Nyhedsbrev fra Ligebehandlingsnævnet juni 2020
Møde den 10. juni 2020
Usikkerhed om flere forhold vedrørende afskedigelse af gravid kvinde
En Marketing Director blev afskediget få dage efter, at hun oplyste sin arbejdsgiver om, at hun var gravid.
Det påhvilede herefter arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen af kvinden ikke helt eller delvist var begrundet i hendes graviditet.
Kvinden og arbejdsgiveren var uenige om en række væsentlige punkter vedrørende de faktuelle oplysninger i sagen.
Der var for nævnet usikkerhed om blandt andet indholdet af en telefonsamtale mellem kvinden og arbejdsgiveren vedrørende afskedigelsen.
Der var endvidere usikkerhed om, hvorvidt arbejdsgiveren havde orienteret kvinden om virksomhedens omstrukturering og ændring af fokus til salg, herunder om kvindens afskedigelse skete som en følge heraf.
Nævnet vurderede derfor, at en afgørelse af sagen ville kræve bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Da en sådan bevisførelse ikke kunne ske for nævnet, afviste nævnet at behandle sagen.
Usikkerhed om flere forhold vedrørende afskedigelse af gravid kvinde (j.nr. 19-8499)
Storcenters indretning af toiletter kun for kvinder
En mand klagede over, at han under et besøg i et storcenter ikke havde adgang til to af toiletterne i et område, da disse kun var med adgang for kvinder.
Der var i området ikke indrettet tilsvarende toiletfaciliteter med adgang kun for mænd.
Storcenteret havde i det pågældende område imidlertid seks toiletter, der var tilgængelige for begge køn og havde desuden to andre områder med toiletfaciliteter, hvor der var indrettet toiletter med henholdsvis adgang kun for kvinder og kun for mænd.
Nævnet fandt herefter ikke, at manden i ligestillingslovens forstand var blevet behandlet ringere end kvinder som følge af, at der i et af de tre områder med toiletfaciliteter var oprettet to toiletter, hvortil kun kvinder havde adgang, ved siden af seks toiletter, hvortil begge køn havde adgang.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Storcenters indretning af toiletter kun for kvinder (j.nr. 19-41594)
Far afskediget efter fremsættelse af ønske om afholdelse af forældreorlov
En mand tiltrådte den 12. november 2018 en stilling som distributionsafløser hos en virksomhed.
Mandens hustru fødte herefter deres fælles barn, hvorefter manden holdte 14 dages fædreorlov.
Den 16. februar 2019 fremsatte han et ønske om at holde 32 ugers forældreorlov fra den 15. marts 2019.
Den 1. marts 2019 blev han afskediget uden nærmere begrundelse.
Nævnet vurderede, at den omvendte bevisbyrde fandt anvendelse. Virksomheden skulle således bevise, at mandens ønske om at afholde forældreorlov ikke havde betydning for beslutningen om at afskedige ham. Nævnet fandt, at virksomheden ikke havde løftet denne bevisbyrde.
Nævnet lagde bl.a. vægt på den tætte tidsmæssige sammenhæng mellem fremsættelsen af kravet om afholdelse af forældreorlov og afskedigelsen samt det forhold, at virksomheden først begrundede afskedigelsen efterfølgende, da de blev anmodet herom af mandens fagforening.
Klager fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse svarende til omkring seks måneders løn.
Far afskediget efter fremsættelse af ønske om afholdelse af forældreorlov (j.nr. 19-21572)
Ikke påvist faktiske omstændigheder for at alder havde betydning for afskedigelsen
En mand arbejdede som advokat hos en advokatvirksomhed. Han var født i 1959.
Manden blev afskediget den 28. november 2018 med henvisning til økonomiske forhold hos advokatvirksomheden.
Det var ubestridt, at manden var den ældste blandt de ansatte advokater.
Nævnet vurderede, at denne omstændighed ikke i sig selv medførte, at manden havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han blev udsat for forskelsbehandling på grund af alder.
Nævnet vurderede endvidere, at der ud over mandens alder hverken med oplysningerne om grundlaget for afskedigelsen eller i sagens oplysninger i øvrigt var påvist faktiske omstændigheder.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Ikke påvist faktiske omstændigheder for at alder havde betydning for afskedigelsen (j.nr. 19-36806)
Tvivl om kendskab til graviditet ved tidspunkt for beslutning om afskedigelse
En tandlæge havde en spontan abort i september 2018. Den 27. januar 2019 fandt hun ud af, at hun var gravid igen.
Hun blev oplyst om påtænkt afskedigelse den 20. marts 2019 og fik udleveret en fratrædelsesaftale den 26. marts 2019. Samme dag oplyste hun, at hun var gravid. Hun blev afskediget den 29. marts 2019.
Tandlægeklinikken begrundede afskedigelsen med, at tandlægen ikke overholdt tandlægeklinikkens instrukser.
Tandlægen og tandklinikken var uenige om, hvorvidt ejeren i tandklinikken havde kendskab til graviditeten på beslutningstidspunktet for afskedigelsen, samt hvorvidt der var sket påtale af tandlægens arbejde forud for afskedigelsen.
Nævnet vurderede, at det var oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse, som krævede nærmere belysning i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Nævne afviste derfor at behandle klagen.
Tvivl om kendskab til graviditet ved tidspunkt for beslutning om afskedigelse (j.nr. 19-29580)
Fra fuldtidsstilling til halvtidsstilling under afholdelse af orlov
En kvinde der var ansat som Advisor & Administrator meddelte den 6. februar 2018 sin arbejdsgiver om, at hun var gravid.
Herefter blev en medarbejder i en tidsbegrænset stilling tilbudt fastansættelse.
Kvinden fødte den 10. august 2018 og blev den 2. oktober 2018 oplyst om, at der på grund af generelle nedskæringer alene var en halvtidsstilling til hende ved tilbagevenden fra barsel.
Der var tale om en så væsentlig stillingsændring, at kvinden kunne anse sig som afskediget.
Arbejdsgiveren oplyste, at et ophør af et samarbejde med en fond i 2017 havde vist sig i regnskabet i sommeren 2018, hvorefter bestyrelsen pålagde ledelse at foretage administrative besparelser.
Arbejdsgiveren oplyste, at det primært var kvindens arbejdsopgaver, der var faldet og dermed alene indeholdt en halvtidsstilling.
Kvinden var uforstående overfor, hvorfor den økonomiske påvirkning af ophøret af samarbejdet med fonden, ikke var forudsigeligt, forud for fastansættelse af medarbejderen i den tidsbegrænsede stilling.
Nævnet vurderede, at det var oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse, som krævede nærmere belysning i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Fra fuldtidsstilling til halvtidsstilling under afholdelse af orlov (j.nr. 19-21590)
Virksomhed ønskede ikke at ansætte en mand, der er født døv
En mand, der er født døv, ansøgte om ansættelse i en stilling som chauffør hos den indklagede virksomhed.
Manden blev indkaldt til jobsamtale. Jobsamtalen blev imidlertid aflyst, idet virksomheden så store udfordringer i, at de ikke kunne ringe til manden under kørsel.
Nævnet vurderede, at manden havde sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrede ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at manden havde et handicap omfattet af forskelsbehandlingsloven.
Manden havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Nævnet vurderede, at virksomheden ikke havde bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.
Manden fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 15.000 kr.
Virksomhed ønskede ikke at ansætte en mand, der er født døv (j.nr. 19-4500)
Kontorassistent mente sig forskelsbehandlet på grund af handicap, alder og køn
En kontorassistent, født i 1957, blev i august 2017 afskediget med henvisning til, at hun ikke levede op til kravene i stillingen.
Kvinden gjorde gældende, at hun i forbindelse med afskedigelsen var blevet forskelsbehandlet på grund af handicap og alder.
Kvinden gjorde desuden gældende, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap i relation til videreuddannelse og chikane under ansættelsen.
Kvinden led blandt andet af en stofskiftesygdom, diabetes samt problemer med knæ og fødder.
Nævnet vurderede, at kvinden ikke havde godtgjort, at hun havde et handicap i lovens forstand.
Nævnet vurderede desuden, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afskedigelsen.
Kvinden gjorde endvidere gældende, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en mandlig kollega modtog en højere løn end hende.
Nævnet vurderede, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at hendes køn spillede en rolle i relation til lønforskellen.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Kontorassistent mente sig forskelsbehandlet på grund af handicap, alder og køn (j.nr. 18-64972)
Møde den 17. juni 2020
Afskedigelse af underviser med handicap
En kvinde tiltrådte den 3. januar 2011 en fleksjobstilling som ordblindeunderviser hos en kursusvirksomhed. Underviseren havde skånehensyn, der medførte, at hun skulle have nedsat arbejdstid samt undgå fysisk betonet og stressende arbejde.
Underviseren blev ved brev af 21. september 2018 afskediget med henvisning til nedgang i aktiviteterne og uvished om det fremtidige aktivitetsniveau i kursusvirksomheden.
Nævnet lagde til grund, at kursusvirksomheden var nødsaget til at gennemføre en personalereduktion.
Nævnet lagde videre til grund, at kursusvirksomheden foretog en samlet vurdering af medarbejdernes kompetencer set i forhold til virksomhedens aktiviteter. Virksomheden lagde vægt på kompetencer, fleksibilitet og udnyttelsen af eksisterende ressourcer med henblik på forsvarlig økonomisk drift.
Underviseren var, grundet sine skånebehov, mindre fleksibel end sine kollegaer.
Nævnet vurderede, at et kriterium om fleksibilitet var et tilsyneladende neutralt kriterium, der stillede underviseren ringere som følge af hendes helbredsforhold. Anvendelsen af kriteriet var begrundet i et sagligt formål, og det var et hensigtsmæssigt og nødvendigt middel for at opnå dette formål.
Underviseren blev derfor ikke udsat for indirekte forskelsbehandling, og hun havde ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for direkte forskelsbehandling.
Underviseren fik derfor ikke medhold.
Afskedigelse af underviser med handicap (j.nr. 19-13033)
Mandlig Cashier/Sales Assistent bortvist fra sin arbejdsplads
En mandelig Cashier/Sales Assistent fra Rumænien klagede over forskelsbehandling på grund af national oprindelse og/eller etnisk oprindelse samt køn i forbindelse med, at han blev bortvist fra sin stilling.
Nævnet lagde til grund, at virksomheden har ca. 350 medarbejdere i Danmark, og at medarbejderne repræsenterer mange forskellige nationaliteter.
Nævnet lagde videre til grund, at virksomheden både har mandlige og kvindelige medarbejdere, og at virksomheden efter afskedigelsen af manden og to andre mandlige medarbejdere ansatte tre nye mandlige medarbejdere.
Der var herefter ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at manden var blevet udsat for forskelsbehandling.
Manden fik derfor ikke medhold i klagen.
Mandlig Cashier/Sales Assistent bortvist fra sin arbejdsplads (j.nr. 19-3130)
Mand afvist ved indgangen til en pub
En mand klagede over forskelsbehandling på grund af race og/eller etnisk oprindelse i forbindelse med, at han og hans ven var blevet afvist ved indgangen til en pub.
Manden, der har et udenlandsk klingende navn, oplyste, at efter afvisningen af manden og vennen, blev der lukket gæster ind på pubben, som havde en anden hudfarve end manden og hans ven.
Den indklagede pub oplyste, at afvisningen af manden og hans ven den pågældende aften, skete på baggrund af dørmandens professionelle vurdering i situationen, og at afvisningen intet havde at gøre med mandens eller vennens hudfarve eller etniske oprindelse.
Nævnet vurderede, at manden havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at manden og hans ven ved afvisningen var blevet udsat for forskelsbehandling.
Nævnet vurderede, at indklagede ikke havde løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.
Klager fik derfor medhold i klagen, og blev tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr.
Mand afvist ved indgangen til en pub (j.nr. 19-35890)
Ledig stilling inden udløbet af opsigelsesperioden
En cand.jur. på barselsorlov blev afskediget fra sin stilling.
Afskedigelsen fandt sted som led i en afskedigelsesrunde, hvor i alt 26 medarbejdere blev afskediget. Efter afskedigelserne var der tre ansatte jurister tilbage i virksomheden i to afdelinger.
Nævnet vurderede, at virksomheden ikke havde godtgjort, at der var sådanne kvalifikationsmæssige forskelle mellem klager og de øvrige tilbageværende jurister, at dette klart kunne begrunde, at netop klager skulle afskediges.
Det fremgik af en mail fra virksomhedens direktør til klager, at afskedigelsesrunden var et led i en plan, der skulle redde virksomheden, og som skulle sikre, at virksomheden nogle måneder senere ville ”stå et rigtigt positivt sted”.
Inden udløbet af juristens opsigelsesperiode annoncerede virksomheden efter en cand.jur.
Nævnet vurderede, at virksomheden allerede på opsigelsestidspunktet måtte forvente, at den opslåede stilling som cand.jur. ville blive ledig inden udløbet af juristens opsigelsesperiode. Virksomheden overvejede ikke at omplacere klager til den nye stilling.
Virksomheden havde herefter ikke godtgjort, at det forhold, at juristen var på barselsorlov, ikke havde betydning for beslutningen om at afskedige netop hende.
Klager fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse svarende til omkring ni måneders løn.
Ledig stilling inden udløbet af opsigelsesperioden (j.nr. 19-21637)
Kønsidentitet
To klagere, der identificerer sig selv som queers, gjorde gældende, at de havde været udsat for forskelsbehandling på grund af deres kønsidentitet i forbindelse med deres ophold på et forsorgshjem.
Ved indskrivningssamtalen på forsorgshjemmet oplyste klagerne, at de ønskede at blive tiltalt ved deres kønsneutrale kaldenavne frem for deres juridiske navne, ligesom de ønskede at blive omtalt med de non-binære pronomener ”de”, ”den” og ”deres”, når de blev omtalt i tredjeperson.
Nævnet fastslog indledningsvist, at det er nævnets opfattelse, at også kønsidentitet er omfattet af ligestillingslovens anvendelsesområde.
Nævnet vurderede, at der efter oplysningerne i sagen ikke var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klagerne var blevet udsat for chikane på grund af deres kønsidentitet under deres ophold på forsorgshjemmet.
Der var ikke fremlagt oplysninger, der understøttede, at klagerne skulle være blevet omtalt i strid med deres kønsidentitet i tilfælde, hvor der ikke blot havde været tale om en fortalelse som følge af almen sprogbrug.
Heller ikke indholdet af en transskriberet samtale, hvorunder samarbejdet med klagerne og deres kønsidentitet i forhold til omverdenen var blevet drøftet, understøttede, at omtalen af klagerne skulle have antaget en chikanøs karakter i lovens forstand.
Klagerne fik derfor ikke medhold.
Kønsidentitet (j.nr. 18-69680)
Kønsidentitet
To klagere, der identificerer sig selv som queers, gjorde gældende, at de havde været udsat for forskelsbehandling på grund af deres kønsidentitet i forbindelse med deres ophold på et forsorgshjem.
Ved indskrivningssamtalen på forsorgshjemmet oplyste klagerne, at de ønskede at blive tiltalt ved deres kønsneutrale kaldenavne frem for deres juridiske navne, ligesom de ønskede at blive omtalt med de non-binære pronomener ”de”, ”den” og ”deres”, når de blev omtalt i tredjeperson.
Nævnet fastslog indledningsvist, at det er nævnets opfattelse, at også kønsidentitet er omfattet af ligestillingslovens anvendelsesområde.
Nævnet vurderede, at der efter oplysningerne i sagen ikke var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klagerne var blevet udsat for chikane på grund af deres kønsidentitet under deres ophold på forsorgshjemmet.
Der var ikke fremlagt oplysninger, der understøttede, at klagerne skulle være blevet omtalt i strid med deres kønsidentitet i tilfælde, hvor der ikke blot havde været tale om en fortalelse som følge af almen sprogbrug.
Heller ikke indholdet af en transskriberet samtale, hvorunder samarbejdet med klagerne og deres kønsidentitet i forhold til omverdenen var blevet drøftet, understøttede, at omtalen af klagerne skulle have antaget en chikanøs karakter i lovens forstand.
Klagerne fik derfor ikke medhold.
Kønsidentitet (j.nr. 18-72224)
Elev nægtede at deltage i ekskursion til moske
En elev på en hf-uddannelse påstod sig udsat for forskelsbehandling i forbindelse med hendes uddannelsesinstitutions ekskursion til en moske.
Eleven nægtede at deltage i ekskursionen, da dette gik imod, hvad hun stod for og troede på. Eleven fik herefter fravær og fik udleveret en skriftlig hjemmeopgave.
Nævnet vurderede indledningsvist, at hf-eksamen, som er adgangsgivende i forhold til en lang række uddannelser med henblik på lønnet beskæftigelse, udgør en erhvervsuddannelse i forskelsbehandlingslovens forstand.
Eleven havde på trods af flere opfordringer fra nævnet ikke nærmere beskrevet sin religion eller tro.
Eleven havde heller ikke beskrevet, hvordan hendes religion eller tro havde sammenhæng med hendes undladelse af at deltage i ekskursionen.
Oplysningerne fra eleven gav ikke nævnet grundlag for at foretage en vurdering af, om forholdet var omfattet af forbuddet mod forskelsbehandling pga. religion eller tro.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Elev nægtede at deltage i ekskursion til moske (j.nr. 19-51920)
Studerende under 30 år er fritaget for at betale bidrag til arbejdsløshedsforsikring
En studerende klagede over, at medlemmer af en a-kasse, der er under 30 år, og som deltager i en erhvervsmæssig uddannelse, er fritaget for at betale bidrag til arbejdsløshedsforsikringen, mens studerende over 30 år ikke kan opnå kontingentfritagelse ved medlemskab af en a-kasse.
Nævnet vurderede, at medlemskab af en arbejdsløshedskasse er en social sikringsordning, der falder uden for forskelsbehandlingslovens og beskæftigelsesdirektivets anvendelsesområde.
Nævnet henviste til Højesterets dom af 19. januar 2015 i sag 308/2012 (U.2015.1303H).
Nævnet har ikke kompetence til at behandle klager over forskelsbehandling på grund af alder uden for arbejdsmarkedet.
Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.
Møde den 24. juni 2020
Afskedigelse af støttepædagog med skade i fod
Den 1. oktober 1998 blev en støttepædagog ansat på en hospitalsafdeling i den indklagede region.
I 2016 var støttepædagogen udsat for en arbejdsulykke i sin ene fod, hvorefter han blev fritaget fra at skulle løbe til alarmkald.
Som følge af operation i foden blev støttepædagogen sygemeldt i oktober 2017.
Den 15. juni 2018 blev han afskediget med henvisning til den langvarige sygemelding og den usikre prognose for bedring i hans helbredstilstand.
Efter det oplyste i sagen havde støttepædagogen varetaget sit arbejde i 15 måneder med det skånebehov, at han var fritaget fra alarmløb.
Regionen oplyste, at støttepædagogen alene kunne fritages fra alarmløb midlertidigt under henvisning til driften.
Nævnet vurderede, at regionen ikke havde bevist, at det ville have udgjort en uforholdsmæssig stor byrde fortsat at tilbyde relevante skåneforanstaltninger for støttepædagogen, eller at støttepædagogen uanset rimelige tilpasninger ikke var kompetent, egnet og disponibel til at varetage de væsentligste funktioner i stillingen.
Nævnet lagde navnlig vægt på, at regionen ikke afventede effekten af en planlagt re-operation, og at regionen i en periode på 15 måneder kunne tilbyde støttepædagogen relevante skåneforanstaltninger.
Støttepædagogen fik derfor medhold i klagen.
Afskedigelse af støttepædagog med skade i fod (j.nr. 18-66307)
Kvinde med Morbus Crohn afskediget
En socialrådgiver, der led af Morbus Crohn (kronisk tarmbetændelse), tiltrådte den 1. april 2011 en fleksjobstilling på 20 timer om ugen i den indklagede region.
I en periode mellem anden og tredje orlov efter barselsloven blev socialrådgiveren deltidssygemeldt, således at hun i perioden arbejdede 15 timer ugentligt.
Efter den seneste orlov ønskede socialrådgiveren, som følge af sin helbredsmæssige situation, sin arbejdstid reduceret til 10 til 12 timer ugentligt.
Regionen oplyste, at stillingen som socialrådgiver som minimum forudsatte tre dages fremmøde af 6-7 timers varighed.
Nævnet vurderede, at regionen ikke i tilstrækkeligt omfang konkret havde godtgjort, at det ikke var muligt at beholde socialrådgiveren i stillingen på afdelingen eller i regionen i øvrigt ved en rimelig tilpasning af arbejdstiden til 10-12 timer om ugen.
Nævnet lagde bl.a. vægt på, at socialrådgiveren i en længere periode arbejdede 15 timer ugentligt.
Socialrådgiveren fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse svarende til ni måneders løn.
Kvinde med Morbus Crohn afskediget (j.nr. 18-73604)
En kvinde blev ikke tilbudt en stilling hos en virksomhed
En kvinde blev den 20. september 2019 kontaktet af et rekrutteringsfirma om en stilling i den indklagede virksomhed som mægler for købere af ejendomme.
Den 30. september 2019 skrev rekrutteringsfirmaets CEO til kvinden og spurgte, om hun planlagde at få børn inden for de næste to år. Kvinden afviste dette.
Virksomheden tog herefter den 9. oktober 2019 kontakt til kvinden for at invitere til en samtale, der forgik telefonisk, da kvinden var på en længere rejse.
Af den efterfølgende korrespondance fremgik, at virksomheden var interesseret i at ansætte kvinden, men da hun ikke kunne tiltræde stillingen på det ønskede tidspunkt, blev en anden kandidat valgt. Parterne aftalte, at de skulle tale sammen igen i starten af 2020.
Kvinden oplyste til nævnet, at hun modtog telefonisk afslag på ansættelse, og at virksomheden i den forbindelse oplyste, at de ikke havde råd til endnu en medarbejder på barsel. Virksomheden bestred dette.
Nævnet vurderede, at det var nødvendigt for sagens afgørelse, at der blev ført bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, herunder særligt om indholdet af ovennævnte telefonsamtale. En sådan bevisførelse kan kun foretages for domstolene, hvorfor nævnet afviste at behandle klagen.
En kvinde blev ikke tilbudt en stilling hos en virksomhed (j.nr. 19-53300)
Sygemeldt hospitalsmedhjælper blev afskediget
En hospitalsmedhjælper gjorde gældende, at hun var blevet forskelsbehandlet på grund af handicap og alder i forbindelse med, at hun var blevet afskediget fra sin stilling.
På afskedigelsestidspunktet havde hospitalsmedhjælperen været sygemeldt i knap fire måneder. Inden denne sygemelding havde hun uanset en tidligere arbejdsskade opretholdt sin tilknytning til arbejdsmarkedet uden skånehensyn.
På tidspunktet for afskedigelsen havde hospitalsmedhjælperen ikke haft begrænsninger af en varighed, der kunne betegnes som lang.
Der forelå ikke lægelige oplysninger, der nærmere fastlog den forventede varighed af hospitalsmedhjælperens begrænsning.
På den baggrund vurderede nævnet, at hospitalsmedhjælperen ikke havde godtgjort, at hun på afskedigelsestidspunktet havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Hun fik derfor ikke medhold i klagen over forskelsbehandling på grund af handicap.
Der var ikke oplysninger i sagen, der tydede på, at hospitalsmedhjælperen, der på afskedigelsestidspunktet var 61 år, blev udsat for forskelsbehandling på grund af alder.
Hun fik derfor heller ikke medhold i klagen over forskelsbehandling på grund af alder.
Sygemeldt hospitalsmedhjælper blev afskediget (j.nr. 18-52812)
Fleksjobber afskediget med henvisning til opnåelse af pensionsalder
En elektrotekniker blev ansat i fleksjob ved det indklagede universitet i 2005.
I forbindelse med ansættelsen blev der truffet aftaler om skånehensyn, herunder blandt andet en ugentligt arbejdstid på 12 timer. Skånehensynene blev opretholdt under hele ansættelsen.
Fleksjobansættelsen betød, at elektroteknikernes løn blev beregnet ud fra en arbejdstid på 37 timer ugentligt, og at kommunen ydede refusion med 2/3 af mindstelønnen inden for området.
Elektroteknikeren blev folkepensionist den 1. marts 2017, og dermed ophørte tilskuddet til fleksjobansættelsen.
Elektroteknikeren blev afskediget den 26. april 2018 med henvisning til, at refusionen fra kommunen ophørte, og at forudsætningerne for ansættelsen var bortfaldet.
Elektroteknikeren gjorde gældende, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af alder og handicap.
Nævnet vurderede, at elektroteknikeren havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af alder og handicap.
Nævnet vurderede videre, at grundlaget for elektroteknikerens ansættelse bortfaldt ved løntilskuddets ophør, da elektroteknikeren opnåede pensionsalderen.
Nævnet lagde desuden vægt på, at foranstaltninger, som har til formål at forbedre beskæftigelsesmulighederne for personer med en bestemt alder eller handicap, ikke er i strid med forskelsbehandlingsloven, og at Højesteret i U.2019.2426H har fastslået, at fleksjobordningen må anses for en sådan beskæftigelsesfremmende foranstaltning, som er tilladt, samt at ophør af en sådan foranstaltning, som følge af pensionsalderens indtræden, ikke kan anses for ulovlig forskelsbehandling på grund af alder eller handicap.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Fleksjobber afskediget med henvisning til opnåelse af pensionsalder (j.nr. 18-37726)
Smørrebrødsjomfru afskediget under graviditet
En kvinde blev ansat som smørrebrødsjomfru hos en smørrebrøds- og catering virksomhed med tiltrædelse den 1. september 2018.
Kvinden oplyste den 17. september 2018, at hun var gravid.
Den 23. oktober 2018 blev kvinden afskediget til udgangen af december 2018 med henvisning til sæsonafslutning og ordrenedgang.
Nævnet vurderede, at virksomheden ikke havde løftet bevisbyrden for, at kvindens graviditet ikke blev tillagt betydning ved beslutningen om at afskedige hende.
Nævnet lagde herved blandt andet særligt vægt på den tætte tidsmæssige sammenhæng mellem oplysningen om kvindens graviditet og afskedigelsen af kvinden.
Klager fik derfor medhold og en godtgørelse svarende til seks måneders løn.
Smørrebrødsjomfru afskediget under graviditet (j.nr. 18-71207)
Afskedigelse af socialrådgiver med PTSD
En socialrådgiver gjorde gældende, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun var blevet afskediget fra sin stilling i Kriminalforsorgen.
Socialrådgiveren havde PTSD efter, at hun i 1986 var udsat for et voldeligt overfald.
Socialrådgiverens behov for skånehensyn blev relevant ved reaktiveringen af hendes PTSD efter, at Kriminalforsorgen i 2017 stillede krav om, at alle medarbejdere skulle være beskæftiget med behandlingsdømte.
Det fremgik af en psykiatrisk speciallægeerklæring, at socialrådgiveren skulle skånes for kontakt med psykisk syge kriminelle eller med andre personer, der kunne forventes at udvise uforudsigelig adfærd.
Nævnet vurderede, at hun havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Socialrådgiveren blev afskediget med henvisning til sit sygefravær.
Nævnet vurderede, at Kriminalforsorgen på afskedigelsestidspunktet i hvert fald burde vide, at socialrådgiveren havde et handicap i lovens forstand.
I en periode, hvor socialrådgiveren gennemgik et behandlingsforløb for PTSD, fritog Kriminalforsorgen hende for arbejdet med behandlingsdømte.
Nævnet vurderede, at Kriminalforsorgen ikke havde bevist, at det ville have udgjort en uforholdsmæssig stor byrde fortsat at tilbyde relevante skåneforanstaltninger, så socialrådgiveren kunne beholde stillingen, eller at hun uanset tilpasninger ikke var kompetent, egnet og disponibel til at varetage de væsentligste funktioner i den pågældende stilling.
Klager fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse svarende til omkring 12 måneders løn.
Afskedigelse af socialrådgiver med PTSD (j.nr. 18-54282)
Krav om medlemskab af den danske folkekirke var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af religion eller tro i forbindelse med, at den indklagede organisation i en stillingsannonce stillede krav om, at en køkkenassistent til en varmestue skulle være medlem af den danske folkekirke og kunne arbejde ud fra organisationens kristne menneskesyn.
Nævnet vurderede, at arbejdet som køkkenassistent i organisationens varmestue indebar arbejde, som lå inden for den indklagede organisations kerneområde, og at kravet om medlemskab af den danske folkekirke ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven.
Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen
Møde den 25. juni 2020
En restaurantmedhjælper blev varslet ned i tid efter oplysning om hendes graviditet
En restaurantmedhjælper var ansat på en kontrakt med et garanteret timetal på 40 timer over 4 uger med mulighed for frivilligt at påtage sig merarbejde op til 148 timer over 4 uger.
Medhjælperen arbejdede i flere perioder mere end de garanterede 40 timer over 4 uger.
Der var ikke aftalt faste arbejdstider.
Efter at have meddelt restauranten om sin graviditet den 18. maj 2018 blev medhjælperen den 6. september 2018 varslet ned i arbejdstid til 22,5 timer om ugen.
Restauranten oplyste, at ændringen af arbejdstid skete som følge af dalende omsætning, og at en række medarbejdere fik varslet deres arbejdstid nedsat.
Nævnet tog indledningsvist stilling til, om medhjælperen havde været udsat for anden mindre gunstig behandling efter ligebehandlingslovens § 9. Et samlet nævn vurderede, at de varslede ændringer af arbejdstid lå inden for de vilkår omkring arbejdstiden, der fremgik af ansættelseskontrakten.
Tre nævnsmedlemmer udtalte, at ændringerne ikke var så væsentlige, at ligebehandlingslovens § 9 fandt anvendelse, hvorfor sagen skulle vurderes efter ligebehandlingslovens § 4 med delt bevisbyrde.
De tre nævnsmedlemmer udtalte videre, at medhjælperen efter en samlet vurdering ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af graviditet.
To nævnsmedlemmer udtalte, at de varslede ændringer i arbejdstiden var så væsentlige, at der var tale om anden mindre gunstig behandling i medfør af ligebehandlingslovens § 9, hvorfor den omvendte bevisbyrde fandt anvendelse.
De to nævnsmedlemmer udtalte videre, at restauranten efter en samlet vurdering havde løftet bevisbyrden for, at medhjælperens graviditet ikke havde betydning for beslutningen om at varsle hende ned i tid.
Efter stemmeafgivningen fik klager ikke medhold i klagen.
En restaurantmedhjælper blev varslet ned i tid efter oplysning om hendes graviditet (j.nr. 18-70663)
Jordemoder fik afslag på at overføre omsorgsdage, som ikke var afholdt inden graviditetsbetinget sygemelding
En jordemoder havde ikke afholdt sine omsorgsdage, inden hun blev graviditetsbetinget fuldtidssygemeldt.
Sygemeldingen varede frem til, at jordemoderen overgik til graviditetsorlov. Regionen afslog at overføre omsorgsdagene til det efterfølgende kalenderår.
Et flertal på fire nævnsmedlemmerne vurderede, at afslaget på at overføre omsorgsdage ikke udgjorde ”anden mindre gunstig behandling … på grund af graviditet” i henhold til ligebehandlingslovens § 9.
Der måtte ifølge flertallet herefter tages stilling til, om der var tale om ulige behandling for så vidt angår arbejdsvilkår, jf. ligebehandlingslovens § 4.
Flertallet vurderede, at jordemoderen havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at hun ved afslaget blev udsat for negativ forskelsbehandling i forbindelse med graviditet.
Et nævnsmedlem vurderede, at afslaget på at overføre omsorgsdage udgjorde ”anden mindre gunstig behandling” i henhold til ligebehandlingslovens § 9, og at afslaget medførte, at regionen udsatte jordemoderen for negativ forskelsbehandling i forbindelse med graviditet.
Samtlige nævnsmedlemmer vurderede herefter, at regionen ikke havde godtgjort, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket.
Klager fik derfor medhold i klagen. Hun blev tilkendt en godtgørelse på 10.000 kr.
Tilbud om gratis HPV-vaccination af drenge
Tilbud om vederlagsfri HPV-vaccination af piger blev indført i 2009. Tilbuddet omfattede piger fra det fyldte 12. år og var fra 2008 ledsaget af et opsamlingsprogram for nogle piger, der allerede var fyldt 12 år.
I 2019 blev tilbud om gratis HPV-vaccination af drenge indført.
Det forhold, at indførelsen af tilbud om gratis HPV-vaccination af drenge i 2019 ikke var ledsaget af et opsamlingsprogram – på samme måde som ved indførelsen af gratis HPV-vaccination af piger i 2009 – er ikke forskelsbehandling i ligestillingslovens forstand.
Beslutningen om at tilbyde gratis HPV-vaccination til drenge, som er fyldt 12 år den 1. juli 2019 eller senere – uden samtidig at indføre et opsamlingsprogram for nogle af de drenge, der allerede var fyldt 12 år – er begrundet i en sundhedsfaglig risikovurdering og sundhedsøkonomisk prioritering.
Det fremgår af Sundhedsstyrelsens faglige vurdering fra juni 2019, at kvinder har større risiko for at få en af de kræftformer, som der er dokumentation for, at HPV-vaccinerne beskytter imod.
Med henvisning til betragtning 12 i Rådets direktiv 2004/113 af 13. december 2004 var det på denne baggrund nævnets opfattelse, at der er tale om forskelsbehandling i forbindelse med ydelse af sundhedspleje begrundet i blandt andet de fysiske forskelle mellem kvinder/piger og mænd/drenge, og at der således – som følge af den større risiko for kvinder – ikke er tale om tilsvarende situationer.
Det var indgået i nævnets vurdering, at sundhedsmyndighederne løbende vurderer området, og at der i 2020 blev indført et opsamlingsprogram, hvorefter gratis HPV-vaccination tillige tilbydes drenge, som er fyldt 12 år i perioden fra den 1. januar 2018 til den 30. juni 2019.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Tilbud om gratis HPV-vaccination af drenge (j.nr. 19-46937)
Gravid vikar kunne først få vagter gennem vikarbureau efter endt barselsorlov
En social- og sundhedsassistent, som havde været tilknyttet et vikarbureau i knap tre år, blev under sin graviditet orienteret om, at hun først kunne få vagter gennem vikarbureauet efter endt barselsorlov.
Social-og sundhedsassistenten var tilknyttet vikarbureauet med henblik på midlertidige ansættelser, og hun betragtedes kun som ansat hos vikarbureauet i de perioder, de enkelte vikariater varede.
Tilknytningsaftalen udgjorde sammen med en jobbekræftelse social- og sundhedsassistentens ansættelseskontrakt for de enkelte midlertidige ansættelser.
Nævnet vurderede, at vikarbureauet ophævede tilknytningsaftalen med social- og sundhedsassistenten med direkte henvisning til hendes graviditet, idet vikarbureauet forhindrede hende i at indgå aftaler om yderligere vikariater indtil efter hendes graviditet og barsel.
Tre nævnsmedlemmer vurderede, at vikarbureauet, der i tilfælde af indgåelse af aftaler om midlertidige vikariater var social- og sundhedsassistentens arbejdsgiver, udsatte hende for mindre gunstig behandling som følge af hendes graviditet. Konsekvensen for social- og sundhedsassistenten af vikarbureauets ophævelse af tilknytningsaftalen svarede derfor til en afskedigelse.
Vikarbureauet havde ikke godtgjort, at den mindre gunstige behandling ikke var begrundet i social- og sundhedsassistentens graviditet. Med denne begrundelse stemte flertallet for at give social- og sundhedsassistenten medhold. Flertallet stemte for at tilkende social- og sundhedsassistenten en godtgørelse på 100.000 kr.
To nævnsmedlemmer vurderede, det var i strid med ligebehandlingslovens § 2, at vikarbureauet med sin ophævelse af tilknytningsaftalen afskar social- og sundhedsassistenten fra fornyet ansættelse i vikariater gennem vikarbureauet indtil udløbet af social- og sundhedsassistentens barselsorlov. Med denne begrundelse stemte mindretallet for at give social- og sundhedsassistenten medhold. Mindretallet stemte for at tilkende social- og sundhedsassistenten en godtgørelse på 40.000 kr.
Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet. Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 100.000 kr.
Gravid vikar kunne først få vagter gennem vikarbureau efter endt barselsorlov (j.nr. 19-7574)
Formandsafgørelser juni 2020
Klage over Familieretshuset, kommunen og bobestyrer
En mand indbragte på vegne af sin bror, der var under værgemål, en klage til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med Familieretshusets sagsbehandling, kommunens behandling af broderen og bobestyrerens sagsbehandling.
Klage over Familieretshusets og kommunens anvendelse og fortolkning af anden lovgivning falder uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.
Der var ikke i klagen eller i sagen i øvrigt oplysninger, der gav anledning til at formode, at broderen i forbindelse med det beskrevne forløb i Familieretshuset, kommunen og ved bobestyreren havde været udsat for forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen med henvisning til, at det på baggrund af nævnets faste praksis var åbenbart, at broderen ikke kunne få medhold i sin klage.
Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.
Klage over Familieretshuset, kommunen og bobestyrer (j.nr. 19-46905)
Klage over Familieretshusets behandling af sag om samvær
En mand indbragte en klage til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med Familieretshusets behandling af mandens sag om samvær med sit barn.
Klage over Familieretshusets anvendelse og fortolkning af anden lovgivning falder uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.
Der var ikke i klagen eller i sagen i øvrigt oplysninger, der gav anledning til at formode, at manden i forbindelse med det beskrevne forløb i Familieretshuset og/eller i forbindelse med Familieretshusets behandling af ham havde været udsat for forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen med henvisning til, at det på baggrund af nævnets faste praksis var åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.
Afgørelsen blev truffet af nævnets formand
Klage over Familieretshusets behandling af sag om samvær (j.nr. 19-56599)
Ligebehandlingsnævnet afviste at behandle en klage
En kvinde klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med kvindens telefonsamtale med den indklagede myndighed om dennes afgørelse om, at kvinden ikke var berettiget til økonomisk støtte til anskaffelse af et hjælpemiddel i form af en bil.
Der var ikke i klagen eller i sagen i øvrigt oplysninger, der gav anledning til at formode, at indklagede i forbindelse med telefonsamtalen havde udsat kvinden for forskelsbehandling på grund af handicap. Nævnet afviste herefter at behandle denne del af klagen med henvisning til, at det på baggrund af nævnets faste praksis var åbenbart, at kvinden ikke kunne få medhold.
Nævnet kunne ikke behandle den del af klagen, der angik anvendelse og fortolkning af reglerne i anden lovgivning. Denne del af klagen faldt uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.
Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.
Ligebehandlingsnævnet afviste at behandle en klage (j.nr. 20-18245)