Nyhedsbrev fra Ligebehandlingsnævnet december 2021
Møde den 9. december 2021
Påstået forskelsbehandling af mænd på grund af kønskvoter i Socialdemokratiet i København
En mandlig kommunalpolitiker klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at Socialdemokratiet i København den 6. april 2019 vedtog, at der skal være minimum 40 % af hvert køn på opstillingslisten til kommunalvalg og i partiets kompetente organer. Partiet vedtog desuden, at opstillingslisten til kommunalvalg skal flettes, så de mandlige og kvindelige kandidater står skiftevis.
Den mandlige kommunalpolitiker gjorde gældende, at opstillingsreglerne stiller personer af det størst repræsenterede køn ringere, at dette i hele organisationens tid har været mænd, og at der således vil være mænd, som ikke kan få lov at kandidere til posten, alene fordi de er mænd.
Socialdemokratiet i København afviste, at opstillingsreglerne stiller personer af et bestemt køn ringere. Partiet oplyste for nævnet, at partiet arbejder for en mere ligelig repræsentation af kønnene i alle led, og at reglerne stemmer overnes med partiets grundlæggende principper for ligestilling.
Nævnet fandt, at opstilling til posten som kommunalpolitiker, herunder anvendelse af opstillingsregler, ikke er omfattet af ligebehandlingslovens anvendelsesområde.
Nævnet fandt videre, at opstilling til posten som kommunalpolitiker, herunder anvendelse af opstillingsregler, heller ikke er omfattet af ligestillingslovens anvendelsesområde.
Ligebehandlingsnævnet kunne herefter ikke behandle klagen. Sagen blev behandlet principielt.
Forskelsbehandling på grund af bopæl
En handicaphjælper klagede til Ligebehandlingsnævnet over, at handicaphjælperes grund- og erfaringsløn ifølge særregler til landsoverenskomst for handicaphjælpere i borgers eget hjem fastsættes efter det geografiske område, hvor hjælperen har bopæl. Handicaphjælperen gjorde for nævnet gældende, at hun blev udsat for forskelsbehandling på grund af social oprindelse.
Nævnet vurderede, at forskelsbehandling på grund af bopæl ikke kunne anses for at være forskelsbehandling på grund af social oprindelse.
Nævnet havde derfor ikke kompetence til at tage stilling til forskelsbehandlingsbehandling på grund af bopæl.
Handicaphjælperen fik derfor ikke medhold i klagen.
Forskelsbehandling på grund af bopæl (j.nr. 19-33781)
Forskelsbehandling på grund af køn i form af sexchikane og anden chikane i relation til køn
En kvinde, der både var studerede og ansat på samme universitet, mente sig udsat for forskelsbehandling på grund af køn i form af sexchikane og anden chikane i relation til køn i forbindelse med flere episoder under kvindens uddannelse og ansættelse på universitet.
Det indklagede universitet havde bestridt, at universitets medarbejdere skulle have udsat kvinden for forskelsbehandling.
Uanset parternes uenighed omkring hændelsesforløbene vurderede nævnet, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun på grund af sit køn var blevet udsat for forskelsbehandling i form af chikane og/eller sexchikane som led i hverken hendes uddannelse eller ansættelse hos indklagede.
Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen.
Møde den 15. december 2021
Kvinde blev afskediget med henvisning til sygefravær
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun var blevet afskediget fra sin stilling som kontor- og bogholderiassistent med henvisning til sygefravær. Klager led af en diskusprotusion i lænden og en nyresygdom. Ryglidelsen havde tidligere medført behov for at gå tidligt fra arbejde, og der var derfor indgået en § 56-aftale, som henviste til både ryg- og nyrelidelsen. Forud for afskedigelsen var klager sygemeldt som følge af en infektionssygdom, som medførte, at klager overgik til en anden dialyseform, der fremadrettet ville medføre behov for to ugentlige sygedage.
Det var for nævnet uklart, om det tidligere sygefravær som følge af ryglidelsen indgik ved beslutningen om afskedigelse, ligesom det var uklart, om nyresygdommen tidligere havde medført konkrete funktionsbegrænsninger. Endvidere var det for nævnet uklart, hvilke konkrete tilpasninger indklagede foreslog klager forud for afskedigelsen, og hvordan klager stillede sig hertil. Nævnet vurderede, at disse spørgsmål, som var af afgørende betydning for afgørelsen, alene kunne afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for nævnet.
Nævnet afviste derfor at behandle sagen.
Kvinde blev afskediget med henvisning til sygefravær (j.nr. 20-13808)
Ændrede arbejdstider efter forældreorlov måtte sidestilles med en afskedigelse
En mand klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at han dagen efter, at han vendte tilbage fra fædre- og forældreorlov, fik ændret sine arbejdstider fra kl. 05.00-13.00 til kl. 10.00-18.00.
Varslingen af de ændrede arbejdstider havde den fornødne hjemmel i overenskomsten. Nævnet vurderede dog, at ændringen af klagers arbejdstider udgjorde en væsentlig ændring i relation til retten til at vende tilbage til arbejde med tilsvarende arbejdsvilkår efter fædre- og forældreorlov. Ændringen af arbejdstiderne måtte derfor sidestilles med en afskedigelse.
Nævnet lagde til grund, at indklagedes beslutning om at ændre klagers arbejdstider blev truffet inden afslutningen af hans forældreorlov, hvorfor den omvendte bevisbyrde fandt anvendelse. Den indklagede virksomhed havde ikke løftet bevisbyrden for, at der ikke var sammenhæng mellem klagers fædre- og forældreorlov og den væsentlige stillingsændring.
Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse svarende til 9 måneders løn.
Ændrede arbejdstider efter forældreorlov måtte sidestilles med en afskedigelse (j.nr. 20-14530)
Afskedigelse af elektronikmekaniker var ikke i strid med overenskomsts regler om forskelsbehandling på grund af alder
En elektronikmekaniker født i 1965 påstod sig udsat for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at hun ikke var blevet tilbudt videreuddannelse, og at hun var blevet afskediget fra sin stilling. Elektronikmekanikerens ansættelsesforhold var omfattet af Industriens Overenskomst, der indeholder et forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, der som minimum svarer til bestemmelserne i beskæftigelsesdirektivet. Forskelsbehandlingsloven fandt derfor ikke anvendelse.
Forud for indbringelsen af sagen for Ligebehandlingsnævnet havde elektronikmekanikerens faglige organisation indbragt sagen for Afskedigelsesnævnet. Den faglige organisation hævede senere sagen med begrundelsen, at de ikke fandt sagen egnet til afgørelse ved en hovedforhandling i Afskedigelsesnævnet. Nævnet vurderede, at valget af Afskedigelsesnævnet som forum for tvistens løsning som udgangspunkt havde den virkning, at elektronikmekanikeren ikke efterfølgende kunne rejse samme krav ved Ligebehandlingsnævnet. Nævnet vurderede dog, at der konkret var grundlag for at fravige udgangspunktet, da elektronikmekanikeren blandt andet havde tilvejebragt oplysninger om baggrunden for, at den faglige organisation opgav at føre sagen videre i det fagretlige system. Nævnet behandlede derfor klagen. Klagen blev behandlet efter overenskomstens regler om forskelsbehandling på grund af alder.
Af de fremlagte notater og skemaer fra diverse afholdte møder og medarbejderudviklingssamtaler fremgik, at virksomheden var utilfreds med elektronikmekanikerens performance, og at hun generelt manglede kompetencer til at bestride stillingen. Nævnet vurderede herefter, at elektronikmekanikeren ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hendes alder havde betydning for virksomhedens beslutning om ikke at tilbyde hende videreuddannelse og at afskedige hende fra sin stilling.
Elektronikmekanikeren fik derfor ikke medhold i klagen.
Kommunes opsigelse af samarbejde med relationsarbejder var ikke omfattet af forskelsbehandlingsloven
En kommune opsagde samarbejdet med en relationsarbejder blandt andet med henvisning til, at relationsarbejderen ikke ved indgåelsen af samarbejdet havde oplyst om, at han var medlem af en muslimsk ungdomsorganisation. Klagers arbejde bestod i at understøtte radikaliserede og radikaliseringstruede borgere.
Nævnet fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder navnlig at det ikke var fastlagt, hvor mange mentees, relationsarbejderen ville blive tilknyttet, at der heller ikke var fastlagt noget antal timer, at relationsarbejderen blev honoreret pr. time, og at han selv skulle stå for fakturering og indberetning heraf som B-indkomst, at han som led i sit samarbejde med kommunen ikke kunne anses for at være lønmodtager i forskelsbehandlingslovens forstand.
Klagen over kommunens opsigelse af samarbejdet var derfor ikke omfattet af forskelsbehandlingsloven, og nævnet kunne herefter ikke behandle klagen.
Forsikringsselskabs afslag på dækning af udgifter til fysioterapi var forskelsbehandling på grund af køn
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hendes forsikringsselskab havde meddelt hende afslag på dækning af behandlingsudgifter med henvisning til, at behandlingsbehovet havde relation til graviditet.
På det tidspunkt, hvor kvinden fik afslag på dækning, var det forsikringsselskabets praksis at afvise at dække behandlinger, hvor behandlingsbehovet havde relation til graviditet.
Nævnet vurderede, at forsikringsselskabets praksis var udtryk for direkte forskelsbehandling på grund af køn, og at kvinden ved afslaget var blevet udsat for ringere behandling på grund af sit køn.
Kvinden fik derfor medhold i klagen.
Det indklagede forsikringsselskab havde udbetalt en godtgørelse til kvinden på 10.000 kr. Nævnet fandt ikke grundlag for at fastsætte en yderligere godtgørelse til kvinden.
Mandlig misbrugsbehandler kom ikke i betragtning til stilling
En mand, der arbejdede som misbrugsbehandler, ansøgte en stilling som misbrugsbehandler i et misbrugscenter. Manden kom ikke i betragtning til stillingen som misbrugsbehandler hos misbrugscenteret, og gjorde for nævnet gældende, at han herved var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.
Indklagede fik efter det oplyste samlet 53 ansøgninger fra kvinder og 10 ansøgninger fra mænd til stillingen som misbrugsbehandler tilknyttet fængsel A.
Henset til, at indklagede efter det oplyste modtog væsentligt flere ansøgninger fra kvinder end mænd, var der ikke en sådan statistisk signifikant overvægt af kvinder, der blev ansat i stillingerne, at der var skabt en formodning for forskelsbehandling på grund af køn.
Da der ikke var oplysninger om andre forhold, der pegede på kønsdiskrimination i forbindelse med afslaget til klager, var der herefter ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klager var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Mandlig misbrugsbehandler kom ikke i betragtning til stilling (j.nr. 21-9889)
Skole stillede krav om, at kvindelig muslimsk praktikant gav hånd til alle personer uanset deres køn
En kvindelig muslimsk lærerstuderende skulle i forbindelse med et praktikophold deltage i et velkomstmøde på den skole, hun havde fået tildelt som praktiksted. Til velkomstmødet ønskede den kvindelige lærerstuderende af religiøse årsager ikke at give hånd til en mandlig praktikvejleder. Den kvindelige lærerstuderende hilste i stedet på den mandlige praktikvejleder ved at placere sin højre hånd på venstre bryst og bøje hovedet.
Efter velkomstmødet blev den kvindelige lærerstuderende indkaldt til møde på skolen. Årsagen til mødet var, at den kvindelige lærerstuderende ikke havde ønsket at give hånd til den mandlige praktikvejleder ved velkomstmødet. Det kunne lægges til grund, at skolen stillede som krav, at det var en betingelse for at fortsætte praktikforløbet, at den kvindelige lærerstuderende ville tilsidesætte sin religiøse overbevisning ved at give hånd til alle personer uanset deres køn. Da den kvindelige lærerstuderende afviste dette, ophørte praktikforløbet med øjeblikkelig virkning.
Nævnet vurderede, at skolens krav om, at medarbejdere skulle give hånd til alle personer uanset deres køn, var et tilsyneladende neutralt krav, der ville stille personer med den kvindelige lærerstuderendes religiøse overbevisning ringere end andre. Den kvindelige lærerstuderende havde herefter påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var sket indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro. Det påhvilede herefter skolen at løfte bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.
Nævnet vurderede, at skolens krav om, at medarbejdere skulle give hånd til alle personer uanset deres køn, var objektivt begrundet i det legitime formål at sikre ligebehandling mellem kønnene. Nævnet vurderede videre, at det var hensigtsmæssigt at stille krav om, at medarbejdere skulle give hånd til alle uanset deres køn.
Nævnet vurderede imidlertid, at skolen ikke havde løftet bevisbyrden for, at det var nødvendigt at fastholde denne praksis over for den kvindelige lærerstuderende for at opnå formålet om at sikre ligebehandling.
Den kvindelige lærerstuderende fik derfor medhold i klagen, og blev tilkendt en godtgørelse, der skønsmæssigt blev fastsat til 25.000 kr.
Skole stillede krav om, at kvindelig muslimsk praktikant gav hånd til alle personer uanset deres køn
En kvindelig muslimsk lærerstuderende skulle i forbindelse med et praktikophold deltage i et velkomstmøde på den skole, hun havde fået tildelt som praktiksted. Til velkomstmødet ønskede den kvindelige lærerstuderende af religiøse årsager ikke at give hånd til en mandlig praktikvejleder. Den kvindelige lærerstuderende hilste i stedet på den mandlige praktikvejleder ved at placere sin højre hånd på venstre bryst og bøje hovedet.
Efter velkomstmødet blev den kvindelige lærerstuderende indkaldt til møde på skolen. Årsagen til mødet var, at den kvindelige lærerstuderende ikke havde ønsket at give hånd til en mandlig praktikvejleder ved velkomstmødet. Den lærerstuderende var forhindret i at deltage i mødet, men modtog efterfølgende referat fra mødet. Det kunne lægges til grund, at skolen stillede som krav, at det var en betingelse for at fortsætte praktikforløbet, at den kvindelige lærerstuderende ville tilsidesætte sin religiøse overbevisning ved at give hånd til alle personer uanset deres køn. Skolen bad i den forbindelse den kvindelige lærerstuderende om at tilkendegive, om hun ønskede at fortsætte praktikforløbet hos skolen. Den kvindelige lærerstuderende tilkendegav, at hun ikke ønskede at fortsætte praktikforløbet, hvorfor praktikopholdet ophørte med øjeblikkelig virkning.
Nævnet vurderede, at skolens krav om, at medarbejdere skulle give hånd til alle personer uanset deres køn, var et tilsyneladende neutralt krav, der ville stille personer med den kvindelige lærerstuderendes religiøse overbevisning ringere end andre. Den kvindelige lærerstuderende havde herefter påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var sket indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro. Det påhvilede herefter skolen at løfte bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.
Nævnet vurderede, at skolens krav om, at medarbejdere skulle give hånd til alle personer uanset deres køn, var objektivt begrundet i det legitime formål at sikre ligebehandling mellem kønnene. Nævnet vurderede videre, at det var hensigtsmæssigt at stille krav om, at medarbejdere skulle give hånd til alle uanset deres køn.
Nævnet vurderede imidlertid, at skolen ikke havde løftet bevisbyrden for, at det var nødvendigt at fastholde denne praksis over for den kvindelige lærerstuderende for at opnå formålet om at sikre ligebehandling.
Den kvindelige lærerstuderende fik derfor medhold i klagen, og blev tilkendt en godtgørelse, der skønsmæssigt blev fastsat til 25.000 kr.
Kvinde blev afskediget dagen efter sin graviditetsbetingede sygemelding
En kvinde, som var ansat i en stilling som ungekonsulent, sygemeldte sig graviditetsbetinget den 27. februar 2020. Kvinden blev opsøgt af sin chef i sit eget hjem den 28. februar 2020, hvor hun modtog en skriftlig afskedigelse. Den indklagede virksomhed havde for nævnet oplyst, at de havde kendskab til kvindens graviditet på tidspunktet for afskedigelsen.
Da afskedigelsen fandt sted under kvindens graviditet, fandt den omvendte bevisbyrde anvendelse.
Det fremgik af afskedigelsen af 28. februar 2020 og den indklagede virksomheds oplysninger for nævnet, at kvinden blev afskediget med henvisning til, at hun havde forladt arbejdspladsen uden forudgående aftale eller gyldig grund, og at hun havde afviklet ferie uden forudgående aftale med ledelsen. Kvinden havde for nævnet bestridt at have afholdt ferie uden aftale og henvist til, at hun ifølge sin kontrakt selv tilrettelagde sin arbejdstid.
Nævnet vurderede, at den indklagede virksomhed ikke havde løftet bevisbyrden for, at kvindens graviditetsbetingede sygemelding ikke blev tillagt betydning ved beslutningen om at afskedige hende.
Nævnet lagde navnlig vægt på den tætte tidsmæssige sammenhæng mellem afskedigelsen af kvinden og hendes graviditetsbetingede sygemelding. Nævnet lagde også vægt på, at det efter oplysningerne i sagen ikke kan anses for dokumenteret, at beslutningen om at afskedige kvinden blev truffet forud for hendes oplysning om graviditeten og den graviditetsbetingede sygemelding.
Kvinden fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse svarende til 6 måneders løn.
Kvinde blev afskediget dagen efter sin graviditetsbetingede sygemelding (j.nr. 20-14719)
Formandsafgørelser december 2021
Mand i kørestol havde udvist retsfortabende passivitet
En mand, som sidder i elektrisk kørestol, blandt andet fordi han har nedslidt ryg og protese i højre knæ, mente sig udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han blev ekskluderet fra en skytteforening.
Den 25. september 2020 modtog manden varsel om tilbagekaldelse af våbenpåtegning fra skytteforeningen samt meddelelse om, at foreningen ikke længere kunne stå inde for hans våbenpåtegning, fordi foreningen ikke længere havde tillid til manden som skytte.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 4. oktober 2021.
Efter det oplyste havde manden ikke i den mellemliggende periode henvendt sig til indklagede i anledningen af eksklusionen fra skytteforeningen, herunder med krav efter handicapdiskriminationsloven.
Under disse omstændigheder vurderede nævnet, at manden havde udvist retsfortabende passivitet, og at hans eventuelle krav på godtgørelse som følge af påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han blev ekskluderet fra skytteforeningen, var bortfaldet.
Manden fik derfor ikke medhold i klagen.
Mand i kørestol havde udvist retsfortabende passivitet (j.nr. 21-43976)
Kvinde havde udvist retsfortabende passivitet
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af køn, race og etnisk oprindelse i forbindelse med, at hun den 9. april 2020 blev bortvist fra et supermarked. Kvinden rettede frem til den 19. april 2020 flere gange henvendelse til politiet om episoden. Klagen til Ligebehandlingsnævnet blev først indgivet den 23. september 2021, hvor der var forløbet omkring 17 måneder fra episoden og kvindens henvendelser til politiet herom.
Under disse omstændigheder vurderede nævnet, at klager havde udvist retsfortabende passivitet, og at et eventuelt krav på godtgørelse som følge af påstået forskelsbehandling på grund af køn og race eller etnisk oprindelse i forbindelse med bortvisningen derfor var bortfaldet.
Klager fik derfor ikke medhold.
Kvinde havde udvist retsfortabende passivitet (j.nr. 21-42542)
Afskediget kvinde havde udvist retsfortabende passivitet
En kvinde påstod sig udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun var blevet afskediget fra sin stilling som HR Assistent. Kvinden blev afskediget ved brev af 29. september 2017. Klagen blev først indbragt for nævnet den 31. december 2020.
Kvinden havde for nævnet oplyst, at hun ikke efter afskedigelsen henvendte sig til virksomheden herom, herunder med krav om godtgørelse efter ligebehandlingsloven.
Under disse omstændigheder vurderede nævnet, at kvinden havde udvist retsfortabende passivitet, og at hun dermed havde fortabt retten til at gøre eventuelle godtgørelseskrav gældende som følge af forskelsbehandling på grund af køn.
Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen. Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.
Afskediget kvinde havde udvist retsfortabende passivitet (j.nr. 21-858)
Afgørelse truffet den 22. november 2021
Afslag på ansættelse var ikke forskelsbehandling på grund af race og/eller etnisk oprindelse
En mand, som er Senior Sales Engineer, klagede over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med, at han fik afslag på ansættelse hos en virksomhed.
I oktober 2018 deltog manden i en jobsamtale hos virksomheden. Manden fik ikke tilbudt jobbet.
Manden oplyste for nævnet, at den medarbejder, som varetog jobsamtalen, så irriteret ud, da manden mødte op, og at medarbejderen knapt nok gav hånd. Manden oplyste videre, at medarbejderen skyndte sig igennem jobsamtalen, hele tiden kiggede på sit ur og ikke interesserede sig for mandens faglige projekter.
Det var mandens opfattelse, at medarbejderens opførsel under jobsamtalen skyldtes mandens hudfarve.
Indklagede bestred mandens udlægning af jobsamtalen.
Nævnet vurderede, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at manden under jobsamtalen eller i forbindelse med afslaget på ansættelse blev udsat for forskelsbehandling på grund af sin race/og eller etniske oprindelse.
Manden fik derfor ikke medhold i klagen.