Når hjemløse krydser kommunegrænser – hvem skal hjælpe?

Vejledning og eksempler.

De særlige handlepligtregler

Når en borger tager ophold på et herberg, forsorgshjem eller krisecenter, er der klare regler for, hvilken kommune der skal hjælpe borgeren under opholdet: Det er den kommune, hvor borgeren boede eller sædvanligvis opholdt sig før opholdet, der skal yde hjælp. Hvis herberget ligger i en anden kommune end den, hvor borgeren opholdt sig, før han tog ophold på herberget, skal den oprindelige opholdskommune yde hjælp efter serviceloven.

Hvis opholdet på herberget, forsorgshjemmet eller krisecentret er af lidt længere varighed, bliver den kommune, hvor stedet ligger, opholdskommune for borgeren under opholdet. Opholdskommunen skal hjælpe borgeren efter anden lovgivning, fx med kontanthjælp og beskæftigelse, og vil kunne få refusion fra den oprindelige kommune for sine udgifter.

De særlige handlepligtsregler gælder også ved ophold på fx sygehus og i fængsler.

Vurderingen af opholdskommune

En borger har opholdskommune, der hvor borgeren har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig. Der kan imidlertid opstå tvivl kommunerne imellem, om hvilken kommune, der var opholdskommune (oprindelig opholdskommune) for borgeren, frem til, at borgerens ophold på herberget, forsorgshjemmet eller krisecentret.

Når Ankestyrelsen skal vurdere, hvilken kommune, der var opholdskommune for borgeren inden et ophold på fx et herberg, er der flere momenter, som vi inddrager:

  •  Hvor borgeren har haft folkeregisteradresse
  •  Hvor borgeren faktisk har opholdt sig
  •  Hvor borgeren har ønsket at opholde sig
  •  Hvor borgeren har været i kontakt med myndighederne for at søge hjælp.

Hvis borgeren har opholdt sig fast fx på et lejet værelse i en kommune før opholdet på herberget, vil den kommune typisk være borgerens opholdskommune - også selvom borgeren har haft folkeregisteradresse i en anden kommune. Hvor borgeren faktisk har opholdt sig eller ønsker at opholde sig, tillægger vi betydelig vægt.

Se principafgørelse 62-16 om vurderingen af opholds- og handlekommune

Handlepligtens udstrækning

Den oprindelige kommunes handlepligt efter serviceloven består, så længe borgeren er i det pågældende tilbud eller et tilsvarende tilbud.

Ved ophold på forsorgshjem og herberger varer handlepligten indtil, borgeren har erhvervet ny opholdskommune. Handlepligten ligger således fortsat hos den oprindelige kommune når en borger tager på et herberg, dernæst forlader herberget for at bo på gaden i en periode og så igen tager ophold på et herberg. 

Der skal dog altid foretages en konkret afvejning af, om borgeren har erhvervet ny opholdskommune i perioden mellem opholdene på herberg.

Se principafgørelse 32-12

Hvis borgeren har været udrejst

Når en borger har været udrejst i en periode, er det fortsat borgerens opholdskommune før udrejsen, der skal yde hjælp efter serviceloven, hvis borgeren flytter ind på et herberg efter hjemkomsten fra udlandet.

Se principafgørelse 14-15

Hvis borgeren efter hjemkomsten og inden indskrivningen på fx et krisecenter har opholdt sig i flere kommuner, foretager vi en afvejning af, hvilken kommune borgeren havde mest tilknytning til.

Medvirken fra anden offentlig myndighed

Det er forstanderen på forsorgshjemmet, herberget og krisecentret, der beslutter, om en borger kan bo der. Det er således forstanderen, der – som anden offentlig myndighed – medvirker til opholdet. Det samme gælder ved indlæggelse på sygehus eller indsættelse i fængsel. Her har en offentlig myndighed også medvirket.

§ 9. Opholdskommunen har pligt til at yde hjælp, jf. dog stk. 7 og 9 og § 9 a, stk. 4 og 7.

Stk. 2. En person har opholdskommune, hvor personen har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig, jf. dog § 9 b, stk. 2.

Stk. 7. Den oprindelige opholdskommune har uanset stk. 1 pligt til at yde hjælp efter lov om social service, når denne kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at personen i en anden kommune har fået ophold i

1) boformer efter §§ 107-110 og 192 i lov om social service,

2) boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v.,

3) institutioner under sygehusvæsenet,

4) institutioner under Kriminalforsorgen eller

5) boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v. under nr. 1-4.

Stk. 8. Pligten efter stk. 7 består, så længe personen har ophold i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud eller et tilbud omfattet af stk. 9. Pligten til at yde hjælp i anledning af en persons ophold i en boform efter § 110 i lov om social service består dog, indtil den pågældende har erhvervet ny opholdskommune.

Se eksempler om:

A: Opholdskommune ved flere ophold på forsorgshjem/herberg og lignende

1. Ukendt ophold mellem ophold på forsorgshjem – ej ny opholdskommune

2. Ophold i bofællesskab mellem ophold på forsorgshjem - ny opholdskommune

3. Folkeregistreret i mange kommuner – lejlighed – fængsel – på gaden – på herberg – ej ny opholdskommune

4. Herberg – fængsel – herberg – ej ny opholdskommune

B: Folkeregistertilmeldingen i en kommune – faktisk ophold i en anden

5. Hjemme – forsorgshjem – ”ukendt adresse” – postordning på døgnværested – ej ny opholdskommune

6. Adresseflytning, men ikke dokumentation for faktisk ophold – ej ny opholdskommune

7. Hjemme – ophold på sofaer hos venner og bekendte – i botilbud – faktisk ophold vejede tungere

C: Midlertidigt ophold i kommune før ophold på krisecenter mv.

8. Hjemme – vold i ægteskabet – akut flytning til datter – krisecenter – ny opholdskommune

9. Ophold hos veninder før krisecenter – ej ophold på folkeregisteradressen

10. Hjemme – skilsmisse – akut flytning til søster – botilbud

D: Opholdskommune efter hjemkomst fra udlandet

10. Ophold på herberg og hospital efter udlandsophold – ej ny opholdskommune

11. Ophold i forskellige kommuner efter udlandsophold og før ophold på krisecenter – ikke ny opholdskommune

Se eksempler 

Sidst opdateret 16.04.2019