Genbehandlingsfrister
Sager om anbringelse uden samtykke skal som udgangspunkt genbehandles for at sikre, at anbringelsesgrundlaget løbende efterprøves af børne- og ungeudvalget. Det er af retssikkerhedsmæssige grunde.
Kun i sager om permanent anbringelse skal der ikke fastsættes en genbehandlingsfrist.
Hvis barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet i mere end 3 år, er kommunen forpligtet til at overveje, om det vil være bedst for barnet, at der udarbejdes en indstilling om permanent anbringelse.
Hovedreglen for genbehandlingsfrister
- en genbehandlingsfrist er på 1 år, hvis barnet eller den unge ikke har været anbragt inden for det seneste år, herunder førstegangsanbringelser
- en genbehandlingsfrist er på 2 år, hvis barnet eller den unge
har været anbragt inden for det seneste år.
Kortere genbehandlingsfrist
Børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen og retten kan efter loven i visse tilfælde forkorte genbehandlingsfristen.
Det er en konkret vurdering i den enkelte sag, om der er behov for at se på anbringelsesgrundlaget tidligere end inden henholdsvis 1 eller 2 år.
Det skal særlig begrundes, når der træffes afgørelse om at fravige en af hovedreglerne og forkorte genbehandlingsfristen.
Forlænget genbehandlingsfrist
Børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen og retten kan også forlænge genbehandlingsfristen:
- undtagelsesvis
- når de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med overvejende sandsynlighed må antages at vare ved ud over den frist, der er hovedreglen.
Der skal foreligge væsentlige omstændigheder, før der er grundlag for at fravige de almindelige genbehandlingsfrister og det er en konkret vurdering i den enkelte sag.
Genbehandlingsfristen kan fastsættes til 3 år for børn under 1 år. Hensigten bag dette er at styrke kontinuiteten og skabe ro om de helt små børns situation.
I sager, hvor der er grundlag for at fastsætte genbehandlingsfristen til 3 år, bør kommunen overveje, om det bedste for barnet vil være adoption.
Læs om adoption uden samtykke.
Hvis barnet fortsat skal være anbragt efter den 3-årige periode, skal der træffes afgørelse herom, enten som en frivillig eller en tvangsmæssig anbringelse.
Hvis barnet har fået en stærk tilknytning til anbringelsesstedet, kan der eventuelt være grundlag for at træffe afgørelse om permanent anbringelse efter barnets lov § 67.