Uddannelseslæge med handicap fik to gange afslag på dispensation

Sagen kort

To-stedskravet betød, at lægen under sin uddannelse skulle være ansat på mindst to hospitalsafdelinger inden for sit speciale, hvert sted mindst 12 måneder. Det betød, at hun i et år skulle arbejde på et hospital i en anden by, og det ville give hende flere timers daglig transport til arbejde.

Lægen led af lammelse og betydelig forkortelse i sit ene ben. Hendes bolig var indrettet efter hendes særlige behov, og hun fik behandling på et specialiseret genoptræningscenter i den by, hvor hun boede. Behandlingen var nødvendig for at undgå yderligere tab af funktionsevne.

Efter at lægen begyndte at arbejde i den anden by, skete der en betydelig forværring af hendes helbred. Den øgede transporttid betød, at hun ikke havde tilstrækkelig mulighed for aflastning i hjemmet, og selve transporten forværrede hendes gener, så hun fik flere smerter og faldt oftere.

Lægen ansøgte to gange om dispensation fra to-stedskravet, men fik afslag. Efter ca. ni måneder på hospitalet i den anden by, fik hun dispensation til at færdiggøre sin uddannelse til speciallæge på en hospitalsafdeling i den by, hvor hun boede.

To-stedskravet udgjorde indirekte forskelsbehandling

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at opretholdelsen af to-stedskravet – som er en tilsyneladende neutral bestemmelse – stillede lægen ringere end andre på grund af hendes handicap.

To-stedskravet skulle sikre, at speciallæger under deres uddannelse fik kendskab til specialiserede opgaver samt forskellige fagligheder og kulturer inden for specialet. Nævnet vurderede, at to-stedskravet var begrundet i et sagligt formål, og at det som udgangspunkt også var hensigtsmæssigt at opretholde kravet for at sikre formålet om høj uddannelsesmæssig kvalitet.

Spørgsmålet var herefter, om det også var nødvendigt at opretholde to-stedskravet over for lægen. Der var i nævnet ikke enighed om det spørgsmål, og afgørelsen blev derfor truffet med dissens.

Flertallets vurdering

Flertallet lagde vægt på, at der som begrundelse for afslagene kun var henvist til de overordnede hensyn bag to-stedskravet. Det var ikke konkret begrundet, hvorfor lægen ikke kunne opnå samme uddannelsesmæssige kvalitet som andre speciallæger inden for specialet, hvis hun fik dispensation. Der var ikke indgået konkrete aftaler om tilpasning mellem lægen og hendes arbejdsgiver eller videreuddannelsesregionen, som ville kunne kompensere hende for de helbredsmæssige ulemper ved at opretholde kravet.

Flertallet vurderede derfor, at det ikke i tilstrækkelig grad var godtgjort, at det var nødvendigt at opretholde to-stedskravet over for lægen.

Mindretallets vurdering

Mindretallet lagde derimod afgørende vægt på den lægefaglige vurdering fra en lektor i videreuddannelsesregionen, der med kendskab til både lægen og opgavesammensætningen på de to hospitalsafdelinger havde vurderet, at det ikke var fagligt forsvarligt at dispensere fra to-stedskravet. Lægen blev i stedet henvist til at gøre brug af muligheden for at indgå en aftale med sin arbejdsgiver eller videreuddannelsesregionen om nedsat arbejdstid mod tilsvarende forlængelse af uddannelsestiden. 

Mindretallet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte den lægefaglige vurdering. Mindretallet vurderede på den baggrund, at det var godtgjort, at det ved de to afslag på dispensation konkret var nødvendigt at opretholde to-stedskravet over for lægen.

Medhold og godtgørelse

Lægen fik i overensstemmelse med flertallets vurdering medhold i, at hun havde været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap. Hun blev tilkendt en godtgørelse på 50.000 kr.

Læs 18-1769, om uddannelseslægen, der flere gange fik afslag på dispensation