Eksempler på konkrete sager om efterværn

Den unges selvstændige opholdskommune træffer afgørelse om efterværn, men den kommune, der vil blive opholdskommune for den unge på 18. årsdagen, er ikke enig, eller den unge får i efterværnsperioden behov for et andet tilbud end efterværn.

Sag 1 – kommunerne er uenige om efterværn, før den unge fylder 18 år

A Kommune, der havde anbragt en ung uden for hjemmet på et anbringelsessted i B Kommune, traf afgørelse om, at den unge var i målgruppen for efterværn, og at han, når han fyldte 18 år, skulle forblive på anbringelsesstedet. B Kommune traf afgørelse om afslag på efterværn. A Kommune traf efterfølgende ikke afgørelse om bevilling af anden form for støtte. Da den unge fyldte 18 år, fortsatte han med at opholde sig i B Kommune, der bevilgede ham et botilbud efter servicelovens § 107. B Kommune mente, at A Kommune fortsat havde pligt til at hjælpe den unge eller alternativt havde udvist passivitet.

Ankestyrelsens afgørelse: B Kommune fik pligten til at yde den unge hjælp, da kommunen blev opholdskommune for ham ved det fyldte 18. år. A Kommune havde ikke truffet afgørelse om andre foranstaltninger end efterværn, og pligten til at yde ham hjælp efter serviceloven forblev ikke i A Kommune. Det forhold, at B Kommune bevilgede § 107-botilbuddet, betød ikke, at pligten til at yde hjælp efter serviceloven kunne tilbageføres til A Kommune.

B Kommune havde ikke ret til refusion på grund af passivitet, da det ikke var åbenbart, at A Kommune burde have bevilget botilbuddet i forlængelse af anbringelsen. Begrundelsen var, at den unge selv ønskede efterværn, at han havde oplevet en positiv udvikling under anbringelsen på opholdsstedet, og at han kunne fortsætte med at opholde sig der i efterværn.

Sag 2 – den unge får behov for en anden foranstaltning efter en periode i efterværn

A Kommune havde anbragt en ung uden for hjemmet i B Kommune, hvor hun som 18-årig fortsætte med at opholde sig i efterværn. B Kommune henvendte sig til A Kommune, da B Kommune vurderede, at den unge i stedet for efterværn skulle tilbydes ophold i et botilbud efter servicelovens § 107. B Kommune mente, at A Kommune igen ville få pligten til at yde den unge hjælp efter serviceloven, når B Kommune flyttede hende til botilbuddet.

Ankestyrelsens afgørelse: B Kommune havde pligten til at hjælpe den unge, da hun var i efterværn i kommunen. A Kommune havde ikke beholdt pligten til at yde hende hjælp efter serviceloven, da kommunen ikke havde medvirket til, at hun fik ophold i et botilbud i B Kommune, ligesom hun ikke var bevilget opretholdt anbringelse efter servicelovens § 76 a. Pligten til at yde hjælp efter serviceloven kunne ikke tilbageføres til A Kommune, når B Kommune bevilgede ophold i et § 107-botilbud.

Sag 3 – den unge er i efterværn i flere kommuner og får behov for en anden foranstaltning

En ung var anbragt af A Kommune i B Kommune, hvor han fortsatte med at bo i efterværn i sin hidtidige plejefamilie. B Kommune flyttede den unge til et opholdssted i C Kommune. Han var fortsat bevilget efterværn. Opholdsstedet anbefalede et botilbud efter servicelovens § 107, da den unge havde behov for massiv støtte. De tre kommuner var uenige om, hvilken kommune, der skulle bevilge botilbuddet.

Ankestyrelsens afgørelse: C Kommune havde som opholdskommune for den unge pligten til at yde ham hjælp, herunder til at vurdere, om efterværnet skulle ophøre, og hvilken fremtidig hjælp han skulle tilbydes.

Den kommune, der yder refusion til opholdskommunen for en ung i efterværn, stopper refusionen, inden efterværnet er ophørt.

Sag 4 – refusionskommunen stopper refusion, da den unge ikke længere er i målgruppen

A Kommune ydede refusion til B Kommune under den unges efterværn på et anbringelsessted i B Kommune. Efter et par år vurderede B Kommune, at den unge ikke længere var i målgruppen for efterværn, hvilket kommunen meddelte A Kommune. A Kommune stoppede refusionen to måneder før, den unges efterværn ophørte, og han fik ophold i et botilbud.

Ankestyrelsens afgørelse: B Kommune havde ret til refusion i hele den periode, hvor den unge var i efterværn. B Kommune havde kompetencen til at vurdere, hvilken støtte, den unge havde behov for, og hvornår efterværnet skulle ophøre.

Sag 5 – refusionskommunen stopper refusionen, da kommunen er uenig i, hvor den unge er i efterværn

A Kommune, der var opholdskommune for en ung i efterværn, bevilgede den unge efterværn på en ungdomshøjskole. Det meddelte kommunen B Kommune, der skulle yde refusion under efterværnet. B Kommune afslog at yde refusion, da kommunen mente, at et ophold på ungdomshøjskolen ikke var den rette støtte til den unge.

Ankestyrelsens afgørelse: B Kommune kunne ikke stoppe refusionen. A Kommune – og ikke B Kommune – havde kompetencen til at vurdere, hvilken støtte den unge havde behov for. B Kommune havde ikke dokumenteret, at A Kommune ikke havde hjemmel i den sociale lovgivning til at tilbyde den unge efterværn på ungdomshøjskolen.

Den unge fortsætter med at opholde sig på den institution, hvor den unge var anbragt frem til det 18. år, men den unge er hverken bevilget efterværn eller et botilbud for voksne.

Sag 6 – opholdskommunen har ikke truffet afgørelse om botilbud

En ung var anbragt uden for hjemmet af A Kommune. Den unge var anbragt på en institution i B Kommune. Før den unge fyldte 18 år, traf A Kommune afgørelse om afslag på efterværn. Kommunen ville lade sagen vurdere i voksenregi. Kommunen traf dog ikke en afgørelse om støtte efter voksenbestemmelserne. A Kommune besluttede at bevilge fortsat uddannelsesforløb efter, den unge var fyldt 18 år. Den unge fortsatte også med at bo på institutionen. Først, da den unge fyldte 20 år, overdrog A Kommune sagen til B Kommune. Institutionen vurderede, at den unge ville profitere af et § 107-forløb. B Kommune traf afgørelse om, at den unge ikke var i målgruppen for efterværn. Det var B Kommunes opfattelse, at den unge havde haft ophold i et § 107-tilbud, fra hun fyldte 18 år, og at A Kommune derfor fortsat havde pligten til at yde hjælp efter serviceloven.

Ankestyrelsens afgørelse: B Kommune blev opholdskommune for den unge og fik pligten til at yde hende hjælp, da hun fyldte 18 år. Den unge var ikke bevilget § 107-tilbud, da hun fyldte 18 år, heller ikke selv om institutionen var godkendt som § 107-tilbud. Det forhold, at A Kommune fortsatte med at yde den unge støtte, selvom kompetencen dertil lå hos B Kommune, kunne ikke føre til en tilsidesættelse af retssikkerhedslovens regler om, hvilken kommune, der skulle yde hjælpen.

Sidst opdateret 17.04.2019