Artikel:Ny antidiskriminationsenhed skal kortlægge, oplyse og koordinere

Det sker ved at kortlægge omfanget og typerne af diskrimination, at gennemføre kampagner, at koordinere indsatser mod diskrimination samt understøtte virksomheder, der ønsker at bekæmpe diskrimination på arbejdspladsen.

Af fuldmægtig Morten C. R. Spies og fuldmægtig Malene Damgaard

Denne artikel er en del af nyhedsbrevet Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4, juni 2014.

Antidiskriminationsenheden er oprettet den 1. april 2014 og hører organisatorisk under Ankestyrelsen. Enheden er oprettet med udgangspunkt i regeringsgrundlaget - Et Danmark, der står sammen. Her står blandt andet, at ”Regeringen vil sikre lige muligheder og lige rettigheder for alle danske borgere. Diskrimination af enhver form er uacceptabel, uanset om det sker på baggrund af køn, seksuel orientering, etnicitet, religion eller handikap.”

Konkret og lige nu betyder det blandt andet, at vi i samarbejde med Ankestyrelsens Analyseenhed er gået i gang med at kortlægge alle nyere undersøgelser og indsatser i forhold til etnisk diskrimination. Og vi har deltaget på årets folkemøde på Bornholm i juni i samarbejde med teatergruppen C:NTACT. Her besøgte vi bl.a. Institut for Menneskerettigheder, Dansk Blindesamfund, og Spejderne i Danmark og bød bl.a. på forumteater om diskrimination og ligebehandling.

Oplevet diskrimination: Halvdelen af nydanskere oplever diskrimination

Et vigtigt grundlag for Antidiskriminationsenheden arbejde er et overblik over omfanget af diskrimination. Det er imidlertid ikke helt enkelt at skabe dette overblik.

Det skyldes ikke mindst den store forskel, der fremgår af undersøgelser om såkaldt oplevet og faktisk diskrimination.

Ser man på den oplevede diskrimination, hvor nydanskere og mennesker med handicap bliver spurgt, om de føler sig udsat for diskrimination, er der noget, der tyder på, at diskrimination rent faktisk er et markant problem. For eksempel giver ca. halvdelen af alle nydanskere udtryk for, at de oplever diskrimination – og blandt de unge nydanske drenge (18-29 år) er det hele 68 pct., som oplever at blive udsat for diskrimination.

Blandt mennesker med fysisk handicap oplever en fjerdedel en form for diskrimination (Hverdagsliv og levevilkår for mennesker med funktionsnedsættelse 2013 M.Damgaard et. Al. 9).

Med et subjektivt syn på sagen kan der altså ikke være megen tvivl: Diskrimination opleves som en væsentlig hindring for nydanskeres deltagelse i samfundslivet. Det gælder for eksempel i forbindelse med jobsøgning og uddannelse (ikke mindst på erhvervsuddannelser, som kræver praktikplads), men også på boligmarkedet og i nattelivet.

Ser man imidlertid på den faktiske diskrimination udtrykt som de sager, domstolene og Ligebehandlingsnævnet behandler, kan man få et indtryk af, diskrimination på grund af etnicitet og handikap, ikke er et stort problem i Danmark.

Faktisk diskrimination: Verden ændres ikke kun med jura

Men hvordan hænger de høje tal om den oplevede diskrimination sammen med lovgivningens omfattende beskyttelse mod diskrimination på baggrund af etnicitet og handicap?

Det korte svar må være, at lovgivningen ikke kan stå alene.

Den juridiske beskyttelse mod diskrimination betyder blandt andet, at Institut for Menneskerettigheder har særlige forpligtigelser til at modvirke diskrimination på grund af etnicitet og handicap mv. Selvom man frit kan indbringe sager om diskrimination for Ligebehandlingsnævnet, ser der ud til at være en stor forskel mellem den oplevede diskrimination og den faktiske diskrimination.

Ser man på Ligebehandlingsnævnets sager om etnisk diskrimination, så har nævnet i perioden 2009 – 2012 behandlet 109 sager, hvoraf 15 klagere har fået medhold. Altså i gennemsnit ca. 25 sager om året hvor ca. hver 10. klager fik medhold. På handicapområdet ser billedet ikke meget anderledes ud. Her modtager Ligebehandlingsnævnet også relativt få sager, ligesom der også indbringes ganske få sager for domstolene. Nævnet har således behandlet 49 sager i perioden 2009 – 2012, hvoraf otte klagere har fået medhold.

Her er det værd at bemærke, at det først med oprettelsen af Ligebehandlingsnævnet i 2009 blev muligt at få prøvet sager om diskrimination på grund af handicap ved et administrativt klageorgan.

Desuden blev beskyttelse mod diskrimination på grundlag af handicap først indført i dansk ret i 2004, så det er stadig et relativt uprøvet område med et begrænset antal domme. Beskyttelsen gælder desuden kun på arbejdsmarkedet i forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager og i erhvervsuddannelser m.v.

Viden om, hvem der udsættes for diskrimination, og hvor det sker, er helt afgørende for enhedens indsatser. Derfor er en del af arbejdet, at gennemføre en række kortlægninger af både faktisk og oplevet diskrimination.

Brug for mere viden

Selvom der er forskelle på den subjektive oplevelse af diskrimination og den faktiske, dokumenterede diskrimination i forhold til nydanskere og mennesker med handicap, er der også en række lighedspunkter.

Helt grundlæggende er der brug for viden om, hvorfor der tilsyneladende er så stor forskel mellem den oplevede og den faktiske diskrimination. Hvor stort er problemet med diskrimination af nydanskere og mennesker med handicap egentlig – og kan der gives svar, som bygger bro mellem vores viden om den oplevede og den faktiske diskrimination?

Det kan i hvert fald konstateres, at både nydanskere og mennesker med handicap har en forholdsvis svag tilknytning til arbejdsmarkedet. Hertil kommer, at flere aktører – for eksempel Ligebehandlingsnævnet og Institut for Menneskerettigheder - har peget på, at der er behov for mere oplysning om retten til beskyttelse mod diskrimination.

Kort og godt skal antidiskriminationsenheden altså medvirke til, at hverken handicap eller etnicitet er en barriere for ligeværdig samfundsdeltagelse. Det skal ske igennem kortlægninger, kampagner og koordinering af indsatser. Det er en stor og vigtig opgave, som hverken kan eller skal løftes af enheden alene, men i et væsentligt og godt samspil med myndigheder, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer.