hans arbejdsindsats eller samarbejde med andre under hans ansættelse.
Nævnet vurderede på den baggrund, at klager ikke havde godtgjort, at han under sin ansættelse hos indklagede havde sådanne langvarige begrænsninger i sin mulighed for at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, at han som følge af sin hørenedsættelse havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Klager var dermed ikke omfattet af lovens beskyttelsesområde og fik derfor ikke medhold i klagen.
En hørenedsættelse udgjorde ikke et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand (J.nr. 21-20357)
Arbejdsgiver havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun blev afskediget fra sin stilling som operationssygeplejerske.
Klager havde et handicap som følge af en diskusprolaps i lænden, der gennem 16 måneder havde medført funktionsbegrænsninger ved udførelsen af arbejdet. Da afskedigelsen var begrundet i sygefravær relateret til diskusprolapsen, var der påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var sket forskelsbehandling på grund af handicap.
Nævnet vurderede, at indklagede, der løbende havde foretaget en række forskellige tilpasningsforanstaltninger for at få klager tilbage i stillingen som sygeplejerske, havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse.
Klager fik derfor ikke medhold.
Arbejdsgiver havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse (J.nr. 21-38142)
Klage over forskelsbehandling på grund af handicap afvist på mundtlige parts- og vidneforklaringer
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun og hendes knap 2-årige datter blev afvist ved indgangen til en restaurant.
Ved ankomsten til restauranten var datteren placeret i en specialklapvogn, der fungerede som et hjælpemiddel for hende som følge af hendes handicap. Afvisningen skyldtes, at restauranten af hensyn til brandsikkerheden ikke tillod barne- og klapvogne, medmindre der var tale om et hjælpemiddel.
Nævnet vurderede, at der var påvist faktiske omstændigheder, der tydede på indirekte forskelsbehandling på grund af handicap, og at forskelsbehandlingen var objektivt begrundet i et sagligt formål om brandsikkerhed.
Der var uenighed mellem parterne om, hvorvidt indklagede under dialogen med klager ved indgangen til restauranten var bekendt med, at klagers datters klapvogn udgjorde et hjælpemiddel som følge af hendes handicap.
Dette spørgsmål var af afgørende betydning for vurderingen af, om det af hensyn til brandsikkerheden var nødvendigt at afvise klager og hendes datter, fordi datteren var i klapvogn.
En afklaring heraf kunne alene ske ved mundtlige parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for nævnet.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Kvinde med udenlandsk klingende navn kunne ikke reservere bolig
En kvinde med et udenlandsk klingende navn klagede over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med, at hun ikke kunne reservere en bolig hos et boligselskab.
Kvinden havde for nævnet fremlagt en række mailkorrespondancer med fiktive personer og boligselskabet, hvor personer med dansk klingende navne hver gang blev tilbudt mulighed for at reservere boliger, mens personer med udenlandsk klingende navne hver gang ikke blev tilbudt mulighed for at reservere boliger. Boligselskabet havde for nævnet blandt andet oplyst, at reservationer og annulleringer af boliger skete vilkårligt og hurtigt.
Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, vurderede nævnet, at boligselskabet ikke havde løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.
Kvinden fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 10.000 kr.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Kvinde med udenlandsk klingende navn kunne ikke reservere bolig (J.nr. 21-42810)
Afskedigelse af kvinde i fertilitetsbehandling
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun var blevet afskediget fra sin stilling som driftskoordinator, mens hun var i et forløb med fertilitetsbehandling. Arbejdsgiveren var bekendt med, at kvinden siden november 2019 havde været i konkret behandlingsforløb, ligesom kvinden oplyste arbejdsgiveren om et planlagt behandlingsforsøg to dage forinden afskedigelsen. Ifølge afskedigelsesbrevet blev kvinden afskediget på grund af akut arbejdsmangel som konsekvens af Covid-19 krisen.
Nævnet fandt, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, der gav en formodning for, at kvinden var blevet forskelsbehandlet pga. køn. Det påhvilede herefter arbejdsgiveren at bevise, at afskedigelsen ikke var begrundet i kvindens fertilitetsbehandling.
Arbejdsgiveren havde for nævnet fremlagt et referat fra en ordinær generalforsamling fra maj 2020, hvoraf det fremgik, at den højest lønnede medarbejder i driftsteamet skulle afskediges grundet det økonomiske pres. Kvinden var den højest lønnede menige driftskoordinator.
Uanset en stor nedgang i omsætningen i marts, april og maj vurderede nævnet på baggrund af det oplyste om indklagedes omsætning i de herefter følgende måneder, at indklagede ikke havde godtgjort, at virksomhedens samlede økonomiske situation nødvendiggjorde afskedigelsen af klager i august 2020. Nævnets vurderede desuden, at indklagede ikke havde dokumenteret nærmere, hvorfor det var nødvendigt at afskedige kvinden, frem for de øvrige driftskoordinatorer hos indklagede.
Kvinden blev herefter tilkendt en godtgørelse svarende til 9 måneders løn.
Afskedigelse af kvinde i fertilitetsbehandling (J.nr. 21-14578)
Møde den 16. december 2022
Overenskomstens parter var pligtsubjekter efter forskelsbehandlingsloven
En mand klagede over forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at han under sin ansættelse hos en kommune var udelukket fra at modtage indbetaling af pensionsbidrag, fordi han modtog udbetaling af pension fra to pensionsordninger. Udelukkelsen fra pensionsordningen fulgte af en overenskomst indgået mellem KL og 3F. Klagen angik derfor både kommunen som arbejdsgiver og KL og 3F som overenskomstparter.
Nævnet fastslog, at KL og 3F som overenskomstparter var pligtsubjekter efter forskelsbehandlingsloven.
På baggrund af Højesterets dom i U. 2021.4240H vurderede nævnet dog, at klager ikke havde været udsat for ringere behandling i forskelsbehandlingslovens forstand. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klager som følge af udelukkelsen fra pensionsordningen heller ikke var omfattet af den til ordningen knyttede gruppelivsforsikring og sum ved kritisk sygdom.
Klager fik derfor ikke medhold.
Overenskomstens parter var pligtsubjekter efter forskelsbehandlingsloven (J.nr. 19-41016)
Nævnet afviste at behandle klage på grund af indgået voldgiftsaftale
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun blev afskediget under sin graviditet.
Der var i ansættelsesaftalen indgået aftale om, at ethvert krav i anledning af ansættelsesforholdet skulle afgøres ved voldgift i henhold til voldgiftsloven.
Da nævnets afgørelser ikke er direkte eksigible og dermed ikke kan fuldbyrdes uden ved dom, vurderede nævnet, at en klage som udgangspunkt ikke kan behandles ved nævnet, hvis det allerede på afgørelsestidspunktet står klart, at sagen i tilfælde af manglende efterlevelse ikke efterfølgende vil kunne indbringes for de almindelige domstole.
Under en mulig retssag i anledning af en eventuel afgørelse om medhold fra nævnet ville indklagede efter voldgiftsloven kunne begære retssagen afvist under henvisning til den indgåede voldgiftsaftale. Kompetencen til at tage stilling til voldgiftsklausulens gyldighed og rækkevidde tilkommer efter voldgiftsloven domstolene.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Nævnet afviste at behandle klage på grund af indgået voldgiftsaftale (J.nr. 21-26017)
Nævnet kunne behandle sag på trods af voldgiftsklausul, da den konkret var fraveget
En kvindelig kiropraktor klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun blev afskediget under sin graviditet.
Det var aftalt i ansættelsesaftalen, at uoverensstemmelser i anledning af ansættelsesforholdet skulle afgøres ved voldgift. Nævnet vurderede dog, at indklagede konkret havde accepteret en fravigelse af voldgiftsaftalen, som derfor ikke var til hinder for, at nævnet kunne behandle klagen.
Nævnet vurderede, at indklagede ikke havde løftet bevisbyrden for, at klagers graviditet og forestående barselsorlov hverken helt eller delvist indgik ved beslutningen om at afskedige netop hende. Det indgik ved vurderingen, at den kiropraktor, som indklagede valgte at beholde, kun havde været ansat hos indklagede i én måned og alene havde to års relevant erhvervserfaring mere end klager.
Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse svarende til 6 måneders løn.
Nævnet kunne behandle sag på trods af voldgiftsklausul, da den konkret var fraveget (J.nr. 21-21750)
Facebook-tjenesten omfattet af ligestillingsloven
En mand klagede over, at hans kommentar var blevet slettet på Facebook.
Ligebehandlingsnævnet skulle indledningsvist tage stilling til, om nævnet havde stedlig kompetence til at behandle klagen. Et flertal vurderede, at nævnet havde stedlig kompetence. Flertallet vurderede herefter, at Facebook-tjenesten var pligtsubjekt efter ligestillingslovens § 1a, og at der derfor materielt skulle tages stilling til sagen. Flertallet vurderede endeligt, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på forskelsbehandling på grund af køn.
Manden fik derfor ikke medhold.
Facebook-tjenesten omfattet af ligestillingsloven (J.nr. 21-911)
Kommunen har ikke overholdt sin tilpasningsforpligtelse ved screeningsproces
En far klagede på vegne af sit barn i forbindelse med resultatet af en screeningsproces til optagelse på en skole. Det fremgik af sagens lægelige oplysninger, at barnet led af cerebral parese og derfor kunne have svært ved at udtrykke sig aktivt verbalt.
Nævnet vurderede, at den indklagede kommunes tilbud om ekstra tid til processen ikke var en relevant tilpasningsforanstaltning i barnets konkrete tilfælde, og at kommunen vidste eller burde vide dette.
Nævnet vurderede derfor, at kommunen ikke havde løftet bevisbyrden for, at den manglende overholdelse af tilpasningsforpligtelsen var objektivt begrundet i et sagligt formål.
Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse.
Kommunen har ikke overholdt sin tilpasningsforpligtelse ved screeningsproces (J.nr. 21-22869)
Spørgsmål om forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med støtteforanstaltninger og chikane under uddannelse
En kvinde klagede til Ligebehandlingsnævnet, fordi hun mente, at hendes uddannelsesinstitution havde udsat hende for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med manglende støtteforanstaltninger under kvindens uddannelse. Derudover mente kvinden, at uddannelsesinstitutionen ikke havde sikret hende et chikanefrit miljø under uddannelsen, da hun var blevet udsat for chikane fra en medstuderende.
I forhold til den del af klagen, der angik støtteforanstaltningerne i forbindelse med kvindens uddannelse, var der mellem parterne uenighed om en række spørgsmål af afgørende betydning for sagens resultat. Nævnet vurderede derfor, at bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer var nødvendigt, og afviste på den baggrund at behandle den del af klagen.
I forhold til den del af klagen, der angik spørgsmålet om chikane vurderede nævnet indledningsvist, at der var tale om chikane. Dernæst vurderede nævnet, at uddannelsesinstitutionen ikke havde handlet i strid med pligten til at stille et chikanefrit miljø til rådighed. Nævnet lagde ved vurderingen bandt andet vægt på, at uddannelsesinstitutionen havde indledt en undersøgelse af chikanesagen, og tildelt en sanktion til den medstuderende. Kvinden fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Anmodning om genoptagelse af spørgsmålet om godtgørelsens størrelse
En kvinde anmodede om genoptagelse af en sag om forskelsbehandling på grund af køn i relation til spørgsmålet om godtgørelsens størrelse.
Nævnet fandt ved afgørelsen af 28. oktober 2021 ikke grundlag for at tilkende kvinden yderligere godtgørelse end den godtgørelse på 5.000 kr., som det indklagede forsikringsselskab allerede havde betalt til hende.
Nævnet vurderede, at der ikke var fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen i relation til spørgsmålet om godtgørelsens størrelse.
Ligebehandlingsnævnet genoptog derfor ikke sagen.
Anmodning om genoptagelse af spørgsmålet om godtgørelsens størrelse (J.nr. 22-10608)
Formandsafgørelser december 2022
Afslag på genoptagelse af sag om forskelsbehandling på grund af alder
En mand anmodede om genoptagelse af en sag om forskelsbehandling på grund af alder. Ligebehandlingsnævnet havde truffet afgørelse den 6. september 2022 under sagsnr. 20-54463. Nævnet havde ikke kompetence til at behandle klagen, da den vedrørte forskelsbehandling på grund af alder uden for forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde.
Nævnet genoptog ikke sagen. Nævnet vurderede, at der ikke var fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Da der heller ikke i øvrigt forelå særlige grunde, der talte for, at sagen skulle genoptages, var der efter nævnets faste praksis ikke grundlag for at genoptage sagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Afslag på genoptagelse af sag om forskelsbehandling på grund af alder (J.nr. 22-45286)
Ej påvist faktiske omstændigheder for forskelsbehandling ved sagsbehandling
En mand gjorde gældende, at han blev udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med den indklagede styrelses sagsbehandling af hans sager.
Nævnet afviste en del af klagen som følge af, at nævnet ikke havde kompetence til at behandle klager over sagsbehandlingstid, procedurefejl m.v. Nævnet vurderede videre, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Manden fik herefter ikke medhold.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Ej påvist faktiske omstændigheder for forskelsbehandling ved sagsbehandling (J.nr. 21-20359)
Klage over bankgebyr ved oprettelse af konto
En kvindelige studerende havde klaget over, at hun i forbindelse med oprettelse af en konto hos en dansk bank skulle betale et gebyr, fordi hun ikke var dansk statsborger.
Nævnet vurderede, at der ikke ved kravet til klager om betaling af gebyr for udlændinge var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var sket direkte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.
Nævnet lagde særligt vægt på, at kravet om betaling af gebyr efter det oplyste blev stillet ud fra oplysninger om, at klager ikke havde et dansk pas og derfor ikke kunne ansøge om oprettelse af kontoen via bankens hjemmeside. Der er ikke fremlagt oplysninger om, at der indgik øvrige elementer i forbindelse med fastsættelsen af gebyret.
Nævnet vurderede desuden, at der heller ikke var påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at der var sket indirekte forskelsbehandling på grund af klagers etniske oprindelse. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var fremlagt oplysninger om, at gebyret skulle betales, fordi klager har et bestemt statsborgerskab, men at pålægget af gebyret skyldtes, at klager, der ikke havde dansk pas, ikke kunne ansøge om oprettelse af kontoen via bankens hjemmeside.
Klager fik derfor ikke medhold i sin klage.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Klage over bankgebyr ved oprettelse af konto (J.nr. 22-12500)
Klage over forskelsbehandling på grund af alder faldt uden for forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde
En 64-årig mand klagede over forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at han ikke skattefrit kunne udtræde af sin efterlønsordning.
Nævnet vurderede, at efterløn udgør en social sikringsordning, der falder uden for forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde. Nævnet havde derfor ikke kompetence til at behandle klagen over forskelsbehandling på grund af alder uden for forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Nævnet kunne ikke behandle klage over tilgængelighed
En mand, der er ordblind, klagede over, at den indklagede myndighed ikke har en skærmoplæser på sin hjemmeside.
Der bliver ikke efter handicapdiskriminationsloven stillet yderligere krav til tilgængelighed, end hvad der til enhver tid gælder efter anden lovgivning. Det forhold, at en privat eller offentlig virksomhed ikke lever op til reglerne om tilgængelighed m.v., skal behandles efter den pågældende sektors regelsæt.
Webtilgængelighed er reguleret af lov om tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapplikationer.
Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Nævnet kunne ikke behandle klage over tilgængelighed (J.nr. 22-37238)
Nævnet afviste klage over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse
En kvinde klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med den indklagede kommunes behandling af hende.
Der var ikke sagen oplysninger, der gav anledning til at formode, at kvinden i forbindelse med kommunens behandling af hende var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af race og/eller etnisk oprindelse.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Nævnet afviste klage over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse (J.nr. 22-31936)