Møde den 7. januar 2021

Universitet var forpligtet til at sikre ligebehandling

En studerende med et hørehandicap klagede til Ligebehandlingsnævnet over, at et universitet ikke tildelte hende de påkrævede hjælpemidler, at universitetet ikke ville tekste videomateriale, og at universitetet ikke inden for rimelig tid fik opsat funktionel lydteknologi. Den studerende kunne derfor ikke få fuldt og effektivt udbytte af undervisningen. Undervisningen blev tilrettelagt ens for alle studerende.

Nævnet vurderede derfor, at den studerende havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at hun var blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap. Universitetet skulle derfor bevise, at tilrettelæggelsen af undervisningen var objektivt begrundet i et sagligt formål, og at midlerne til at opnå dette formål var hensigtsmæssige og nødvendige, jf. dog § 2 a.

Nævnet vurderede indledningsvist, at tilpasningsforpligtelsen i forskelsbehandlingslovens § 2 a alene gjaldt for arbejdsgivere og således ikke universiteter. Det kunne dog ikke udelukkes, at der på andet grundlag kunne bestå en tilpasningsforpligtelse for offentlige institutioner.

Under henvisning til EU-retlige forpligtelser, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s Handicapkonvention slog nævnet fast, at det skulle indgå i vurderingen om en offentlig institution havde udfoldet rimelige bestræbelser på at sikre ligebehandling.

Nævnet vurderede herefter, at universitetet ikke havde sørget for at etablere lydteknologi inden for rimelig tid på en tilstrækkelig effektiv måde, hvorfor den studerende fik medhold i sin klage for så vidt angik opsætningen af lydteknologi.

Den studerende blev tilkendt en godtgørelse på 50.000 kr.

Universitet var forpligtet til at sikre ligebehandling (j.nr. 19-33784)

Underviser med handicap afskediget under stor afskedigelsesrunde

En afskediget underviser på en social- og sundhedsskole påstod sig udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Forinden klagen til Ligebehandlingsnævnet, havde underviserens faglige organisation indgivet en sag til behandling ved faglig voldgift, hvor spørgsmålet om forskelsbehandling indgik. Der havde i sagen været forligsmæssige drøftelser, og da underviseren ikke ønskede at tage imod det af skolen tilbudte forlig, hævede underviserens faglige organisation sagen for faglig voldgift.

Nævnet vurderede, at valget af faglig voldgift som forum for tvistens løsning som udgangspunkt havde den virkning, at underviseren ikke efterfølgende kunne rejse samme krav ved Ligebehandlingsnævnet.

Nævnet vurderede dog, at der konkret var grundlag for at fravige udgangspunktet, da underviseren blandt andet havde tilvejebragt oplysninger om baggrunden for, at hendes faglige organisation opgav at føre sagen videre i det fagretlige system. Nævnet behandlede derfor klagen.

Underviserens diskusprolaps i nakken udgjorde et handicap omfattet af forskelsbehandlingsloven. Skolen skulle finde besparelser for 60,1 mio. kr., og afskedigelsen af underviseren var begrundet i skolens økonomiske situation.

Nævnet vurderede, at de kriterier, som skolen lagde vægt på ved udvælgelsen af medarbejdere til afskedigelse var tilsyneladende neutrale, men at navnlig et kriterium om fleksibilitet, stillede underviseren ringere som følge af hendes handicap. Det påhvilede herefter skolen at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke blev krænket.

Skolen skulle nedlægge i alt 84 stillinger og havde for nævnet oplyst, at der fremadrettet skulle arbejdes endnu mere effektivt og fleksibelt. Nævnet vurderede på den baggrund, at anvendelsen af kriteriet om fleksibilitet var objektivt begrundet i et sagligt formål, og at det var hensigtsmæssigt og nødvendigt at lægge vægt på kriteriet.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Underviser med handicap afskediget under stor afskedigelsesrunde (j.nr. 19-29489)

Gravid fleksjobber afskediget umiddelbart efter sin graviditetsbetingede sygemelding

En kvinde blev i 2018 ansat i et fleksjob hos en virksomhed. Kvinden var den eneste ansatte i virksomheden ud over virksomhedens ejer.

Den 3. september 2019 fuldtidssygemeldte hun sig graviditetsbetinget.

Den 5. september 2019 modtog hun en sms-besked, hvor hun blev afskediget med henvisning til virksomhedens dårlige økonomiske situation. Idet afskedigelsen skete mens kvinden var gravid, var det den omvendte bevisbyrde, der var gældende. Virksomheden skulle derfor bevise, at virksomheden ikke havde lagt vægt på kvindens graviditet eller graviditetsbetingede sygemelding ved afskedigelsen.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at den indklagede virksomhed, uanset oplysningerne om virksomhedens økonomiske forhold, ikke havde løftet denne bevisbyrde.

Nævnet lagde blandt andet vægt på den tætte tidsmæssige sammenhæng mellem afskedigelsen af kvinden og hendes graviditetsbetingede sygemelding, samt den manglende dokumentation for, at beslutningen om at afskedige hende, blev truffet forud for hendes oplysning om graviditeten og den graviditetsbetingede sygemelding.

Kvinden fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse svarende til omkring 9 måneders løn. Godtgørelsens størrelse blev fastsat med udgangspunkt i virksomhedens lønudgift til kvinden.

Gravid fleksjobber afskediget umiddelbart efter sin graviditetsbetingede sygemelding (j.nr. 20-9739)

Oplysninger om børne- og ungeydelsen

En far, der boede sammen med sin hustru og deres tre fælles børn, havde ikke adgang til oplysninger om udbetaling af børne- og ungeydelsen.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at det faldt uden for nævnets kompetence at tage stilling til spørgsmål om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med udbetaling af børne- og ungeydelsen til barnets mor efter den nugældende lovs §  4, 1. pkt.

Det faldt desuden uden for nævnets kompetence at tage stilling til, om faren skulle betragtes som part i sagen om udbetaling af børne- og ungeydelsen.

Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

Oplysninger om børne- og ungeydelsen (j.nr. 19-30808)

Afslag på gratis modersmålsundervisning

En dreng født i 2012 havde fået afslag på vederlagsfri undervisning i nepalesisk, som er hans mors modersmål.

Kommunens afslag på vederlagsfri modersmålsundervisning var givet med henvisning til bekendtgørelse om folkeskolens modersmålsundervisning og var begrundet i, at drengens mor ikke er statsborger i et andet EU- eller EØS-land eller fra Færøerne eller Grønland.

Nævnet vurderede, at der ikke ved afslaget på vederlagsfri modersmålsundervisning med henvisning til drengens mors statsborgerskab, var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var sket direkte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Der var heller ikke påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at der var sket indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.

Afslaget på vederlagsfri modersmålsundervisning til børn i den indklagede kommune, der forsørges af en i Danmark bosiddende person, der er statsborger i et land uden for EU eller EØS, stiller ikke personer af en bestemt etnisk oprindelse særlig ufordelagtigt i forhold til andre personer.

Den indklagede kommune havde ikke handlet i strid med reglerne i lov om etnisk ligebehandling.

Drengen fik derfor ikke medhold i klagen.

Afslag på gratis modersmålsundervisning (j.nr. 19-43357)

Møde den 19. januar 2021

Procesbevillingsnævnets sagsbehandling

En mand med et synshandicap påstod sig udsat for forskelsbehandling i forbindelse med Procesbevillingsnævnets behandling af hans ansøgning om appeltilladelse, hvorpå han fik afslag.

Manden havde oplyst, at han på grund af sit handicap ikke havde mulighed for at uddybe sin ansøgning.

Manden havde for Ligebehandlingsnævnet anført, at Procesbevillingsnævnet skulle have givet ham mulighed for skriftligt at begrunde ansøgningen, og at han havde brug for kvalificeret personlig bistand.

Nævnet lagde til grund, at Procesbevillingsnævnet i forbindelse med behandlingen fulgte dets sædvanlige praksis, og at Procesbevillingsnævnets sekretariat gav manden mulighed for telefonisk at fremkomme med bemærkninger til hans anmodning om genoptagelse.

Nævnet vurderede, at handicapdiskriminationsloven ikke indebærer en pligt for Procesbevillingsnævnet til at gennemgå materiale for manden. Loven indebærer heller ikke pligt for Procesbevillingsnævnet til at yde juridisk rådgivning eller til at betale for bistand til manden.

Tre nævnsmedlemmer vurderede, at Procesbevillingsnævnet ikke havde pligt til at imødekomme mandens anmodninger om gennemgang af materialet, eller til at yde juridisk rådgivning eller betale for bistand til manden. Disse nævnsmedlemmer stemte allerede af den grund for ikke at give manden medhold i klagen.

To nævnsmedlemmer fandt, at den tilsyneladende neutrale praksis i Procesbevillingsnævnets ansøgningsprocedure kunne stille personer med synshandicap ringere, men vurderede, at Procesbevillingsnævnet havde løftet bevisbyrden for, at der ikke var sket ulovlig forskelsbehandling. Med denne begrundelse stemte de for ikke at give manden medhold i klagen.

Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet, og manden fik derfor ikke medhold i klagen.

Procesbevillingsnævnets sagsbehandling (j.nr. 19-32160)

Boligselskab tildelte ikke borger med handicap en fast parkeringsplads

En beboer i et alment boligselskab påstod sig udsat for forskelsbehandling, da han fik afslag på tildeling af en fast parkeringsplads.

Beboeren er delvist lam og havde ansøgt boligselskabet om en parkeringsplads til sin handicapbil. Beboeren fik afslag med henvisning til, at der i afdelingen kun var et begrænset antal parkeringspladser til rådighed.

Nævnet lagde til grund, at der var cirka 30 parkeringspladser til 52 boliger i afdelingen, og at der ikke gælder regler for etablering af handicapparkeringspladser for private grundejere, samt at der ikke i lokalplanen var fastsat regler om, at der skulle stilles handicapparkeringspladser til rådighed. Boligselskabet havde oplyst, at de alene tildeler faste parkeringspladser til beboere, der har behov herfor, hvis der er et tilstrækkeligt antal parkeringspladser tilknyttet afdelingen.

Nævnet vurderede, at handicapdiskriminationsloven ikke indebærer en pligt for boligselskabet til rimelig tilpasning i form af etablering af en fast parkeringsplads til beboeren.

Tre nævnsmedlemmer vurderede, at boligselskabet ikke havde en pligt til at etablere en handicapparkeringsplads for beboeren eller til at tildele ham en fast parkeringsplads. Disse nævnsmedlemmer stemte allerede af den grund for ikke at give manden medhold i klagen.

To nævnsmedlemmer fandt, at boligselskabets tilsyneladende neutrale praksis kunne stille personer med handicap i form af gangbesvær ringere, men vurderede, at boligselskabet havde løftet bevisbyrden for, at der ikke var sket ulovlig forskelsbehandling. Med denne begrundelse stemte de for ikke at give beboeren medhold i klagen.

Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet, og manden fik derfor ikke medhold i klagen.

Boligselskab tildelte ikke borger med handicap en fast parkeringsplads (j.nr. 19-37458)

Myndigheds håndtering af telefonisk henvendelse fra ordblind mand

En mand, der er ordblind, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med tilgængeligheden af en hjemmeside tilhørende en offentlig myndighed.

Manden klagede desuden over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med myndighedens håndtering af en telefonisk henvendelse.

Myndigheden opfordrer på sin hjemmeside klagere til at benytte en digital kontaktformular ved indgivelse af klager. Manden kontaktede myndigheden telefonisk i december 2019 med henblik på at indgive en klage. Manden oplyste, at han er ordblind, og at han ikke havde mulighed for at udfylde kontaktformularen på hjemmesiden. Manden blev oplyst om, at han senere ville blive ringet op af en sagsbehandler. Manden blev ringet op senere samme dag, hvor han blev tilbudt at indgive klagen mundtligt. Sagsbehandleren oplyste, at der ville blive oprettet et telefonnotat med klagen. Samtalen blev herefter afbrudt.  

Nævnet vurderede, at mandens ordblindhed udgør et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.

Med handicapdiskriminationsloven bliver der ikke stillet yderligere krav til tilgængelighed end hvad der til enhver tid gælder efter anden lovgivning.

Det forhold, at en privat eller offentlig virksomhed ikke lever op til reglerne om tilgængelighed m.v., skal behandles i den pågældende sektors regelsæt. En klage over manglende overholdelse af reglerne om tilgængelighed, må indgives til de klageinstanser, der måtte være i den pågældende sektor.

Webtilgængelighed er reguleret af lov om tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapplikationer, og en klage må derfor indgives til Digitaliseringsstyrelsen, der siden lovens ikrafttræden har været klageinstans i den pågældende sektor.

Nævnet kunne derfor ikke behandle den del af klagen, der angik tilgængeligheden af myndighedens hjemmeside.

Vedrørende håndteringen af mandens henvendelse, vurderede nævnet, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han var blevet udsat for ringere behandling.

Nævnet lagde vægt på, at manden blev kontaktet af sagsbehandleren samme dag, som han henvendte sig, og at det var uden betydning for sagsbehandlingen, om en klage blev indgivet via kontaktformularen eller blev noteret i et telefonnotat.

Manden fik derfor ikke medhold i klagen.

Myndigheds håndtering af telefonisk henvendelse fra ordblind mand (j.nr. 19-59728)

Tilgængeligheden af offentlig myndigheds hjemmeside

En mand, der er ordblind, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med tilgængeligheden af en hjemmeside tilhørende en offentlig myndighed.

Manden ønskede i februar 2020 at søge ind på en bestemt uddannelse. Ansøgning om optagelse på den pågældende uddannelse foregår via en hjemmeside tilhørende myndigheden. Myndighedens hjemmeside har ikke en indbygget højtlæsningsfunktion.

Nævnet vurderede, at mandens ordblindhed udgør et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.

Med handicapdiskriminationsloven bliver der ikke stillet yderligere krav til tilgængelighed end hvad der til enhver tid gælder efter anden lovgivning.

Det forhold, at en privat eller offentlig virksomhed ikke lever op til reglerne om tilgængelighed m.v., skal behandles i den pågældende sektors regelsæt. En klage over manglende overholdelse af reglerne om tilgængelighed, må indgives til de klageinstanser, der måtte være i den pågældende sektor.

Webtilgængelighed er reguleret af lov om tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapplikationer, og en klage må derfor indgives til Digitaliseringsstyrelsen, der siden lovens ikrafttræden har været klageinstans i den pågældende sektor.

Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

Tilgængeligheden af offentlig myndigheds hjemmeside (j.nr. 20-6466)

Tilgængeligheden af statslig enheds hjemmeside

En mand, der er ordblind, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med tilgængeligheden af en hjemmeside tilhørende en statslig enhed.

Manden oplyste blandt andet for nævnet, at han skulle forsøge at læse alt muligt på hjemmesiden for at kunne finde frem til den statslige enheds kontaktoplysninger.

Nævnet vurderede, at mandens ordblindhed udgør et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.

Med handicapdiskriminationsloven bliver der ikke stillet yderligere krav til tilgængelighed end hvad der til enhver tid gælder efter anden lovgivning.

Det forhold, at en privat eller offentlig virksomhed ikke lever op til reglerne om tilgængelighed m.v., skal behandles i den pågældende sektors regelsæt. En klage over manglende overholdelse af reglerne om tilgængelighed, må indgives til de klageinstanser, der måtte være i den pågældende sektor.

Webtilgængelighed er reguleret af lov om tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapplikationer, og en klage må derfor indgives til Digitaliseringsstyrelsen, der siden lovens ikrafttræden har været klageinstans i den pågældende sektor.

Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

Tilgængeligheden af statslig enheds hjemmeside (j.nr. 20-17595)

Møde den 27. januar 2021

Ikke ulovligt at afskedige far efter aftale om orlov

En praktikpladskonsulent på en skole blev far den 19. juni 2019. Den 27. september 2019 indgik praktikpladskonsulenten og skolen aftale om afholdelse af orlov efter barselsloven.

Som følge af faldende aktivitet i form af nedgang i antallet af elever på skolen blev praktikpladskonsulenten udvalgt til afskedigelse og afskediget den 29. november 2019.

Der var ikke for nævnet fremkommet oplysninger om, at konsulenten havde varslet orlov inden for 8-ugers fristen efter barnets fødsel, hvorfor nævnet behandlede sagen som om, orloven var aftalebaseret. Konsulenten skulle derfor påvise faktiske omstændigheder, der tydede på, at han var blevet forskelsbehandlet på grund af ønsket om orlov.

To af nævnets medlemmer fandt, at den tætte tidsmæssige sammenhæng mellem aftalen og afskedigelsen påviste faktiske omstændigheder. Medlemmerne vurderede dog, under henvisning til afskedigelseskriterierne, at afskedigelsen ikke var begrundet i konsulentens afholdelse af orlov.

Et medlem fandt ikke, at den tidsmæssige sammenhæng var tilstrækkeligt til at påvise faktiske omstændigheder.

Konsulenten fik herefter ikke medhold i sin klage.

Ikke ulovligt at afskedige far efter aftale om orlov (j.nr. 20-20545)

Afskedigelse af receptionist under orlov

En receptionist blev den 14. oktober 2019 afskediget mens hun afholdt orlov efter barselsloven.

Virksomheden skulle derfor godtgøre, at graviditeten eller orloven ikke havde betydning for afskedigelsen af receptionisten.

Afskedigelsen var begrundet i omstruktureringer i virksomheden, hvor alle medarbejdere blev afskediget.

Receptionisten har for nævnet fremlagt en udtalelse fra en kollega om, at orloven havde betydning for afskedigelsen af receptionisten. Virksomheden har bestridt dette.

To af nævnets medlemmer fandt, at det var nødvendigt for sagens afgørelse, at der blev ført bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, herunder særligt om, hvorvidt klagers afholdelse af orlov efter barselsloven havde betydning for afskedigelsen af hende. En sådan bevisførelse kunne ikke foregå ved nævnet, men skulle ske ved domstolene.

Et medlem fandt, at virksomheden ikke havde løftet den omvendte bevisbyrde for, at afholdelsen af barsel ikke var en medvirkende årsag til afskedigelsen.

Nævnet traf afgørelse efter stemmeflertallet.

Afskedigelse af receptionist under orlov (j.nr. 19-53298)

Ulovlig afskedigelse af caféansvarlig med handicap

En caféansvarlig var i 2014 udsat for en løfteulykke.

I 2016 blev hun ansat i den indklagede institution, hvorefter der blev iværksat skånehensyn blandt andet i forholdt til tunge løft.

I maj 2017 blev klager opereret i skulderen, hvorefter hun fulgte en genoptrapningsplan til at kunne arbejde ca. 20 timer om ugen.

Primo april 2018 blev det meddelt til institutionen, at den caféansvarlige, efter en ny operation i skulderen, var forventet fuldt raskmeldt efter tre måneders genoptræning, dog med fortsat iagttagelse af skånehensyn.

Den caféansvarlige blev afskediget den 30. april 2018 under henvisning til hendes sygemelding og usikre prognose for tilbagevenden til arbejde.

Nævnet vurderede, at institutionen ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at den caféansvarlige uanset hensigtsmæssig tilpasning ikke var kompetent, egnet og disponibel til at varetage de væsentlige funktioner i sin stilling som caféansvarlig. Institutionen undersøgte eller afprøvede således ikke konkret, om hun fortsat kunne varetage arbejdsfunktioner som caféansvarlig med relevante tilpasningsforanstaltninger, inden man afskedigede hende. Institutionen afprøvede således heller ikke tiltag fx i form af personlig assistance, som den caféansvarliges bopælskommune ellers foreslog som en mulighed. Institutionen afventede endelig heller ikke afklaringen af den caféansvarliges helbredsmæssige situation, hvor det var forventet, at hun ville være raskmeldt 3 måneder efter operationen i maj 2018.

Nævnet vurderede på den baggrund, at institutionen ikke havde løftet bevisbyrden for, at det ikke var muligt at beholde den caféansvarlige i sin stilling ved en rimelig tilpasning af hendes arbejdsforhold.

Den caféansvarlige fik herefter medhold og en godtgørelse svarende til 9 måneders løn.

Ulovlig afskedigelse af caféansvarlig med handicap (j.nr. 19-53686)

Ulovlig afskedigelse af far efter fremsættelse af ønske om afholdelse af orlov

En softwareudvikler blev far den 17. september 2019.

Den 15. oktober 2019 fremsatte han ønske om, at han og virksomheden skulle aftale, hvornår han skulle afholde sine to måneders orlov med løn.

Den 31. oktober 2019 blev han afskediget uden skriftlig begrundelse. Afskedigelsen fandt sted inden for 8 uger efter barnets fødsel, hvorfor den omvendte bevisbyrde fandt anvendelse.

Virksomheden har oplyst, at der var økonomiske årsager til afskedigelsen, og at man var utilfreds med softwareudviklerens arbejdsindsats. Under henvisning til, at de økonomiske årsager ikke var nærmere dokumenteret, at softwareudvikleren har bestridt virksomhedens påstand om sin arbejdsindsats, og at afskedigelsen ikke var begrundet, fandt nævnet, at virksomheden ikke havde løftet sin bevisbyrde.

Softwareudvikleren fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse svarende til omkring 6 måneders løn.

Ulovlig afskedigelse af far efter fremsættelse af ønske om afholdelse af orlov (j.nr. 19-58042)

Ligebehandlingsnævnet kunne ikke behandle klage om forskellige priser på datinghjemmeside

En mand klagede til Ligebehandlingsnævnet over, at en datinghjemmeside opkrævede betaling på 129 kr. for VIP-medlemskab fra mænd, mens kvinder ikke skulle betale for VIP-medlemskab.

Datinghjemmesiden oplyste, at rabatten blev fordelt ligeligt mellem begge køn.

Ingen af parterne havde underbygget deres synspunkter gennem fremsendelse af bilagsmateriale.

Nævnet vurderede på den bagrund, at det var nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke ske for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Ligebehandlingsnævnet kunne derfor ikke behandle klage.

Ligebehandlingsnævnet kunne ikke behandle klage om forskellige priser på datinghjemmeside (j.nr. 19-58053)

Uklart om kvinde kunne tage et bad på værested

En kvinde klagede over badeforholdene på et værested.

Værestedet havde to baderum. Det ene baderum var for mænd, mens det andet var tilgængeligt for både mænd og kvinder.

Kvinden oplyste for nævnet, at det baderum, der var tilgængeligt for både mænd og kvinder ikke kunne benyttes, da der i forbindelse med en ombygning var sket byggesjusk. Byggesjusket havde medført, at vandet flød ud af baderummet og ind i fællesstuen.

Værestedet gjorde gældende, at begge baderum kunne benyttes, og at fordelingen skyldtes, at der var flere mænd end kvinder, som benytter sig af muligheden for at tage et bad.

Værestedet oplyste desuden, at de i forbindelse med sagen for nævnet havde ændret på reglerne, således at begge baderum fremover kan benyttes at både mænd og kvinder.

Nævnet vurderede, at det var uklart, hvordan badeforholdene på værestedet var på tidspunktet for klagens indgivelse til nævnet, herunder om kvinden havde mulighed for at tage et bad. På den baggrund vurderede nævnet, at det var nødvendigt for sagens afgørelse, at der blev ført bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Ligebehandlingsnævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

Uklart om kvinde kunne tage et bad på værested (j.nr. 20-9022)

Formandsafgørelser januar 2021

Mundbind og manglende dokumentation

En kvinde ønskede at opholde sig i det indklagede legeland, men blev nægtet dette, da hun ikke ville tage et mundbind på. Mundbindskravet var indført som følge af den globale Covid-19 pandemi.

Kvinden er efter det oplyste undtaget fra kravet om at bære mundbind som følge af vejrtrækningsbesvær.

På trods af flere opfordringer fra Ligebehandlingsnævnet indsendte kvinden ikke dokumentation for sit handicap. Kvinden havde derfor ikke påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Nævnet afviste at behandle klagen, da det var åbenbart, at kvinden ikke kunne få medhold.

Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.

Mundbind og manglende dokumentation (j.nr. 20-52229)

Manglende retlig interesse ved klage over spørgsmål om ændringsforslag til lov

En mand fra Afghanistan klagede over et spørgsmål stillet af Indfødsretsudvalget om udarbejdelse af et ændringsforslag til lov nr. 73 af 30. oktober 2020 om indfødsrets meddelelse.

Manden blev tildelt dansk indfødsret ved lov nr. 2188 af 29. december 2020.

Indfødsretsudvalgets spørgsmål af 24. november 2020 om udarbejdelse af et ændringsforslag til forslaget til lov nr. 73 af 30. oktober 2020 og ændringsforslaget stillet den 14. december 2020 havde derfor ikke konkret og aktuel betydning for meddelelsen af indfødsret til manden.

Ligebehandlingsnævnet vurderede på den baggrund, at manden ikke havde retlig interesse i sagen.

Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.

Manglende retlig interesse ved klage over spørgsmål om ændringsforslag til lov (j.nr. 20-54307)