Artikel: Et ståstøttestativ kan både være et hjælpemiddel og et redskab til behandling eller træning

Af fuldmægtig Nadia Pedersen

Denne artikel er en del af nyhedsbrevet Nyt fra Ankestyrelsen nr. 3, april 2015.

Et ståstøttestativ kan både afhjælpe barnets manglende ståfunktion og samtidig forbedre barnets fysik og forebygge yderligere forværring af den nedsatte funktionsevne. Derfor har det været vanskeligt at vurdere, om et ståstøttestativ til et barn kan bevilges efter servicelovens regler om hjælpemidler.

Det skyldes, at hvis der er tale om et behandlings- eller træningsredskab, så falder det udenfor hjælpemiddelbestemmelsen. I principafgørelsen vurderer Ankestyrelsen, at hvis hovedformålet er at afhjælpe et barns manglende ståfunktion, så er et ståstøttestativ et hjælpemiddel, der altså kan bevilliges af kommunen. Principafgørelsen bygger på tre konkrete sager.

En konkret og individuel vurdering

I principafgørelsen fastslår vi, at både ståstøttestativer og gangstativer kan være både et hjælpemiddel og et redskab til behandling eller træning. Kommunens afgørelse afhænger af en konkret og individuel vurdering af lidelsens karakter og omfang, og hvilket behov brugen af stativet skal afhjælpe.

Hvis det primære formål med ståstøttestativet er at afhjælpe den manglende ståfunktion, skal ståstøttestativet betragtes som et hjælpemiddel.

Hvis ståstøttestativets hovedformål derimod er at forbedre funktionsevnen eller forebygge yderligere forværring af funktionsevnen, skal det betragtes som et trænings- eller behandlingsredskab.

Er det i den konkrete sag vurderet, at ståstøttestativet er et hjælpemiddel, skal det så vurderes, om hjælpemiddelbestemmelsens krav om væsentlighed er opfyldt. Væsentlighedskravet er kort beskrevet i boksen neden for.

Væsentlighedsvurdering

Principafgørelsen belyser en række særlige problemstillinger ved væsentlighedsvurderingen, som har kunnet give anledning til tvivl i denne type sager.

Ståfunktion

Først og fremmest viser afgørelsen, at det ikke er tilstrækkeligt til at opfylde lovens væsentlighedskrav, at et barn uden selvstændig ståfunktion får hjælp til at komme op at stå. Ståfunktionen kan altså ikke i sig selv betragtes som en væsentlig afhjælpning af barnets nedsatte funktionsevne.

Aktivitetsniveau

Dernæst fremgår det af afgørelsen, at selv opnåelsen af et meget lavt aktivitetsniveau ved brug af stativet vil kunne udgøre en væsentlig afhjælpning for barnet. Dette skyldes, at det afhænger af barnets konkrete og individuelle forhold, om det opnåede aktivitetsniveau er en væsentlig afhjælpning af barnets nedsatte funktionsevne.

Der kan derfor ikke opstilles generelle krav om, at barnet eksempelvis skal kunne spise eller drikke selv, før væsentlighedskriteriet kan anses for opfyldt.

Endvidere fastslår afgørelsen også, at et ståstøttestativ ikke kan anses for væsentligt for barnet, hvis barnet kan opnå samme funktioner uden brug af et ståstøttestativ, det vil sige enten i siddende eller liggende stilling.

Ingen tidligere offentliggjort praksis

Ankestyrelsen har ikke tidligere offentliggjort praksis på området, men har  kunnet henvise til en principafgørelse om et gangstativ til et barn. I denne principafgørelse, C-57-05, vurderede vi, at barnet var berettiget til et gangstativ som et hjælpemiddel.

Vi lagde i afgørelsen om gangstativet vægt på, at barnet, der ingen gangfunktion havde, ved hjælp af et gangstativ kunne bevæge sig lidt rundt både inde og ude på skolens område samt i hjemmet, og at barnet derved kunne øge sit aktivitetsniveau.

Læs Ankestyrelsens principafgørelse 4-15 om hjælpemidler - ståstøttestativ - træningsredskab - behandlingsredskab.