Handicapsags-barometer: Der er retlige mangler i halvdelen af sagerne om dækning af merudgifter på børneområdet
Ankestyrelsens handicapsagsbarometer for 2024 på børneområdet har set på, om kommunerne overholder regler og praksis i sager om dækning af merudgifter (§41).
Barometret er det andet i rækken af årlige handicapsagsbarometre, som Ankestyrelsen udgiver. Sagerne, der indgår i barometeret, har ikke været påklaget til Ankestyrelsen. Barometret giver et repræsentativt billede af kvaliteten af kommunernes sagsbehandling i forhold til de sager, som borgerne har valgt ikke at klage over.
Barometret i år er desuden inddelt i to. Et om børneområdet og et om voksenområdet.
Barometret om dækning af merudgifter på børneområdet viser, at der er retlige mangler i 50 procent af sagerne, og at 45 procent af samtlige sager ville blive ændret eller hjemvist, hvis de var blevet påklaget til Ankestyrelsen. Retlige mangler omfatter både tilfælde, hvor reglerne er anvendt forkert, og tilfælde hvor der fx er givet en mangelfuld begrundelse, eller sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst.
I sagerne, kan vi se, at der fx mangler oplysninger om udgiftens størrelse, om hvorvidt der er tale om en merudgift, eller om udgiftens nødvendighed. Den utilstrækkelige sagsoplysning betyder, at Ankestyrelsen ikke kan vurdere, om kommunen har foretaget en korrekt vurdering i sagen.
I 24 procent af sagerne efterlever kommunerne ikke kravene til begrundelse for afgørelsen. Det drejer sig især om, at kommunerne ikke i tilstrækkelig grad beskriver de faktiske forhold, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, og/eller at kommunerne ikke i tilstrækkelig grad har angivet de hovedhensyn, der har været bestemmende for kommunens skønsudøvelse.
Når det gælder de generelle sagsbehandlingsregler, viser barometret, at kommunerne giver en korrekt klagevejledning og udfærdiger en helhedsvurdering i en meget stor del af sagerne.
Til gengæld overholder kommunerne ikke deres egne sagsbehandlingsfrister i 46 procent af sagerne. I ca. halvdelen af disse sager overskrider kommunerne sagsbehandlingsfristerne med mere end 10 uger, og gennemsnitligt er sagsbehandlingsfristerne overskredet med 13 uger. Kommunerne har kun i få tilfælde oplyst borgeren om en ny frist, hvilket de er forpligtet til jf. retssikkerhedsloven §3, stk. 2.
Barometret er udfærdiget på baggrund af en gennemgang af 385 sager fra alle landets kommuner, som ikke er påklaget til Ankestyrelsen. Sagerne omfatter både afgørelser om bevilling af og afslag på merudgifter.
Om handicapsagsbarometret
Ankestyrelsen gennemgår sager fra alle landets kommuner for at give et generelt billede af kvaliteten af sagsbehandlingen i kommunerne på handicapområdet. De samlede resultater er med andre ord repræsentative for den samlede sagsbehandling på tværs af landets kommuner.
Det gør vi ved at gennemgå 385 sager på fire udvalgte dele af socialområdet i perioden 2023-2025.
I alt gennemgår vi 1540 sager for at undersøge, om kommunernes afgørelser er i overensstemmelse med regler og praksis:
- I 2023: Ledsagelse til voksne, servicelovens § 97.
- I 2024: Dækning af merudgifter til børn og voksne, servicelovens §§ 41 og 100.
- I 2025: Dækning af tabt arbejdsfortjeneste, barnets lov § 87
Barometrets resultater giver et repræsentativt og aktuelt billede af kvaliteten i den juridiske sagsbehandling på tværs af alle landets kommuner Resultaterne kan ikke anvendes til at beskrive kvaliteten af den enkelte kommunes sagsbehandling, da stikprøven her er for lille til at være repræsentativ for hele kommunens sagsbehandling.