Gå til indhold

Artikel: Kommunerne skelner sjældent mellem forskellige typer af længerevarende botilbud

Ankestyrelsens interviews med fire kommuner tegner et klart billede af, at interviewkommunerne i de fleste tilfælde ikke skelner mellem forskellige typer af længerevarende botilbud, men er meget opmærksomme på borgerens behov for støtte.

Af Rebekka Bille og Samuel Nielsen

Denne artikel er en del af nyhedsbrevet Nyt fra Ankestyrelsen nr. 1, 2018. Bemærk, at vi ikke opdaterer indholdet efter marts 2018.

Ankestyrelsen har undersøgt fire kommuners brug af længerevarende botilbud til borgere med psykiske og/eller fysiske funktionsnedsættelser. Det handler om botilbud efter § 108 i serviceloven og § 105 i almenboligloven.

Fokus på borgerens behov for støtte

Det er ikke typen af botilbud, der er afgørende for kommunerne, når de visiterer. I interviewene fortæller kommunerne, at det først og fremmest er borgerens behov for støtte, der er afgørende for valget.  

Interviewkommunerne fremhæver, at § 105-botilbud og § 108-botilbud ligner hinanden i forhold til udseende og funktion. Derfor er det - efter deres vurdering - i mange tilfælde underordnet, om de visiterer til den ene eller den anden type botilbud. De har dog fokus på, at der skal være overensstemmelse imellem visitationsgrundlaget og botilbuddet:

”Vores udgangspunkt er ikke at kigge på, om borger skal have et botilbud efter 105 eller 108, det er faktisk lige omvendt: Vi kigger på, hvad borger skal have, og hvad det så er for et tilbud, der kan matche det – og så hvilken paragraf det tilbud er” (sagsbehandler, Odense Kommune).

Kommunerne ser først og fremmest på borgernes behov og skelner som udgangspunkt ikke mellem botilbud efter 105 og 108. 

Hvad er forskellen?

Både tilbud efter almenboliglovens § 105 og tilbud efter servicelovens § 108 er længerevarende botilbud, og i begge tilfælde har beboerne en varigt nedsat funktionsevne og permanent behov for omfattende hjælp.

Hvis du er visiteret efter § 105 kan du søge om boligstøtte. Er det efter § 108 er du omfattet af de særlige og lempeligere regler om betaling for botilbud.

Botilbud efter almenboliglovens § 105 omfatter umiddelbart de samme mennesker som efter servicelovens § 108-botilbud, men forarbejderne til serviceloven viser, at der er behov for boformer, der er beregnet til længerevarende ophold for personer med betydelige og varige fysiske eller psykiske handicap; og altså behov for tilbuddene efter § 108.

Kommunerne visiterer flest borgere til § 105-botilbud

Interviewkommunerne fortæller, at de som oftest visiterer til et § 105-botilbud, fordi de har flest af den type. Det skyldes blandt andet, at de i flere år har fået statsstøtte til at opføre § 105-botilbud. I forbindelse med strukturreformen overtog nogle kommuner desuden kun få eller ingen § 108-botilbud fra amterne.

Det er også blandt § 105-botilbuddene, at interviewkommunerne oplever den største spændvidde. Det skal forstås sådan, at nogle § 105-botilbud kan rumme borgere med et massivt støttebehov, mens andre passer til mere selvhjulpne borgere.

I interviewene nævner kommunerne situationer, hvor de som udgangspunkt vælger § 108-botilbud frem for § 105-botilbud:

  • Hvis borgeren har fået en dom.
  • Hvis borgeren er meget udadreagerende, vil kommunerne som udgangspunkt vælge et tilbud efter § 108 – men ikke altid. Der er også tilbud efter § 105 som kommunerne mener, kan rumme disse borgere.

Lejekontrakten er en afgørende forskel

Når interviewkommunerne skelner imellem botilbudspladser, skyldes det blandt andet, at borgere, der bor i et botilbud efter § 105, skal have en lejekontrakt og dermed bliver lejere. Det har for eksempel betydning for udadreagerende borgere: Hvis de gør skade på interiøret, kan det betyde store udgifter for dem, hvis de bor i en almen bolig efter § 105. Det er grunden til, at interviewkommunerne stort set altid visiterer udadreagerende borgere til et § 108-botilbud.

Efter interviewkommunernes opfattelse betyder lejekontrakten desuden, at det kan være sværere at flytte borgere, der bor i en § 105-bolig sammenlignet med en § 108-bolig. Det kan være et problem, hvis borgerens funktionsniveau ændrer sig og støttebehovet derfor bedre kan tilgodeses i et andet botilbud.

Undersøgelsen er bestilt af Børne- og Socialministeriet. 

Ankestyrelsens undersøgelse af fire kommuners visitation til længerevarende botilbud

Ankestyrelsens principafgørelse på botilbudsområdet

En principafgørelse har fokus på grænsen mellem § 105-botilbud efter almenboligloven og § 108-botilbud efter serviceloven. Principafgørelsen viser, at målgrupperne ikke er helt sammenfaldende, og selvom der er fordele ved § 105-botilbud, så er der fortsat en mindre gruppe borgere, der under alle omstændigheder skal have et § 108-botilbud.

Det afgørende er, om botilbuddet, herunder boltilbuddets rammer, kan tilgodese borgerens samlede støttebehov. Den forskel, som principafgørelsen beskriver, afspejles til dels i interviewkommunernes praksis. Det ses blandt andet ved, at kommunerne er opmærksomme på lejekontrakten som en afgørende forskel.

I principafgørelsen tog Ankestyrelsen udgangspunkt i tre sager, hvor borgeren havde en meget betydelig nedsat funktionsevne og omfattende behov for hjælp til almindelige, daglige funktioner samt pleje, omsorg og behandling. I de tre sager kunne borgernes behov ikke dækkes på anden vis end i et botilbud efter servicelovens § 108, blandt andet fordi de ikke kunne klare de forpligtelser eller udnytte de rettigheder, der følger af et lejeforhold.

Ankestyrelsens principafgørelse 72-14 om botilbud - personkreds - længerevarende botilbud - flytning - magtanvendelse

Artikel: Botilbud skal matche borgerens behov

 

 

 

Sidst opdateret 17.03.2021

Ring: 33 41 12 00 mandag til fredag klokken 9-15

Adresse: Ankestyrelsen, 7998 Statsservice

Mail: ast@ast.dk

Sikker mail: sikkermail@ast.dk

Tilgængelighedserklæring