Artikel: Sandsynliggørelse af merudgifter kan også ske med dokumentation
Af souschef Margarita Englert
Borgere med en varigt nedsat funktionsevne kan efter serviceloven få hjælp til dækning af nødvendige merudgifter. Merudgifter er de udgifter, som borgeren har som følge af sin funktionsnedsættelse, og som andre personer uden en funktionsnedsættelse ikke har.
Når kommunen skal beregne en borgers kommende merudgifter, skal det ske på baggrund af de sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte borger. Det fremgår af merudgiftsbekendtgørelsen.
Reglerne for sandsynliggørelse er de samme for merudgifter til voksne og til børn.
Allerede afholdte merudgifter og kommende merudgifter
Merudgiftsbekendtgørelsen tager stilling til spørgsmålet om kommende merudgifter. Tidligere og allerede afholdte udgifter og deres dokumentation er et andet spørgsmål.
Kommunen kan ikke kræve dokumentation for, at en tidligere merudgift faktisk er blevet afholdt. Det har vi slået fast i principafgørelse 98-13.
I denne sammenhæng er sandsynliggørelse af merudgifter et centralt begreb. At en merudgift er sandsynliggjort betyder, at kommunen ikke senere - gennem dokumentation - kan kontrollere, om borgeren reelt har haft udgiften. Kommunen kan – for eksempel via en anmeldelse - have mistanke om, at en borger ikke har brugt pengene på en bevilget merudgift. Her skal kommunen selv skaffe den nødvendige dokumentation for, at ydelsen er modtaget uberettiget og mod bedre vidende.
En form for skriftlig dokumentation kan dog være nødvendig for at sandsynliggøre en kommende merudgift. Hvordan en merudgift kan sandsynliggøres vil afhænge af den konkrete udgift, borgeren søger om at få dækket
Nogle merudgifter vil kun kunne sandsynliggøres ved at fremvise dokumentation - for eksempel ved dokumentation for merudgifter, som borgeren har haft tidligere. Andre typer af merudgifter kan borgerne ikke sandsynliggøre ved en skriftlig dokumentation. Kommunen kan dog ikke kræve én bestemt form for dokumentation, hvis borgeren kan sandsynliggøre merudgiften på en anden måde.
At sandsynliggøre medicinudgifter
For at en merudgift – for eksempel til medicin - kan sandsynliggøres, er det nødvendigt at kende borgerens behov for medicin. Dernæst skal kommunen undersøge, hvad den nødvendige medicin koster.
Merudgifter til medicin vil normalt ikke være tilstrækkeligt sandsynliggjort ved, at borgeren blot oplyser sine anslåede udgifter til medicin. Derimod kan det ske ved for eksempel at indhente lægelig dokumentation på, hvilken medicin borgeren har brug for.
Merudgiften til medicin vil også kunne sandsynliggøres ved en CTR-udskrift på borgerens medicinforbrug det forgangne år. Det forudsætter dog, at der ikke er oplysninger om, at behovet for medicin har ændret sig i forhold til tidligere.
Den form for skriftlig dokumentation har ikke til formål at dokumentere et tidligere forbrug, men at sandsynliggøre et kommende forbrug.
Ikke alle behov kan dokumenteres
Sandsynliggørelsen af et behov for en håndsrækning - for eksempel til græsslåning - kan ikke på samme måde som medicin dokumenteres. Hvis borgeren har en græsplæne, er det automatisk sandsynliggjort, at der er et behov for, at græsset bliver slået jævnligt.
Udgiften til græsslåningen kan derimod sandsynliggøres på flere måder. For eksempel kan borgeren have et bud på, hvad det koster at få slået græsset, og kommunen kan også selv finde priser på, hvad græsslåningen vil koste. Hjælpen skal reelt kunne udføres for prisen, som kommunen finder.
Mange måder at sandsynliggøre på
En merudgift kan altså sandsynliggøres på mange måder - også ved at bruge skriftlig dokumentation, hvis det er nødvendigt for at sandsynliggøre merudgiften tilstrækkeligt. Det vil afhænge af den konkrete merudgift, hvordan det kan ske, og det kræver et samarbejde mellem kommunen og borgeren.
Samarbejde mellem kommunen og borgeren
Kommunen skal løbende sikre sig, at ydelsen dækker de merudgifter, som borgeren reelt har – hverken mere eller mindre.
Kommunen skal undersøge sagen og skaffe de oplysninger, der er nødvendige for at afgøre, om borgeren har ret til at få betalt de merudgifter, han har søgt om. Det står i retssikkerhedsloven.
Omvendt skal borgeren medvirke til oplysningen af sagen. Det betyder, at kommunen kan bede borgeren om specifikke oplysninger, der kan medvirke til at sandsynliggøre en ansøgt merudgift tilstrækkeligt. Borgeren kan altså ikke blankt afvise at give kommunen oplysninger, men har dog mulighed for at sandsynliggøre merudgiften på en anden måde end den, kommunen beder om.
Det sker, at borgeren ikke vil give de oplysninger, som kommunen beder om. I det tilfælde - eller hvis borgeren vælger at sende utilstrækkelige oplysninger - kan det betyde, at merudgiften ikke er sandsynliggjort. Derfor kan kommunen afslå at dække merudgiften.
Hvis borgeren ikke ønsker at medvirke til sagens oplysning, kan det betyde, at kommunen afgør sagen ud fra de oplysninger, den har. Det er vigtigt, at kommunen har gjort dette klart for borgeren, og har oplyst, at det kan medføre, at borgeren får afslag på sin ansøgning.
Sandsynliggørelse af en merudgift sker altså i et samarbejde mellem kommunen og borgeren, hvor hver part har sin del af ansvaret for, at oplyse sagen tilstrækkeligt.