Artikel: Kommunerne skelner sjældent mellem forskellige typer af længerevarende botilbud
Af Rebekka Bille og Samuel Nielsen
Ankestyrelsen har undersøgt fire kommuners brug af længerevarende botilbud til borgere med psykiske og/eller fysiske funktionsnedsættelser. Det handler om botilbud efter § 108 i serviceloven og § 105 i almenboligloven.
Fokus på borgerens behov for støtte
Det er ikke typen af botilbud, der er afgørende for kommunerne, når de visiterer. I interviewene fortæller kommunerne, at det først og fremmest er borgerens behov for støtte, der er afgørende for valget.
Interviewkommunerne fremhæver, at § 105-botilbud og § 108-botilbud ligner hinanden i forhold til udseende og funktion. Derfor er det - efter deres vurdering - i mange tilfælde underordnet, om de visiterer til den ene eller den anden type botilbud. De har dog fokus på, at der skal være overensstemmelse imellem visitationsgrundlaget og botilbuddet:
”Vores udgangspunkt er ikke at kigge på, om borger skal have et botilbud efter 105 eller 108, det er faktisk lige omvendt: Vi kigger på, hvad borger skal have, og hvad det så er for et tilbud, der kan matche det – og så hvilken paragraf det tilbud er” (sagsbehandler, Odense Kommune).
Hvad er forskellen?
Både tilbud efter almenboliglovens § 105 og tilbud efter servicelovens § 108 er længerevarende botilbud, og i begge tilfælde har beboerne en varigt nedsat funktionsevne og permanent behov for omfattende hjælp.
Hvis du er visiteret efter § 105 kan du søge om boligstøtte. Er det efter § 108 er du omfattet af de særlige og lempeligere regler om betaling for botilbud.
Botilbud efter almenboliglovens § 105 omfatter umiddelbart de samme mennesker som efter servicelovens § 108-botilbud, men forarbejderne til serviceloven viser, at der er behov for boformer, der er beregnet til længerevarende ophold for personer med betydelige og varige fysiske eller psykiske handicap; og altså behov for tilbuddene efter § 108.
Kommunerne visiterer flest borgere til § 105-botilbud
Interviewkommunerne fortæller, at de som oftest visiterer til et § 105-botilbud, fordi de har flest af den type. Det skyldes blandt andet, at de i flere år har fået statsstøtte til at opføre § 105-botilbud. I forbindelse med strukturreformen overtog nogle kommuner desuden kun få eller ingen § 108-botilbud fra amterne.
Det er også blandt § 105-botilbuddene, at interviewkommunerne oplever den største spændvidde. Det skal forstås sådan, at nogle § 105-botilbud kan rumme borgere med et massivt støttebehov, mens andre passer til mere selvhjulpne borgere.
I interviewene nævner kommunerne situationer, hvor de som udgangspunkt vælger § 108-botilbud frem for § 105-botilbud:
- Hvis borgeren har fået en dom.
- Hvis borgeren er meget udadreagerende, vil kommunerne som udgangspunkt vælge et tilbud efter § 108 – men ikke altid. Der er også tilbud efter § 105 som kommunerne mener, kan rumme disse borgere.
Lejekontrakten er en afgørende forskel
Når interviewkommunerne skelner imellem botilbudspladser, skyldes det blandt andet, at borgere, der bor i et botilbud efter § 105, skal have en lejekontrakt og dermed bliver lejere. Det har for eksempel betydning for udadreagerende borgere: Hvis de gør skade på interiøret, kan det betyde store udgifter for dem, hvis de bor i en almen bolig efter § 105. Det er grunden til, at interviewkommunerne stort set altid visiterer udadreagerende borgere til et § 108-botilbud.
Efter interviewkommunernes opfattelse betyder lejekontrakten desuden, at det kan være sværere at flytte borgere, der bor i en § 105-bolig sammenlignet med en § 108-bolig. Det kan være et problem, hvis borgerens funktionsniveau ændrer sig og støttebehovet derfor bedre kan tilgodeses i et andet botilbud.
Undersøgelsen er bestilt af Børne- og Socialministeriet.
Ankestyrelsens undersøgelse af fire kommuners visitation til længerevarende botilbud
Ankestyrelsens principafgørelse på botilbudsområdet
En principafgørelse har fokus på grænsen mellem § 105-botilbud efter almenboligloven og § 108-botilbud efter serviceloven. Principafgørelsen viser, at målgrupperne ikke er helt sammenfaldende, og selvom der er fordele ved § 105-botilbud, så er der fortsat en mindre gruppe borgere, der under alle omstændigheder skal have et § 108-botilbud.
Det afgørende er, om botilbuddet, herunder boltilbuddets rammer, kan tilgodese borgerens samlede støttebehov. Den forskel, som principafgørelsen beskriver, afspejles til dels i interviewkommunernes praksis. Det ses blandt andet ved, at kommunerne er opmærksomme på lejekontrakten som en afgørende forskel.
I principafgørelsen tog Ankestyrelsen udgangspunkt i tre sager, hvor borgeren havde en meget betydelig nedsat funktionsevne og omfattende behov for hjælp til almindelige, daglige funktioner samt pleje, omsorg og behandling. I de tre sager kunne borgernes behov ikke dækkes på anden vis end i et botilbud efter servicelovens § 108, blandt andet fordi de ikke kunne klare de forpligtelser eller udnytte de rettigheder, der følger af et lejeforhold.
Artikel: Botilbud skal matche borgerens behov