Mandlige ansatte i en børnehave måtte ikke hjælpe børn ved toiletbesøg, ble- og tøjskiftning
Med virkning fra den 1. januar 2016 fik lov om Ligebehandlingsnævnet en bestemmelse om, at Institut for Menneskerettigheder kan indbringe sager af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse for Ligebehandlingsnævnet. Det kan for eksempel være sager, der efter instituttets vurdering rejser hidtil uafklarede fortolkningsspørgsmål eller er indgribende i forhold til en større gruppe mennesker.
Institut for Menneskerettigheder indbragte i medfør af bestemmelsen denne sag, hvor instituttet gjorde gældende, at en børnehaves retningslinjer var udtryk for forskelsbehandling på grund af køn. Børnehaven havde haft retningslinjer om, at det udelukkende var de kvindelige ansatte, der hjalp børnene ved toiletbesøg, ble- og tøjskiftning.
Den 27. april 2017 traf Ligebehandlingsnævnet afgørelse i sagen, der blev behandlet på et principielt møde med deltagelse af en formand og fire nævnsmedlemmer.
Nævnet gav Institut for Menneskerettigheder medhold i klagen.
Nævnet vurderede, at børnehavens retningslinjer var udtryk for direkte forskelsbehandling på grund af køn, idet de mandlige ansatte blev behandlet ringere end deres kvindelige kolleger.
Børnehaven havde ikke ansøgt om eller fået dispensation til at fravige ligebehandlingsloven.
Afgørelsen vil senere være tilgængelig i sin helhed på retsinformation.dk.
Ligebehandlingsnævnet begrundede afgørelsen således:
”Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet.
Institut for Menneskerettigheder kan indbringe sager for Ligebehandlingsnævnet af principiel karakter eller sager af almindelig offentlig interesse. Det kan for eksempel være sager, som vurderes at være indgribende i forhold til en større gruppe af personer.
Det fremgår af ligebehandlingsloven, at enhver arbejdsgiver, der beskæftiger mænd og kvinder, skal behandle dem lige for så vidt angår arbejdsvilkår. Hvis en klageberettiget påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Den indklagede daginstitution havde i perioden fra 2011 og frem til juni 2016 retningslinjer for arbejdets tilrettelæggelse, som medførte, at mandlige ansatte ikke måtte hjælpe børnene ved toiletbesøg, ble- og tøjskiftning.
Indklagedes retningslinjer havde konsekvenser for mandlige ansattes mulighed for at udføre deres arbejde på lige vilkår med kvindelige kolleger. Retningslinjerne kunne efter deres karakter og indhold have betydning blandt andet for mandlige pædagogers mulighed for at opnå beskæftigelse i daginstitutionen.
På dette grundlag er der udøvet direkte forskelsbehandling på grund af køn, idet de mandlige ansatte blev behandlet ringere end deres kvindelige kolleger.
Der er ikke ansøgt om eller givet dispensation til at fravige ligebehandlingslovens bestemmelse om, at enhver arbejdsgiver, der beskæftiger mænd og kvinder, skal behandle dem lige for så vidt angår arbejdsvilkår.
Retningslinjerne blev ifølge indklagede indført i et tæt samarbejde med bestyrelsen, ledelsen og medarbejderne i daginstitutionen på baggrund af et ønske fra børnenes forældre.
Ligebehandlingsloven kan imidlertid ikke ved aftale fraviges til ugunst for lønmodtageren.
På denne baggrund får Institut for Menneskerettigheder medhold i klagen.”