Principiel behandling af to sager i Ligebehandlingsnævnet om målrettet visning af annoncering efter arbejdskraft på Facebook
Det principielle spørgsmål i de to sager angik, om det var i strid med ligebehandlingsloven og forskelsbehandlingsloven at målrette annoncering efter arbejdskraft på Facebook, således at annonceringer alene blev vist på de profiler, der tilhørte facebookbrugere af et bestemt køn og med en bestemt alder.
Sagerne var indbragt for nævnet af Institut for Menneskerettigheder i medfør af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 8, hvorefter instituttet kan indbringe sager af principiel karakter eller sager af almindelig offentlig interesse. Det kan for eksempel være sager, som vurderes at være indgribende i forhold til en større gruppe af personer.
De indklagede virksomheder havde annonceret efter arbejdskraft på Facebook.
Virksomhederne havde ikke angivet i annonceringen, at virksomhederne foretrak en person af et bestemt køn eller med en bestemt alder.
Ved hjælp af Facebooks annonceplatform blev annoncerne imidlertid alene vist på de profiler, der tilhørte bestemte Facebookbrugere, hvilke beroede på virksomhedernes indstilling for visningen af annoncerne.
Den ene sag angik en virksomheds annoncering efter en disponent. Virksomhedens annonce blev alene vist på de profiler, der tilhørte Facebookbrugere mellem 20 og 50 år.
Den anden sag angik en virksomheds annoncering efter ”stagehands”. Virksomhedens annonce blev alene vist på de profiler, der tilhørte mandlige Facebookbrugere mellem 20 og 43 år.
Ligebehandlingsnævnet fastslog, at en sådan indstilling for visning af annoncering efter arbejdskraft ikke er neutral i forhold til de diskriminationsgrunde, der er opregnet i ligebehandlingslovens § 1 og forskelsbehandlingslovens § 1. Dette vil derfor efter omstændighederne kunne sidestilles med en tilkendegivelse om, at der foretrækkes en person med et bestemt køn eller en bestemt alder til stillingen.
Om indklagedes annoncering efter arbejdskraft på Facebook var i strid med annonceringsforbuddene i ligebehandlingslovens § 6 og i forskelsbehandlingslovens § 5, måtte imidlertid bero på en samlet vurdering af omstændighederne i den konkrete sag. I vurderingen må det tillægges betydning, om annoncering alene er sket på Facebook ud fra nærmere angivne indstillinger for visningen, eller om annoncering tillige er sket på jobportaler m.v., som alle personer har lige adgang til.
Annoncering efter en disponent målrettet Facebookbrugere mellem 20 og 50 år
Den indklagede virksomhed, der på Facebook havde annonceret efter en disponent, havde tillige annonceret jobbet via andre kanaler, herunder på virksomhedens hjemmeside og Linked In company page. Endvidere havde virksomheden opfordret Facebookbrugerne til at dele jobopslaget.
Nævnet vurderede, at der under disse omstændigheder ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at den indklagede virksomhed havde handlet i strid med annonceringsforbuddet i forskelsbehandlingsloven.
Spørgsmålet var herefter, om virksomheden havde handlet i strid med forskelsbehandlingslovens generelle forbud mod forskelsbehandling på grund af alder ved ansættelse.
Indstillingen for visningen af annoncen alene for Facebookbrugere mellem 20 og 50 år skabte en formodning for, at personer uden for denne aldersgruppe ikke havde samme mulighed for at komme i betragtning til stillingen.
Der var herefter påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at virksomheden handlede i strid med forbuddet mod direkte forskelsbehandling på grund af alder.
Nævnet lagde til grund, at virksomheden annoncerede stillingen bredt, at virksomheden opfordrede Facebookbrugere til at dele opslaget, og at virksomheden ansatte en ansøger, der var ældre end 50 år i stillingen.
Efter en samlet vurdering havde virksomheden under disse konkrete omstændigheder løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.
Institut for Menneskerettigheder fik derfor ikke medhold i klagen.
Læs nævnets afgørelse med sagsnr. 20-13527
Annoncering efter ”stagehands” målrettet mandlige Facebookbrugere mellem 20 og 43 år
I den anden sag havde den indklagede virksomhed, der på Facebook havde annonceret efter ”stagehands”, tillige annonceret jobbet på virksomhedens hjemmeside og Facebookside. Endvidere havde virksomheden opfordret Facebookbrugerne til at dele opslaget.
Nævnet vurderede, at der under disse omstændigheder ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at den indklagede virksomhed havde handlet i strid med annonceringsforbuddene i ligebehandlingsloven og i forskelsbehandlingsloven.
Spørgsmålet var herefter også i denne sag, om virksomheden havde handlet i strid med de generelle forbud mod forskelsbehandling på grund af køn og alder ved ansættelse.
Indstillingen for visningen af annoncen alene for mandlige Facebookbrugere mellem 20 og 43 år skabte en formodning for, at kvinder og personer uden for denne aldersgruppe ikke havde samme mulighed for at komme i betragtning til stillingerne.
Der var herefter påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at virksomheden handlede i strid med forbuddene mod direkte forskelsbehandling på grund af køn og alder.
Den indklagede virksomhed havde trods flere opfordringer ikke besvaret nævnets henvendelser i sagen.
Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen havde virksomheden herefter ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.
Institut for Menneskerettigheder fik derfor medhold i klagen.