Principiel behandling af fem sager i Ligebehandlingsnævnet

Det principielle spørgsmål i de fem sager angik rækkeviden af handicapdiskriminationslovens § 3, hvoraf det fremgår, at loven ikke indebærer en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Procesbevillingsnævnet havde ikke pligt til at bistå ansøger med synshandicap

Sagen angik en mand med et synshandicap, der påstod sig udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med Procesbevillingsnævnets behandling af hans ansøgning om appeltilladelse. Procesbevillingsnævnet havde givet manden afslag på at få sin sag behandlet ved Højesteret.

Manden havde oplyst Procesbevillingsnævnet, at han på grund af sit synshandicap ikke havde mulighed for at begrunde sin ansøgning. Manden anførte, at Procesbevillingsnævnet skulle have givet ham mulighed for skriftligt at begrunde ansøgningen, og at han havde brug for kvalificeret personlig bistand dertil.

Nævnet vurderede, at handicapdiskriminationsloven ikke indebærer en pligt for Procesbevillingsnævnet til at gennemgå materiale. Loven indebærer heller ikke en pligt for Procesbevillingsnævnet til at yde juridisk rådgivning eller til at betale for bistand til manden.

Et flertal af nævnets medlemmer udtalte, at Procesbevillingsnævnet ikke havde en pligt til at imødekomme mandens anmodninger om gennemgang af det pågældende materiale eller afgørelser i sagen for ham. Procesbevillingsnævnet havde heller ikke en pligt til at yde juridisk rådgivning eller til at betale for kvalificeret personlig bistand til manden i forbindelse med sagens behandling. Flertallet stemte allerede af den grund for ikke at give manden medhold i klagen.

Et mindretal af nævnets medlemmer udtalte, at uanset, at handicapdiskriminationsloven ikke indebærer en ret til rimelig tilpasning for enkeltpersoner, kunne den tilsyneladende neutrale praksis i Procesbevillingsnævnets ansøgningsprocedure stille personer med handicap, for eksempel synshandicap, ringere end andre personer.

Mindretallet vurderede, at der var påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at manden i forbindelse med Procesbevillingsnævnets behandling af ansøgningen om appeltilladelse blev udsat for indirekte forskelsbehandling. Mindretallet foretog herefter en vurdering af, om forskelsbehandlingen var objektivt begrundet i et sagligt formål, var nødvendig for at opnå formålet, og om der var et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen var for klager. Mindretallet vurderede på den baggrund, at Procesbevillingsnævnet havde løftet bevisbyrden for, at der ikke var sket ulovlig forskelsbehandling. Mindretallet stemte med denne begrundelse for ikke at give manden medhold i klagen.

Efter stemmeafgivningen fik klager ikke medhold i klagen.

Læs nævnets afgørelse med j.nr 19-32160.

Boligselskab havde ikke pligt til at tildele beboer med handicap en fast parkeringsplads

Sagen angik en beboer i et alment boligselskab, som påstod sig udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med boligselskabets afslag på at tildele ham en fast parkeringsplads. Beboeren, der er delvist lam, havde ansøgt boligselskabet om en fast parkeringsplads til sin handicapbil. Boligselskabet gav ham afslag med den begrundelse, at der i afdelingen kun var et begrænset antal parkeringspladser til rådighed.

Nævnet lagde til grund, at der ikke gælder regler for etablering af handicapparkeringspladser for private grundejere, og at der heller ikke i lokalplanen var fastsat regler om, at der skulle stilles handicapparkeringspladser til rådighed.

Nævnet vurderede, at handicapdiskriminationsloven ikke indebærer en pligt for boligselskabet til rimelig tilpasning i form af etablering af en fast parkeringsplads til beboeren.

Et flertal af nævnets medlemmer udtalte, at boligselskabet ikke havde en pligt til at etablere en handicapparkeringsplads for beboeren eller til at tildele ham en fast parkeringsplads. Flertallet stemte allerede af den grund for ikke at give beboeren medhold i klagen.

Et mindretal af nævnets medlemmer udtalte, at uanset, at handicapdiskriminationsloven ikke indebærer en ret til rimelig tilpasning for enkeltpersoner, kunne den tilsyneladende neutrale praksis med kun at tildele faste parkeringspladser, hvis der er tilstrækkeligt med parkeringspladser tilknyttet den pågældende afdeling, stille personer med handicap i form af gangbesvær ringere end andre personer.

Mindretallet vurderede, at der var påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at beboeren ved afslaget blev udsat for indirekte forskelsbehandling. Mindretallet vurderede, at der ikke inden for handicapdiskriminationslovens rammer kunne fastsættes en pligt for boligselskabet til altid at etablere et antal parkeringspladser forbeholdt personer med handicap, der svarer til det antal lejemål, der er udlejet til personer med handicap. Mindretallet foretog en vurdering af, om forskelsbehandlingen var objektivt begrundet i et sagligt formål, var nødvendig for at opnå formålet, og om der var et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen var for klager. Mindretallet vurderede på den baggrund, at boligselskabet havde løftet bevisbyrden for, at der ikke var sket ulovlig forskelsbehandling. Med denne begrundelse stemte mindretallet for ikke at give beboeren medhold i klagen.

Efter stemmeafgivningen fik klager ikke medhold i klagen.

Læs nævnets afgørelse med j.nr 19-37458.

Webtilgængelighed og myndigheds håndtering af ordblind mands telefoniske henvendelse

Nævnet behandlede på mødet tre klager fra en mand, der er ordblind. Manden påstod sig forskelsbehandlet på grund af handicap i forbindelse med udformningen af de tre indklagede myndigheders hjemmesider. Manden gjorde gældende, at han som ordblind ikke har tilstrækkelig adgang til indholdet af hjemmesiderne, herunder fx til kontaktoplysninger.

Den ene af sagerne angik desuden håndteringen af mandens telefoniske henvendelse til myndigheden. Myndigheden opfordrer på sin hjemmeside klagere til at benytte en digital kontaktformular i forbindelse med indgivelse af klager over erhvervsdrivende. Manden kontaktede i december 2019 telefonisk myndigheden. Manden oplyste i den forbindelse, at han er ordblind og derfor ikke har mulighed for at udfylde kontaktformularen. Myndigheden oplyste manden om, at han ville blive kontaktet senere.

Manden blev senere samme dag ringet op af en sagsbehandler. Sagsbehandleren tilbød manden at indgive en klage mundtligt og oplyste, at der ville blive oprettet et telefonnotat med klagen. Manden afbrød herefter samtalen.

Nævnet vurderede indledende, at mandens ordblindhed udgør et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.

Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at der ikke med loven bliver stillet yderligere krav til tilgængelighed, end hvad der til enhver tid gælder efter anden lovgivning. Det fremgår endvidere af forarbejderne, at det forhold, at en privat eller offentlig virksomhed ikke lever op til reglerne om tilgængelighed m.v., skal behandles i den pågældende sektors regelsæt. En klage over manglende overholdelse af reglerne om tilgængelighed m.v. må indgives til de klageinstanser, der måtte være i den pågældende sektor.

Webtilgængelighed er reguleret af lov om tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapplikationer, der trådte i kraft den 23. september 2018 (lov nr. 692 af 8. juni 2018). Digitaliseringsstyrelsen fører tilsyn med offentlige organers overholdelse af loven.

Nævnet udtalte, at en klage må indgives til Digitaliseringsstyrelsen, der siden lovens ikrafttræden har været klageinstans i den pågældende sektor.

Nævnet vurderede på den baggrund, at nævnet ikke kunne behandle klagerne vedrørende webtilgængelighed.

Vedrørende myndighedens håndtering af mandens telefoniske henvendelse vurderede nævnet, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han ved sin henvendelse til myndigheden blev udsat for ringere behandling i handicapdiskriminationslovens forstand. Nævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at manden blev kontaktet af sagsbehandleren samme dag, som han henvendte sig til myndigheden, og at det var uden betydning for sagsbehandlingen, om en klage blev indgivet via kontaktformularen eller blev noteret i et telefonnotat.

Manden fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Læs nævnets tre afgørelser med j.nr. 19-59728, 20-6466 og 20-17595.