Artikel: Hjælpemidler og forbrugsgoder – principafgørelsen, der blev glemt
Af ankechef Anne Birgitte Hassing
Hvis en borger selv har betalt for et hjælpemiddel eller et forbrugsgode i perioden mellem kommunens afslag og Ankestyrelsens behandling af borgerens klage, er situationen anderledes, end hvis borgeren havde anskaffet det inden ansøgningen til kommunen.
Det er det, principafgørelse 15-13 handler om. Og det, Ankestyrelsen i sit daglige arbejde har fået en fornemmelse af, at kommunerne ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på.
Tidspunktet for købet har betydning
Principafgørelsen fastslår, at:
- kommunen normalt ikke kan give støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder, som ansøgeren selv har anskaffet, inden bevillingen. Det følger af Børne- og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1247.
- hvis ansøgeren har anskaffet hjælpemidlet eller forbrugsgodet efter kommunens afslag, men inden Ankestyrelsen har afgjort klagesagen, er situationen dog anderledes.
Det betyder, at hvis Ankestyrelsen ændrer kommunens afgørelse og pålægger kommunen at bevilge et hjælpemiddel eller et forbrugsgode, så er kommunen forpligtet til at give ansøgeren hjælpemidlet eller forbrugsgodet, selv om det er anskaffet i ventetiden mellem kommunens afgørelse og Ankestyrelsens afgørelse.
Kommunen kan altså ikke i den beskrevne situation afslå at bevilge et hjælpemiddel eller et forbrugsgode med den begrundelse, at der ikke kan ydes støtte til hjælpemidler eller forbrugsgoder, der er købt før bevillingen.
Hvis en borger selv betaler for et hjælpemiddel eller forbrugsgode, mens Ankestyrelsen behandler en klage, kan borgeren dog godt ende med selv at skulle betale. Det er for eksempel tilfældet, hvis Ankestyrelsen stadfæster kommunens afgørelse og altså er enig i afslaget.
Undtagelser
Selvom ansøgeren – efter kommunens afslag – alligevel er berettiget til et hjælpemiddel eller et forbrugsgode, kan der være tilfælde, hvor kommunen ikke skal dække udgiften. Det kan for eksempel være, fordi:
- kommunen har leverandøraftaler
- det indkøbte hjælpemiddel ikke er det bedst egnede og billigste
- forbrugsgodet ikke er et almindeligt standardprodukt
- kommunen selv kan stille et identisk hjælpemiddel til rådighed.