Nyt fra Ankestyrelsen nr. 3, juni 2021
Behandling af sager om hjælp til flytteudgifter efter aktivloven
Reglerne om hjælp til flytteudgifter er blevet ændret med virkning fra den 1. januar 2020. Ændringerne betyder, at det nu er den kommune, som borgeren ønsker at flytte til, der skal behandle ansøgningen. Derudover skal sager om hjælp til flytteudgifter ikke længere behandles efter aktivlovens bestemmelse om hjælp til enkeltudgifter.
Sådan er sammenhængen mellem særlig støtte og overløb ved modtagelse af hjælp til forsørgelse i form af kontanthjælp, uddannelseshjælp, selvforsørgelse- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse
Sammenhængen mellem særlig støtte og overløb gør det komplekst for en kommune at beregne en borgers ydelse korrekt. I denne artikel beskriver vi sammenhængen mellem reglerne om særlig støtte og reglerne om hjælp til forsørgelse, hvis borgerens indtægter medfører, at der sker indtægtsoverløb i hjælpen til forsørgelsen i den efterfølgende måned.
Ankestyrelsen præciserer praksis om kravet om samliv ved stedbarnsadoption
Når Ankestyrelsen vurderer, om en stedbarnsadoption er til barnets bedste, lægger vi vægt på, om familien har opnået den fornødne stabilitet. Udgangspunktet er, at adoptanten på ansøgningstidspunktet skal have levet sammen med sin partner og barnet i mindst to et halvt år. Dette ”samlivskrav” kan Ankestyrelsen dog fravige, hvis samlivet er tilstrækkeligt stabilt. Vi har i principmeddelelse 6-21 fastslået, at en fravigelse ikke forudsætter, at parret har fællesbørn.
Ankestyrelsen sætter nu fokus på klagesager vedrørende ressourceforløbsydelse – fradrag, indtægt og formue
Ankestyrelsen har siden 2018 arbejdet med at systematisere styrelsens viden på de enkelte klagesagsområder. I 2020 omgjorde vi 41 pct. af klagesagerne om ressourceforløbsydelse, og vi vil i en kommende række artikler hjælpe kommunerne til at træffe flere rigtige afgørelser ved at tematisere de problemområder, som vores vidensopsamling har vist i de omgjorte klagesager.
Ny undersøgelse: Forskellige tilgange til anbringelsesområdet i de nordiske lande
Ankestyrelsens nye undersøgelse viser, at familiepleje var den mest hyppige anbringelsestype i både Danmark, Norge og Sverige i 2019. Undersøgelsen viser også, at anbringelsesområdet i Norge og Sverige er forskelligt organiseret og reguleret i lovgivningen, og at de to lande arbejder forskelligt med rekruttering af plejefamilier.
Ny undersøgelse: Virksomhedspraktik er et nøgleredskab i kommunernes beskæftigelsesindsats
Ankestyrelsen har undersøgt udvalgte kommuners strategi for og praktiske brug af virksomhedspraktik. Undersøgelsen viser, at virksomhedspraktik er et centralt redskab i kommunernes arbejde med at få ledige borgere i job.
Ny vejledning om afgørelsesbegrebet
Kommunerne træffer hvert år et meget stort antal afgørelser, som kan påklages til Ankestyrelsen. Men hvornår er der reelt tale om en afgørelse? Og hvornår er der tale om procesledende beslutninger og faktisk forvaltningsvirksomhed? Ankestyrelsen har offentliggjort en ny vejledning om afgørelsesbegrebet, som hjælper kommunerne på vej.