Møde den 7. maj 2021 

Virksomhed kunne anvende 120-dages reglen 

En kvinde var ansat i en fleksjobstilling i den indklagede virksomhed med flere forskellige skånehensyn i forhold til bevægeapparatet. Kvinden havde været i fleksjob siden 2004. I perioden fra den 9. januar 2017 til den 8. maj 2017 var kvinden fuldtidssygemeldt som følge af en knæoperation. Hun blev herefter afskediget med henvisning til 120-sygedages reglen.

Ud fra sagens oplysninger lagde nævnet til grund, at virksomheden frem til kvindens sygemelding løbende havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse. På denne baggrund lagde nævnet til grund, at kvindens sygemelding fra den 9. januar 2017 og frem til opsigelsen den 8. maj 2017 (og i opsigelsesperioden) var begrundet i knæoperationen, og at behovet for en knæoperation ikke skyldtes virksomhedens manglende overholdelse af sin tilpasningsforpligtelse.

I den situation kunne virksomheden medregne sygedagene i forbindelse med knæoperationen til opfyldelse af 120-sygedages reglen. Nævnet henviste i den forbindelse til EU-domstolenes afgørelser i C-397/18 Nobel Plastique Iberica og C-385/11 Ring og Skouboe Werge.

Kvinden fik derfor ikke medhold i sin klage.

Virksomhed kunne anvende 120-dages reglen (j.nr. 19-1523)

Ej pligt til tildeling af fast handicapparkeringsplads

En beboer i et alment boligselskab påstod sig udsat for forskelsbehandling, da hun fik afslag på tildeling af en fast handicapparkeringsplads til sin bil. I beboerrådet var der vedtaget en regel om, at man alene kunne få tildelt en fast handicapparkeringsplads, hvis man var omfattet af Servicelovens § 114. Beboeren var ikke omfattet af Servicelovens § 114.

Nævnet vurderede, at handicapdiskriminationsloven ikke indebærer en pligt for boligselskabet til rimelig tilpasning i form af etablering af en fast parkeringsplads til beboeren. Nævnet vurdere videre, at boligselskabet ikke havde en pligt til at etablere en handicapparkeringsplads for beboeren eller til at tildele hende en fast parkeringsplads.

Beboeren fik allerede af denne grund ikke medhold i sin klage.

Ej pligt til tildeling af fast handicapparkeringsplads (j.nr. 20-11522)

Afskedigelse af skoleleder under orlov efter barselsloven

En skoleleder blev afskediget fra sin stilling under orlov efter barselsloven. Som følge af den omvendte bevisbyrde skulle den indklagede uddannelsesinstitution godtgøre, at afskedigelsen ikke var begrundet i skolelederens orlov. Afskedigelsen af skolelederen blev begrundet i nedgang af antallet af undervisere og aktiviteter samt et underskud på aktiviteterne hos uddannelsesinstitutionen.

Institutionen oplyste bl.a., at afskedigelsen var nødvendig på grund af virksomhedens økonomiske situation. Institutionen oplyste også, at en nyudnævnt souschef alene overtog skolelederens administrative opgaver med skemaplanlægning.

Skolelederen oplyste bl.a., at ledelsen i institutionen løbende accepterede et underskud på aktiviteterne, at der ikke skete et fald i aktiviteter og kursister, samt at den nyudnævnte souschef overtog og blev oplært i alle hendes opgaver.

Nævnet vurderede herefter, at det var nødvendigt for sagens afgørelse, at der blev ført bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, herunder særligt om souschefens opgavevaretagelse. En sådan bevisførelse kunne ikke foregå ved nævnet, men måtte i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviste derfor at behandle sagen.

Afskedigelse af skoleleder under orlov efter barselsloven (j.nr. 19-59742)

Mand kom ikke i betragtning til stilling som rengøringsmedarbejder

En mand rettede henvendelse til indehaveren af en rengøringsvirksomhed med henblik på ansættelse i et annonceret rengøringsjob. Indehaveren af virksomheden oplyste, at der var tale om rengøring hos private folk, hvorfor der skulle være tale om ”en virkelig dygtig kvinde”.

Nævnet lagde til grund, at der på baggrund af indehaverens oplysning lå en klar tilkendegivelse om, at den indklagede virksomhed ønskede at ansætte en kvinde i den ledige stilling, og at manden ikke ville kunne komme i betragtning til stillingen.

Nævnet vurderede herefter, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at den indklagede virksomhed havde oplyst, at manden ville være blevet indkaldt til samtale, såfremt han havde sendt ansøgning og CV. Det påhvilede herefter indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Den indklagede virksomhed løftede ikke denne bevisbyrde.

Manden fik derfor medhold i klagen, og blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr.

Mand kom ikke i betragtning til stilling som rengøringsmedarbejder (j.nr. 20-25573)

Mand over 65 år blev ikke indstillet til genbeskikkelse som censor

En mand søgte om at blive indstillet til genbeskikkelse som censor på en uddannelse. Manden modtog afslag på genbeskikkelse.

Manden gjorde for nævnet gældende, at hans alder havde spillet en rolle ved beslutningen om ikke at indstille ham til genbeskikkelse som censor. Manden oplyste for nævnet, at han havde været censor i 10 år, og at disse 10 år var forløbet upåklageligt. Manden henviste desuden til, at procentdelen af de beskikkede censorer over 65 år var faldet ved nybeskikkelsen set i forhold til den forudgående beskikkelsesperiode.

Nævnet vurderede, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hans alder havde en betydning ved beslutningen om ikke at indstille ham til genbeskikkelse som censor.

Nævnet lagde blandt andet vægt på, at det af eksamensbekendtgørelsen fremgår, at der ved hver ny beskikkelsesperiode skal udskiftes mindst en fjerdedel af censorkorpset.

Manden fik derfor ikke medhold i klagen.

Mand over 65 år blev ikke indstillet til genbeskikkelse som censor (j.nr. 20-18248)

Mand, der er døv, kom ikke i betragtning til stilling

En mand, der er døv, blev kontaktet af et vikar- og rekrutteringsbureau om en håndværkerstilling. Da klager oplyste, at han er døv, svarede bureauet, at de desværre ikke kunne tilbyde ham stillingen.

Efter indholdet af bureauets afslag vurderede nævnet, at manden havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han havde været udsat for direkte forskelsbehandling på grund af sit handicap. Efter indholdet af korrespondancen fandt nævnet videre, at bureauet ikke havde bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

Manden fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr.

Mand, der er døv, kom ikke i betragtning til stilling (j.nr. 20-38861)

Møde den 28. maj 2021 

Pædagog i fleksjob afskediget med henvisning til omfanget af sit sygefravær

Den 1. juli 2012 tiltrådte en klubpædagog i en stilling i en kommune. Der var tale om et fleksjob som følge af en ryglidelse. Foruden ryglidelsen havde pædagogen gener fra sit højre knæ, og fra februar 2017 faldt hun gentagne gange.

I oktober 2019 blev pædagogen afskediget med henvisning til omfanget af sit sygefravær de seneste tre år op til afskedigelsestidspunktet. Pædagogen havde været fraværende på grund af sygdom i gennemsnit 45 dage årligt (17 dage i 2017, 53 dage i 2018 og 63 dage i 2019). Dele af sygefraværet i 2019 skyldtes andre årsager end følgerne efter pædagogens handicap. På afskedigelsestidspunktet var pædagogen raskmeldt og arbejdede i sit fleksjob i den indklagede kommune 20 timer ugentligt.

Nævnet vurderede, at kommunen havde foretaget hensigtsmæssige foranstaltninger, der ville kunne afhjælpe de konkrete funktionsbegrænsninger, som pædagogen havde på grund af sit handicap, men at pædagogen til trods herfor som følge af sit samlede sygefravær ikke længere var disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen som klubpædagog. Der var ikke udsigt til, at dette ville ændre sig inden for rimelig tid. Kommunen havde derfor løftet bevisbyrden for, at forpligtelsen til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger var opfyldt, og at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

Pædagogen fik derfor ikke medhold i klagen.

Pædagog i fleksjob afskediget med henvisning til omfanget af sit sygefravær (j.nr. 20-25623)

Døv mand fik afslag på ansættelse som lastbilchauffør

En mand, der er døv, var til jobsamtale som lastbilchauffør i en virksomhed. Manden fik afslag på ansættelse begrundet med, at han ikke kunne kommunikere med borgere ude på ruten.

Nævnet vurderede, at der var påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at manden ved afslaget på ansættelse blev udsat for direkte forskelsbehandling. Virksomheden arbejdede efter det oplyste med skraldevognskørsel, hvor der var stor fokus på egen og andres sikkerhed som blandt andet indebar, at kollegaerne skulle kunne råbe hinanden op i trafikken.

Der var for nævnet tvivl om karakteren og det nærmere omfang af forpligtelsen til at kunne besvare spørgsmål fra borgerne samt tvivl om karakteren af de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med arbejdets udførelse. Nævnet vurderede derfor, at mundtlige parts- og vidneforklaringer var nødvendige for sagens afgørelse.

Ligebehandlingsnævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

Døv mand fik afslag på ansættelse som lastbilchauffør (j.nr. 20-32860)

Lærer blev afskediget under afskedigelsesrunde på grund af handicap

En kvinde blev afskediget fra sin stilling hos en kommune under en afskedigelsesrunde som følge af besparelser. Ved udvælgelsen af hvilke medarbejdere der bedst kunne undværes, foretog kommunen en samlet vurdering af blandt andet medarbejdernes kvalifikationer i forhold til kriterier som faglig bredde og klasserumsledelse.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at kvinden som følge af periodevise behandlingskrævende depressioner med kroniske følger og deraf følgende skånebehov havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Nævnet vurderede videre, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at de anvendte tilsyneladende neutrale udvælgelseskriterier stillede hende ringere som følge af hendes handicap og de deraf følgende skånebehov. Kommunen havde ikke dokumenteret, at der ved vurderingen af kvinden blev taget hensyn til hendes skånebehov, eller at hun under alle omstændigheder ville være blevet udvalgt til afskedigelse.

Kvinden fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse svarende til 12 måneders løn.

Lærer blev afskediget under afskedigelsesrunde på grund af handicap (j.nr. 19-32621)

Lærer med sklerose blev afskediget under afskedigelsesrunde

En kvinde blev afskediget fra sin stilling hos en kommune under en afskedigelsesrunde som følge af besparelser. Ved udvælgelsen af, hvilke medarbejdere der bedst kunne undværes, foretog kommunen en samlet vurdering af blandt andet medarbejdernes kvalifikationer i forhold til klasseledelse.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at kvinden som følge af dissemineret sklerose og deraf følgende skånebehov havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Nævnet vurderede videre, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at de anvendte tilsyneladende neutrale udvælgelseskriterier stillede hende ringere som følge af hendes handicap og de deraf følgende skånebehov. Kommunen havde ikke dokumenteret, at der ved vurderingen af kvinden blev taget hensyn til hendes skånebehov, eller at hun under alle omstændigheder ville være blevet udvalgt til afskedigelse.

Kvinden fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse svarende til 9 måneders løn.

Lærer med sklerose blev afskediget under afskedigelsesrunde (j.nr. 19-32214)

Kvinde med lammelser i benene fik afslag på at medbringe el-scooter på busrejse

En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at et rejsebureau havde afvist, at hun kunne medbringe sin el-scooter på en busrejse.

Kvinden har lammelser i benene og er derfor afhængig af sin el-scooter. Nævnet vurderede, at kvindens lammelser udgør et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.

Rejsebureauets afslag blev givet med henvisning til, at det følger af rejsebureauets betingelser, at man skal være 100% selvhjulpen, i almindelig god fysisk form og almindeligt godt gående for at deltage. Nævnet vurderede, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun ved afslaget blev udsat for indirekte forskelsbehandling.

Nævnet vurderede, at forskelsbehandlingen af kvinden var objektivt begrundet i et sagligt formål om hensyntagen til en gruppe, der rejser sammen. Nævnet vurderede dog, at rejsebureauet ikke havde løftet bevisbyrden for, at det var nødvendigt at fastholde betingelsen over for kvinden.

Kvinden fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr.

Kvinde med lammelser i benene fik afslag på at medbringe el-scooter på busrejse (j.nr. 20-14545)

Kvinde kunne ikke modtage lønsikring ved ledighed som følge af sygdom i forbindelse med graviditet

En kvinde var i 2018 arbejdsløs og på dagpenge. Kvinden var omfattet af en lønforsikring hos det indklagede forsikringsselskab og modtog derfor lønsikring som tillæg til dagpengene. I august 2018 blev kvinden sygemeldt, da hun i uge 22 af sin graviditet var gået i fødsel. Kvinden var uarbejdsdygtig i resten af sin graviditet.

Kvinden henvendte sig i den anledning til sit forsikringsselskab vedrørende muligheden for fortsat at modtage lønsikring. Forsikringsselskabet anførte, at det af forsikringsbetingelserne fremgik, at forsikringsselskabet ikke udbetalte ydelse ved uarbejdsdygtighed eller ufrivillig ledighed som direkte eller indirekte skyldtes svangerskab, fødsel eller tilknyttede tilstande.

Forsikringsselskabet skrev i forlængelse heraf til kvinden, at hun ikke kunne modtage udbetaling fra forsikringen ved ledighed som følge af sygdom i forbindelse med graviditet.

Nævnet vurderede, at forsikringsselskabets praksis var udtryk for direkte forskelsbehandling på grund af køn, og at kvinden ved afslaget blev udsat for ringere behandling på grund af sit køn.

Kvinden fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr.

Kvinde kunne ikke modtage lønsikring ved ledighed som følge af sygdom i forbindelse med graviditet (j.nr. 20-56318)

Formandsafgørelser maj 2021

Udløb af opholdstilladelse uden fornyet stillingtagen til ophold

En mand indbragte en klage for Ligebehandlingsnævnet over, at hans opholdstilladelse i Danmark og hans danske pas var udløbet, uden at der var truffet en fornyet afgørelse om hans ophold i Danmark. Manden gjorde gældende, at han blev udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.

Der var ikke oplysninger, der gav anledning til at formode, at manden, ved udløb af sin opholdstilladelse uden fornyet afgørelse om ophold i Danmark, havde været udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.

Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen med henvisning til, at det var åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage over, at der var handlet i strid med reglerne i lov om etnisk ligebehandling.

Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.

Udløb af opholdstilladelse uden fornyet stillingtagen til ophold (j.nr. 21-3506)

Ikke genoptagelse af sag om forskelsbehandling på grund af handicap, køn og alder

En kvinde anmodede om genoptagelse af en sag om forskelsbehandling på grund af handicap, alder og køn. Ligebehandlingsnævnet havde truffet afgørelse den 10. juni 2020 under sagsnr. 18-64972. Ved afgørelsen havde nævnet vurderet, at den indklagede arbejdsgiver ikke havde handlet i strid med forskelsbehandlingsloven eller ligelønsloven.

Nævnet genoptog ikke sagen. Nævnet vurderede, at der ikke var fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Da der heller ikke i øvrigt forelå særlige grunde, der talte for, at sagen skulle genoptages, var der efter nævnets faste praksis ikke grundlag for at genoptage sagen.

Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.

Ikke genoptagelse af sag om forskelsbehandling på grund af handicap, køn og alder (j.nr. 21-4712)

Afgørelse truffet den 21. april 2021

Mand mente sig udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse

En Digital Hardware Engineer klagede over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse.

Manden oplyste for nævnet, at han er af indisk oprindelse. Manden gjorde gældende, at han havde været udsat for forskelsbehandling af sin tidligere arbejdsgiver i forbindelse med arbejdsvilkår og afskedigelse. Manden gjorde desuden gældende, at han havde været udsat for chikane under ansættelsen.

Nævnet vurderede, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse eller race i forbindelse med arbejdsvilkår og afskedigelse. Manden fik derfor ikke medhold i disse dele af klagen.

Nævnet vurderede desuden, at en afgørelse af, om manden havde været udsat for chikane under ansættelsen, krævede bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Nævnet lagde ved vurderingen heraf blandt andet vægt på, at manden havde oplyst, at han under ansættelsen var blevet fortalt, at han ikke integrerede sig i det danske samfund, fordi han ikke spiste oksekød. Mandens arbejdsgiver bestred mandens oplysning herom. Nævnet kunne derfor ikke behandle den del af klagen, der angik chikane under ansættelsen.

Mand mente sig udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse (j.nr. 19-17133)