Forside » Tilsynet » Uenighed mellem kommunerne » Vejledning om praksis » Efterværn – hvilken kommune skal hjælpe, og hvornår kan en kommune få refusion?

Efterværn – hvilken kommune skal hjælpe, og hvornår kan en kommune få refusion?

Det kan være vanskeligt for kommunerne at finde ud af, hvilken kommune, der skal hjælpe en ung i efterværn. Også reglerne om retten til refusion kan volde kommunerne vanskeligheder. I nyhedsbrevet beskriver vi regler og praksis.

Efterværn

Efterværn er hjælp til unge mellem 18 og 23 år. Efterværn kan tilbydes unge, der enten har været anbragt uden for hjemmet eller har fået udpeget en kontaktperson frem til, at de fylder 18 år. Efterværnet skal være af væsentlig betydning af hensyn til den unge og skal bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse. Den unge skal være indforstået med efterværnet.

Reglerne om efterværn findes i servicelovens § 76.

Opholdskommune

Børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, har selvstændig opholdskommune i den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelsen. Den selvstændige opholdskommune skal hjælpe barnet eller den unge under anbringelsen.

Anbringelsen ophører senest, når den unge fylder 18 år. Den dag, den unge fylder 18 år, får den unge opholdskommune i den kommune, hvor han eller hun bor eller sædvanligvis opholder sig. Det følger af retssikkerhedslovens § 9, stk. 2.

Inden den unge fylder 18 år

Den selvstændige opholdskommune skal senest seks måneder inden, den unge fylder 18 år, afgøre, om han eller hun er i målgruppen for efterværn.

Vurderer den selvstændige opholdskommune, at den unge er i målgruppen for efterværn, og vil den unge få en ny opholdskommune på sin 18-årsdag, skal opholdskommunen sende den unges reviderede handleplan til den nye opholdskommune. Den nye opholdskommune har efter serviceloven en særlig kompetence til også at afgøre, om den unge er i målgruppen for efterværn, selvom kommunen endnu ikke er blevet opholdskommune for den unge. Den nye opholdskommune har 30 dage til at træffe afgørelse.

Det fremgår af servicelovens § 68.

Opholdskommunens pligt til at hjælpe

Opholdskommunen for en ung, der er fyldt 18 år, har pligten til at hjælpe den unge. Det følger af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, og gælder også for unge, der er bevilget efterværn efter servicelovens § 76.

Opholdskommunen skal vurdere den unges behov og tilbyde den rette støtte. 

Når en ung i efterværn flytter til en ny kommune, overtager den nye opholdskommune pligten til at hjælpe den unge.

I to situationer beholder den kommune, der var selvstændig opholdskommune under anbringelsen, pligten til at yde hjælp efter serviceloven, når den unge fylder 18 år:

1. Når den selvstændige opholdskommune eller anden offentlig myndighed medvirker til, at den unge i umiddelbar forlængelse af anbringelsen får ophold i en boform, der er omfattet af retssikkerhedslovens § 9, stk. 7.

2. Når den unge ved det fyldte 18. år får opretholdt sin anbringelse i plejefamilie efter servicelovens § 76 a.

Det fremgår af retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 7.

Læs mere om, hvilke boformer, der er omfattet af retssikkerhedslovens § 9, stk. 7 

Opretholdt anbringelse i plejefamilie, servicelovens § 76 a:

Opretholdt anbringelse er hjælp til unge i alderen 18 til 22 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når det er af væsentlig betydning for den unge. Den unge skal have været anbragt uden for hjemmet i en plejefamilie umiddelbart inden det fyldte 18. år.

Hjælp efter anden lovgivning end serviceloven, fx beskæftigelseslovgivningen, skal ydes af den unges opholdskommune.

Når den unge er fyldt 18 år og får behov for et botilbud

Vurderer den unges opholdskommune, at den unge i stedet for efterværn har behov for et botilbud, der er omfattet af retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, er det opholdskommunen, der skal bevilge botilbuddet.

Bevilger opholdskommunen ophold i et botilbud, vil pligten til at hjælpe den unge efter serviceloven ikke gå tilbage til den tidligere opholdskommune. Pligten vil heller ikke gå tilbage til den tidligere opholdskommune, selvom opholdskommunen hurtigt efter den unges 18–årsdag bevilger opholdet. Det er således ikke den tidligere opholdskommune, der har medvirket til, at den unge har fået ophold i botilbuddet.

Mellemkommunal refusion

Opholdskommunen har ret til refusion for sine udgifter til en ung i efterværn, hvis den unge var anbragt uden for hjemmet frem til, at han eller hun fyldte 18 år. Refusionen ydes af den kommune, der anbragte den unge uden for hjemmet. Det fremgår af retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 4.

Opholdskommunen har ret til refusion i hele efterværnsperioden, også når efterværnet først etableres efter, den unge er fyldt 18 år og/eller etableres igen efter at have været afbrudt. Retten til refusion stopper, når efterværnet ophører.

Det er kun opholdskommunen, og ikke refusionskommunen, der har kompetencen til at vurdere, hvilken form for støtte den unge skal have. Det betyder, at refusionskommunen ikke kan stoppe refusionen, fordi kommunen vurderer, at den unge ikke længere er i målgruppen for efterværn. Refusionskommunen kan heller ikke stoppe refusionen, hvis kommunen er uenig i, hvor efterværnet finder sted.

Afløses efterværnet af en anden foranstaltning, fx et botilbud, vil retten til refusion ikke fortsætte.

Se principafgørelse 66-13

Det er de samme betingelser, der gælder for pligten til at yde hjælp efter serviceloven som for refusion ved ophold i et botilbud. Hvis den tidligere opholdskommune (den anbringende kommune) ikke har medvirket til, at den unge får ophold i et botilbud, har kommunen hverken pligt til at hjælpe efter serviceloven eller til at yde refusion. Det fremgår af retssikkerhedslovens § 9, stk. 7 og § 9 c, stk. 2.

I særlige tilfælde kan opholdskommunen alligevel have ret til refusion. Det er tilfældet, hvis den tidligere opholdskommune har udvist passivitet. Det er et krav, at den tidligere kommune var bekendt med de forhold, der begrunder opholdskommunens bevilling af botilbuddet til den unge. Det skal også være åbenbart, at den tidligere kommune skulle have bevilget tilbuddet. Det følger af retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6.

Refusion på grund af passivitet er en forholdsvis snæver adgang til refusion, som anvendes i de tilfælde, hvor den tidligere kommune klart har opført sig forkert.

Vi har beskrevet nogle konkrete sager om efterværn, og hvordan vi har afgjort dem 

 

Sidst opdateret 17.04.2019