Artikel: Praksisundersøgelse om kontant tilskud og BPA
Af specialkonsulent Birgitte Anne Mohrsen og fuldmægtig Pernille Steen Lenzner
Undersøgelsen viser, at kommunerne generelt er gode til at beskrive borgerens funktionsnedsættelse og inddrage borgerens oplysninger i sagen. Men kommunerne har ikke tilstrækkeligt fokus på at forklare udmålingen af borgerens samlede behov for hjælp.
Både kontant tilskud og BPA er en særlig type hjælp i form af en kontant ydelse, der skal gøre det muligt for borgeren, at få fleksibel og helhedsorienteret hjælp. I undersøgelsen står der mere om forskellen på de to ordninger.
Undersøgelsens fokus er, om kommunerne overholder lovregler, formål med bestemmelserne og praksis, når de skal:
- vurdere, om borgerne er i personkredsen for enten kontant tilskud eller BPA
- tidsfastsætte og udmåle hjælpen i ordningerne.
Ud af 50 sager handler 14 om kontant tilskud og 36 om BPA. Vi ville stadfæste 37 af de 50 sager.
Vores anbefalinger til kommunerne er, at kommunerne skal:
- have fokus på praksis på området
- undersøge, om alle betingelserne er opfyldt ved personkredsen
- være bedre til at forklare, hvordan udmålingen af hjælpen er afpasset den enkelte borgers behov for hjælp
- undersøge alle muligheder for hjælp i den sociale lovgivning for at dække borgerens samlede behov for hjælp
- sørge for at alle relevante oplysninger er indhentet, når de skal træffe en afgørelse.
Sagerne om BPA
I sagerne om BPA viser gennemgangen af sagerne, at kommunerne er gode til at forfølge formålet med bestemmelsen, forholde sig til de enkelte opgaver og inddrage borgerens individuelle ønsker og behov.
En sag, hvor kommunen har forholdt sig til formålet
En borger med et massivt og omfattende hjælpebehov har også behov for overvågning hele døgnet, fordi borgeren ikke kan bruge et nødkald. Kommunen udmåler derfor korrekt egentlige timer gennem hele døgnet, fordi rådighedstimer ikke er tilstrækkeligt til at dække borgerens behov for hjælp.
Når kommunerne giver afslag eller slutter en BPA-ordning skal de have mere fokus på, hvordan borgerens samlede behov for hjælp kan blive dækket gennem andre bestemmelser i serviceloven og anden lovgivning, for eksempel sundhedslovgivningen.
Sagerne om kontant tilskud
I sagerne om kontant tilskud viser gennemgangen, at når kommunerne vurderer, om betingelserne for en kontant tilskudsordning er opfyldte, skal de have mere fokus på formålet med ordningen. I de fleste af sagerne har kommunen ikke udmålt nødvendig hjælp til praktiske opgaver, for eksempel til rengøring og indkøb, og heller ikke når borgeren ikke er hjemme.
En sag hvor kommunen kun tager stilling til opgaver i hjemmet
Kommunen beskriver borgeren som 100 % plejekrævende. Kommunen tager kun stilling til opgaverne i hjemmet. Kommunen giver ikke borgeren den fleksibilitet, der er i ordningen, når borgeren ikke her kan få sine egne hjælpere til at hjælpe uden for hjemmet.
I en kontant tilskudsordning kan kommunen ikke kun tage stilling til personlig pleje og praktisk hjælp i hjemmet uden samtidig at tage stilling til omfanget af hjælp i form af afløsning eller aflastning. Der er dog visse situationer, hvor kommunen kan undlade at vurdere hjælp til afløsning eller aflastning; for eksempel når tilskudsmodtageren ikke ønsker det, fordi tilskudsmodtageren selv ønsker at passe borgeren.
Tidsfastsættelse af hjælpen
Gennemgangen af sagerne viser, at når kommunerne udmåler hjælpen, så følger de i højere grad regler og praksis i sager om BPA end i sager om kontant tilskud. I sager om BPA inddrager kommunen i større omfang borgerens egne oplysninger om, hvordan udmåling af tid vil kunne dække behovet for hjælp. Modsat kontant tilskud hvor kommunerne skal tage udgangspunkt i egne servicestandarder, skal kommunen i BPA-ordningen tage udgangspunkt i borgerens behov for hjælp og borgerens egne ønsker om at tilrettelægge hjælpen, men kan inddrage hjælp for eksempel i form af hjælpemidler.
En sag hvor kommunen korrekt nedsætter hjælpen
Kommunen nedsætter korrekt udmålingen af hjælpen, fordi borgerens hjælpebehov vil blive mindre ved at få tildelt hjælpemidler. Borgeren kan efter installering af skylle- tørretoilet selv klare toiletsituationen. Der er derfor ikke længere behov for hjælp til denne opgave.
I enkelte tilskudssager er udmålingen af hjælp og tidsestimeringen også sket i samarbejde med borgeren. Når udmålingen af hjælp ikke er i overensstemmelse med regler og vores praksis, skyldes det ofte, at kommunen ikke har begrundet eller forklaret, hvordan den er kommet frem til det fastsatte timetal for de enkelte opgaver.
En sag hvor kommunen ikke forklarer tidsfastsættelsen af hjælpen
Kommunen beskriver i sagen, at borgeren er afhængig af hjælp i alle døgnets timer på grund af blandt andet sin autisme, mental retardering og svær epilepsi. Ifølge tilskudsmodtageren er hjælpebehovet på mindst 56 timer om ugen. Kommunen bevilger 21 timer om ugen uden at forklare, hvordan borgeren vil kunne få sit samlede hjælpebehov dækket.
Spørgeskema om oplæring, administrationsbidragets størrelse og overvågning
95 kommuner har svaret på vores spørgeskema. Det skal blandt andet belyse:
- om kommunerne tilbyder oplæring i at være arbejdsgiver/arbejdsleder jf. servicelovens § 85, før kommunen frakender støtten, eller før kommunen giver afslag
- hvordan kommunerne fastsætter og beregner administrationsbidraget
- om kommunerne dækker overvågning i sager, hvor der er tildelt hjælp efter servicelovens § 95.
I undersøgelsen kan du læse meget mere om resultaterne. I overskrifter er resultatet, at:
- flere kommuner tilbyder oplæring i sager om BPA end i sager om kontant tilskud
- knap halvdelen af kommunerne udmåler administrationsbidrag per time
- det er meget forskelligt om og hvordan, kommuner dækker overvågning i sager om servicelovens § 95.
Baggrunden for undersøgelsen
Børne- og Socialministeren har bedt Ankestyrelsen om at undersøge kommunernes praksis i sager om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance.
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg bad i september 2017 børne- og socialministeren om at undersøge ordningerne. Desuden har Ankestyrelsens Rådgivende Praksisudvalg ønsket, at vi lavede undersøgelsen.