Artikel: Når borgeren ikke kan varetage sine egne interesser
Af fuldmægtig Martin Lindeblad Nielsen
I en ny principafgørelse vurderer Ankestyrelsen, at to kommunale afgørelser er ugyldige, da borgerne ikke har haft mulighed for at udnytte deres partsrettigheder. Begge sager drejede sig om hjælp efter serviceloven. Kommunerne var ikke opmærksomme på, at borgeren ikke kunne give samtykke til at lade sig repræsentere af en pårørende eller nærtstående.
Ankestyrelsen hjemviste herefter sagerne og bad kommunerne om - inden sagerne blev afgjort igen – at få Statsforvaltningen til at beskikke en værge til borgeren efter værgemålsloven.
De to sager viser, at det er vigtigt, at kommunerne er opmærksomme på disse borgeres partsrettigheder; altså om borgeren kan varetage egne interesser under behandlingen af en sag. Ankestyrelsen slår i principafgørelsen fast, at det ikke mindst gælder, når der ikke er enighed mellem en kommune og en pårørende. En klage til Ankestyrelsen er i sig selv udtryk for en sådan uenighed og kan derfor betyde, at der er behov for at beskikke en værge.
Borgere, der ikke kan varetage egne interesser
En række borgere har en intellektuel (kognitiv) funktionsnedsættelse, der betyder, at de ikke er i stand til at varetage deres egne interesser. Kommunerne afgør løbende sager om disse borgeres forhold, og Ankestyrelsen modtager til tider klager fra nærtstående og pårørende over de afgørelser. Kommunerne sender klagerne til os, fordi de anser de pårørende som partsrepræsentanter.
Når pårørende udtrykker utilfredshed, kan det tyde på, at kommunen - allerede inden en klage – skulle have sørget for, at borgeren fik en værge.
Borgerens partsrettigheder
Det er vigtigt for at sikre en korrekt afgørelse, at borgerens partsrettigheder bliver varetaget under en sags behandling; ikke mindst hvis en borger ikke kan varetage sine egne interesser. Partsrettighederne er blandt andre retten til at blive hørt.
Det er for eksempel et problem, hvis en borger ikke har haft mulighed for - på et informeret grundlag - at forstå og tage stilling til kommunens vurdering af hans funktionsnedsættelse og dens tilbud om hjælp.
Det er en retlig mangel, hvis væsentlige partsrettigheder – som for eksempel retten til at blive hørt – ikke bliver overholdt. Det fører som udgangspunkt til, at kommunens afgørelse er ugyldig.
En anden væsentlig retssikkerhed for borgere er muligheden for at klage. Det er grundlæggende for retssikkerheden, at borgere kan få prøvet deres sag i to instanser.
Hvem kan klage over en afgørelse efter serviceloven?
Den person, som sagen handler om, kan søge om en ydelse og klage over en afgørelse. Andre personer – for eksempel værge, fremtidsfuldmægtig og partsrepræsentant - kan også udøve partens rettigheder; herunder at klage.
Retssikkerhedslovens § 60, stk. 2: Det er kun den person, som afgørelsen vedrører, der kan klage over afgørelsen. Dog kan klager over afgørelser i spørgsmål om konkurrenceforvridning efter § 33, stk. 1, og §§ 49 og 65 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats tillige indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af andre, som har en væsentlig interesse i afgørelsen.
Kræver normalt fuldmagt
Ankestyrelsen modtager som nævnt klager over kommuners afgørelser fra nærtstående og pårørende, som kommunerne altså betragter som partsrepræsentanter.
Ankestyrelsen skal normalt have en skriftlig fuldmagt fra borgeren, hvis en anden person skal føre borgerens sag. Det gælder også, hvis det er en ægtefælle, nærtstående eller pårørende, der klager på vegne af borgeren.
I visse tilfælde er der dog ikke en gyldig fuldmagt fra borgeren. Det skyldes, at borgeren på grund af sin funktionsnedsættelse, ikke er i stand til at forstå indholdet eller rækkevidden af en sådan fuldmagt. Derfor er borgeren ikke i stand til at overlade det til en anden at varetage sine forhold.
I principafgørelsen behandlede Ankestyrelsen de to sager af hensyn til borgerens retssikkerhed, selvom borgerne ikke kunne afgive en gyldig fuldmagt. Borgerne havde i de to sager ikke fået beskikket værger.
Fremtidsfuldmagter
En ny lov om fremtidsfuldmagter er trådt i kraft den 1. september 2017.
Den betyder, at alle borgere har mulighed for at oprette en fremtidsfuldmagt, hvis de er fyldt 18 år og er i stand til at handle fornuftsmæssigt; altså er i stand til at forstå konsekvenserne af fremtidsfuldmagten. Man kan for eksempel ikke oprette en fremtidsfuldmagt, hvis man er under værgemål.
Ordningen er blandt andet relevant for personer med en demenssygdom i et tidligt stadie. Her kan borgeren under betryggende former selv udpege den eller de personer, der senere kan varetage borgerens forhold. En fremtidsfuldmagt er også relevant for personer, som ønsker at sikre deres økonomiske og personlige forhold, hvis de skulle blive syge eller komme ud for en ulykke.
Grundlæggende sagsbehandlingsregler
Lovgivningen fastlægger en række grundlæggende sagsbehandlingsregler, som de sociale myndigheder skal overholde i alle sager. Det er for eksempel, at:
- der skal være tilstrækkelige oplysninger i sagen
- der er sket partshøring
- borgeren kan klage
- borgeren har haft mulighed for at bede om aktindsigt og udtale sig.
Hvis borgeren ikke har fået mulighed for at udnytte sine partsrettigheder, er der tale om tilsidesættelse af så væsentlige rettigheder, at det kan føre til, at kommunens afgørelse er ugyldig. Det skyldes, at disse grundlæggende regler for sagsbehandling har karakter af garantiforskrifter. Garantiforskrifter skal sikre, at afgørelsens resultat er rigtigt.
Hvis en kommune tilsidesætter garantiforskrifter betyder det, at der er en formodning for, at afgørelsens resultat ikke er korrekt. Det gælder dog ikke, hvis kommunen beviser, at manglerne ikke har haft betydning for afgørelsens resultat.
Ankestyrelsens reaktionsmuligheder
I to sager vurderede Ankestyrelsen, at borgerne på grund af nedsat funktionsevne ikke havde haft mulighed for at udnytte deres partsrettigheder under sagernes behandling i kommunen. Det var ikke tilstrækkeligt, at en ægtefælle, nærtstående eller pårørende, havde været involveret i sagsbehandlingen, når der ikke (længere) var enighed med kommunen om den nødvendige indsats og støtte i forhold til borgeren.
Ankestyrelsen vil typisk hjemvise sagen i denne situation. Det betyder, at kommunen skal behandle sagen på ny og blandt andet bede Statsforvaltningen om at beskikke en værge efter værgemålsloven. Derefter skal kommunen afgøre sagen igen.
Hvis vi vurderer, at afgørelsen, på trods af fejlen, er rigtig, vil afgørelsen stadig kunne gælde. Det er for eksempel i situationer, hvor en borger er så intellektuel reduceret, at han/hun aldrig vil kunne bruge individuel ledsagelse uden socialpædagogisk indhold. Her er det sikkert, at vedkommende ikke kan få en ledsageordning efter servicelovens § 97.
Det gælder også andre situationer, hvor det ifølge sagens konkrete oplysninger er klart, at borgeren ikke er i nærheden af at være omfattet af personkredsen til en bestemt ydelse.
Ankestyrelsens principafgørelse 60-17 om klageberettigede - part - partsrettigheder – værge