Ny undersøgelse: Visitation til døgnbehandling for stofmisbrug – eksempler på kommunernes praksis
Af specialkonsulent Laura Steenbuch Krabbe
Jens er 28 år og har haft et misbrug af heroin gennem længere tid. Jens har ikke fuldført en uddannelse efter gymnasiet og har på grund af sit misbrug kun haft begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet. Han har gennem flere år begået kriminalitet for at finansiere sit misbrug og har oparbejdet gæld i det kriminelle miljø. Han har en datter, som han ikke ser på grund af sit misbrug.
Som 26-årig begyndte Jens i substitutionsbehandling, som han fik bevilget af kommunen. Men han mødte ikke op til behandlingen, selvom hans behandlere forsøgte at motivere ham til at fortsætte. Derfor stoppede behandlingen efter kort tid. Jens´ misbrug eskalerede, og han blev indlagt med en overdosis.
Jens er en fiktiv person, men hans forløb er baseret på eksisterende sager, som Ankestyrelsen har gennemgået. Vi har ud fra en gennemgang af 15 sager konstrueret fem sagsforløb, der hver især indeholder elementer fra de 15 sager. Denne artikel gennemgår Jens’ sag, der er ét af de fem sagsforløb, vi har udarbejdet i undersøgelsen ”Visitation til døgnbehandling for stofmisbrug – eksempler på kommuners praksis”.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er baseret på en gennemgang af i alt 15 sager fra fem kommuner. I de samme fem kommuner har vi interviewet ledere og rådgivere om deres praksis og overvejelser, når de visiterer borgere til døgnbehandling for stofmisbrug.
Kommunerne er udvalgt ud fra, at de skulle have vist erfaringsgrundlag at tale ud fra og et tilstrækkeligt antal relevante sager at sende til os. Der er altså tale om kommuner med en vis volumen i antallet af visitationer til døgnbehandling.
Undersøgelsen er bestilt af Social- og Ældreministeriet og indgår som en del af vidensgrundlaget i evalueringen af det specialiserede socialområde. Formålet har ikke været at foretage en juridisk vurdering af kommunernes praksis, men at beskrive den.
Jens kontakter igen kommunen og beder om at komme i døgnbehandling
Efter at Jens har været indlagt med en overdosis, tager han igen kontakt til kommunens misbrugscenter, hvor han på ny får tilknyttet en rådgiver. Jens og hans mor mødes med rådgiveren, og Jens fortæller, at han ønsker at komme i døgnbehandling. På mødet bliver de enige om at udarbejde en plan for behandlingsforløbet. Formålet med forløbet er at få begrænset misbruget, så han på længere sigt kan indgå i en hverdag med arbejde og samvær med sin datter.
Kommunen bevilger døgnbehandling til Jens
Rådgiveren indstiller Jens til døgnbehandling, og kommunens visitationsudvalg imødekommer indstillingen. De begrunder bevillingen med, at Jens har et eskalerende misbrug, og at der tidligere har været forsøgt substitutionsbehandling. Substitutionsbehandling er en medicinsk behandling, hvor man erstatter stofferne med et lægeordineret medicinsk præparat.
Jens´ sag er et eksempel på, at en kommune bevilger døgnbehandling, fordi kommunen på baggrund af sagens oplysninger vurderer, at ambulant behandling eller dagbehandling ikke slår til. I de fleste tilfælde betyder det, at borgeren først har fået bevilget de relevante ambulante behandlinger eller dagbehandlingstilbud, der er i kommunen, før kommunen bevilger døgnbehandling.
Typiske årsager til at bevilge døgnbehandling
De interviewede ledere og rådgivere er enige om, at valget af den bedste behandlingsform beror på en faglig vurdering fra gang til gang af blandt andet borgerens samlede belastningsgrad.
Flere kommuner fortæller i lighed med eksemplet om Jens, at en årsag til at bevilge døgnbehandling kan være, at borgeren er for ustabil til at kunne møde op til aftalerne i enten dagbehandling eller ambulant behandling:
”… det kan være en udfordring for nogle at møde op til et behandlingsforløb. Og hvis man er alt for ustabil, bliver man jo nemt skrevet ud af behandlingssystemet, hvis ikke man kommer til de aftaler, der er. I et døgnbehandlingstilbud kan man nemmere holde fast på folk og være om dem 24/7. Det kan man ikke i et ambulant forløb, hvor der måske er én samtale om ugen, eller i dagbehandling, som er nogle timer om dagen” (rådgiver i en kommune).
Kommunerne fortæller også, at en årsag til at bevilge døgnbehandling kan være, at borgeren har brug for den afskærmning, som en døgnbehandling giver i modsætning til ambulant behandling eller dagbehandling. Det kan for eksempel være, fordi borgeren risikerer at dø af sit misbrug, hvis ikke personen kommer væk fra det miljø, hvor stofferne er let tilgængelige.
Borgerens ønsker vejer tungt i valget af døgnbehandlingssted
Det er en gennemgående fortælling blandt de deltagende kommuner, at de drøfter valget af det konkrete døgnbehandlingstilbud med borgeren, hvis ønsker vejer tungt. Når kommunen skal vælge et konkret døgnbehandlingstilbud til borgeren, har borgeren ret til frit valg, medmindre hensynet til borgeren taler for at begrænse det frie valg. Med det frie valg kan borgeren vælge et andet døgnbehandlingstilbud end det, kommunen har peget på, hvis det er af samme karakter.
I nogle kommuner oplever medarbejderne, at borgerne ofte gerne vil inddrages i valget af døgnbehandlingstilbud, og selv har ønsker til konkrete tilbud. I andre kommuner oplever de sjældent, at borgerne har ønske til et konkret tilbud. Kommunerne beskriver, at de vægter borgernes ønsker tungt, men at der også er nogle faglige krav, som stedet skal leve op til, for at de imødekommer ønsket. Det kan eksempelvis være krav til de faglige kompetencer blandt tilbuddets personale og den metodiske tilgang til behandlingen.
Jens er et eksempel på en borger, som har en holdning til, hvor han gerne vil i behandling. Kommunen bevilger et døgnbehandlingstilbud, som Jens selv har ønsket og har kendskab til, fordi han har en bekendt, der tidligere har været i behandling det pågældende sted. Rådgiveren fremhæver i visitationsindstillingen, at tilbuddet ud over misbrugsbehandlingen også har fokus på problematikker som kriminalitet og gæld.
Døgnbehandling følges som hovedregel op af efterbehandling
Kommunerne følger op på døgnbehandlingen med et efterbehandlingsforløb, da risikoen for tilbagefald ellers er for stor. En leder fortæller:
”Døgnbehandlingen fortsætter i efterbehandlingen. Det er bare en gradvis overgang. Det har vi gode erfaringer med. Det handler jo meget om, hvordan man får flyttet det tillærte over på den anden side af den døgnbehandling, der er afskåret fra borgerens normale liv, hvor man får etableret en hverdag med netværk og relationer. Der laver vi en gradvis ændring i indsatsen, hvor borgeren får døgnbehandling i kommunen, som er mindre intensiv end ekstern døgnbehandling” (leder i en kommune).
I Jens´ tilfælde bliver der ikke iværksat efterbehandling. Det skyldes, at Jens afbryder sin døgnbehandling efter tre uger, fordi han kommer i konflikt med en anden beboer på stedet. Han mener desuden, at han er i stand til at opretholde sin stoffrihed hjemme hos sig selv. Det er efterfølgende svært for rådgiveren i misbrugscenteret at få kontakt til Jens, som i en sms selv oplyser, at han er stoffri.
I undersøgelsen kan du også læse mere om de fem kommuners praksis og overvejelser, når de afdækker borgernes støttebehov, bevilger døgnbehandling, vælger konkret døgnbehandlingstilbud, og når de følger op på behandlingen.