Møde den 23. maj 2019

Familie med et barn med handicap blev nægtet adgang til en restaurant

Et forældrepar ankom til en restaurant sammen med deres børn, heriblandt deres 2-årige søn, der har et handicap og derfor lå i en barnevogn. Familien blev afvist med henvisning til, at restauranten ikke tillod barnevogne indenfor grundet brandsikkerhed. Der var på dette tidspunkt få gæster i restauranten. Der var påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at familien ved afvisningen blev udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap. Det var nævnets vurdering, at den indirekte forskelsbehandling var begrundet i et sagligt formål om sikkerhed i forbindelse med brand. Restauranten havde ikke indgået i dialog med familien eller undersøgt, om barnevognen kunne placeres et sted i restauranten, uden at reglerne for brandsikkerhed ville blive tilsidesat. Restauranten havde ikke løftet bevisbyrden for, at det var nødvendigt at afvise familien for at opnå formålet om sikkerhed. Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr.

Familie med et barn med handicap blev nægtet adgang til en restaurant (j.nr. 18-64917)

En mand med en førerhund blev nægtet adgang til en café

En mand med et synshandicap blev i følgeskab med sin førerhund afvist ved indgangen til en café med henvisning til, at caféen ikke tillod hunde indenfor af hensyn til gæster med mulig allergi. Nævnet vurderede, at der var påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at manden ved afvisningen blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap. Caféen havde ikke løftet bevisbyrden for, at afvisningen var sagligt begrundet i et objektivt formål. Manden fik derfor medhold i sin klage. Han blev tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr.

En mand med en førerhund blev nægtet adgang til en café (j.nr. 19-11405)

En mand fik at vide, at han ikke kunne tage sin førerhund med ind i et undersøgelseslokale på en ultralyd- og røntgenklinik

En mand, der er blind, ankom til en ultralyd- og røntgenklinik sammen med sin førerhund og en uddannelseslæge fra sin praktiserende læge for at bestille en tid til ultralydsundersøgelse. Manden fik at vide, at han ikke ville kunne få sin førerhund med ind i undersøgelseslokalet med henvisning til hygiejne og mulig allergi hos andre patienter på klinikken. Der var påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at manden ved afvisningen blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap. Den indirekte forskelsbehandling var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre et allergifrit og hygiejnisk undersøgelseslokale på klinikken. I nævnets principielle afgørelse var der dissens i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt det var nødvendigt at afslå, at manden kunne få adgang med sin førerhund til undersøgelseslokalet.

Fire medlemmer vurderede, at der var en sådan uklarhed om hændelsesforløbet og samtalen mellem manden og klinikkens medarbejder, at en afgørelse af, om der var sket ulovlig forskelsbehandling krævede bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke ske for nævnet, men må ske ved domstolene. Disse medlemmer stemte derfor for, at nævnet ikke kunne behandle klagen.

Et nævnsmedlem vurderede, at klinikken ikke havde løftet bevisbyrden for, at det var nødvendigt at begrænse førerhundens adgang til undersøgelseslokalet for at opnå formålet om at sikre et allergifrit og hygiejnisk undersøgelsesrum. Dette medlem stemte derfor for at give manden medhold i klagen.

Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet. Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

En mand fik at vide, at han ikke kunne tage sin førerhund med ind i et undersøgelseslokale på en ultralyd- og røntgenklinik (j.nr. 18-61745)

Uddannelseslæge med handicap fik afslag på dispensation

En uddannelseslæge klagede over indirekte forskelsbehandling pga. handicap i forbindelse med, at hun havde fået afslag på dispensation fra to-stedskravet under uddannelsen til speciallæge. Lægen led af lammelse og betydelig forkortelse af det ene ben, og opretholdelsen af to-stedskravet over for hende betød, at hendes helbredsmæssige gener blev væsentligt forværret som følge af øget transporttid til uddannelsesstedet og manglende mulighed for restitution. Nævnet vurderede på den baggrund, at opretholdelsen af to-stedskravet, som er en tilsyneladende neutral bestemmelse, stillede klager ringere end andre som følge af hendes handicap. To-stedskravet var begrundet i det legitime formål at sikre den uddannelsesmæssige kvalitet i speciallægeuddannelsen, og kravet var som udgangspunkt et hensigtsmæssigt middel til at opfylde dette formål. Et flertal af nævnets medlemmer vurderede imidlertid, at det ikke var tilstrækkeligt godtgjort, at det var nødvendigt at opretholde kravet over for klager. Det var ikke konkret begrundet, hvorfor klager ikke kunne opnå samme uddannelsesmæssige kvalitet som andre speciallæger inden for det pågældende speciale i tilfælde af en dispensation fra to-stedskravet. Der var heller ikke indgået konkrete aftaler om rimelig tilpasning mellem klager og ansættelsesstedet eller uddannelsesregionen, som kunne kompensere hende for de helbredsmæssige ulemper ved at opretholde kravet. Mindretallet vurderede derimod, at det på baggrund af en lægefaglig vurdering fra videreuddannelsesregionen var nødvendigt at opretholde to-stedskravet over for klager for at tilgodese hensynet til den uddannelsesmæssige kvalitet, som kravet skulle sikre. Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet. 

Klager fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 50.000 kr.

Uddannelseslæge med handicap fik afslag på dispensation (j.nr. 18-1769)

Møde den 8. maj 2019

Medarbejder modtog en fratrædelsesaftale under sin orlov efter barselsloven

En kvinde blev under sin orlov efter barselsloven indkaldt til et møde med sin arbejdsgiver. Under mødet fik hun udleveret en fratrædelsesaftale til underskrift. Kvinden ønskede ikke at underskrive dokumentet. Det var kvindens opfattelse, at hun under mødet var blevet afskediget. Dette bestred arbejdsgiveren. Nævnet vurderede, at parternes uenighed om sagens faktum måtte afklares ved bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Da sådan bevisførelse ikke kan ske for Ligebehandlingsnævnet, kunne nævnet ikke behandle klagen.

Medarbejder modtog en fratrædelsesaftale under sin orlov efter barselloven (j.nr. 18-56430)

Afvist fra diskotek

En mand med udenlandsk klingende navn blev afvist af dørmanden ved indgangen til et diskotek. Manden anførte, at han blev nægtet adgang til diskoteket på grund af sin hudfarve. Diskoteket afviste, at baggrunden for afvisningen var mandens hudfarve. Nævnet vurderede, at en afgørelse af, om der i forbindelse med afvisningen skete ulovlig forskelsbehandling på grund af hudfarve, krævede bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke foregå ved nævnet. Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

Afvist fra diskotek (j.nr. 18-63141)

Indlejekontrakt opsagt under fodterapeuts fravær efter barselsloven

En fodterapeuts indlejekontrakt i en klinik blev opsagt under fodterapeutens fravær efter barselsloven. Opsigelsen blev begrundet med klinikkens økonomiske situation. En anden fodterapeut med tilsvarende indlejekontrakt havde fået opsagt sin kontrakt omkring et halvt år tidligere. Klinikkens bankrådgiver havde på grund klinikkens økonomi rådgivet ejerne til bl.a. at opsige indlejekontrakter. Der var ikke noget i klagen eller oplysningerne i øvrigt, der tydede på, at fodterapeutens køn eller fravær i forbindelse med graviditet og fødsel indgik i klinikkens beslutning om at opsige indlejekontrakten med hende. På den baggrund havde fodterapeuten ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med opsigelse af indlejekontrakten.

Indlejekontrakt opsagt under fodterapeuts fravær efter barselsloven (j.nr. 18-45067)

Søgte i et stillingsopslag efter ”skolepiger”

En mand klagede over, at en virksomhed i et stillingsopslag søgte efter ”skolepiger”. Nævnet vurderede, at betegnelsen skolepige var kønsbestemt, og at der ved annoncering efter ”skolepiger” lå en tilkendegivelse om, at der blev foretrukket kvindelige ansøgere. Virksomheden havde derfor handlet i strid med forbuddet mod annoncering efter personer af et bestemt køn. Manden havde ikke søgt stillingen, og det var ikke oplyst, om han var i besiddelse af de kvalifikationer, der var forudsat i stillingsopslaget. Der var derfor ikke grundlag for at fastslå, at manden var blevet forskelsbehandlet på grund af køn.

Søgte i et stillingsopslag efter ”skolepiger” (j.nr. 18-61717)

Træning i fitnesscenter kun for kvinder

En mand klagede over, at han ikke kunne træne i et fitnesscenter kun for kvinder. Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at fitnesscentret tilbød træning kun for kvinder. Efter oplysningerne om baggrunden for, at fitnesscentret tilbød træning kun for kvinder, vurderede nævnet, at der var tale om et initiativ til fremme af ligestilling, der faldt ind under anvendelsesområdet for § 6 i bekendtgørelse om initiativer til fremme af ligestilling. Efter denne bestemmelse er det tilladt at etablere hold og undervisning m.v. for det ene køn inden for idræt. Manden fik derfor ikke medhold i klagen.

Træning i fitnesscenter kun for kvinder (j.nr. 19-398)

En klage blev afvist, da sagen havde været anlagt ved domstolene

En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun var blevet afskediget under sin orlov efter barselsloven. Inden klagen var blevet indbragt for Ligebehandlingsnævnet, havde sagen været anlagt ved byretten, som ved dom havde afvist sagen.  Kvinden havde ikke appelleret byrettens afgørelse, som derfor var endelig. Herefter kunne Ligebehandlingsnævnet ikke behandle sagen.