Nyhedsbrev fra Ligebehandlingsnævnet maj 2020
Møde den 14. maj 2020
Afskedigelse af underviser under graviditet
En underviser ved et gymnasium blev i december 2018 afskediget, mens hun var gravid og sygemeldt med graviditetsbetingede gener.
Da underviseren blev afskediget, mens hun var gravid, fandt reglerne om omvendt bevisbyrde anvendelse.
Underviseren blev afskediget under henvisning til besparelser. Ved udvælgelsen af medarbejdere til afskedigelse blev der lagt vægt på time/fagfordelingen samt faglige og personlige kompetencer. Underviseren havde kompetencer inden for italiensk, som ikke blev udbudt, og engelsk, hvor der var behov for at tilpasse ressourcerne.
Nævnet lagde efter oplysningerne i sagen til grund, at indklagede som følge af besparelser var nødsaget til at gennemføre en personalereduktion, at flere lærere derfor blev afskediget samtidig med klager, og at indklagede ved udvælgelsen af, hvilke medarbejdere der bedst kunne undværes, foretog en samlet vurdering af medarbejdernes kompetencer set i forhold til skolens fremtidige opgaver.
Efter en samlet vurdering vurderede nævnet, at indklagede havde godtgjort, at klagers graviditet – i hvert fald ikke direkte – indgik ved beslutningen om at afskedige hende. Gymnasiet havde bl.a. lagt vægt på underviserens manglende gennemførelse af et pædagogikum, som hun ikke havde gennemført grundet graviditetsbetinget sygemelding.
Nævnet vurderede, at et kriterium om et gennemført pædagogikum var et tilsyneladende neutralt kriterium, som imidlertid stillede klager ringere som følge af hendes graviditetsbetingede sygdom og dermed hendes køn.
Det var samtidig nævnets vurdering, at indklagedes anvendelse af kriteriet om et gennemført pædagogikum var objektivt begrundet i et sagligt formål om at beholde de mest kvalificerede undervisere, og at det var hensigtsmæssigt og nødvendigt at lægge vægt på dette kriterium i en situation, hvor indklagede som følge af besparelser var nødsaget til at afskedige undervisere.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Afskedigelse af underviser under graviditet (j.nr. 19-18136)
Afskedigelse af sygeplejerske i fleksjob
En sygeplejerske havde siden tre-fire års alderen haft betydeligt dobbeltsidigt høretab. I 2010 fik hun konstateret en lavtsiddende diskusprolaps og i 2013 betydelige slidforandringer i ryggen.
I 2012 blev hun ansat som sygeplejerske i en fleksjobstilling på et hospital med en ugentlig arbejdstid på 14 timer. Sygeplejerskens skånehensyn var nedsat arbejdstid, en hvileperiode i løbet af dagen, hensyntagen i forhold til støj og afbrydelser, ingen tunge løft eller kørsel med senge og ingen pasning af indlagte patienter.
Sygeplejersken blev den 29. marts 2019 afskediget, idet en omorganisering af hospitalet medførte, at afdelingen ikke længere kunne tilpasses hendes skånebehov.
Indklagede undersøgte eller afprøvede imidlertid ikke konkret, om klager fortsat kunne varetage arbejdsfunktioner i den nye organisation med relevante tilpasningsforanstaltninger.
Indklagede afprøvede således ikke tiltag i form af arbejdspladsvurderinger, køb af hjælpemidler og frikøb af kollega til aflastning af arbejdsopgaver, som sygeplejerskens bopælskommune tilbød at medvirke til. Sygeplejersken tilbød også at tage prøvevagter efter omorganiseringen, hvilket blev afvist af hospitalet.
Nævnet vurderede på den baggrund, at indklagede ikke havde løftet bevisbyrden for, at det ikke var muligt at beholde klager i en stilling som sygeplejerske på hospitalet ved en rimelig tilpasning af hendes arbejdsvilkår.
Indklagede havde heller ikke løftet bevisbyrden for, at klager uanset tilpasninger ikke var kompetent, egnet og disponibel til at varetage de væsentligste funktioner i den pågældende stilling som sygeplejerske.
Klager fik derfor medhold i sin klage.
Afskedigelse af sygeplejerske i fleksjob (j.nr. 19-20126)
Afskedigelse af inklusionspædagog
En inklusionspædagog ved den indklagede kommune fik i september 2017 konstateret immunsygdommen MBL. Sygdommen medførte, at inklusionspædagogen blev hårdere ramt af sygdom og infektioner end andre uden immunsygdommen.
Nævnet vurderede, at inklusionspædagogen som følge af immunsygdommen havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Inklusionspædagogens læge anbefalede, at hendes arbejdstid blev nedsat til 30 timer om ugen, samt at hun skulle anvende håndsprit. Kommunen stillede håndsprit til rådighed og tilbød en ugentlig arbejdstid på 20 timer om ugen, idet de ikke kunne rekruttere en ekstra inklusionspædagog til syv timer om ugen. Inklusionspædagogen afslog tilbuddet.
Et flertal i nævnet vurderede, at kommunen havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse ved at tilbyde en ugentlig arbejdstid på 20 timer. Der blev lagt vægt på, at kommunen ville blive pålagt en uforholdsmæssig stor byrde ved at imødekomme inklusionspædagogens ønske om ansættelse på 30 timer, samtidig med at kommunen skulle ansætte en anden inklusionspædagog til syv timer om ugen.
Flertallet lagde tillige vægt på, at kommunen – efter en konkret vurdering af oplysningerne i sagen – ikke var forpligtet til at omplacere inklusionspædagogen til en anden stilling.
Mindretallet vurderede, at kommunen ikke havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse.
Klager fik ikke medhold i klagen.
Afskedigelse af inklusionspædagog (j.nr. 19-33761)
Afskediget pædagog med ADHD havde ikke godtgjort, at han havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand
En pædagog med ADHD blev afskediget fra sin stilling med henvisning til sit sygefravær.
Efter oplysningerne i sagen vurderede nævnet, at det var godtgjort, at pædagogens ADHD på afskedigelsestidspunktet hindrede ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre.
Pædagogen var fuldtidssygemeldt i en periode, og startede herefter op i en deltidsstilling, hvorefter han igen blev fuldtidssygemeldt.
På tidspunktet for afskedigelsen havde pædagogens begrænsninger imidlertid ikke haft en varighed, der kunne betegnes som lang. Pædagogen blev første gang sygemeldt i januar 2018 og modtog brev om påtænkt afskedigelse i juli 2018. Vurderingen af om lidelsen på dette tidspunkt medførte en begrænsning af lang varighed, måtte derfor bero på en prognose.
Der forelå ikke lægelige oplysninger i sagen, der beskrev en prognose for pædagogens tilstand og funktionsbegrænsninger.
Det fremgik af en lægeattest fra maj 2018, at pædagogen var i mindre bedring efter start på medicin. Pædagogen blev ved en lægeerklæring fra juli 2018 skønnet uarbejdsdygtig i yderligere 3 måneder. Denne var dog ikke ledsaget af en begrundelse.
På denne baggrund vurderede nævnet, at det ikke var godtgjort, at pædagogen på afskedigelsestidspunktet havde sådanne langvarige begrænsninger i sin mulighed for at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, at han som følge af sin ADHD havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Assisterende projektleder med svære følger efter hjerneblødning og blodprop blev afskediget
En kvinde sygemeldt med svære følger efter hjerneblødning og blodprop blev afskediget fra sin stilling som assisterende projektleder med henvisning til omfanget af sit sygefravær.
Klagen angik påstået forskelsbehandling på grund af alder og handicap.
Kvinden havde ikke påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af alder.
På afskedigelsestidspunktet havde kvinden været sygemeldt i knap 11 måneder.
Der forelå på afskedigelsestidspunktet en prognose, der indebar, at kvinden på dette tidspunkt havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Umiddelbart inden afskedigelsen var det ifølge kvindens praktiserende læge ikke muligt at vurdere, hvornår kvinden kunne genoptage sit arbejde. Sygemeldingen blev forlænget i yderligere fire til fem måneder.
Nævnet vurderede, at arbejdsgiveren havde godtgjort, at kvinden på afskedigelsestidspunktet ikke var kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i sin stilling, og at dette ikke ville ændre sig inden for rimelig tid.
Henset til kvindens samlede sygeforløb og de meget vage angivelser af hendes muligheder for at vende tilbage til arbejdet, som forelå på afskedigelsestidspunktet, havde arbejdsgiveren som led i sin tilpasningsforpligtelse ikke pligt til at afvente yderligere afklaring af kvindens helbredsmæssige situation, inden de påbegyndte en afskedigelsesprocedure.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Fik ved telefonsamtale om bordreservation afslag på at tage servicehund med inden for på restaurant
En mand fik i forbindelse med en telefonsamtale om bordreservation på en restaurant afslag på at tage sin servicehund med inden for på restauranten.
Nævnet vurderede, at det var godtgjort, at manden havde et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.
Manden havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han ved afslaget på at tage sin servicehund med inden for på restauranten blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.
Restauranten havde en praksis om ikke at tillade hunde inden for på restauranten men tillod, at førerhunde og servicehunde, der hjælper personer med handicap, kunne komme med inden for på restauranten.
Medarbejderen, som telefonisk oplyste klager om, at han ikke måtte medbringe sin servicehund, havde ikke kendskab til servicehundes funktion. Flere af restaurantens medarbejdere, herunder medarbejderen, som manden talte i telefon med, troede, at kun førerhunde kunne tillades i restauranten.
Restauranten har som arbejdsgiver et ansvar for at sørge for tilstrækkelig instruktion af sit personale, herunder i relation til håndhævelse af restaurantens praksis om, at førerhunde og servicehunde, der hjælper personer med handicap, kunne tillades inden for i restauranten.
Restauranten havde herefter ikke godtgjort, at den forskelsbehandling, som manden var udsat for, ikke var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap.
Klager fik derfor medhold i klagen. Der var ikke grundlag for at tilkende klager en godtgørelse som følge af den skete forskelsbehandling.
Fik ved henvendelse pr. mail afslag på at tage servicehund med inden for på restaurant
En mand henvendte sig ved mail til en restaurant og fik i den forbindelse oplyst, at hans servicehund ikke måtte være inden for på restauranten.
Nævnet vurderede, at det var godtgjort, at manden havde et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.
Manden havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han ved afslaget på at tage sin servicehund med inden for på restauranten blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.
Baggrunden for oplysningen til manden om, at han ikke måtte medbringe sin hund inden for på restauranten, var, at der i restauranten var åbent ud til restaurantens køkken. Det var muligt for restaurantens gæster at spise på en udendørs terrasse.
Nævnet vurderede, at forskelsbehandlingen af manden var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre fødevarehygiejnen inden for i restauranten.
Restauranten havde løftet bevisbyrden for, at restaurantens praksis om ikke at tillade hunde inden for på restauranten var nødvendig for at opnå formålet om at sikre fødevarehygiejnen.
Nævnet vurderede også, at der var et rimeligt forhold mellem det ønskede mål om fødevarehygiejne, og hvor indgribende forskelsbehandlingen var for klager, der blev henvist til at spise på restaurantens udendørs terrasse.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
På restaurant i følgeskab med servicehund
En mand ankom til en restaurant sammen med sin servicehund. Manden blev kontaktet af en medarbejder i restauranten og fik den besked, at der ikke måtte være hunde i restauranten. Manden oplyste hertil, at der var tale om en servicehund. Han spiste herefter i restauranten i følgeskab med servicehunden.
Nævnet vurderede, at manden havde et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.
Nævnet vurderede også, at der ikke var påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at manden var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap.
Der var heller ikke i øvrigt oplysninger i sagen, der gav anledning til at formode, at den indklagede restaurant havde handlet i strid med handicapdiskriminationsloven.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
På restaurant i følgeskab med servicehund (j.nr. 19-24615)
Marketing koordinator genoptog arbejdet efter orlov og skulle nu dele sine opgaver med kollega
En marketing koordinator var på barsels- og forældreorlov frem til den 12. august 2018. Hun vendte tilbage til arbejdet den 1. oktober 2018 efter at have afholdt ferie i forlængelse af orloven.
Umiddelbart forud for den 1. oktober 2018 blev marketing koordinatoren oplyst om, at hun skulle arbejde med marketingopgaver i samarbejde med Medarbejder 1. De to medarbejdere fordelte i efteråret 2018 opgaverne mellem sig.
Den 28. januar 2019 blev marketing koordinatoren afskediget. Begrundelsen for afskedigelsen var fald i markedet, omsætningen og indtjeningen.
Klagen til Ligebehandlingsnævnet angik både, om marketing koordinatorens arbejdsvilkår var væsentligt ændrede i forbindelse med, at hun vendte tilbage til arbejdet efter orlov efter barselsloven, samt om hun var blevet afskediget på grund af sin orlov.
Idet marketing koordinatoren efter sin barsel vendte tilbage til en stilling som marketing koordinator samt til uændrede ansættelsesvilkår, vurderede nævnet, at det ikke var godtgjort, at hendes arbejdsvilkår var væsentlig ændret i forbindelse med hendes tilbagevenden fra barsel.
Klager fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Parterne var uenige om en række væsentlige forhold vedrørende arbejdet i marketingafdelingen forud for marketing koordinatorens barsel, herunder medarbejders 1’s tilknytning til marketingafdelingen, samt om hvorvidt medarbejder 1 var barselsvikar for marketing koordinatoren, eller om marketing koordinatoren havde vikarieret for medarbejder 1.
Nævnet vurderede, at det var oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse, som krævede nærmere belysning i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Nævnet afviste derfor at behandle denne del af klagen.
Formandsafgørelser maj 2020
Klage over forskelsbehandling på grund af national, social og etnisk oprindelse
En mand klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af national, social og etnisk oprindelse i forbindelse med, at et jobcenter i en kommune, ifølge manden, havde videregivet og offentliggjort oplysninger omkring mandens personlige og helbredsmæssige forhold, samt undladt at svare på mandens henvendelser.
Der var ikke oplysninger, der gav anledning til at formode, at manden i forbindelse med jobcenterets indsats for at få ham i ordinær beskæftigelse, blev udsat for forskelsbehandling på grund af national, social og/eller etnisk oprindelse.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen med henvisning til, at det efter nævnets faste praksis var åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.
Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.
Klage over forskelsbehandling på grund af national, social og etnisk oprindelse (j.nr. 19-16773)
Klage over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse
En mand klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med, at manden havde deltaget i to møder hos socialforvaltningen i en kommune.
Der var ikke oplysninger, der gav anledning til at formode, at manden i forbindelse med kommunens behandling af ham, blev udsat for forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen med henvisning til, at det efter nævnets faste praksis var åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.
Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.
Klage over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse (j.nr. 19-15966)
Retsfortabende passivitet
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun var blevet afskediget den 19. marts 2015.
Parterne havde indgået en fratrædelsesaftale den 10. marts 2016.
Efter indgåelsen af fratrædelsesaftalen henvendte kvinden sig ikke til arbejdsgiveren i anledning af afskedigelsen, herunder med krav om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.
Klagen blev først indbragt for nævnet den 18. marts 2020.
Nævnet vurderede, at kvinden havde udvist retsfortabende passivitet. Hun havde dermed fortabt retten til at gøre eventuelle godtgørelseskrav gældende som følge af forskelsbehandling på grund af handicap.
Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.
Retsfortabende passivitet (j.nr. 20-14534)
Kommune fastholdt afgørelse om ophør af kursus
En mand klagede til Ligebehandlingsnævnet over påstået forskelsbehandling på grund af religion eller tro i forbindelse med, at en kommune havde fastholdt sin afgørelse om ophør af et kursus.
Der var ikke oplysninger, der gav anledning til at formode, at manden i forbindelse med brevet, hvor kommunen besluttede at fastholde afgørelsen om at stoppe mandens kursus, blev udsat for forskelsbehandling på grund af religion eller tro.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen med henvisning til, at det efter nævnets faste praksis var åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.
Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.
Kommune fastholdt afgørelse om ophør af kursus (j.nr. 19-43339)
Mand havde ikke adgang til offentlige computere under corona
En mand klagede over, at han efter samfundets nedlukning under udbruddet med coronavirus ikke havde adgang til offentlige computere.
Manden henviste til, at der var lukket og smittefare på biblioteket, og at han derfor ikke kunne besvare post, få adgang til nyheder og lignende.
Der var ikke oplysninger i sagen, der gav anledning til at formode, at den indklagede myndighed havde udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen med henvisning til, at det efter nævnets faste praksis var åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.
Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.
Mand havde ikke adgang til offentlige computere under corona (j.nr. 20-17706)
Afslag på genoptagelse
En mand anmodede om genoptagelse af Ligebehandlingsnævnets afgørelse i sagsnr. 19-58798.
Klagen vedrørte en principafgørelse, som forhindrer, at klager kan få offentlig støtte til erhvervelse af en computer, idet principafgørelsen fastslår, at en computer er sædvanligt indbo.
Nævnet havde afvist at behandle klagen, da klager ikke havde retlig interesse, og da klagen efter det anførte alene vedrørte anvendelse og fortolkning af reglerne i lov om social service.
Nævnet vurderede, at der i mandens anmodning om genoptagelse ikke var fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og at der heller ikke i øvrigt forelå særlige grunde, der kunne føre til, at sagen skulle genoptages.
Efter nævnets faste praksis var der derfor ikke grundlag for at genoptage sagen.
Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.