Artikel: Hjælp til efterregninger for vand, varme og el – kommunerne skal foretage en samlet vurdering

Af fuldmægtig Ane Dahlerup og specialkonsulent Gert Kattenhøj

Denne artikel er en del af nyhedsbrevet Nyt fra Ankestyrelsen nr. 3, maj 2014.

Hvis to borgere har det samme rådighedsbeløb og ansøger om hjælp til en efterregning, kan det godt være, at den ene borger har ret til hjælp, mens den anden ikke har. Der er nemlig ikke tale om en rent økonomisk vurdering.

Kommunen skal lave en konkret vurdering af borgerens informationsniveau, når kommunen skal afgøre om en udgift har været forudsigelig.

Hvad angår afdragsordning kan kommunen ikke tage for givet, at det er muligt at få en afdragsordning, når de behandler ansøgningen.

Det slår Ankestyrelsen fast i tre principafgørelser. Ankestyrelsen slår også fast, at der i lovgivningen ikke er fastsat et rådighedsbeløb og at Ankestyrelsen ikke har hjemmel til at fastsætte et nationalt rådighedsbeløb.

En del kommuner har dog et vejledende rådighedsbeløb.

Det vejledende rådighedsbeløb indebærer, at kommunen i sager, hvor rådighedsbeløbet har betydning, skal forklare, hvad rådighedsbeløbet indeholder, hvordan det er udregnet, og hvilken betydning det har i den konkrete sag.

Forudsigelighed og informationsniveau

En efterregning på el, vand eller varme er ikke altid hverken forudsigelig eller ikke forudsigelig. Der skal foretages en konkret og individuel vurdering, herunder om der er særlige forhold, der gør sig gældende.

En principafgørelse om netop forudsigelighed tager udgangspunkt i to sager. I den ene vurderede vi, at kommunen ikke havde foretaget en konkret og individuel vurdering af, om en efterregning var forudsigelig. Kommunen skulle derfor behandle sagen igen. I den anden sag havde borgeren en lav aconto-betaling, fordi han ikke brugte sin bolig. Da han flyttede ind igen, ændrede han ikke aconto-betalingen, og fik derfor en ekstraregning. Her vurderede vi, at udgiften var forudsigelig, og at kommunens afgørelse om ikke at yde hjælp, var korrekt.

Der skal altid foretages en konkret og individuel vurdering af, om udgiften var forudsigelig for den konkrete borger. Vurderingen af forudsigelighed tager udgangspunkt i den enkelte borgeres informationsniveau. Hvad vidste borgeren om sit forbrug? Og hvilke informationer havde borgeren adgang til?

En kommune skal vurdere om det informationsniveau, en borger kan modtage, giver borgeren mulighed for at kunne følge med i sit forbrug. En borgers informationsniveau er en vurdering af den information, borgeren havde adgang til for den relevante periode. Det kan for eksempel være opgørelser fra forsyningsselskabet eller løbende information om forbruget. Her skal fx også indgå, om det er gennemskueligt, hvordan fx el-forbrug omregnes fra tællerens tal til faktisk udgift.

Faktiske forhold har også betydning for forudsigeligheden. Hvis en borger får lavet bad eller flere flytter ind i boligen, er det forudsigeligt, at udgiften til vand stiger. Derimod kan forbruget være svært at forudsige, hvis borgeren flytter til en ny bolig, eller hvis der er store udsving i afgifter og priser.

Særlige forhold kan også gøre sig gældende, for eksempel sygdom eller psykisk funktionsnedsættelse. Dette har betydning for vurderingen af den konkrete borgers informationsniveau.

Læs mere i principafgørelsen:

Ankestyrelsens principafgørelse 17-14 om aktivloven - enkeltudgifter - forudsigelighed

Afdragsordning – en del af sagens oplysning

En anden principafgørelse omhandler manglende oplysninger om en afdragsordning. Kommunen kan ikke automatisk gå ud fra, at det er muligt at få lavet en afdragsordning med en borger, uden at der er oplysninger om det. Afgørelsen slår fast, at det er en del af det, kommunen skal undersøge for at træffe en afgørelse

Hvis en borger har fået aftale om en afdragsordning, kan det være relevant at vurdere, om den er realistisk. Kommunen skal både vurdere, om der er nok at leve for, når afdragene er betalt, og om borgeren vil kunne overholde afdragsordningen.

Læs mere i principafgørelsen:

Ankestyrelsens principafgørelse 18-14 om aktivloven - enkeltudgifter - afdragsordning

Rådighedsbeløb – ikke et nationalt fastsat beløb

Principafgørelser fra Ankestyrelsen kan ikke anvendes som et økonomisk facit for, hvornår der bevilges og hvornår der gives afslag. Ankestyrelsen har ikke hjemmel til at fastsætte et nationalt rådighedsbeløb.

I en konkret sag om rådighedsbeløb, vurderede Ankestyrelsen, at kommunens afgørelse om ikke at yde hjælp til en efterregning for el, var korrekt.

Vi bemærker dog, at kommunen skal begrunde, hvordan et eventuelt vejledende rådighedsbeløb er udregnet. Et kommunalt fastsat rådighedsbeløb er vejledende og kommunen skal altid tage stilling til, om der er grundlag for at fravige det i en konkret sag.

Det er en del af begrundelseskravet, at borgeren ud fra kommunens beregning skal kunne se, hvilke faste udgifter, der medregnes i rådighedsberegningen. Kommunen skal dermed også kunne regne ud, hvilke udgifter, der skal afholdes af rådighedsbeløbet.

Læs mere i principafgørelsen:

Ankestyrelsens principafgørelse 19-14 om aktivloven - enkeltudgifter - rådighedsbeløb

Forskellig praksis og fremtidsperspektiv

Praksis har været forskelligt i de sociale nævn. Nogle kommuner vil derfor opleve, at de skal ændre deres praksis.

En kommunes vurdering af om en borger kan få hjælp efter aktivlovens § 81, er en samlet vurdering. Fremtiden for borgeren og dennes familie er en del af denne vurdering - om udgiften vanskeliggør mulighederne for at klare sig i fremtiden. Det er ikke tilstrækkeligt at se på en udregning for en konkret måned. Fremtidsperspektivet skal holdes for øje, herunder om betalingen af den konkrete regning udelukkende udskyder det økonomiske problem til borgeren skal betale sine andre regninger.