Forside » Social » Artikler om Social » Hjælp til handicappede og ældre » Artikel: Princippet om ”mindst indgribende foranstaltning” gælder kun i sager om magt og tvang

Artikel: Princippet om ”mindst indgribende foranstaltning” gælder kun i sager om magt og tvang

Kommunerne kan ikke henvise til princippet om ”mindre indgribende foranstaltning” i sager om hjælp og støtte til ydelser, der kan kompensere for et handicap.

Af specialkonsulent Christina Bergsted Andersen

Denne artikel er en del af nyhedsbrevet Nyt fra Ankestyrelsen nummer 3, 2019. Bemærk, at vi ikke opdaterer indholdet efter juni 2019.

Kommunerne kan ikke henvise til princippet om ”mindre indgribende foranstaltning” i sager om handicapkompenserende ydelser. De kan altså ikke bruge det princip til at tilbyde borgeren et andet tilbud end det, som bedst muligt kompenserer for følgerne af funktionsnedsættelsen. Det fastslår vi i principafgørelse 51-18.  

Eksempel

En ung hjemmeboende mand, hvis forældre giver ham meget støtte, søger om midlertidigt botilbud. Han har, som følge af sin funktionsnedsættelse, ikke fået en uddannelse eller et job, selvom kommunen har forsøgt at hjælpe. Han er indstillet til førtidspension, og kommunen har afslået hans ansøgning om midlertidigt botilbud. Kommunen henviser til princippet om mindst indgribende foranstaltning. Den begrunder det med, at hans behov for hjælp og støtte kan imødekommes i egen bolig med socialpædagogisk støtte. Det er nemlig ikke så indgribende som et botilbud.

Kommunens afgørelse indeholder ikke et indgreb over for borgeren i servicelovens forstand. Derfor kan kommunen ikke henvise til princippet om mindst indgribende foranstaltning som begrundelse for afslaget på et det midlertidige botilbud.

Samtidig har kommunen ikke undersøgt borgerens konkrete behov for støtte. Den har heller ikke set på, hvilken betydning det har for borgerens mulighed for at leve og udfolde sig som andre. Kommunen har altså ikke levet op til hverken official- eller kompensationsprincippet. De to principper kan du læse mere om senere i artiklen.

Kommunen har i eksemplet ikke haft tilstrækkeligt fokus på borgerens støttebehov og hans muligheder for at klare sig i egen bolig. Blandt andet på grund af de manglende oplysninger hjemviser Ankestyrelsen sagen til kommunen.

Det handler om at sikre borgeren

Servicelovens bestemmelser om handicapkompenserede ydelser skal sikre, at borgeren bliver kompenseret for sin funktionsnedsættelse. Det er kommunen, der har ansvar for at indhente de rigtige oplysninger for at afgøre, hvilken hjælp borgeren skal have. Det er det, der kaldes officialprincippet.

Afgørelser om handicapkompenserende ydelser efter serviceloven skal så vidt muligt give borgeren mulighed for at leve og udfolde sig som andre. Her er der typisk ikke tale om et indgreb over for borgeren, og derfor kan kommunen ikke bruge princippet om den mindst indgribende foranstaltning – det er det, der også hedder proportionalitetsprincippet. Det kan være afgørelser om socialpædagogisk støtte, botilbud eller andre kompenserende ydelser.

Får en borger afslag på hjælp for eksempel til socialpædagogisk støtte, er der ikke tale om et indgreb, der pålægger borgeren en byrde. Det handler om, at borgeren ikke opfylder betingelserne og derfor ikke har ret til støtte. Der er altså ikke på grund af princippet om mindst indgribende foranstaltning, at borgeren ikke opfylder betingelserne.

Kommunen kan bruge proportionalitetsprincippet – princippet om mindst indgribende foranstaltning – hvis afgørelserne indeholder et indgreb over for borgeren – for eksempel i sager om magtanvendelse eller tvang.

Hvis kommunen bruger proportionalitetsprincippet i sager, hvor der ikke er tale om et indgreb i servicelovens forstand, kan afgørelsen erklæres ugyldig og vi hjemviser den.

Proportionalitetsprincippet

Proportionalitetsprincippet - princippet om mindst indgribende foranstaltning - er en retsgrundsætning, som skal bruges, når borgeren får en bebyrdende afgørelse.

Proportionalitetsprincippet betyder, at brugen af tvang og magt skal stå i rimeligt forhold til det, man vil opnå. Samtidig betyder princippet også, at myndigheden ikke må vælge en mere indgribende foranstaltning, hvis myndigheden vurderer, at en mindre indgribende foranstaltning er tilstrækkelig til at opfylde borgerens behov.

Det er altså en betingelse for valget af indsatsen over for borgeren, at målet ikke kan nås ved mindre indgribende initiativer. Det betyder, at andre og mindre indgribende indsatser skal være prøvet først, hvis de er egnet til at opnå formålet.

Princippet er specielt indarbejdet i servicelovens kapitel 24 om magtanvendelse. 

Det ses for eksempel i § 124, stk. 3, om at: ”Anvendelse af magt skal stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes” og i § 137 f, stk. 5 om at: ”Det er en betingelse for at træffe afgørelse om indgreb, at formålet med indgrebet ikke hensigtsmæssigt kan opnås ved mindre indgribende initiativer.” (boks slut)

Kompensationsprincippet

Servicelovens bestemmelser om handicapkompenserende ydelser bygger på princippet om kompensation.  Det betyder, at borgere med betydelig nedsat psykisk og fysisk funktionsevne eller særlige sociale problemer skal have mulighed for at leve og udfolde sig som andre.

Kompensationsprincippet er – ligesom princippet om ligebehandling og solidaritet - udtryk for en række bærende principper, der også bliver kaldt handicappolitiske principper.

Officialprincippet

Officialprincippet betyder, at det er myndigheden, der har ansvaret for at indhente tilstrækkelige oplysninger til at afgøre, hvilken hjælp borgeren har ret til.

Kommunen skal fra sag til sag vurdere, hvilke oplysninger der er nødvendige. Den vil dog ofte tage udgangspunkt i de enkelte sociale love. Det er dem, der fastsætter betingelserne for, hvornår en borger har ret til en ydelse.

Er der tvivl om holdbarheden af en væsentligt oplysning, er det også en del af officialprincippet, at myndigheden forsøger at afklare tvivlen.

Principafgørelse 51-18

Sidst opdateret 18.06.2019